vidt med veiret, at vi kunde fortsætte vandringen efter at have faaet et kraftigt maaltid med varm linsesuppe, som skulde bøde paa de foregaaende dages sultekur.
Vi havde fremdeles sterkt sønderreven is; da vi skulde forsøge at stige op ad en høide, som laa ret foran os, blev sprækkerne saa talrige og store, at vi ikke kunde komme frem, de løb nemlig ikke alle parallele, men skar
(Tegnet af E. Nielsen).
(Tegnet af E. Nielsen).
i to retninger tvers paa hverandre, og da er
man færdig. Vi maatte tilbage for at holde nordefter og akte nu
siddende paa kjælkerne udover igjen mellem sprækkerne, men maatte
passe vel paa for ikke at forsvinde i dybet.
Længere nordpaa fandt vi mindre sønderreven is, ikke saa brat stigning og i det hele bedre fremkomst; paa enkelte steder var det endog saa pas, at vi kunde trække en kjælke hver, undtagen Sverdrup og jeg, som med den tungeste gik foran for at finde ud veien. Regnen havde
