Den følgende morgen (den 5te oktober) drog de afsted, allerede
næste dags formiddag rak de frem.
Om formiddagen den 5te oktober forsøgte ogsaa en baad at gaa til Ameralik-fjorden, men efter et par timer vendte den atter tilbage; grønlænderne er, som nævnt, ingen helte til at ro. Ud paa eftermiddagen gik baaden atter afsted og saaes nu merkelig nok ikke mer paa det første; men, som vi senere erfarede, var den ikke kommen længere end til en ø søndenfor, hvor besætningen saa blev liggende i telt i mange dage uden at komme tilbage, uagtet det ikke var stort mer end en times roning fra kolonien. Dette har sin forstaaelige grund deri, at de i saa tilfælde ikke vilde have faaet nogen dagløn og vilde desuden ikke kunne have det saa fornøieligt, som de nu havde det i teltet, hvorfra de ikke flyttede, før de havde opspist sin proviantforsyning.
Den følgende dag (den 6te oktober) ankom kolonibestyrer Bistrup sammen med den tyske missionær Heincke fra Umanak, en hernhutisk missionsplads inde i fjorden, 9 mil fra Godthaab. Kolonibestyreren havde været der paa en inspektionsreise, da en kajakpost, som var afsendt fra kolonien, naaede ham og bragte et brev, hvori der stod, at vi var ankomne. Han havde straks sammen med hr. Heincke sendt 2 kajakmænd ind til de 4 mænd, som der blev sagt skulde være inde i Ameralik-fjorden. Disse kajakmænd medbragte ogsaa mad fra ham samt fra hr. og fru Heincke og havde faaet ordre til at bli hos dem derinde for at staa dem bi paa alle maader.
Den 7de oktober kom allerede Terkel og Hoseas tilbage fra Ameralik-fjorden med brev fra Dietrichson, som sagde os, at de nu havde det godt, da de havde overflod af mad og vidste Sverdrup og mig i god behold i
