I vest kunde vi nu se landet mod kveldshimmelen, som endnu viste
en lysning af den svundne dag. Det var det samme land, som vi havde
seet første gang, men det tonede sig nu høit over himmelranden, og
ved siden af i syd var en hel lang landstrækning steget op over
isfladen.
«At faa teltet op i den sterke vind og paa den glashaarde is, hvor der intet fandtes at fæste bardunerne i, var et vanskeligt arbeide, krogene vilde ikke holde, og vi maatte med øksen hugge hul for skistavene, forat bardunerne kunde fæstes i dem. Endelig, efterat vi havde frosset mer end sedvanlig, kom teltet op, og vi kunde krybe ind i nogenlunde læ. At koge noget havde vi den kveld ingen lyst paa, dertil var vinden for følelig selv inde i teltet, det lovede festmaaltid, som skulde feires, naar vi fik se bart land, og hvortil vi havde glædet os meget, blev opsat til næste morgen. Vi delte, hvad vi havde igjen af schweizerosten, mellem os og krøb i soveposerne, fornøiede med den dags gjerning. Kommen i posen fik jeg først føle, at jeg under seiladsen havde frosset bort fingrene paa begge hænder. Nu var det for sent at gnide dem med sne, de var allerede begyndt at tine op, og smerterne var den nat næsten uudholdelige, indtil jeg sov fra dem.»
Tidlig om morgenen for jeg pludselig op, erindrende, at jeg havde glemt at trække uret; uheldigvis havde Sverdrup gjort det samme, vi trak dem nu, men det var for sent. Dette var naturligvis meget uheldigt for vore stedsbestemmelser efter den dag; dog gjorde det mindre, da vi var kystfjeldene saa nær, at vi med nogenlunde nøiagtighed kunde slutte os til vor længde.
Da vi stak hovedet ud af teltet, saaes hele landet søndenfor Godthaabs-fjorden udbredt for os; det var et
