Den bedste tid var allerede gaaet, lidet var tilbage af den korte
grønlandske sommer; men endnu maatte vi kunne række vestkysten,
naar vi benyttede tiden vel, det gjaldt bare at hænge i, og hænge
i gjorde vi. Da vi endelig var færdige ved 5-tiden om
eftermiddagen, gik vi atter i baadene og drog nordefter langs
kysten.
Det første stykke gik det let, farvandet var nogenlunde aabent; men da det lakkede mod kvelden, blev det værre, isen blev tættere, og ofte maatte vi bryde os gjennem. Undertiden traf vi dog paa lange aabne slakker, hvor vi kunde ro raskt til. Rød sank solen bag fjeldene, natten var stille og længselsfuld, dagen laa og drømte bag topper og tinder. Nordefter gjennem isen arbeidede vi uopholdelig; ved midnat var det vanskeligt at se, men naar man gav nøie agt, kunde slakkerne og vandet skjelnes fra isen ved gjenskinnet, som de gav af den gulrøde kveldshimmel.
Jeg længtede efter at komme nordover; thi vi havde ikke langt igjen til den berygtede bræ Puisortok, hvor kapt. Holm paa sin reise langs kysten i 1884 blev stanset af is i hele 17 dage. Jeg tænkte mig muligheden af, at drivisen fortrinsvis der blev presset mod landet af strømmen, og at det var grunden til, at stedet var saa frygtet; det stod da for mig som yderst vigtigt at naa did saa tidlig som muligt for at kunne benytte første gunstige leilighed, da isen var slak, til at komme forbi.
Ud paa natten kom vi op under forbjerget Kangek eller Kap Rantzau; der blev isen saa tæt, at vi ikke længer kunde bruge aarerne. For vor øks og vore lange baadshager og brækstænger maatte den imidlertid give vei, og vi kom stadig fremad. For at gjøre det endnu tungere
