Talleyrand — jeg fulgte nemlig ogsaa til Gent, og der var vi en syv—otte hundrede Mennesker omkring Kongen. Men da vi vendte tilbage, var vi — saavidt jeg ved — femti Tusinde.
Han var bestanding klar og fulgte aldrig med nogen Strøm. Men hvorledes Strømmen vendte sig, kom den altid didhen, hvor Talleyrand allerede havde fast Fod.
Alt i 1807 da han havde undertegnet Freden til Tilsit efter Friedland, og da Napoleons Stjerne stod for Verden som allerlysest, gjorde Talleyrand den Bemærkning til sig selv: Nu har altsaa hverken Sejren ved Jena, eller alt det Blod, som flød ved Eylau, eller Triumfen ved Friedland udrettet noget afgjørende. Polen er ikke gjenoprettet; Preussen — blodigt og lemlæstet er endnu ilive, forat høvne sig; Zaren som er slaaet og uden Armé har i Finland faaet en Million nye Undersaatter. Allerede fra dette Øjeblik viste Talleyrand, at Napoleon gik nedad; han vendte sig mod andre Herrer og begyndte allerede da at knytte Intriger med Bourbonerne.
Paa Wienercongressen ragede han saa høit op, at Ingen vovede med en Antydning at forbause sig over, at han ogsaa var der — og det
