Hꜳ-skinn, n. Haiskind, brugeligt til at glatte og skure med. Ogsaa: Hꜳssrod (aab. o), n.
hꜳskjen, adj. glemsom. Sogn. (s. hꜳ, v. n.).
Hꜳ-slætte, n. Efterslæt.
Hꜳ-spor, m. Halen af en Hai.
Hꜳ-styrja, f. en Art Stør. (Accipenser Sturio).
Hꜳtꜳ (Hede), s. Hite.
Hꜳ-terre, m. Eftergræssets Tørring.
hꜳtt, ɔ: hvad. Tell. Rbg. See kva.
hꜳtt, m. 1. Beskaffenhed. (Tr. Stift). Ein go’ Hꜳtt i Ver’e (en god Tilstand i Luften; godt Veir). Guldalen. Især: Væsen, Udseende, et Menneskets Udvortes. Ørk. Indr. Ein go Hꜳtt: et venligt Udseende. Ein vond Hꜳtt: et frastødende Væsmen, Sind, Gemyt. Namd. Indr. Mest i Sammensætning; jf. godhꜳtta, illhꜳtta. (G. N. háttr, Skik).
Hꜳtt, m. 2. Minde, Hukommelse. Søndre Berg. Jf. hꜳ, v. n.
hꜳtta, v. n. og a. (a—a), mindes, komme ihu: Søndre Berg. og Stav. Amt. (Jf. hꜳ). Eg hꜳtta ’kje pꜳ da; eller Eg hꜳtta ’kje da.
hꜳtta se(g), opføre sig, gebærde sig. Helgeland.
Hꜳttels, n. Lader, Gebærder, Adfærd. Helgeland.
hꜳttig, adj. som har god Hukommelse. (= minnug). Søndre Berg.
hꜳttlaus (hꜳttalause), adj. glemsom.
Hꜳv, m. 1) et Fiskeredskab, dannet som en Pose af Garn, til at bruge i Elvene. Sdm. og fl. (Isl. háfr, Ruse). 2) et Redskab til at øse Fisk af Vandet med, bundet af Traad og dannet som en Kurv med Skaft. Mere alm. og udtales tildeels Hov, aab. o (Tell. og flere).
hꜳv, s. halv. — hꜳvꜳ, s. hava.
hꜳvar, adj. bly, undseelig. Gbr. (Ogsaa i svenske Dial. håvar).
hꜳvert, adv. haardt, uskaansomt. Nhl. Æg vild’ ikje taka’n so hꜳvert.
Hꜳvold, s. Hovold. Hꜳvoll, s. Hꜳball.
hꜳvra, v. lede, søge, forske. Helg.
he, for heve (ɔ: har), s. hava.
heda (aab. e), adv. herfra. Sdm. Mest i Forbindelsen „heda ꜳ deda“, ɔ: fra forskjellige Kanter. (G. N. hedan).
Hedde, s. Hella. — Hedna, s. Henna.
hefta, v. a. (e—e), 1) hilde, hæfte, f. Ex. en Hest, ved at lægge Baand paa dens Fødder. Nhl. (s. Hoft). — 2) hindre, forsinke, afbryde (i et Arbeide el. paa en Reise). Meget brugl. især vest- og nordenfjelds. (Isl. hefta). Eg vart heft’e: jeg blev ophold, forsinket.
heftast, v. n. hindres, forsinkes.
Hefte, n. Forsinkelse, Ophold; noget hvorved man hindres i sit Arbeide.
hestesamt, adj. n. forbundet med Forsinkelse; hinderligt, tidsspildende. Oftere: heftasamt; ogsaa heftalt, og hefte.
hega (aab. e), adv. hid, hertil. Nhl. Hard. hegatte (for hega atte), hid igjen. hegafyre, og hega pꜳ, ɔ: paa denne Side. (See hidt). G. N. hingat, higat, hegat.
hegare, adv. nærmere, længere hid. hegaste, adj. = hidtaste. Søndre Berg.
Hegd, f. 1. Løkke, Bøile; s. Hogd.
Hegd, f. 2. Sparsomhed, Maadehold.
hegda, v. n. og a. (a—a), 1) spare, være sparsom med en Ting. Hard. Hall. og fl. Du mꜳ hegde mæ da. 2) holde Maade, afholde sig. Sdm. og fl. Han kunna ’kje hegde se. (I søndre Sdm. hedder det: hegne se). — Et andet Ord „hegde“ skal have været brugt i Tell. om at henrette eller halshugge, altsaa det samme som „avhovda“.
hegden, adj. sparsom, afholden. Sjelden.
Hegg, m. (Fl. Heggje),r), Hæg (Træ). Hertil Heggjeblom, m. Hæggeblomster. Heggjebær, n. Hæggebær. Heggjerenning, m. Hæggespire, ung Hæg. Heggjerose, f. Hæggeblomst. (Nordre Berg. og fl.). Heggjesmak, m. Hæggebarkens og Bladenes særegne Smag.
Heggjeitel, m. Kjertel i Steen, især et Slags smaa og meget haarde Kjertler, f. Ex. i Slibestene og Bryner. Meget udbredt (B. Stift, Tell. Ørk. og fl.). Jf. Eitel. Da det paa nogle Steder skal udtales „Heieitel“, er vel den oprindelige Form: Hegjeitel. I G. N. findes hegeitill, som synes at betyde en vis Steenart.
Heggjeitelstein, m. en Steenart, som er fuld af haarde Kjertler. Hard.
Hegn, f. Indhægning. Lidet brugl.
hegna, v. a. indhægne; ogs. afholde; s. hegda.
Hegre, m. Heire (Fugl). G. N. hegri.
hei! et Udraab af Glæde eller Overraskelse. (Bruges her ikke som Tilraabsord).
heia, v. n. juble, raabe hei!
Heia, f. et letsindigt Kvindfolk. Bruges tildeels i B. og Ag. Stift. „Ei Galne-Heie“.
Heid (Hei), f. en Fjeldslette, en skovløs Fjeldmark. Næsten alm. (Jf. Isl. heidi, en Ørken). Ogsaa: Bjerg, Fjeldryg,
