bøier de fjerneste kajakmænd, som saavidt kan skimtes, sig forover og jager kajaken af al magt frem, de næste gjør ligedan, og hele linjen af kajaker bølger fremad; saa stanser de fjerneste og ligger stille en stund; men med et gjennemtrænger et glimt tusmørket — et smeld følger efter, saa et glimt til, endnu et, og det forplanter sig i glimt efter glimt opover hele rækken. En mørk masse skimtes i syd, den kommer lydløst glidende langs vandfladen, man tvinger kajaken endnu lidt frem for at faa bedre hold, aaren stikkes ind under remmen, og man holder bøssen færdig, hver fugl kan nu skjelnes, og just som de er komne lidt forbi, hæver man til kindet, holder et stykke foran det sted, hvor fuglene flyver tættest, og trykker løs — er man heldig, falder muligens 2 eller flere. Saa lades der igjen, fuglene plukkes op, lægges bagpaa kajaken, og man holder sig atter færdig til at modtage næste flok. Paa denne vis fortsættes, til det blir for mørkt; kajaklinjen bugter sig frem og tilbage, eftersom fuglene flyver længere eller kortere fra landet.
Der fordres ikke liden skydefærdighed til denne jagt; thi edderfuglen flyver, som bekjendt, med god fart. Desuden er herredømme over kajaken nødvendigt for at kunne passe at holde sig frem i skud og at skyde nogenlunde støt. Heri har imidlertid eskimoerne erhvervet sig en ofte forbausende færdighed; den hurtighed, hvormed de bevæger kajaken, gjør aaren fast og faar bøssen til kindet, og den sikkerhed, hvormed de som regel træffer, selv om det er en enkelt fugl der skydes paa, er stor nok til at fremkalde den bedste flugtskytters beundring, saa meget mer som det lette fartøi, hvorfra der skydes, stadig dukker op og ned paa sjøerne.
