Alexander Persson, Stodderkonge paa Søndmøre

Utgitt av Ludvig DaaeJ. W. Cappelens Forlag (Første Samlings. 169-173).

Endnu i forrige Aarhundrede hændte det ikke sjelden, at vore Landsbygder hjemsøgtes af omstreifende Pak, der tiggede, stjal eller truede sig til Ydelser baade af Penge og Varer.[1] Paa Søndmøre erindres endnu flere Tildragelser fra hine Tider, og fornemmelig ved man at fortælle om en svensk Mand Alexander, der gjorde sig fortjent ved at udrydde og fordrive Tyve og Røvere. Han skal være kommen til Egnen 1698 og blev af Øvrigheden antagen som Stodderkonge, med hvilket Navn, som bekjendt, Fortidens Bygdevægtere jevnlig benævntes.

En Tidlang holdt Alexander til paa Vimøen i Skoue Sogn. Da han fik høre, at der i Omegnen blev begaaet Tyverier og Indbrud, uden at Nogen vidste af hvem, begav han sig strax tilfjelds og opdagede tilsidst en Kjeltring, som holdt paa at slagte en stjaalen Ko i en Fjeldhule. Alexander havde hverken Øx eller Bøsse med sig, og Tyven var derfor heller ikke stort bange for ham. Men under Kuften havde Alexander skjult en Taugtamp med et Blylod i, og inden den Anden vidste Ord deraf, slog han hans Nakkeben saa kraftig med Blyloddet, at Tyven sank død om. Endnu vises i Fjeldet „Mannegrava“, hvor den Faldne blev begraven.

Nogen Tid senere havde en anden Stortyv taget sit Tilhold i Fjeldene ved Gaarden Os i Vatne og indrettet sig en Sommerbolig i en Hule, som endnu heder Sovehulen. Man troede om ham, at han var en Soldat, som var rømt fra Armeen for ikke at komme med i Krigen. Men da Vinteren kom, blev det ikke godt at være i Fjeldet, og Tyven tog derfor Ophold i et Nøst lige ved Gaarden Os, og Folk vare saa bange for ham, at de ikke dristede sig til at angribe ham i Nøstet. Han vovede sig endogsaa ind i selve Gaardens Huse og fortsatte sine Tyverier ganske uhindret. I sin Nød sendte Bønderne da endelig Bud til Alexander. Han kom og udtænkte strax en List for at overmande Tyven. Han fik fat paa to Mand og to Baade. Mændene satte han i den ene Baad, selv gik han i den anden og tog med sig en Dunk Brændevin, et Oxelaar og nogle flere Smaating. Saa roede han først ud selv og lod de to Mænd ro efter af al Magt under det Raab: „Grib Tyven, grib Tyven!“ Da han var kommen hen til Nøstet, var den anden Baad lige efter ham, og han anstillede sig rent fortvivlet af Angst for at blive fangen. Han tog Dunken og Kjødlaaret paa Nakken, sprang op til Nøstdøren og bad den virkelige Tyv om at faa Tilflugtssted hos ham. Denne antog ham da for en Kammerat og tog ham til sig; de delte Brændevinet og bleve de bedste Venner. Enden blev da den, at Alexander fik Tyven til at hente Halm til at stoppe i Sprækkerne paa Nøstet for Kuldens Skyld, og at Bønderne indfandt sig om Natten, tændte Ild i Halmen og i Forening med Alexander dræbte Tyven, medens Nøstet brændte. Ikke længe efter udryddede Alexander paa Ellingsøen en hel Bande, bestaaende af Tyve af begge Kjøn, som han først berusede ved Brændevin, dernæst slog ihjel med sit Blylod og endelig kastede i Søen.

„Store-Haugnesen“ hed en Stortyv; som levede med sin Familie af Røveri og Plyndring. Han var ikke alene en stærk Mand, men stod ogsaa i Ny for Trolddom og „havde syv Mandshjerter indsyede i sin Skjorte“. Derfor gjaldt han for uovervindelig og skudfri. Ogsaa han maatte dog tilsidst bukke under for Alexander. Han narrede Haugnesen til at slutte Broderskab med sig og søgte da først og fremst at berøve ham de syv Mandshjerter; thi Alexander var selv blandt dem, som troede, at saalænge Tyven havde dem paa sit Legeme, nyttede det ikke at røre ham. Da de havde været sammen en Stund, foreslog han derfor sin Kammerat, at han skulde vaske sin Skjorte, da den ikke havde været af ham i syv Aar. Haugnesen gik ogsaa ind derpaa, og Skjorten blev vasket og ophængt. Da han saa var falden i Søvn, tog Alexander Tampen frem. Ved det første Drag vaagnede Haugnesen og raabte“. „La meg faa paa meg Filla mi, saa ska me tel at byta Supaskvetten, me leivde i Gaarkveld.“ „Nei, inkje fleire Supatraug,“ skreg Alexander og drev saalænge paa med Tampen, som der spandt Liv i Haugnesen. En anden Fant, som hed „Lille-Haugnesen“, og som streifede om med en Bande paa syv Mand, skal ogsaa være bleven ihjelslaaet af Alexander tilligemed alle sine Staldbrødre. Denne Dyst ansaa Alexander selv som den haardeste, han nogensinde havde udstaaet.

Omtrent 1720 var Alexander flyttet fra Skoue Sogn til Stadsnes i Borgund, og ogsaa fra hans senere Tid har man Fortællinger i Mængde om hans Kampe med alskens Tyvepak. Han beskrives som en Mand af Middelhøide, skulderbred, men lidt pukkelrygget, gik med sorte Knæbuxer, sid, snehvid Kufte og bredskygget Hat. Af Haandtering var han Kjedelflikker og Kobbersmed. Hans Dødsaar kjendes ikke med Bestemthed.

Med sin Kone Kari havde Alexander mindst ti Børn, og endnu leve Flere, om hvem man med fuld Sikkerhed ved, at de nedstamme fra ham. Hans Søn Ole Alexanderssøn blev indsat som Stodderkonge paa Søndmøre, som Faderen før ham havde været, i Aaret 1758. Han havde arvet Faderens Tamp med Blyloddet i og brugte den paa Tyvepak, ligesom han. Især ved man at fortælle om et Fantefølge, som Ole overraskede paa Sandøen i Vatne Sogn. Hele Følget overgav sig, og deres Fruentimmere bleve tildels gifte i Sognet, hvor der endnu findes Efterkommere af et af dem. Men Høvedsmanden døde af det Slag, Ole gav ham med Faderens Blylod.

P. Fylling i Møringen for 1869, No. 47 og 48 samt for 1870, No. 2, 5, 6, 8, 24. Fylling, som forøvrigt meddeler langt flere Fortællinger om denne Familie, end de her anførte, har ved Hjelp af Egnens Kirkebøger formaaet nøiagtig at bestemme Alexanders Levetid og hans Flytninger fra Sted til andet. Sandsynligvis har Alexander, som indvandret svensk Kjedelflikker, selv ikke været stort bedre end det Pak, han forfulgte. Hans Familie sees ogsaa efter Kirkebøgerne at have ført et usædeligt Liv.

Mellem andre af Fyllings Fortællinger af lignende Beskaffenhed kan mærkes, at der i Skoue Sogn er en Holme, Jamteholmen kaldet, som for omtrent hundrede Aar siden var en fuldstændig Røverborg (Møringen 1870, No. 24). Der holdt til tre Brødre, Isak, Ludvig og Magnus, Sønner af en Isak Johannesson fra Jemteland. Efterhaanden forøgedes Jamteholmens Befolkning med nogle andre Landstrygere, rimeligvis ogsaa af svensk Herkomst, Christen Lindberg og Karl Magnus Palm. Efter Isakssønnernes Død kom de to sidstnævnte i Enebesiddelse af Jamteholmen, hvorfra de i nogle Aar fortsatte Tyverierne i det Store. Endelig bleve de i 1776 grebne af Fogden Mads Sørensen og afstraffede for sine Forbrydelser. Christen Lindberg kom dog siden igjen tilbage til sin Holme. Fra Karl Palm nedstammer sandsynligvis det endnu existerende Fantefølge af dette Navn, der omtales i Eilert Sundts Skrifter.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Saaledes skriver f. Ex. Erik Pontoppidan i 1749: „Da der i Vik i Sogn er ligesom en liden Flekke af hundrede Huse, men liden Næring, saa samles der en Hob Betlere og blandt dem Tyve, som tilbaads streife hele Sognefjorden igjennem og søge deres Næring meget uordentlig.“