Denne siden er godkjent
Men stærkere lokker Tonernes Væld,
De atter ham mod sig drage;
Han iler opover mod sælsomme Fjeld
Og lader sin Moder tilbage:
‘Min Søn, ak hør ei den falske Sang!’
Med Taarer hun raaber endnu en Gang
Gjennem Skogen.
Da viser sig for ham hans unge Brud,
Mens Taarerne trille paa Kinden,
Mens Lokkerne flagre i Luften ud
I hvirvlende Leg for Vinden.
‘O stands! o, se dog min blege Kind,
Du styrter dig midt i din Ulykke ind
Gjennem Skogen!’
Men Tonerne voxe alt mer og mer
Og døve den kjærlige Stemme,
Han bortstøder haanligt sin Brud og ler,
Snart er han til Toppen fremme.
Han ser, hvor Huldren ham vinker med Haand,
Han farer afsted med blussende Aand
Gjennem Skogen.
