Godthaab. Den 9de oktober blev veiret endelig saa godt, at en konebaad, jeg havde faaet laant af missionær Voged, kunde med en besætning væsentligst af grønlænderinder afgaa til Ameralik-fjorden. Den dag forlod endelig ogsaa den anden baad, hvalsluppen kaldet, øen, hvor den hele tiden havde opholdt sig.
Vi kunde nu snart vente vore kamerater, og grønlænderne var i stor spænding, særlig længtede de efter at se de to lapper; thi saadanne folk havde de aldrig seet før. De to kajakmænd, som kom tilbage fra fjorden, havde forøvrigt nøiagtig beskrevet sit møde med mændene derinde: «der var 2 mænd af det folk, som pleier at bære langt skjæg — saa kalder eskimoerne nordmændene — men saa var der to, som var ligesom vi, og de bar en underlige dragt o. s. v.» De havde altsaa en skarp opfatning af, at lapperne trods al forskjel dog var et folk, som stod paa et kulturtrin mer ligt deres eget og fuldstændig forskjelligt fra danske og nordmænd.
Endelig den 12te oktober kom de, hele kolonien, saavel europæere som grønlændere, modtog dem nede paa stranden. For grønlænderne var lapperne aarsag til megen forundring, de kaldtes for kvindfolk, fordi de gik med lange kufter ligesom europæiske damer og med renskindsbukser, hvilket kun bruges af kvindfolkene i Grønland. Balto syntes at befinde sig vel ved den opmerksomhed, han vakte, og var meget meddelsom. Ravna gik som vanlig sin egen tause gang, han kom hen til mig, bukkede paa hovedet, tog mig i haanden, han sagde ikke stort; men der lyste tilfredshed og glæde i blikket.
