kogeapparatet. Først bare det at røre ved metallet var mindre behageligt i den temperatur, og ikke var det bedre at fylde paa lampen og bringe vægerne i orden; thi forat de skulde brænde godt, var det nødvendigt at væde dem med spiritus, som man uundgaaelig fik paa fingrene, og det kunde i den sterke kulde volde store smerter. For at holde vægerne tørre og saaledes for en del undgaa dette pleiede jeg gjerne at bære dem i bukselommen.
Efterat man havde faaet varme paa og sat kogekarret over, maatte flammerne passes vel, saa de ikke kom til at brænde for sterkt; spiritusbeholderen blev nemlig derved for varm, hvilket ofte skede, og det førte let nok til ubehageligheder i form af eksplosion. Den blev i saa fald afkjølet med sne. Men lampen maatte heller ikke brænde med for liden flamme; thi da gik der for lang tid, før man blev færdig. Naar nu endelig theen eller chokoladen var kogt, blev de andre purrede ud til frokosten, som gjerne spistes paa sengen. Naar vi var færdige dermed, gjaldt det saa hurtig som muligt at rigge sig istand til at bryde op, kjælkemeierne skrabedes omhyggelig paa undersiden, bagagen blev stuvet godt paa og surret, og teltet toges ned; som oftest gjordes ogsaa om morgenen nogle observationer med kogebarometret, før vi brød leir[1].
Efterat alt dette var gjort, drog vi ivei, men efter et par timers forløb stansede vi gjerne for at faa os en plade kjødpulverchokolade hver, saa fortsattes atter i nogle timer indtil middagen, som spistes paa saa kort tid som muligt, mens vi sad paa kjælkerne. Derpaa drog vi igjen frem et par timer, og der kom en ny
uddeling af
- ↑ Den 9de september tog jeg ogsaa en prøve af luften paa den side 68—69 angivne maade.
