Den følgende dag (25de juli) begyndtes tilbagetoget, og den 3dje
august naaedes, efter 31 dage tilbragte paa indlandsisen, atter
teltpladsen ved «Sofias hamn» i den nordre arm fra
Aulatsivikfjorden. De eskimoer, som her ventede med
proviant, reserveklæder, 1 baad o. s. v., blev yderst glade over at
se dem igjen, de havde allerede betragtet dem som fortabte og
havde, efter hvad de selv paastod, slidt op flere par kamiker
(støvler) med at gaa tilfjelds for at se efter dem.
Den is, som man traf paa denne betydningsfulde reise, var i flere henseender merkelig. Den var vistnok, især nærmest yderlandet, ujevn og tildels opfyldt af sprækker; men den var dog i det hele jevnere end den is, man kjendte fra de tidligere vandringer. Endvidere traf man længst inde en eneste udstrakt og fuldstændig jevn sneflade, hvor ingen is og ingen sprækker var at opdage, kun sne, som strakte sig saa langt, man kunde se indefter. Denne ekspedition havde, selv bortseet fra lappernes skifærd, trængt længere ind end alle sine forgjængere og havde for første gang naaet denne sneflade, som, efter hvad vi nu ved, dækker hele Grønlands indre. Det var ogsaa, som side 2 omtalt, underretningen om opdagelsen af denne sneflade, som bragte forfatteren paa den endelige plan til den ekspedition, som danner emnet for denne bog.
Det kunde synes, som Nordenskiöld selv havde ved denne færd gjort sin teori om et isfrit indre lidet sandsynlig. Dette mente han ogsaa den første tid efter hjemkomsten. Senere har han imidlertid «atter begyndt at tvile og anser det for at være idetmindste muligt, at de i 1883 havde gaaet frem kun paa et bredt isbaand, som ved 69° og 70° n. br. strækker sig tvers over
landet»[1], mens der nordenfor
- ↑ «Den andra Dicksonska expeditionen o. s. v.» side 129.
