Efter en stunds forløb blev Sverdrup fornøiet af at være foran,
og jeg byttede plads med ham. Vi fik nu flere lange og sterke fald
samtidig med god vind, det skar afsted som udfor en brat skibakke,
og det varede time efter time. At staa foran og styre var
spændende. det gjaldt at holde tungen bent i munden, som det heder,
fremfor alt maatte man ikke falde; thi hvis det skede, vilde det
hele las i lynende fart suse over en, man vilde komme under meierne
og bli skuret med udfor og kunde prise sig lykkelig, om man kom fra
det uden at være helt radbrækket. Noget sligt maatte ikke hænde,
der maatte gives agt paa hver bevægelse, hver muskel var spændt,
skierne sluttedes godt sammen, haanden fattede sikkert rundt
styrestangen, øiet speidede ufravendt forover, man bar af for de
værste fokskavler og lod det forresten suse til, mens man hoppede
paa skierne hen over skavletoppene.
At holde maaltid var den dag ingen behagelighed, og der gjordes saa lidet deraf som muligt.
Just som vi seilede paa det bedste ud paa eftermiddagen, lød der et jubelskrig fra skuden agterud, det var især Baltos stemme, som raabte: «Land forud!» Og ganske rigtigt, gjennem snefokket, som netop var lidt lettere, skimtedes over snefladen i vest en langagtig, mørk fjeldtop og syd for den en mindre. Der blev nu glæde paa os alle, det maal, hvorfor vi saa længe havde kjæmpet, øinedes endelig.
Denne tildragelse skildrer Balto paa følgende vis:
«Om kvelden, da vi holdt paa at seile, fik jeg langt i vest øie paa en sort flek. Jeg stirrede og stirrede, indtil jeg saa, at det virkelig var bar mark. Saa raabte jeg til Dietrichson: Jeg ser bar mark! Dietrichson var straks færdig til at raabe til de andre, at Balto saa bar mark i
