med sig selv og den hele verden. Saa gik en anden ud og kom ind med et lignende stykke sælskindrem, som uddeltes til os paa samme vis; saa en tredje, og paa denne maade fortsattes, indtil vi havde faaet 4 eller 5 stykker sælskindsrem hver. Stakkars mennesker, de gav os det bedste de havde, og som de mente, vi kunde have brug for; det var de forbausende sterke remme, som bruges til at fæste fangeblæren til harpunspidsen med.
Efterat denne gavmildhed var udfoldet, sad vi en stund og saa paa hverandre, jeg ventede, de skulde gjøre tegn til, at de ønskede gjengjæld fra os. Efter en stund reiste ogsaa ganske rigtig den første sig og kom frem med noget, der tydeligvis gjemtes som et sjeldent klenodium; det var intet mindre end en gammel, forrusten og klumpet rifle med den underligste fremtoning af en hane, som endnu var kommen mig for øie; den bestod af et stort stykke jern, hvori der var et hul til at stikke fingeren ind i for at spænde den. Som jeg senere erfarede, var dette en rifle af den form, som sedvanlig anvendes paa Grønlands vestkyst, og som er gjort specielt for brug i kajaken. Efter at have vist os dette kuriosum med stor stolthed, og efterat vi pligtskyldigst havde lagt vor beundring for dagen, betydedes vi med nogle betegnende fagter, at han intet havde at putte i den. Jeg lod en stund, som jeg ikke forstod hans mening; men da det ikke længere gik, maatte jeg lade ham forstaa, at vi intet havde at give ham dertil. Han satte en skuffet og bedrøvelig mine op og gjemte atter riflen bort. Merkelig nok gjorde ingen af de andre tegn til, at de ventede noget vederlag, de var gjestfriheden og venligheden selv; men en bagtanke havde de dog vel om at faa sine gaver betalt, hvilket de selvfølgelig ogsaa fik den næste dag.
