Denne siden er korrekturlest
Men se, — under efteraarsgyldne rakler
vidner fra jernet i gammeldags aand
en af opstandelsens trodsige fakler
holdt af en ukjendt, himmelsk haand!
* * *
Ja vel kan det være, naar levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blaa
bævende, blændende himmel for Lillen —;
men eftersom hjerterne dør — hvad saa — —?
O Lillen, din evigheds elskere døde,
og selv blev de støv bag det strenge jærn;
kun mindebogstaverne, rustne og røde
staar om din haabede evighed værn!
Og ingen kan huske den blonde unge
Emerenze Christence i dødens favn,
og klokkernes malm skal forgjæves runge
gjennem et bly, ædelmodigt navn!
* * *