muligens ogsaa i Norge; de eiendommelige hauge, som findes flere steder paa Jæderen (f. eks. ved Orre), forekommer mig at maatte opfattes som saadanne.
«Drumlins» er lave, aflange og fuldstændig regelmæssig afrundede hauge, dannede af sten og grus. Bredden er gjerne halvten eller to tredjedele af længden, som varierer fra et par hundrede til 5000 fod. Høiden varierer fra 25 til 200 fod, eftersom udstrækningen er stor eller liden. De er altid beliggende ovenpaa de saakaldte bundmoræner, som i Amerika bl. a. har en stor udbredelse. Der er den merkelighed ved dem, at hvor de optræder, ligger de hyppig meget tæt, og deres længdeakse gaar næsten altid parallel med skurstribernes og følgelig bræens bevægelse.
De synes ikke at bestaa af materiale, som i nogen væsentlig grad kan være transporteret af vand, de ligner derimod bundmorænen i bygning. De har ingen lagdannelse, eller denne er ialfald yderst ufuldstændig, og de er meget kompakte eller, som det kunde være, haardt sammenpressede. I sin bygning adskiller de sig følgelig skarpt fra «aaserne», som senere skal omtales.
At disse hauge paa en eller anden maade maa være dannede af istidens bræer, er sikkert, men geologerne har forgjæves brudt sine hoveder med at udfinde hvordan. Man har blandt andet ment, at det var morænen ovenpaa bræen, som havde samlet sig i større eller mindre ujevnheder i denne, o s. v. For det første har, som ovenfor seet, ingen saadan moræne paa bræens overflade eksisteret, og for det andet er det uforstaaeligt, hvordan man vilde transportere og pakke hele dette materiale ned i ujevnheder(!).
Jeg tror, at disse hauge helt enkelt lader sig forklare derved, at bræen ligesaa lidt smelter jevnt paa undersiden, som den gjør det paa oversiden. Ligesom i det smaa kryokonitien kke smelter sig jevnt ned, men i huller, saaledes maa der nødvendigvis under smeltningen paa undersiden ogsaa dannes fordybninger eller snarere udhulninger, som fyldes med grus. Disse udhulninger vil særlig udvikles, naar bræen bevæger sig hen over en saakaldt bundmoræne, idet der her ikke vil være mangel paa grus, som paa grund af bevægelsen vil males rundt inde i sin fordybning og vil gjøre denne større, tildels paa grund af den ved friktionen fremkaldte varme. At udhulningen vil faa en meget regelmæssig aflang form med længden i samme retning som bevægelsen, er en selvfølge. Disse udhulninger vil ikke kunne forøges mer end til vis grad, som vil afhænge af bræens tykkelse og tryk og den deraf følgende afsmeltning paa undersiden, friktion o. s. v.; det er nemlig klart, at et vist stykke ind blir isen saa fast og grusen saa sterkt afkjølet, at den ikke kan udhule saa meget, at ikke afslibning og afsmeltning paa den øvre del af underfladen holder det i ligevegt. Naar bræen trækker sig tilbage, maa gruset i disse ujevnheder bli efterladt som de regelmæssige drumlins. Paa grund af det svære tryk af bræmassen, de har været udsatte for, maa de være bleven
