tog skyggeomridsene sig ud af de kvinder, som gik med børn bag i amauten,[1] de saa ud, som de havde store pukler paa ryggen. Ud af hvert telt faldt gjennem de tynde tarmskindsforhæng et rødligt lysskjær, som gav et eget indtryk af hygge og varme og kaldte tankerne langt væk; det lignede skjæret fra farvede transparent-lygter og mindede om illuminerede haver og sommerfester derhjemme; men bag disse forhæng levede en sorgløs og lykkelig slegt, maaske vel saa lykkelig som mangen hinsides havet.
Det var snart paatide at krybe tilkøis, vi kunde godt trænge det. de sidste døgn havde vi havt liden søvn. Vi bredte vore soveposer ud paa teltgulvet og lagede os til at sove. Dette var atter noget af allerstørste interesse for eskimoerne, og der samlede sig straks en tæt ring af tilskuere rundt teltdøren; jeg er nødt til at tilstaa det, der var ikke blot mænd iblandt dem, det andet kjøn var ogsaa i sterk grad repræsenteret, og det lod ikke til i ringeste grad at genere dem, at det ene plag forlod vore legemer efter det andet, indtil de tilsidst var temmelig afdækkede. Men hvad skulde vi gjøre? At bede damerne forsvinde vilde neppe været meget høfligt, at oplyse dem om det upassende efter vore begreber i, at damer saa paa herrer klæde sig af, vilde, om vi havde kunnet gjøre os forstaaelige, vakt megen forbauselse og sikkert uvilje og at lade være at lægge sig hele natten vilde dog
være for
- ↑ Amaut er et trøielignende plag, som bruges af de kvinder, som har spædbørn. Paa rygsiden har den en poselignende udvidning, som stænges forneden med remme, der bindes rundt livet udenpaa amauten. I denne pose sidder barnet baade godt og lunt, idet det varmes af moderens legeme, og heri tages det med til alslags arbeide uden døre, saavel vandringer paa land som roning i baad; en eskimo-mor gaar sjelden fra sit barn.
