Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/181

Denne siden er ikke korrekturlest

]72 FlNMARKI–2NS AM’I’. Lillien.sk”iol(l karakteriserer finnerne i sin tid saaledes: «Det sker sjelden, at nogen fin kommer til sin øvrighed eller kjøbmand, uden at han oftest efter formue bærer noget i haanden med sig, som ost og kjød, ryper, faar, vandfisk og deslige til husets fornødenhed. Han vil dog for saadan skjenk mest vederlægges med øl, brændevin og andet, hvorved forærin- ger ofte dyrt betales . . . Foruden iinnernes gavmildhed er de fleste aff en ærlig humør imod deres øvrighed med ærbødig frygt og kjærlighed, villig’ og flitig i deres slæb, hvorimod de dog gjerne vil roses. Sjelden inclinerer de til tyveri, un- dertiden vel til løsagtige bedrifter, skal derfor ei heller hin- andens ondskab længe fortie. Sparsommelige er de, og af langt mere nøisomhed, end som hos 11ordmændene kunde ventes. Op- rigtig i medhandling, saa at mindre skade ved dem end som hos nordmanden er at hente. De elsker vel drik, dog yppes sjelden i deres drukkenskab trætte og klammer, langt heller fornøier de sig med deres finnemaal og sang. Deres sæde udløber paa den orientalske maade krukende paa jorden, med knæerne i kors overlagt, eller paa hakerne siddende. En be- gjerlig nation efter nyt at vide. arbeidsom og derhos haardfør baade i at faste, ved lang tid som til megen travail og kulde at udstaa.äǫ Finnerne roses for Sin gjæstfrihed. Neppe er noget men- neske i flnnedistrikterne død af snlt; og det er vel neppe hændt, at nogen i Østfinmarken – det være sig fattig eller rig, ung eller gammel – nogensinde er gaaet sulten fra finnens tarvelige, men gjæstfrie bord. Gjæstfri er han mod alle, undtagen mod udlændinger og reisende, hos hvem han forudsætter penge i overflod, og som han derfor ogsaa. naar leilighed gives, beskatter efter evne. Det vil sees af meget af det, som er anført, at rensligheden hos finnerne lader meget tilbage at ønske. En skolelærer fra Snefjord beret-ter: At holde det rent inde i sit hus, og at holde sine klæder rene har været og er frem- deles anseet som en synd. Man hører dem ofte spør-ge, om der hos Gud er et-særegent rum for nordmænd og finner. Hvis man vil vide, af hvilken grund de spørger saaledes, svarer de, at fin- nen har det skiddent og nordn1ændene rent. Finnerne er for den allerstørste del «hjemfø(lninger». Ind- vandring fra de finske nabosogne Utsjok og Enare, som indtil 17 51 delvis hørte Norge til, er foregaaet enkeltvis, idet navnlig fattige utsjokere tager tjeneste hos norske finner, eller disse gifter sig med piger fra de nævnte sogne. Paa samme maade har der foregaaet en ganske ringe indvandring af fjeldfinner fra det svenske Sogn Karesuando. Større betydning havde indflvtningen