Afskedssang ved Naturforsker-Mødet i Christiania

(1844).

Til Asers Æt er atter bragt
et Bud fra Mimers Vande,
at Nordens Aand har høiest Magt
i disse sondrede Lande.
Det Tonevæld, der skiltes vidt,
mens Aandens Liv var bundet,
er samlet nu og strømmer frit,
og har sin Treklang fundet.

Den samme Aand, der bandt sin Røst
til Brages Harpestrænge,
har ladet fra Naturens Bryst
det dybe Varsel trænge.
Det samled her fra hver en Egn
hvad Hav og Fjeld har skillet,
og knytted alle Livets Tegn
til Eet i Nordens Billed.

Vort Norges bedste Glædesstund
har hilset Mimers Præster;
i Glands og Duft fra Eng og Lund
vi feired’ Lysets Fester.
I Graneholt, i Klippevraa
opsired Haabets Ranke,
og i dens Blomsterbæger laae
Trefoldighedens Tanke.

Trefoldighed for Nordens Liv,
hvis Kraft i Rod og Stamme
er vakt paany ved Aandens Bliv,
og døbt med Hjertets Flamme!
Med dette Løsen tømme vi
til Afsked Festpokalen;
et vinget Frø er lagt deri
for Sletten og for Dalen.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.