Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/603

Denne siden er korrekturlest

Velde, n. 2. Værktøi, Redskaber til en vis Bedrift; f. Ex. Fiskeredskaber. Hard. Shl. Nhl. — Ellers Reide, Greide, Bunad, Børnad og fl.

vele (ee), v. a. (a—a), kjæle for En, smigre, karessere. Sdm.

Vele (ee), n. Stjert, Halen paa Fuglene. B. Stift. Vel egentlig Vile (aab. i), da det i Sdm. hedder Vyle (aab. y). Isl. vèl. Ellers kaldet Stert, Styl og Stuv.

Veleik, m. Lyn. See Verleik.

Velende (ee), n. Svælg, Madpibe, Spiserøret i Halsen. Sogn, Gbr. og fl. Hedder ellers Vælend (Ørk.), Væland (Indr.), Vælen, m. (Tell.), Vælaren, m. (Hall.), Volende, aab. o (Sdm. Helg.). Isl. vælindi. I svenske Dialekter valan og vailund (Gotland).

Veling, f. Istandsættelse; see Vøling.

velja, v. a. (vel; valde, valt), vælge, udvælge, udsøge. G. N. velja. Imperf. i Rbg. vꜳlde; ellers valde. (G. N. valdi, pl. völdu). Part. vald (vald’e); Imperativ vel (aab. e), i Fl. velje. Jf. Val. — velja ut: udvælge. velja uppatte: gjøre nyt Valg. velje pꜳ ein: stemme paa En. „Dæ vel seg“, s. velst.

veljande, adj. valgbar, til at vælge.

Veljar, m. Vælger, Valgmand.

Veljing, f. Udvælgelse; Vragning.

vella, v. n. i Betydningen: syde, koge; skal forekomme i Sogn (?). G. N. vella. Heraf Velling og forvella.

Velling, m. og f. Vælling; Suppe. Mest brugl. i Ag. Stift, hvor det tildeels træder i Stedet for Ordet Supa (el. Supan). Nogle Steder Villing.

velst (el. veljast), v. n. være uvist, komme an paa Omstændighederne. Bruges i den søndre Deel af Tr. Stift, tildeels i Formen vels (Ørk.). Kun i Præsens; f. Ex. Dæ velst kor dæ gꜳr: det er uvist hvordan det vil gaae. Dæ velst kor han vil ha dæ: det kommer an paa hvorledes han vil have det. Hedder undertiden ogsaa „dæ vel seg“. I Sdm. siges i samme Tilfælde „dæ veist“, og i Nhl. „d’æ vꜳst“ (adj.). — I danske Dial. „volde sig“.

Velt, m. Vælt, Trumf (i Kort). Hertil Velt-Ess (el. Veltes Ess), Velt-Fru o. s. v.

Velta, f. 1) Væltning, Omtumling. (Sjelden). 2) en Masse som man vælter frem; en Dynge af Ved, Halm, Hø eller deslige, som er saaledes sammenlagt at man kan vælte den. Heraf 3) en stor Mængde, en uordentlig og uhyre stor Masse.

velta, v. n. (velt; valt; volte), 1) vælte, rulle, trille; f. Ex. om Steen. B. Stift. G. N. velta, valt. — 2) falde, tumle overende. Dæ valt stad: det styrtede ned. (Nfj.). Ogsaa ligge usikkert, rokke, vakle; ligesaa om at gaae usikkert, vralte, snuble idelig. (Jf. valtra). — 3) styrte frem, komme i stor Mængde, mylre, vrimle. Da va so fullt at da valt ur-or da. D’æ so tjukt at dæ velt’e.

velta, v. a. (e—e), vælte, omvælte noget; støde omkuld; ogsaa fremføre i stor Mængde og uden nogen Orden. velte seg: tumle sig, vælte sig om paa Ryggen; f. Ex. om Heste. „velte i seg“, spotviis om at æde med Graadighed. Ligesaa: „velte ihop“, sammendynge, ophobe, føre sammen i en stor og uordentlig Masse.

veltande, adv. fremstyrtende. Dæ kom veltande.

Veltefjøl, f. Muldfjel, Væltebræt paa en Plov.

Veltekjepp, m. Væltestang, Stok til at omvælte noget med.

Velting, f. Væltning, Omvæltning; ogsaa Fremstyrtning; s. velta.

Vember, s. Vꜳmb.

Vemur, en Særling; see Vimur.

Ven, see Vin.

ven (ee), adj. vakker, smuk, skjøn. Meget brugl. i Kr. Stift, ogsaa i Hard. Hall. og fl. (G. N. vænn. Sv. vän). Andre Steder siges fin, fager, snild; ogsaa pæn o. fl. Komparativ venare gaaer over til venre (Tell.) og venne (Sætersd.).

Vend, f. 1. Skraa-Linie paa vævet Tøi; de fine Striber som gaae skraat over Væven og som dannes af de regelmæssige Slyngninger af Traadene i Rendegarnet. (Kun i Vævning med dobbelt Traad, f. Ex. Vadmel. Jf. tvitrædd). Meget udbredt Ord. (B. Stift, Tell. Gbr. og fl.). Isl. vend, Vævning.

Vend, f. 2. 1) Vending, Gang (Tuur); f. Ex. om enhver Vending eller Fure i Pløiningen paa en Ager. Fyste Vend’a: den første Frem- og Tilbagegang. N. Berg. — 2) en Linie i et Vers; den mindste Afdeling i Vers og Sange, tildeels ogsaa i Musikstykker eller Slaatter. (Det latinske versus). Meget brugl. i Sdm. Eit Vers pꜳ fire Vende. E kann bære fyste Vendinne (ɔ: de første Linier). Forskjelligt fra Upptak. — 3) Virkning, Fynd, Klem. (Sdm.). Han gjor’ ikje stoor’e Vend’a: han udrettede ikke synderligt. D’æ ikje noka Vend mæ