langs landet, over indlandsisen og ud gjennem fjorden paa vor skrøbelige baad trods modvind, vi havde slidt haardt og unegtelig døiet en del ondt for at naa det maal, vi nu var saa nær, — og hvad følelse havde vi nu? — var det den lykkelige seiervinders? For mit vedkommende maa jeg svare nei; det var mig umuligt at opdrive andet end en overdreven følelse af mæthed, og den var jo god nok; men maalet? — nei, det havde vi ventet for længe paa, det kom for lidet uforberedt.
Vi krøb sammen i vore pesker paa hver vor lyngflek oppe paa bergskrænten, og vi sov den bedste søvn, vi paa lang tid havde havt, hin sidste nat under aaben himmel.
Det var først langt paa dag (den 3dje oktober), da vi endelig reiste paa os, der vi laa; vinden havde allerede længe staaet sterk opad sundet mod Godthaab og kaldt os til arbeide; men endelig engang havde vi ingen hast og kunde sove godt ud, vi kom tidsnok frem.
Vi spiste vor frokost med de ærligste hensigter om at gjøre ende paa nisten, vi aad leverpostei og brød, men især gjorde vi atter et vældigt indhug paa smørret og chokoladen; vi maatte dog give det op og stikke tilsjøs. Ud paa formiddagen naaede vi et lige søndenfor Godthaab beliggende næs, hvor vi saa flere eskimohytter og et stort europæisk hus. Efter hvad vi senere erfarede, var det Ny Hernhut, en af de faa stationer, som af den tyske hernhutiske mission er anlagte i Grønland. Da vi pludselig fik sterk modvind, bestemte vi os til at gaa overland herfra til Godthaab, og vi vendte indover mod stranden, hvor allerede en hel del eskimoer, især gamle kvinder, som kom mylrende ud af husene, havde stimlet sammen med et braak og en snak og med de samme eiendommelige
