Henrik Ibsen
Samlede værker, Bind IV
(I - III - IV - V - VI - VII - VIII - IX - X
(Bind I kommer fra en annen serie enn de andre, og inneholder alle verk i Bind I & II.)
s. 261-264).
(Kong Oskars fødselsdag.)

Unge Norge, sænk dit flag,
lad det foldes tungt om stangen;
der er sorg i glædens lag,
gråvejrs-tyngsel over sangen.
Sommersol i li og lund
bær ej smil til folkemund:
helbud over landet rider,
melder at kong Oskar lider.

Ja, han lider langt herfra,
har ej syn for sol og sommer.
Unge Norge, ræk ham da
folkehjertets fagre blommer!
Luft fra livets friske væld
tør ham lindre for en kveld.
Sæt dig stille ved hans leje,
skænk ham, hvad du har i eje!


Han for dig har stridt og tænkt,
from og folkekær i lande.
Nu har fulest sot sig sænkt
som et slør om kongens pande; —
gæst ham nu med vuggesang,
tag ham som dit barn i fang,
lad mod drømmens strand ham stævne,
fager drøm har lægdoms-evne.

Kongen lider. Højt og hult
går hans bryst som sjø for stormen;
kongens bryst, så rigt og fuldt,
er nu hjem for helsots-ormen.
Unge Norge, hvert dens hugg
svale du med sangens dugg; —
folkets kvad for kongens helse
lindring har, om end ej frelse.

Sænk dig, konge, sødt i blund;
folket om dit leje sidder;
gæst i drømme Norges lund,
furumo og fjeldets vidder.
Langs med led i hver en bugt
er der søndagsligt og smukt;
kvæg dig, konge; — fromt og stille
fejres folkesorgens gilde.


Did i drøm, hvor elvesus,
under urd og højfjelds-rygge,
dugger bondens bjelkehus,
mellem liens løv i skygge!
Gubben med det hvide skæg
står på hellen udfor væg,
standser mænd, som opad rider,
spør om kongen endnu lider.

Styr din flugt udover vik.
Ser du guttens leg i haven?
Se, hvor han den røde flig
fæster højt på gærdestaven.
Han har hørt af far en dag:
flaget er kong Oskars flag; —
derfor han fra lysthus-taget
leger konge, — frigør flaget.

Svanevinget under sejl
kløver briggen bølgetoppe.
Konge, læs dit navn i spejl;
konge, hils, — dit flag er oppe!
Skuden træder, let og kæk,
havfru-dans med krænget dæk; —
Norges sejler evigt bære
Norges flag til Oskars ære!


Ak, min konge, — stakket drøm
folkets vuggesang dig skænker;
ormens helbid, smertens strøm,
magtløs dig til lejet lænker.
Men så tidt en lindring sval
vifter over al din kval, —
tag det for en bøn, som svinger
sig mod Gud fra folkets bringer!