paa fast grund og derved undgaa en del af den vanskeligste is. Det var vistnok sent paa kveld til at forsøge nye veie, men lad skure, klarhed maa vi have, og vi faar tage natten tilhjælp.
Da føret heroppe var løsere og værre end nogensinde, maatte vi spænde trugerne paa for dog at forsøge, om de ikke skulde hjælpe lidt, og det gik virkelig betydelig lettere.
Holdende i sydlig retning mod fjeldet begyndte vi da paa hjemveien. Men det mørknede hurtig, og vi havde ikke gaaet langt, før det allerede blev uhyggelig vanskeligt at se sprækker i nogen afstand; vistnok var der endnu ikke mange af dem, men vi maatte være forberedte paa snart at møde dem i overflod. Det gjaldt at holde sig langs toppen af høideryggen, som skilte mellem de sænkninger, vi havde paa hver side; her kunde man gjøre regning paa at slippe nogenlunde fri. Et langt stykke gik det godt, føret blev ogsaa bedre, ja saa godt, at Sverdrup spændte trugerne af. Ikke langt borte saa vi allerede fjeldet, hvor vi haabede at finde vand, og hvor vi agtede at tage en god hvil og strække vore trætte lemmer paa bart fjeld; vi længtede usigelig efter fast land, og det kunde ikke være længe igjen. Men hvor ofte slaar ikke beregningerne feil, naar man har med is at gjøre, enten det nu er drivis eller indlandsis! Vi havde ikke gaaet mange skridt, før vi begyndte at ane, at dette «ikke længe» kunde bli langt nok og mer end det. Vi kom nemlig ind i et lænde med de længste og værste sprækker, vi endnu havde truffet paa. Til en begyndelse var de dog saa nogenlunde, og paa trugerne gik jeg stødt, kunde hoppe med større sikkerhed end før, da jeg var uden dem, og kunde med større dristighed vaage mig over snebroerne,
