tre skal vi faa! |
— Jo, nu blev det ganske sikkert Vaar! — — Men se det mente dog ikke Nordenvinden. Og ned gjennem Stangeland-Skaret kom den atter farende med en Snekave foran sig og fulgt af en Kulde, som fik alle Vaarhaab til at stivne. Vintren blev atter sat paa Herskerstolen, Hullerne i hans Snekaabe stoppedes, og Tøvandet blev til Is, hvori Frosten spottende skratted og knirked, naar man gik henover.
Og Stæren og Lærken forsvandt. Kanske frøs de ihjel? — det er ikke usandsynligt; for der er jo saamange Fugle, som fryser ihjel, naar de er fortidligt ude.
— Men hvor det saa end blev af Lærken og Stæren, saa var det nu de, som havde Ret alligevel: det var dog den virkelige Vaar, de havde sunget for — om de kanhænde ikke selv naadde at se den i dens Seir.
Thi nu kom den for fuldt Alvor, og det med en eneste Gang, — kom rullende paa sommervarme Luftbølger fra Syd, med en vedholdende, voldsom Styrt af Regn.