ske 1637 og omsider Rostgaards danske 1693 — da Universiteterne ikke godt kunde undvære sine Professores poeseos, og da desuden Haabet om Titler som »poeta laureatus«, ja endog »comes palatinus« fristede de Lærde, at Lauremberg optraadte. Hans første Digt var en Tragedie, Pompejus Magnus, thi Efterligningen af den græske Tragedie dreves dengang med Iver, og man valgte sine Sujetter dels af den antike Mythologi og Historie, dels af den hellige Skrift, saaledes som f. Ex. Grotius, der skrev Christus patiens,[1] med Chor af jødiske Kvinder.
Pompejus (trykt i Leiden 1610), hvoraf Lappenberg har givet et interessant Uddrag, til hvilket jeg her henviser,[2] har sikkerlig havt stor Indflydelse paa sin Forfatters Livsbane. Lauremberg havde vistnok under sin lange Udenlandsreise ogsaa dyrket sin Faders Videnskab, Lægekunsten, ja endog i Rheims erhvervet den medicinske Doctorgrad (1616), men dette Studium var aldrig hans Hovedfag, og, skjønt en meget skrivende Mand, har han aldrig optraadt som medicinsk Forfatter. Det var aabenbart hans humanistiske Studier, der beherskede hans Ungdomsaar, og ved hvilke han vakte Forhaabninger i sit Hjem. Medens den begavede Professorsøn færdedes udenlands, vare hans Venner i Hjemmet virksomme for at skaffe ham en passende Stilling, og allerede inden han gjensaa Rostock, var han kaldet til Professor i Poesien ved sin Fødebys Universitet 1618. Han gav strax ved Hjemkomsten en ny Prøve paa sit Talent. Dennegang digtede han paa Græsk, det var ΚΥΠΡΙΣ ΠΛΕΟΥΣΑ, et Poem, hvis ydre Foranledning
