„Holste-Karerne“
Som bekjendt var Danmark og Norge i Frederik V.s Dage meget nær ved at komme i Krig med Rusland, hvis Keiser, Peter III., tillige var Hertug over en Del af Holsten og paastod Arveret ogsaa til det halve Slesvig. Krigen, der vilde have bragt Rigerne i de største Farer, afværgedes kun ved den berygtede Revolution, der skilte Peter ved Livet 1762. I fire Aar (1758–1762) havde derfor store danske og norske Troppemasser (af Nordmænd ikke mindre end 13–14000 Mand) været samlede i den kongelige Del af Holsten, og da de kom hjem, vare mange af dem blevne halve Tydskere. Adskillige havde giftet sig dernede og hjembragte Koner, hvis Sprog, Manerer og Klædedragt, især deres usædvanlige Hovedplag, vakte Opsigt og Forbauselse.[1] Nogle medbragte ogsaa slemme Sygdomme, men nogle havde ogsaa lært nyttige Kunster og Haandverk. Særlig ved man, at adskillige kom hjem som flinke Uhrmagere, og blandt dem kan nævnes to Karle fra Faaberg i Gudbrandsdalen, Christen Myren og Iver Rasmussøn.[2] Interessant er det ogsaa, at flere af Soldaterne, som i Holsten havde faaet Smag paa Potetes, efter Hjemkomsten udbredte denne Rodfrugt i Hjembygderne. Herom har man særlig Vidnesbyrd fra Odalen.[3]
Som rimeligt maatte være, har Traditionen temmelig længe holdt sig i Bygderne om disse „Holste-Karer“. Saaledes mindes endnu i Thelemarken Nils Olsen („Stærke-Nils“) fra Pladsen Rulleteig i Brunkeberg, der først var med at bygge Frederiksværns Fæstning og derpaa kom til Holsten. Han hørte, som Navnet antyder, til Thelemarkens Slaaskjæmper, og man sortalte, at han var bleven opammet med Hestemelk. Foruden i Holsten skal Nils ogsaa have tjent ved Flaaden under Grev Danneskjold og i mange høie Herrers Nærværelse have aflagt overordentlige Prøver paa sin Styrke.[4] For nogle Aar siden ere hans Bedrifter blevne besungne i Bygdens Dialekt af Jørn Telnes i et særskilt udgivet Poem.
I 1762, da man ventede Krig med Rusland, stod Nordmanden Christen Knutssøn som Grenader i det Bornholmske Regiment. Regimentet laa dengang i Rendsburg i Holsten og kommanderedes af Prindsen af Bernburg. Engang havde fem tydskfødte Soldater af samme Regiment besluttet sig til at desertere over Volden. De havde taget sine Geværer med og forsynet sine Patrontasker med Krud og Kugler til et mordisk Forsvar, om de bleve angrebne. Christen stod da netop posteret som Skildvagt ved den ene Fæstningsport sammen med en anden Nordmand, Ole Nilssøn. Da de mærkede Tydskernes Flugt, havde de kun tre Skud hver, med skjød alligevel efter dem alle fem. Disse glemte heller ikke at skyde fra sig igjen, og det, saa at Kuglerne peb om Ørerne paa de to Nordmænd, som dog hver fik skudt sin Mand ihjel. To maatte ogsaa overgive sig, men den femte sprang væk det forteste, han kunde, uden at opholde sig med at skyde, svømmede over Vandet og skjulte sig derpaa i en liden Kratskov og kom tilsidst over paa fremmed Grund. Siden skrev han til sine tydske Kammerater i Regimentet, at de maatte tage sig ivare for Nordmændene, og at de ikke vare at stole paa for nogen Desertør. Prindsen af Bernburg kaldte Christen og Ole for sig, roste deres Mod og Troskab og bød dem nogle Dukater. Men Christen Knutssøn svarede: „Jeg skyder ikke Folk ihjel for Penge!.“ Han modtog dog tilsidst et Par Dukater som en Erindring om Prindsen.
J. N. Wilses Beskrivelse over Eidsberg i Top. Journal, H. 16, S. 119–120. Endnu over tredive Aar senere levede begge disse Nordmænd, Christen Knutssøn som Sergeant paa Gaarden Tokkerud i Eidsberg og Ole Nilssøn som Husmand i Nærheden af Christiania. Suhm har (Saml. Skr. VI. S. 91–92) poetisk forherliget denne Daad, der ogsaa er omtalt i Mallings store og gode Handlinger. (3. Oplag, S. 60–61).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |