var temmelig elastiske, og at vore tanker i disse dage i en væsentlig grad dreiede sig om maden; men dette maa dog være tilgiveligt, naar man erindrer, at vi var saa forsultne, at vi aldrig havde følelsen af at være mætte, selv naar vi havde spist saa meget, at vi ikke magtede mere.»
«Fra den tid af», siger Balto, «blev det bedre dage, vi begyndte at glemme den haarde reise, som vi havde udholdt, nemlig hunger, tørst, frysen, tristhed i isen.»
Den følgende dag hentede grønlænderne resten af renen, og de fik nu nok af kjød. Dietrichson fortæller ogsaa, at Peter forærede dem en rype, han havde skudt; «dog tog han først indvoldene ud, som vi troede for at rense den for os; men til vor store forferdelse fortærede han dem, og de lod til at smage ham udmerket.»
Der gik endnu flere dage, uden at der saaes noget til baadene; der var merkelig nok godt veir inde hos dem i fjorden, mens der var uveir udenfor.
«Endelig kl. 7 om morgenen den 11te oktober», siger Dietrichson, «vækkedes vi af vor gode søvn ved lyden af flere skud. Vi anede straks, hvad det var, sprang derfor ud af soveposerne, greb gevær og en patron, stak hovedet ud gjennem teltdøren og fyrede i luften som svar paa tiltale. I en fart havde vi klæderne paa og stod nu uden for teltdøren, speidende efter de fremmede. «Der er de», lød det, og op af en foranliggende skraaning stak nu det ene grønlænderhoved efter det andet, det forekom os rent at myldre frem. Mænd og kvinder, ialt 14 individer, nærmede sig under ivrig passiar og fremdeles affyrende sine geværer. Komne op til os, traadte en af dem, ved navn Terkel, frem og forklarede paa halvt dansk, halvt grønlandsk, at de var komne med to baade for at hente os.» — — — «Leiren havde vi nu brudt mange gange, men
