skaller af en saltvandsmusling, som findes midt inde i de afleirede banker heroppe i en høide af mer end 20 m. over havet. Om hvorledes denne hævning har gaaet for sig, om den er skeet rykvis, som af en bekjendt norsk geolog er hævdet, eller om den er skeet langsomt, som man i den senere tid er tilbøielig til at antage, ved vi endnu intet med fuld sikkerhed. De fleste ting turde dog tale for den sidste antagelse. Vistnok ligger disse lerlag i terrasser; men dette har nogle ment at kunne forklare ved, at elvene under enkelte perioder med sterk nedbør har ført betydelig mere fast stof med sig end under de mellemliggende tørrere tidsrum. Derved kommer netop slige trappetrin til at maatte dannes, selv om hævningen har været jevn. Noget bevis for saadanne vekslinger i nedbøren har man dog ikke kunnet fremføre. Naturligere og rimeligere synes mig den forklaring, at landets stigning skyldes indlandsisens aftagen, hvorved nemlig dennes tryk paa de underliggende lag er blevet mindre, og disse har saa efter ligevegtsloven maattet stige. Indlandsisen har imidlertid ikke aftaget jevnt, der har været tider, hvor under den stod stille eller muligens endog tiltog; saa længe steg altsaa landet ikke, og terrasserne kunde dannes i mellemtiden.
Efterhvert som fjordbundene steg op over vandfladen og blev til terrasser, har elven skaaret sig sit bugtede leie gjennem deres bløde sand- og lerlag. De er lette at grave i og underminere, disse lag, og sandras efter sandras har faldt ud i elven og er i aarenes løb førte videre mod fjordbunden udenfor, hvor der har begyndt at danne sig nye afleiringer af samme art. Naturen er aldrig i hvile her, det er vældige kræfter, som er i virksomhed; nogle skjærer landet istykker efter bedste evne,
