Der var imidlertid, efterhvert som man arbeidede videre i dette
emne, fremkommet tanker om, at de tidligere indlandsise havde ikke
alene dækket hele Skandinavien og det nordlige Europa, men havde i
væsentlig grad bidraget til at give de lande, de dækkede, form og
udseende, idet isbræerne eller skridjøklerne ved at føre med sig
alt løst liggende grus og sten samt ved at skure ud og grave sig
ned i det underlag, hvorover de bevægede sig, har bidraget til at
danne dybe dale og fjorde, saaledes som vi f. eks. har dem i
Skandinavien og især i det vestenfjeldske Norge. Denne lære blev
især fremholdt af den engelske geolog Ramsay. Et forhold,
som kunde synes at tale sterkt for denne antagelse, var det, at
slige af dybe dale og fjorde sønderskaarne lande findes altid, hvor
der kan paavises merker efter istider, og kun der. Den blev ikke
destomindre sterkt angrebet af mange geologer, og et af de mange
angrebsvaaben var det, at alle de bræer, man kjendte og havde
undersøgt i Europa, havde en saa liden bevægelseshastighed (i
høiden et par fod i døgnet, og det var sjelden), at den friktion og
skuring, de kunde frembringe, langtfra var tilstrækkelig til at
forklare det kjæmpemæssige arbeide, som paa den maade skulde være
udført.
Da reiste 1875 den norske geolog Amund Helland, som var sterkt interesseret i studier over istidens virkninger i Norge, og som havde paavist mange merkelige forhold, staaende i forbindelse dermed, til Nord-Grønland for at undersøge isbræernes hastighed og deres virksomhed der. Reisen, som foretoges i maanederne juni, juli og august (1875), omfattede strækningen fra kolonien Egedesminde (68° 42′ n. br.) indtil fjorden Kangerdlugssuak (omtrent 71° 15′ n. br.) i kolonien Umanaks distrikt. 5 isfyldte fjorde besøgtes og talrige mindre bræer, hvoriblandt bræen
