Al skabningen sukker
Al skabningen sukker.
Bævende spørger det.
Bølgende hvisker det.
Fuglene klynger sig sammen,
læser hinandens øine.
Og vesterfra
ror vinden saa tungt,
og østerfra
banker søens pulse.
Skabningen lider.
Blomsterne ved furuens fod
skjønner det ikke.
Bække og elve
iler — hvorhen?
Mand mødes med mand:
Hvem er du?
Kvinder føder
og dør.
Hvor veiene mødes,
staar det hvide kors
med slør over
af „blodsdraaber“.
Der ligger en kvinde paa knæ.
— Hvide kors!
Hvad er det at elske?
Jeg har spurgt sankthansblomstens støvveie
da solen randt.
Jeg har spurgt tjernets vover.
Jeg har siddet under gjøgens træ
ved midnat.
Den sang om vemod og fløi.
Og jeg kom dybt ind i en stor skov
til en gammel, gammel bramin.
Han var saa vis.
Hans skjæg var saa hvidt.
— „Kiærlighed — den kjender ingen.
Længsel — den kjender alle.“
Min fod er sar.
Mit øie er træt.
Mit hjerte saa tungt.
Hvide kors,
hvorfor græder du blod?
Er elskov død?
Da drypped der frugtstøv fra blodsdraabeklyngen,
da blomstred det frem fra blomstermunde,
da mumled det kjælent fra skjulte kilder,
da risled det og skummed det i bække og elve,
da dryssed det og kyssed det og fossed det og blussed det:
„Indtil nu, indtil nu, indtil nu.“
Og vesterfra
kommer stormens susende vingeslag,
og østerfra
kommer havets brusende aandedrag,
i straaleglød!
— Al skabningen jubler!
Thi jorden er svanger!
og kjærligheden, den kommer,
kommer
med sommer,
med straaleglød,
kommer med smerte,
med verdensfryd!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |