«Udover dagen slakner den adskillige gange, men totner snart
atter. Jeg tør ikke forsøge at arbeide fremover, idet der er meget
issørpe mellem flagene; og i denne rulling er ingen sikker havn at
finde, naar isen pludselig kniber sammen med den rasende fart, som
den nu gjør.
«Da vi intet andet har at tage os til, besluttes det, at slædemeierne skal skrabes for rust, saa de kan glide lettere over isen. Da dette er gjort, lages middag; bønnesuppe koges sammen med levningerne fra raatkjødsmiddagen igaar, samt mere nyskaaret kjød. Medens dette staar paa, benyttes tiden til at tage bredden, den er 63° 18′ n. Længden (som toges senere paa eftermiddagen) er omkr. 40° 15′, vi er altsaa omtr. 18 minuter (41⁄2 mil) fra land. Vi er drevne betydelig længere ud, end vi var igaar, og vore forhaabninger, som da var saa lyse, er atter begyndt at mørkne noget. En ravn bringer os imidlertid ogsaa idag nogen trøst.
«Omsider er middagen færdig og øses op i de faa kopper, vi har, og i hermetiske blikbokser, som er omdannede til saadanne. Vi begynder at spise og finder alle, ja endog lapperne, at det smager fortræffelig; da opdager Ravna til sin fortvilelse, at kjødet i suppen ikke er fuldstændig gjennemkogt, og kan fra nu af intet smage, sidder kun og sætter op en yderst bedrøvelig mine, som vækker munterhed hos alle os andre; hans lille grinende ansigt er under saadanne omstændigheder ubetalelig komisk. Balto gaar det ikke stort bedre, han kan dog drikke suppen, som han finder «udmerket god»; men kjødet slaar han sagteligen ud i en vandpyt nær ved, og haaber, jeg ikke skal merke det; han paastaar, han kan sige som profeten Elias: «Herre, hvad jeg ikke har spist, det kan jeg heller ikke spise.» Jeg søgte at gjøre ham
