sent paa kveld; den afstand, vi tilbagelagde paa dem, var henimod 50 mil.
Veiret var omtrent under hele vor færd over indlandsisen saavidt klart, at solen skinnede gjennem, og det var ikke mange dagene, at det var fuldstændig overskyet. Selv naar der faldt sne, hvilket ofte var tilfældet, var den sjelden tættere, end at solen kunde skimtes. Sneen, som faldt, var altid fin og lignede mer frossen taage, som kom ned, end sne, saaledes som vi er vante til den i Europa; det var netop, hvad vi paa enkelte kanter i Norge kjender under navn af frostsne, og som dannes derved, at luftens fugtighed falder direkte ned i fast form uden at danne skyer.
Naar saa solen skinnede gjennem denne luft, fyldt med faldende frostsne, dannede der sig altid ringe om den, og disse saavel som bisole og akser gjennem solen til bisolene o. s. v. var derfor, saa længe vi befandt os i Grønlands indre, en næsten daglig foreteelse. Naar solen nærmede sig himmelbrynet saa meget, at en del af ringen kom under dette, da dannedes der gjerne kraftige bisole i de punkter, hvor solringen skar snefladens rand, ligeledes dannedes der en tilsvarende bisol paa denne ret under solen.
Kulden blev stadig sterkere og sterkere, efterhvert som vi kom indefter. Solen havde dog, naar veiret var nogenlunde klart, en sterk magt, og i middagstiden kunde den en stund stege saa voldsomt, at varmen endog blev generende. Den 31te august oplyser jeg saaledes blandt andet i min dagbog, at solen stegte i de dage saa meget, at den gjorde sneen vaad og kram, kjælkerne gled tungt, og vi blev fugtige paa fødderne. Naar det saa atter frøs paa, saasnart solen begyndte at synke, gled kjælkerne vistnok glattere, men benene gik det daarlig med, og man
