Åpne hovedmenyen
Utgitt av Chr. Collin og H. EitremGyldendalske boghandel (1s. 343-353).

XXIX. A. M. Schweigaard. (I)


(«Norsk Folkeblad», 19. Febr. 1870.)

Da hvert politisk Blad i Landet i disse Dage har indeholdt hans Levnetsløb, henviser vi dertil, idet vi giver Schweigaards skjønne Aasyn saa godt, som vor Træskjærerkunst tillader det; dens Arbejde er denne Gang betydelig blevet lettet ved en udmærket Tegning af Maler Bergslien.

Over Professor Schweigaard vil staa en Mærkesten, som viser vor Tid. Ikke hvad der dybest rørte sig i den, hverken hvad der af Fortidigt seg bort, eller af Fremtidigt strømmede til; han stod i saagodtsom intet Forhold til Landets arbejdende Folkeaand, — men den viser, hvad der i hans Samtid var Dannelse, hvilke Opgaver denne havde viet sig, og hvorledes den tog dem. Han var uimodsagt den største Forstand i sin norske Samtid, — og den begyndte (det er karakteristisk) i og med Tvil. Han begyndte som stræng Rationalist, og det var først senere, da Livet gav ham af sin Fylde, og han, fra at være den stormende og indtagende, blev den besiddende og forsvarende, at Rationalismen blev ham for mager, og han optog det, der gav Sindet Rigdom. Han skjød saa stærkt fra sig al Uklarhed, al Mysticisme, at han kom til at skyde Poesien fra sig med det Samme. Vort unge Folks unge Begejstring, dets Uafhængighedsfølelse ligefra syttende Maj-Rusen til Flag-Kampen, endvidere dets famlende Tag ud efter Demokratisme i Samfundsorden og Aandelighed — var ham ligegyldig eller imod, og i strængeste Forstand «ikke det, der forelaa», en Vending, hvortil han uafladelig vendte tilbage endnu i sine sidste Dage, naar Nogen førte Grunde ind, som taagede ud over de skarpe Grænser, han havde draget om Sag og Sags Forhold til Sag.

Schweigaards Modsætning i vort offentlige Liv er ikke Johan Sverdrup (han er i alt Væsentligt ligesaa realistisk, som Professor Schweigaard var, det er kun hans Syner, som er meget videre, ikke alene fordi han staar paa en friere Tid, men fordi hans Begavelse ligger saadan til, medens Schweigaards Begavelse var vældig netop ved sin strænge Samling i det Enkelte). Schweigaards Modsætning er Henrik Vergeland Ligesom det Tilfældige i Stillingen har givet Schweigaard Sverdrup til Modsætning, mens han mere var hans Modstander end Modsætning, saaledes har det Tilfældige i Stillingen givet Vergeland Velhaven til Modsætning, hvor Forholdet egentlig var det samme. Den formelle Modsætning, som der var mellem de to V’er (og som gjentog sig mellem de to S’er) er blevet vurderet alt for højt. At Vergeland (ligesom senere Sverdrup) begyndte i større Form-Vanskelighed, fordi deres Tænkning og Længsler bar paa Ting, som den hjemlige Dannelse endnu dengang ikke havde Form til, og som Tiden altsaa først kunde klare — er ganske vist en Modsætning til dem, hvis Begavelse paa Stedet fandt den Form, som forløste; men saa stor er den ikke endda; thi i Længden arbejdede de sig stærkt imod hinanden. De er for udprægede Mænd, til at Mærkerne nogensinde blev fælles; men i Meget mødtes de, og i Meget var det næsten som om de byttede Bollen Vergeland begyndte f. Ex. i megen Mysticisme og endte i gjennemsigtig Klarhed; Velhavens Kamp-Klarhed ender dog egentlig i religiøs Hengivelse og i drømmende Længsler og Spaadomme — ligesom i det Sagnagtige.

I Tinget var det nu paa Slutten (ganske imod hvad Tilfældet var i Begyndelsen) Sverdrup, som sad med alle de faktiske Trumfer paa sin Haand, og Schweigaard, som mødte dem med bortledende Almensætninger. Endvidere havde Sverdrup overtaget Foredragets Rolle (som Schweigaard før havde havt), — og det fra den mest realistiske Bund som kan gives. Nu var det derimod blevet Schweigaard, som maatte tale om «Folkets Ejendommelighed», «Forholdenes Ejendommelighed» og al denne Ejendommelighed[1], som skulde fortaage eller formørke Stillingens realistiske Klarhed.

Vergeland og Velhaven mødes derimod i det Folkelige; Velhaven har aldrig savnet Syn for dette, men det laa til Vergelands Natur, at han tog helst det Moralske ved Tingen, han vilde have Bonden oplyst og ligestillet, han vilde have det Norske fremhjulpet ved Bonden, og det netop i Tænkemaade og Sæder, mens Velhaven holder sig til det Æstetiske ved Tingen, han vil have lagt Mærke til Folket, han peger paa det, omtrent som paa en Folkevise, et Sagn, hvoraf der skal gaa et kunstnerisk, forskjønnet Echo gjennem Kulturlivet og Festsalen. — I Omgang, i optræden, i Samfundet var de ligere, end man har villet se. Det var kun Formen (som den forskjellige Omgang end mere udviklede), der skilte dem. Velhaven var lige saa hensynsløs og nedrivende i sin, som Vergeland var brutal og stormende i sin Ring. Det Naragtige, det Falske, det abekatagtige Fremmede gik de begge lige stærkt løs paa, ja, selv i en vis Sort Tidsfordriv (altsaa i Naturens umiddelbare Ytring) var de heri lige, kun at Vergeland tog nogle gamle Julebukke og holdt Kommers med, mens Velhaven gjorde tæt Nar af de Narre, han netop sad imellem, han var (i god Forstand) det gode Selskabs enfant terrible, — og det vovede ikke at kny. Naar man har villet slaa Velhaven og Schweigaard sammen, fordi de stod i samme Ring, dengang Kampene begyndte (skjønt blot tildels om samme Sag, da Schweigaards realistiske Natur ikke var Velhavens) og senere i samme Selskab, — saa er dette egentlig blot en fortsat Fejltagelse; Schweigaard generedes idelig af Velhavens «ubetimelige» Ytringer og Optræden — heri var Velhaven nu engang Vergelands rige Slægtning, som i meget mere, end Samtiden har havt Øje for.

De to store udtømmende Modsætninger i den Tid, som nu med sin omtrent sidste Repræsentant gik i Graven, var som sagt Henrik Vergeland og Martin Schweigaard, ligefra Navnet til Gravlægningen, den første med det helt norske, den anden med det halvt fremmede Navn, den første, fulgt af Folket til Graven og i en Sorg, som i Æventyret om de syv Ravne, hvor alle Fattige og Forsømte og Foragtede, lige ned til Skjælmene og de løsladte Forbrydere trænger frem og sprænger Vagten forat faa komme nær sin elskede Dronning, — den anden korporationsmæssigt højagtelsesfuldt, officielt, med Kongens Repræsentant først efter Kisten, og i et administreret Følge paa Administrationens Kost. Vergelands Natur skyllede op som et Folke-Opkom, brød ubændigt Hindringerne, indtog Markerne, og fulgtes af Foragt og Beundring, Kjærlighed og flad, Forbandelser og Velsignelser paa hele sit vilde Tog lige til Udløbet idet Evige. Schweigaard levede den Lykkeliges Liv i en klar Strøm med et skjønt Udløb. Han skred frem i stræng Lydighed mod alle de Begreber, som Samtidens Dannelse hadde optaget i sine Love. Ikke paa det mindste Punkt misforstodes han, og der han ikke straks forstodes, fulgte ham en ærefrygtfuld Fortolkning. Vergeland var tilsidst forladt i Misforstaaelse selv af sine Venner, saa hans opøste Natur ogsaa tilsidst laa under for den snigende Sygdom, som langsomt endte hans stærke Liv. Vergeland var saa at sige Folkets legemliggjorte Tanker; hvad vi lever paa og vil komme til at leve paa i de første hundrede Aar, er først tænkt af ham, og det ikke blot i aandelige Ting, ogsaa i rent materielle, lige til Skogvæsen og Myrtapning. Vore Sygdomme saa han, vore Goder elskede han, vore Længsler talte han, vore Behov arbejdede han for, selv der, hvor han saa lidt kunde, at det næsten blev latterligt. Han strømmede udover — lige fra sit eget private Liv til det Meste af det, han offentlig tog fat i og kom i Strid med — udover sin egen Begavelse, de Andres Evne til at modtage og Samtidens spidsborgerlige Vedtægter. Han var som en hel Horde af fremmede Folk fra et langt bortliggende Land, — og dette Land var det ny opdagede Norge.

Schweigaard havde faste Grænser; de var paa engang hans Borg og hans Ære. Han har intet initiativ givet til vort unge Liv, men han har modtaget dem, der kom, — afvist dem eller ordnet dem. Endvidere har han udredet det, der allerede stod: han var den norske Samtids øverste logiske Regulator, og den rene Klarhed i hans Tanker har fundet sit plastiske Aftryk i hans Aasyn. Saa skjønt, saa ærefrygtsfuldt hans Navn bares af Dannelsen i hans Tid, vil det i Tidens Længde dog væsentlig fæste sig ved de juridiske Fortolkningen han mageløst har skrevet; den regulerende Virksomhed, som skattes højest i Samtiden, glemmer Eftertiden. Kun Initiativernes Mænd lever Folkets evige Liv med.

Et Monument for Prof. Schweigaard kan det norske Folk ikke rejse før det har rejst et for Henrik Vergeland. Eller det maa rejse dem samtidigt.

(Mere).

[Bjørnsons Minde-Artikel om Schweigaard, sterkt farvet af den nye voldsomme Partikamp, vakte en Storm af Forbitrelse i alle konservative Kredse og var en Hovedaarsag til det kraftige, men mislykkede Forsøg paa at hindre Bjørnsons Gjenvalg til Studentersamfundets Formand (19. Marts 1870). Bjørnsons første Artikel blev voldsomst angrebet af en anonym «Iagttager» i Bladet «Gjengangeren» (Horten) for 10. Marts (delvis gjengivet i «Morgenbladet» 18. Marts), mere saglig i «Bergens Adresse» for A. Marts (aftrykt i «Morgenbladet» for 13. Marts). Forfatteren i «Gjengangeren» fandt, at Bjørnson havde optraadt «samvittighedsløst» … «i mildeste Forstand troløst, frækt». I en Korrespondance fra Kristiania til «Bergens Tidende», et Venstreblad, (31. Marts) heder det, at «hvad der gjorde vore «dannede» Folk rent rasende mod Bjørnson, var at han vovede i «Norsk Folkeblad» at underkaste Schweigaard et Slags Kritik, han, som efter deres Mening er høit ophøiet over enhver menneskelig Dom. Det kom nu an paa at straffe den forvovne, det kom an paa at ramme ham paa det ømfindtligste» (ved at faa ham kastet som Studentersamfundets Formand). — Bjørnson blev dog gjenvalgt med 272 mod 252 Stemmer. En Uge før Valget havde Bjørnson offentliggjort følgende Fortsættelse af sin Artikel.]

A. M. Schweigaard. (II)
(«Norsk Folkeblad», 12. Marts 1870.)

Vi har maattet vente paa det Billede, som fremstiller Sørgefesten i Trefoldighedskirken. Hele denne storartede Gravlægning vil være uforglemmelig for dem, der deltog, og navnlig for Ungdommen, som her fik et mægtigt, fædrelandsk indtryk. En stor Mands Liv giver Klarhed, hans Død tillige; thi da samler en Stund alle Tanker sig om hans Tanker, og da viser det sig, hvormange af dem skal gjøre Folkets Rejse med, hvormange skal stanse med ham, og hvormange allerede har vent om.

Schweigaard optraadte paa første Ting, hvoraf han var Medlem, som Forsvarer af Handelsloven, den han havde været med at faa istand. Den tog et dygtigt Steg fremover mod Handels-Frihed. Ligesaa var han Medlem af den kgl. Kommission, der forberedte Toldloven af 1845. Loven var et stort Fremskridt, idet den paa den ene Side ordnede Stortingets Forhold til Tolden[2]; paa den anden friede den Vare-Forsendelsen for mange hæmmende Baand. Det var i Told-Spørsmaalene, at Schweigaard havde størst Brug for sine statsøkonomiske og statistiske Kundskaber, paa hvilke han i en Aarrække holdt Foredrag, hvis Hovedsætninger nu bærer hele Systemet. Her har hans Stortings-Virksomhed været størst. Om hans Foredrag over Bank- og Penge-Væsen kan noget lignende siges. I de ni Aar, Sjøfartsloven gik frem og tilbage i Tinget, havde S. som Komité-Formand megen Indflydelse paa den. Overhovedet har alt, som hører til Handel, industri, Sjøfart, Kommunikations-Væsen, i ham havt en mægtig Forkjæmper, og alt det, der hørte til Oplysnings- og Videnskabs-Væsenet, havde en ikke mindre. Hans Arbejde for Samvittigheds-Frihed blev med Rette erindret ved Graven. Hans optræden i Danske-Sagen skal Folkene altid med Tak mindes.

Men naar han arbejdede for Handelsfrihed, saa stansede han ved Byerne; han modsatte sig i sin Tid Loven af 28de Septbr. 1857 om Udvidelse af Handelsfrihed paa Landet, han kunde ikke faa stor nok Afstand fra Byerne, endnu paa sidste Ting blev han herover meget ivrig. Naar spørsmaalene overhovedet stillede sig saa, at By mødte Land, stod han paa Byens Fordel, og det med megen Ensidighed.

Helt fra 1845, da Forslaget om lige Arveret mellem Mand og Kvinde første Gang kom frem, har han modsat sig dette. I 1854 blev det dog Lov.

Han modsatte sig ogsaa meget stærkt Værnepligtsloven; han vilde have de Linjetropper, som trængtes, udtagne ved Lodtrækning; han vilde ogsaa have Stilling. Stortings-Beslutningen af 1851 blev ikke sanktioneret; men i 1854 gjentoges den, og nu kom Sanktionen. Her holdt atter S. paa det Fastingske Forslag (at man kunde drage Frilodder), mens Loven nu har bestemt, at alle vaabenføre Mænd skal tjene, om ikke blant Linjetropperne, saa i Reserven. Han talte og stemte for Indkommandering i 1866; som bekjent faldt Forslaget — Loven af 12te August 1848, som for en Del ødelagde Jurist-Monopolet, idet den gjorde Sagførselen fri for alle respektable, juridiske Kandidater med fornødent Eksamens-Bevis, modsatte han sig i 1845; men da den i 1848 kom igjen som kgl. Proposition — stemte han for den. Da Bergmester Sexe, der var fjernet fra sit Embede ved Stortings-Beslutning, (sic) fik sin Gage i Vartpenge, modsatte Schweigaard sig dette; Konsekventserne af hans Optræden her vilde have været haarde for alle underordnede Embedsmænd.

I Sjørettens Sammensætning vilde han have de tvende kyndige Mænd, som bistaar Underdommeren, udnævnte af Kongen (efter indhentet Betænkning af Formandskab og Amtmand), men Tinget satte gjennem, at Amtmanden udtager to af otte, som Formandskabet har foreslaat. Han modsatte sig ogsaa Lagrettesloven, hvortil Odelstinget i 1851 oversendte Regjeringen et Udkast, der noget ændret kom tilbage i 1854 og blev Lov. Af alle Kræfter arbejdede han i 1848 imod et Forslag, om at de faste Skjøns- og Taksations-Mænd paa Landet skulde opnævnes af Formandskabet, der maatte forudsættes bedst at kjende sine Folk, og ikke af Fogden. Lovbeslutningen herom nægtedes Sanktion. — Hans Modstand mod J u ryen er kjendt nok og har været skjæbnesvanger. — Hans Modstand mod Udvidelse af den kommunale Stemmeret i 1851 var meget stærk. Enhver Udvidelse baade af den almindelige og kommunale har han siden alvej modsat sig; desuagtet blev han paa sidste Ting Medlem at den Komité, der skulde udarbejde Forslag til Udvidelse. — Det var Schweigaards Grundlovs-Forslag, som i 1859 blev fulgt i Ordningen af Repræsentant-Forholdet mellem By og Land; men han har senere stanset enhver Ændring af det, hvilket især har været følt haardt af de finmarkske Byer, der saa at sige endnu er uden Repræsentant. Han undte gjerne disse Byer sin Repræsentant, men han undte ikke Landet den tilsvarende Magtøgning, som ifølge hans eget Grundlovs-Forslag da blev nødvendig. Dette sagde han rent ud. For Statsraadernes Deltagelse i Tingets Handlinger talte og stemte han, saalænge det kunde tænkes, at de der vilde øge sin Magt; siden har han holdt imod. Han ivrede stærkt imod, at Højesterets Voteringer skulde ske for aabne Døre; Lov derom blev sat igjennem i 1863. — I Unionssagerne har han stemt for alle de Forslag, Tinget har forkastet, altsaa for en Vej henimod Sammensmeltning Da Statholdersagen i sin Tid nægtedes Sanktion, og den svenske Rigsdag kaldte denne Sag en svensk Sag, var han imidlertid med paa en energisk Protest, den han i Sverige selv kort efter gjentog, skjønt, som det viste sig, uforstaat af Svenskerne.[3] Men senere har han her holdt paa det afventende System og har om alle disse Forhold, navnlig paa sidste Ting, udtalt sig saaledes, at dette forekommer os at være noget af det, Efterverdenen, ligesom allerede Samtiden, vil dømme strængest. Havde han deltaget i næste Tings Forhandlinger, maatte han enten her paany have vent om, eller have taalt et Udfald og en Dom, som det var godt, den gamle Mand blev skaanet for. I det Hele vil man faa det Intryk endog af dette vort ufuldstændige Uddrag, at hans Missjon i alt Væsentligt var endt, og at en ny Tid holdt paa at gaa henover ham. Der er ikke mange af hans politiske Tanker, som følger Folket videre paa Vejen.

Schweigaards Stats-Ideal var et Folk, der til en vis Grad nød Næringsfrihed og almen Oplysning, men under stærk Administration. Ligesom han optog Skatten der, hvor den var lettest at faa, og ikke netop hvor den faldt retfærdigst, saaledes tog han Stats-Styrelsen der, hvor den lod sig lettest sammensætte, og havde ingen Følelse af, at en meget stor Del af Folket derved krænkedes i sin Ret. Ligesom han selv her i Kristiania, ved de øvrige Vælgeres komiske Uformuenhed, skaffede frem en Stortingsmand, som til Valgmand kun havde faat nogle faa Stemmer, saaledes saa han ikke i Valg et Udtryk for de fleste, men for «de bedste». Om det stigende Misnøje blant vore mindre Ejendoms-Mænd, som naturligvis snart for anden Gang naar frem til Husmænd og Arbejdere og snart fører til Andet end Udvandring; om dette Misnøje, som ganske vist ikke netop er Savn af Delagtighed i Styrelsen, men som Delagtighed ufejlbarlig vilde have opløst ved at samle og gjøre interesseret i det Heles Vel; om dette Misnøje, som i vort demokratiske Land burde have været en Umulighed, — stiger os over Hovedet, stanser eller forstyrrer os, da skal Skylden herfor være deres, som altfor længe, altfor hensynsløst og haardt har holdt en saa stor Del Medborgere ude fra sine Rettigheder, og blant disse først og fremst Professor Schweigaards. Naar Almu-Oplysningen, d. v. s. Oplysningen hos Folkets største Del, endnu er saa ringe og meget mangelfuld, hvorfor Almuen netop nu staar Fare for at vildledes, — saa er det vor Mening, at dette vilde have været anderledes, om Folket tidligere og i større Mon selv havde deltaget i Styrelsen; baade havde da de Dannede her stærkere følt Nøden og rigtig tilgagns taget i, — og havde de, som det nærmest vedkom, havt en stærkere Følelse af Behov.

Vi begyndte vor Udtalelse om Schweigaard med at sige, at han viste, hvad der i hans Samtid var Dannelse, hvilke var dens Opgaver, og hvorledes den tog dem. Saa langt som han førte Friheden, kunde Samtidens Dannelse forstaa den — og ikke længere. Ligesaa med Folkeligheden, ligesaa med de højere og højeste Opgaver. Han begynte med en Bog mod Filosofien, som efter Kyndiges Dom skal være højst utilfredsstillende, skjønt den vistnok har gjort sin Nytte i Samtiden, da den i alle Fald fremmede en større realistisk Klarhed; men det højere Aandsliv har med Filosofien været tilbagevist, og naar vi endnu idag er i den Grad uvidende om, hvad der foregaar i den aabne Nabo-Dør, at en Forelæsning heroppe om Søren Kirkegaard virker som «en Nyhed», da er dette et Særkjende for hin Dannelse — og et Maal paa den. Til Poesien havde denne samme Dannelse et Respekt-Forhold, forsaavidt Poesien selv kom i en nydelsesfuld Form; dens folkeopdragende Magt, dens Rang som Folkets egen bankende Sjæl kunde hin Dannelse ikke fatte. Naar nu hele Folkehøjskolen grundlægges paa Poesien og Historien, fordi det føles, at et Folks Poesi er Samholds-Kraften i dets Historie, ligesom det er den, der usynlig spinder Viljen, væver Livet i det enkelte Menneske, — at derfor et Folk eller et Menneske, som har tabt sin Poesi, har tabt Livet, — saa er det at haabe, at Poesien, som opdragende Magt, ogsaa snart naar frem til Skolerne, de højere og de lavere, — og saa vil der komme en Tid, som fatter, hvad vi mente, da vi satte Schweigaard op mod Henrik Vergeland.

Vi vil slutte med det, som var Schweigaards største Værd, og kanske af størst Indflydelse paa hele Samtiden, hans Personligheds strænge Retskaffenhed, Helhed, Styrke. Den føltes vist ikke af Alle paa den Maade, hvorpaa den burde føles, fordi han — hel i Alt — ogsaa helt holdt borte og nede, hvad han ikke syntes om. I Aarrækker har han talt mod Sverdrup uden at nævne hans Navn! Der gives en Mangfoldighed af Tingmænd rundt omkring, med hvilke han aldrig har vekslet et Ord. Hans Debatter var, især før, hensynsløse, overlegent docerende indtil Fornærmelse, hvilket ogsaa langt tidligere, end det skete, vilde have mødt den næsten enstemmige Protest, — hvis hans Mægtighed ikke saalænge havde skræmt dem!

Men han var med alt dette en kjærlig Natur, han mente det saa godt, som Nogen nogensinde har gjort, hans Vrede var Varme, hans Overseen virkelig Begejstring for sine Idealer, som ikke tilstedede Akkord. Her var det, at Alle følte, instinktmæssig, men sikkert, at de stod foran noget Stort, noget Edelt, ja, noget som lyste af det Guddommelige. Naar der er ønsket ved hans Grav, at Norge anden Gang maa finde en Mærkesmand, «der bærer Fanen saa højt som han», — da er dette Ønske et fuldt Udtryk for Alles Følelse, saalænge hermed menes de rene Hænder, der bar den, den stærke Vilje, altsaa det Moralske; — menes der Syn paa Folkets Tarv i Et og Alt og da navnlig paa det Højeste, eller det Syn paa Fremtiden, som han altsaa vilde føre Folket imod, da er Ønsket saa langt ifra Alles, at det med én Gang svinder ind til at gjælde meget Paa. Men dette skal ikke minke vor Tak til den store Mand, den stærke Arbejder, den hele, ærlige Vilje, den varme, skjønne Personlighed.


Efterskrift. Det er ikke vor Skyld, at vor Udtalelse over Schweigaard maa have en Efterskrift. Thi skjønt vi her er blevet vant til, at Parti-Lidenskaben vil hindre Aandens Mænd i at udtale sig, var det dog uventet, at selv Schweigaards skjønne Død skulde nyttes — ikke til Klarhed, som en saadan Tilskikkelse uvilkaarlig maa, — men til deraf at gjøre Uklarhed. Var der nogen Mand, som burde være fri for at bruges paa denne Maade, saa maatte det være Schweigaard, der selv stod saa klar i sit Fædrelands Tjeneste.

Allerede Dagen efter Schweigaards Død talte Byen — ikke om Schweigaards Død; men om at Aftenbladet ikke havde havt sort Rand![4] — Et Par Dage efter hans Død var allerede det Parti, som han, ofte næsten ganske alene, opretholdt i Thinget, ude med en Inbydelse til at forhandle om et National-Monument for den Afdøde. Morgenbladet forberedte dette med en Uendelighed af Artikler, skrevne paa den Maade, at man skulde tro Landets evige Forsyn var død, i alle Fald den eneste retskafne Mand, som Landet havde. Der var et skjult Udfald mod Ting-Majoriteten, altsaa Folke-Partiet, i de fleste. Nu begynte allerede Luften at blive uklar. Det saa ikke ud som i deres Sind, der isandhed er med i en almen Sorg; thi i denne er der noget velgjørende, stille, rent: Men da Inbydelsen kom ud og bares af de samme Navne (sammen med nogle uundgaalige pene Kjøbmænd og Haandværkere), som paa et Par Undtagelser nær udgjør Partiets Koryfæer, — og altsaa ogsaa en stor Mands Dødsfald, der andetsteds plejer at forsone og sammenføje, her skulde tjene til at faa visse Meninger støbte i Bronce, siden de ikke længere var en flydende Ildstrøm af hans mægtige Sjæl, og dette skulde være en Folkesagn da blev Luften kvalm. Fjorten Dage efter Jordfæstelsen tillod vi os derfor at gjøre en Sammenstilling af de to Poler i vor Udvikling, Schweigaard og Vergeland, for derved at faa en sikrere Bestemmelse af den Afdødes Værd og Gjerning — den eneste Maade, hvorpaa et Folk kan modtage den Klarhed, Lynslaget fra det Høje strængt paakalder og inleder. Vi sluttede med i en enkelt Linje at minde om, at skal den ene have Statue, maa den anden have; Vergeland har lagt 25 Aar i sin Grav, og det eneste, der viser Nationen hans Sted, «er rejst af Jøder udenfor Norges Rige». I et saadant Forslag er fra vor Side, fra Folkepartiets Side, Personlighed; heri ligger Forstaaelse af begge Sider og et Ønske om, at begge maa vurderes.

Men da opstod der et Uvejr, som vist kunde have skræmt nervøsere Naturer end vor fra Byen. Ikke alene viste det sig, at det gamle Parti endnu efter 25 Aar sad ligesaa uforsonet overfor Vergeland, som var han død for et Aar siden; men det kom da overhovedet klart for Dagen, hvad man alt havde følt( at mere end en Tredjedel i den Sorg, som Morgenbladet og dets Parti havde baaret daglige Bud ifra, var Had til Modstandere og Skrig over Følelse af Afmagt. Det vidste vi jo saa godt, Allesammen, at den stærke Afdøde bar Manges Tro og Karakter, og at den med ham knækkede tvært over som en Stok. Det vidste vi jo ogsaa, at de Paa, som her holder Magten imod de Mange, mistede med ham al Modstands-Kraft, fordi de med ham mistede vor moralske Respekt Men at de vilde vise det? Og vise det saaledes? Om ikke selvfølelsen, saa maatte dog Ærbødigheden for den Afdøde have været en liden Smule større.

— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —

Naar Sorgen skal omgjøres, ligesom det sorte Sørge-Klæde, til at pynte Partiet, naar Savnet skal hidse til Had og Forfølgelse, da bliver Sorgens Gave en Ulykke, Luften, En lever i, som Pest, — og da maa Folke-Følelsen op, derfor dens store Idealer, dens Ungdoms Digter, dens Ungdoms Syner ved ham, forat her kan blive friskt igjen! Saaleder værger man bedst den Afdødes rene Minde, og saaledes viser et Folk, at det var sin Mand værd.


[Schweigaard døde (1. Febr. 1870), efter Lægernes Mening, fordi hans Hjerte brast af Sorg over hans Hustrus Død. Begge blev begravet samtidig, fra Trefoldighedskirken, under en enestaaende Landesorg. Ved Sørgegudstjenesten blev der efter Talen afsunget en Sang af Bjørnson, trykt i «Norsk Folkeblad» for 12. Februar, senere i «Digte og Sange». Anden Strofe lyder saa:

{{{1}}}

  1. F. Ex. Forfatningens og Unionens
  2. Hvad der i Tinget skulde ordnes ved Lov, og hvad alene kom ind under simpel Beskatnings-Myndighed.
  3. Hans Maade at tale paa var i det Hele ikke heldig; navnlig talte han ofte utydelig og stødte enkelte Ord ud, som om han var vred; dette sidste skal ogsaa Svenskerne have troet, at han var.
  4. Dette stilfærdige Blad havde nemlig indskrænket sig til at mæelde med et Par Ord «det sørgelige Dødsfald», fordi det allerede forberedte en længere og ærefuld Nekrolog til næste Dag!


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.