Denne siden er korrekturlest
- Naar Een anklages for en Forbrydelse, og overbevises derom, saa maa man undersøge, om den Anklagede førhen har giort noget Godt, sammenligne hans gode og onde Handlinger med hinanden, og rette sig derefter i Dommens Afsigelse.
- Dem i Raadet, som idelig falde Fyrsten besværlig med deres Modsigelser, bør han ansee som sine redeligste Undersaatter, og have Tillid til dem; thi Ingen sætter sig selv i Fare for Sandhedens Skyld, uden den, som har Fædrenelandets Velfærd kierere end sin egen.
- Fyrsten bør ikke indlemme Nogen i sit Raad, som ei har Godser og faste Eiendomme i hans Land; thi disses Fordele ere uadskillige fra Statens Velfærd, da derimod de, som ingen faste Eiendomme have i et Rige, ikke ansee det som deres Fædreneland, men som et Herberg, hvori de for en kort Tid opholde sig.
- For en Tid kan han vel benytte sig af en ond Mands Tieneste, dersom han er meget oplagt til visse Forretninger, men det er ikke raadeligt at væerdige ham nogen besynderlig Gunst; thi naar en ond eller lastefuld Mand antoges iblandt Fyrstens Venner, vilde mange ligesaa slette Borgere ved hans Hielp komme i Veiret, og trænge ind i de offentlige Embeder.
- Fyrsten maa mindst troe dem, som meest overløbe ham, og oftest vise sig ved Hoffet: de, som
