Aalesund
Aalesund (s. 300).

DE BRÆNDER de gamle Træbyer i Norge. Den ene efter den anden. Og de brænder grundig. Kvarter efter Kvarter, Huse i Hobetal. — Hele Tomten ryddes, i Gaar en lys pittoresk By med gamle Gader og smaa hyggelige Husfaçader, idag en sort, uhyggelig Brandtomt, med glødende Aske og sørgelige Rester af Grundmure, hvis Sten endnu ryger af Hede.

Og rundt om Mennesker med vildsomme Miner og forskræmte Øjne. Mennesker i hobetal, i tusindvis. Hvad de maa føle, kan vel ingen sætte sig ind i. De har mistet deres Hjem, deres By. De Gader, de kjendte saa godt, er borte. Den grønne Haveflæk, hvor de legte som Børn, vil aldrig gro, som den groede før. Huse kan bygges op, siger et gammelt Ord, men Hjem ikke. Og en By kan bygges op; men det blir dog aldrig den gamle By, der netop var saadan, som de nu engang holdt af den.

Jeg har ikke boet i Aalesund. Jeg har blot seet Byen. Den ligned de fleste norske Kystbyer, maaske saa den lysere og raskere ud end Byerne længere syd paa. Og Befolkningen var maaske ogsaa livligere i Tale og Bevægelser end Folk i f. Ex. Stavanger. De havde mere af Nordlændingens hurtige, knejsende Stejlhed over sit Væsen tilsat med den bergenske Kløgt og Beregning.

Men jeg, som selv er Vestlænding, lod mig ikke skuffe af den klare Sommerdag og den muntre Latter. Under det hele anede jeg let Folkekarakterens tunge Drag, og jeg vidste, at naar Sommerdagen afløstes af Høstdagen, og de store Storme kom ind fra Havet — da vilde en langsom Tunghed komme.

Ingen kan forstaa, uden den som har følt det, hvad det vil sige, at ens Barndomsby simpelthen brænder væk. — Jeg husker godt da jeg kom til Kristianssand efter dens Brand. Slig forunderlig Følelse! Disse fuldstændig fremmede Huse med Stuk og Kalkpuds paa. Var dette Kristanssand? denne hvidlakerede, friserede, splinternye By? — Jeg vilde ikke vide af den.

Naa, den Tid kommer jo, da Kristianssand atter er gammel, og den Tid kommer jo ogsaa, da Aalesund atter staar der med sine Sjøboder og sine Gader i god Orden og selve Byen rigere end nogensinde. Og den skrækkelige Brand i 1904 erindres næppe mere eller nævnes blot af gamle Koner og Bedstemødre.

THOMAS P. KRAG