Side:Renæssansemennesker.djvu/57

Denne siden er korrekturlest

sikkerlig ligget til tiden bortenfor Alperne, denne fikse idé at ville spille hin rolle. Keiser Maximilian har lidt av svakheten; i sløv storladenhet drømte han endog om at bli pave, og der flimret for hans taakede, middelalderlige syn noget om at drage i korstog og utrive den hellige grav av de vantros hænder. Machiavelli har i en legationsindberetning git et fortrinlig portræt av denne sidste, som indbilder sig at vandre efter sit eget hode, som det sig en suveræn bør, men bare ustanselig narres op i stry av sine omgivelser. Der er noget uimotstaaelig komisk ved ham; han springer op som en hjort, han tar altid munden fuld. Saaledes ønsket han engang (1507—08) forbund med Firenze og mot Frankrike: da forlanger han til en begyndelse intet mindre end en halv million gulddukater sendt nord i forskud; Firenze byder gjennem Machiavelli uten at blunke tredve tusen! Og enden paa forhandlingerne blir at det romerske imperator-emne lar sig avspise med førti tusen, som til og med kun skal betales i rater! og i grunden som efterskud, først naar han staar i Italien og yder hjælpen. Ellers er hans forhold til Finrenze ret og slet pengeutpresserens. Han er fuld av store drømme og svære forehavender, men han søler med mynt, saa han altid er pengelens; landsknegter har han i mængdevis; men han kan aldrig klarere dem paa dagen og helt ut, saa de stundom sporenstreks sætter kursen hjem fra ham. Der er noget dramatisk over denne parodiske motsætning: kongstanke og ingen grunker.

Blandt de tidens skikkelser, som Machiavelli møtte eller oplevet, bør Alexander VI nævnes (pave 1492-