kelig havde besluttet ikke at medtage i mine historiske Studiers Plan.
Wienercongressen tænker jeg mig altid i to sammenhængende Caricaturer fra den Tid. Paa den første Blad sidder alle Evropas Souverainer som Smaabørn med Papirkroner paa Hovedet omkring et langt Bord, hvor de leger med Kanoner og Tinsoldater. Da kommer den Officer, som bragte Efterretningen fra Consulen i Livorno, at Napoleon havde forladt Elba; han bringer et nyt Legetøi — en Æske, som han sætter paa Bordet under Børnenes spændte Forventning.
Pludseligt springer der op af Æsken en liden Mand med korslagte Arme og Hatten paatvers; og paa det andet Caricatur-Blad ser man saa alle Souverainerne paa Hovedet under Bordet, medens han staar alene igjen mellem det væltede Legetøi. Jeg har tænkt mig disse Caricaturer saa livagtigt, at jeg ikke længer ved, om jeg har seet dem, eller læst om dem, eller om jeg ikke selv har fundet op det hele; for akkurat saaledes gik det til.
De blir saa underligt smaa baade Fyrsterne og deres Stormønd, som de gik i de gamle festlige Sale i Wien og kroede sig for hinanden og for Damerne — som Haner--
