ne i en Hønsegaard, naar Høgen er fløiet forbi.
Den frækkeste blandt dem er Metternichs Privatsekretær Gentz. Alle Tidens fine Laster har i ham forenet sig med en Simpelhed, der aldrig blinker eller blues for noget; han kryber i Støvet, og der findes ikke den Gemenhed, han ikke lader sig bruge til. Men samtidig ser han Intrigernes og Rænkernes Traade bedre end nogen anden, og i sin Dagbog noterer han til sin egen Opbyggelse:
Da jeg ikke har nogetsomhelst at bebrejde mig selv, er det saa langt fra, at det nedslaar mig — mit intime Kjendskab til den elendige Trafik, som drives her og til de nederdrægtige Mennesker, som regjerer Verden. Det morer mig tvertimod og jeg nyder det hele som et Skuespil, der gives expres for min Fornøjelse.
Han aalede sig frem og fik i Grunden en enorm Indflydelse, skjønt hans officielle Stilling var saa ringe i en saadan Forsamling af Glansbilleder; men han lod sig ikke dupere. Efter en Middag, som han selv gav, skriver han i sin Dagbog:
Jeg tog næsten ingen Del i Conversationen. Metternich og Talleyrand førte Samtalen ad de sædvanlige Veje. Men jeg følte mere levende
