Sverdrup, som vi snart naaede. Og her ventede vi nu paa de andre, hvilket i den gjennemtrængende vind og uden noget ly var en tarvelig fornøielse. Sverdrup fortalte, at han havde seilet friskt væk, fandt, det gik udmerket, og troede, han havde os to siddende bagpaa; han kunde jo intet se agterover for seilet. Da han saa havde seilet en lang stund, blev det ham lidt paafaldende, at det var saa taust med passagererne der agter, og han gjorde et tilsprang til en konversation, men der kom intet svar; han seilede endnu lidt, saa forsøgte han sig igjen, nu høiere end før; men det var fremdeles lige taust; saa endnu høiere, og saa skreg han, alt han orkede; men nei, der var og der blev stille. Det maatte undersøges, hvordan dette hang ihop, han luffede til, han gik agterover for at titte bagom seilet; men lidt lang blev han nok i ansigtet, da der ingen fandtes; han forsøgte at se gjennem snefokket den vei, hvorfra han var kommen, det forekom ham, som han kunde øine en sort prik langt agterud — det var min ubetydelighed, siddende paa de tabte blikkasser — og saa laarede han seilet, hvilket ikke var noget let arbeide i vinden, og gav sig til at vente.
Men det varede og det rak, før de andre kom; det var saavidt vi kunde skimte skuden gjennem snefokket; men der var intet seil paa den, og af karene kunde vi intet se. Endelig øinede vi dem som smaa, sorte punkter langt oppe i bakken. En stund efter blev seilet heist, det voksede og voksede, og snart var de hos os.
Vi surrede nu vore kjælker endnu bedre sammen og lasten forsvarlig fast, forat ingen gjentagelse af dette skulde kunne gaa for sig. Saa fæstede vi paa kjælkerne agter nogle tauge til efter behag at holde os i eller binde os fast med, mens vi stod paa skierne. Paa den vis gik det ypperlig, og det var i sandhed en glad skifærd.
