skarpe og bittre Planter; om Sommeren fortærer den saaledes flere Syre- og Ranunkelarter, blandt hvilke Isranunkelen (Ranunculus glacialis), der af Fjeldbønderne kaldes Reinblomme, den overordentlig bittre 6entiana lutea — i Thelemarken kaldet Reinsyre — Dryas octopetala, — Reingræs — og Bukkeblade høre til dens kjæreste Foder; desuden fortærer den gjerne Cerastium, Rumex digynus, Knopper og Blade af Dværgbirken og de finere Vidiearter. Om Vinteren nærer den sig fornemmelig af Reenmose og andre Lavarter, der bedække uendelige Vidder i de Egne, hvor Renen har sit Tilhold. Almindelig beite Reenflokkene kun der, hvor der ligger Snee. De største og stærkeste Bukke gaae foran og skrabe og arbeide Sneen vak med Kløverne; men naar Simlerne komme efter, stikke de dem med sine spidse Horn, og da de gamle Bukke efter Takkernes Fældning ikke kunne forsvare sig med det eneste Vaaben, de bruge mod sine Lige, Hornene, ere de nødte til at vige Pladsen og skakke Sneen bort paa andre Beitepladse, hvorfra Simlerne atter fordrive dem. Dette skal vare Aarsagen til, at de gamle Bukke nogen Tid efter Fældningen skille sig fra de store Samsflokke, og i mindre „Dotter“ søge høiere op i Fjeldene eller ned Paa Lavlændet.
At Renen i fugtige Sommere giver sig ned i Skovegnene for at æde Sop, og at de gamle Bukke om Sommeren gaae paa rigt Beite i Birke- og Vidieregionens Græsdale, medens Simle og Ungbuk søger op paa de luftigere Tinder, hvor Isranunkelen trives og de ere mere frie for Myg og Fluer, Bræmser og Sommerhede, er ovenfor anført eller antydet. — Om Vinteren, naar Renen fornemmelig lever af Mose eller Lav, er dens Gjødsel tør og danner Bønner ligesom Faarenes; om Sommeren, naar den æder Græs, er Gjødselen mere sammenhængende.
I Almindeligbed holde Renerne sig gjerne i Sollierne; de holde af at bade sig i Solen i Smaadalene mellem de høiere Fjelde, hvor de oftest lægge sig Paa Bræer og Snedriver, hvorfra de have en vid Udsigt. Skræmmes de, fare de afsted med saa overordentlig Hurtighed, at man undertiden, hvilket ogsaa er Tilfælde med Raadyret og nogle Gaseller, kun seer dem som en Stribe, og dog er Jærven eller Fjeldfrasen istand til at fange dem, men det skeer kun, naar den udmatter Renen ved langvarig Forfølgelse. Stundom forfølge Ulvene dem, men de holde snart op med Forfølgelsen, naar de mærke, at de ikke kunne indhente dem eller drive dem ud over bratte Fjelde.
Renen klattrer med samme Lethed og Færdighed som Gjeden; den farer hen over og løber med en Sikkerhed og Hurtighed i den vildeste Ur som paa det slette Fjeld. Den brede Form af Renens Kløver sætter den ogsaa istand til at løbe
