baaden. Vi haabede at kunne ro i denne nedad elven og saa derfra stikke lige tilsjøs. Men ogsaa her skulde de mest uventede besværligheder møde os, idet elven var saa grund, at den ikke tillod roning; sad vi to i baaden, var det ialfald en ren umulighed. Jeg som den tungeste gik da tilfods udover øren, mens Sverdrup skulde forsøge at stage sig frem alene. Men det blev ikke stort bedre, han maatte vade i det kolde vand og trække baaden efter sig, og det var ingen sød fornøielse; kun faa steder kunde han stage, endnu færre ro, og smaat gik det.
Vi havde de utroligste gjenvordigheder af forskjellig art, ofte laa vi i den bløde ler og vandet op under maven, og trætte blev vi begge i benene efter at have gaaet en halv dag i denne søle, som sugede sig om fødderne og holdt dem fast for hvert skridt. Endelig rak vi frem til en pynt ude i fjorden, hvor vi havde haabet at komme til selve sjøen. Men her opdagede vi, at der endnu var langt igjen, elven grenede sig ud i et delta, hvor den blev saa grund, at det- ikke længer kunde nytte at trække baaden engang, den maatte bæres over leren det stykke, som var igjen. Men da det var ledet paa kvelden, var det lige godt at stanse. — — — Atter en herlig nat; — snart var den sidste rødme af kvelden forsvunden bag fjeldene i vest, stjernerne traadte mer og mer frem paa den mørknende himmel, hvor nordlyset som vanligt opførte sine natlige skuespil, snart kom ogsaa maanen og smilte ned til os to, som sad ved det døende baal og talte om Grønlands indlandsis som en længst forsvunden drøm.
Da kveldsmaden var spist, opsøgte vi os hver vor vidjebusk, hvorunder vi krøb sammen i vore peske og sov ind.
