Alf Torp (Gran)
I enkelte av de mindeord som har været uttalt I ved Alf Torps død, er han blit fremstillet som repræsentant for en tid som holder paa at svinde bort, — som en humanist som egentlig tilhørte fortiden, og man har stillet ham sammen med M. J. Monrad og Ludv. Daae. Intet kan efter min opfatning være mere misvisende; humanist betyr jo saamangt, og Torp var ganske vist humanist, forsaavidt som han var utpreget menneske og dennesidig, og forsaavidt som han elsket den klassiske oldtid; men han var ingen figur, gik ikke omkring og var lærd og citerte, var sidst av alt en fortidslevning eller forstening, stanset aldrig og stanset ingen, sat ikke inde med nogen slags sandhet og,hadde derfor ingen trang til at ha indflydelse eller herske eller hate og forfølge, hadde ikke en blodsdraape tilfælles hverken med professoren i Kiellands drama eller med rektor Kroll.
Nei, Torp repræsenterte i sandhet ikke noget døende, men tvertimot det mest levende av alt, livets toppunkter, genialitet, forskerlidenskap, skjønhet.
Det er mere end firti aar siden jeg første gang traf ham, han var dengang knapt tyve aar gammel og den smukkeste mand jeg har set; han visste det ikke selv, — det laa ikke for ham at speile sig, hverken paa den ene eller anden maate, men for kameraterne var hans skjønhet sikkert med om at bestemme den magt han utøvet; han blev grundig forkjælet. — Vi møttes mest paa Irgens Hansens hybel, og naar Torp kom, avførte Irgens Hansen sig sin kjære slobrok og trak den paa Torp, gav ham den bedste sofakroken, stoppet den bedste pipen til ham; — og der sat han ganske selvfølgelig og uten anstrengelse og var midtpunkt; — han sa ikke saa meget, men det var hans bifald vi maalte os paa, hans smil vi fridde til, og naar han begyndte at ryste av sin indvortes latter, var det vor stolthet og henrykkelse.
Allerede dengang forbandt vi med Torps navn de forestillinger som man vagt og populært pleier at knytte til begrepet geni: intuition, oprindelighet, uavhængighet. Han gik tidlig sine egne veier og var alt som student langt inde paa det felt, hvor han skulde øve sin merkelige opdagergjerning, lyttet sjælen ut av sprogene og gjenskapte i kunstneriske former de klangbilleder han hadde oplevet, skrev græske vers og latinske, skjæmtefulde sagaer paa oldnorsk, smaa avhandlinger paa reformationstysk og baroktysk og fyldte os med beundring for disse kunststykker. Hans flid var overvældende, det var ikke mange timer i døgnet han ikke var fordypet i sine studier; legemlig var han derimot overmaade doven, han hengav sig tidlig til den tro, at han ikke taalte motion, og i denne tro levet han saa konsekvent at det tilslut blev sandhet, hvad der vistnok mere end noget andet bidrog til at forkorte hans liv. I sin ungdom yndet han den liggende stilling; naar vi besøkte ham, fandt vi ham i regelen utstrakt paa sofaen mellem bøker, læsende; det saa noksaa ubekvemt ut, for de bøker han tumlet med, var for størsteparten svære folianter, han hadde nemlig tidlig faat smak paa at læse leksika, han læste dem fra perm til perm, og naar vi undret os, svarte han bare: «Det er meget spændende.»
Ordene var for ham levende væsener hvis skjæbne det var hans lidenskap at utpønse, han maatte vite hvor de kom fra, og hvor de gik hen, eftersøkte dem tilbake til deres oprindelse, saa langt det lot sig gjøre, fulgte dem i deres vekst, deres ophøielse og deres fornedrelse, deres død og deres gjenopstandelse, var sterkt optat av deres personalhistorie, snuste som en detektiv i de skjulteste sprogkroker for at opspore deres slegtninge, nære og fjerne, og la den ene provins efter den anden under sit herredømme. Tilslut myldret der tusener og atter tusener slike ordvæsener i hans hjerne, og han satte hele sin vældige arbeidskraft ind paa at opdage de love som behersket denne verdensfamilies liv, — baade de fysiologiske — lydlovene — som har sin hemmelighet skjult i selve det menneskelige sprogorgan, — og de psykiske — de grammatiske love — som har sin rot i menneskesjælens bygning, dens logiske behov og dens affekter.
Dette var hans livs spænding, den betok ham i en grad som kun kan sammenlignes med en stor kunstners besathet av sit verk. Stundom kunde det være ganske ængstende, han spiste ikke, sov ikke, var som bortkommen for verden utenfor, gik omkring som en somnambulist; selv kortbordet, som han ellers fandt sin kjæreste hvile ved, kunde ikke fængsle ham, han vandt solo i kulør uten at smile, blev mange bêter uten at bande, var ikke sig selv. Han hadde skimtet en lysning, hvori han anet nye veier til klarhet over de lykiske indskrifters mysterier, og de problemer som nu opstod i hans hjerne, absorberte ham med en hallucinations styrke.
Der var meget av en kunstner i Torp, — baade i hans almindelige sjælelige struktur, og, saavidt jeg kan forstaa, ogsaa i hans forskning; han var mere seer end tænker, hans svakhet var argumentationen, han hadde ikke altid taalmodighet til at lægge sammen, eller til at ta alle led med, der tændtes et blus her og et blus der, uten at ledningen mellem blussene altid laa klar, der var noget springende i hans tankegang som ikke var let at følge og som kunde gjøre en meningsutveksling mindre frugtbar.
Som mange kunstnere var han utpræget individualist, bohemien, immun mot al slags borgerlighet, likegyldig for sit ydre som han skammelig forsømte, for penger som — i hans ungdom ialfald — ofte forsvandt gjennem hans hullede bukselommer, for sin karriere i den grad at han, om ikke andre hadde passet paa, — sikkert vilde ha mistet sin doktorgrad, fordi han hadde glemt at opfylde nogen nødvendige formalia. Aldrig har jeg set eller hørt tale om at Torp nogen gang har hævdet eller kjæmpet for at opretholde en videnskabelig prioritet; den enestaaende position han efterhaanden indtok som verdenskjendt lingvist, kom udelukkende som en frugt av hans præstationer, selv rørte han ikke en finger for at komme frem, og aldrig har jeg hørt en ytring av ham som tydet paa at hans berømmelse interesserte ham.
Der var ikke skygge av strebertum i hans sjæl, hans lidenskap var at det rigtige blev fundet; om det var ham eller en anden som fandt det, var av underordnet betydning, og han hadde derfor ingen kamp at bestaa med forfængelighet, om han blev nødt til at opgi sine meninger. Han beskjæftiget sig i en aarrække bl. a. med tolkning av frygiske gravindskrifter, og kom i sin tydning paa et væsentlig punkt til ganske andre resultater end en anden autoritet paa omraadet, den tyske professor Kretschmer; det centrale i deres uenighet gjaldt selve bestemmelsen av det frygiske sprog, om det var et k-sprog eller et s-sprog eller hvad det heter; Torp holdt paa det første, Kretschmer paa det andet; i mere end tolv aar hadde de leilighetsvis vekslet noter om dette spørsmaal og hadde — som det ofte gaar i filologiske stridigheter — ikke altid være behagelig mot hverandre, navnlig hadde Kretschmer være mindre tækkelig mot Torp. — Saa tok Torp en dag paa en forelæsning frem en indskrift han tidligere ikke hadde skjønt, og som heller ikke Kretschmer hadde forsøkt sig paa; mens han sat der og bygget op mening av de dunkle linjer, føiet det ene sig til det andet, de enkelte ord dukket frem av de udelte bokstavrækker, og blandt dem et som i denne forbindelse kun gav mening efter Kretschmers tolkning av det. Da stanset Torp og sa: «Ja men saa er jo frygisk et s-sprog og Kretschmer har ret.» Ikke en erindring om de mangeaarige skjærmydsler, ikke et ord for at dække sit tilbaketog, og siden omtalte Torp altid frygisk som et s-sprog.
Saa ubetinget saglig som Torp var i sin forskning, kunde han jo paa andre omraader forbløffe med en rent ut kvindelig usaglighet — hvad der kanske ogsaa hang sammen med de artistiske træk i hans natur. Mennesker betydde for ham meget mer end principper, hans sympatier — en sjelden gang ogsaa hans antipatier — hadde stor magt over ham; «han er min ven» var et argument han aapent vedkjendte sig, og som stundom kunde veie tyngre end ret og rimelighet.
Torp var en ypperlig lærer, hans kateterforelæsninger var ganske vist mangelfulde og noksaa virkningsløse, men i den intimere undervisning, i eksaminationstimer og øvelser, var han uforlignelig. Han kunde jo en og anden gang glemme, hvor han var, og forbauset og irriteret spørge en stakkars student, om han ikke kunde oldbulgarisk; men ellers var det netop hans styrke at han i saa høi grad evnet at indstille sig paa elevernes og lærebokens standpunkt, han begrænset i undervisningen til de forberedende prøver resigneret sin enorme viden til det nødvendige og fandt sig i at docere ting som kun var halvt eller relativt rigtige, fordi eleverne manglet forutsætninger til at tilegne sig det helt rigtige; med utrættet taalmodighet trak han dem efter sig trin for trin opover, og det skal være utrolig hvad han i løpet av tre stakkars semestre fik heldt ind i dem av græsk grammatik, græsk ordforraad og græsk aand. Men av meget større betydning var naturligvis de timer, hvori han meddelte sig til de faa, videnskabelig anlagte studerende som søkte ham i hans egen forskning; de var jo aldrig mere end én eller i det høieste to-tre av gangen, og han kjendte dem paa en prik, hvad de visste og hvad de evnet, og han drev dem stadig til grænsen av deres muligheter, men aldrig over grænsen. En av hans mest fremragende elever fortæller at han efter en times arbeide hos Torp kunde føle sig ganske utmattet av anspændthet for at følge med og for ikke at blamere sig. Disse timer var arnestedet for en forskerglød som aldrig sluknet, og som forplantet sig til de unge som nok vil vite at holde den vedlike.
Torp var ikke bare sine elevers lærer, men blev ogsaa deres ven; det berodde ikke bare paa deres taknemmelighet for den videnskabelige berikelse han skjænket dem, men endnu mere paa rent personlige egenskaper som gjorde ham uforglemmelig for enhver som kom ham nær. Et naturlig, helt igjennem egte menneske; aldrig har nogen set ham paata sig en mine eller iføre sig noget slags værdighet, eller hørt ham si et affekteret ord; han gik sin vei, selvberoende, uavhængig og sikker, ganske fri for enhver tanke paa at behage eller være populær eller at gjælde for noget.
Paa frastand og overfladisk kunde han synes brysk og avvisende, optat av sine tanker som han stadig var, men kom man ham nærmere, møttes man av en ganske unordisk venlighet som straalte direkte ut av hans væsens godhet. Han var ogsaa selv i høi grad følsom for elskværdighet, hadde i det hele megen varme behov, baade fysisk og aandelig, og befandt sig derfor bedst i Italien, hvor solen har herredømmet og menneskene overgyder hverandre med smil. Hjemme i vinterlandet kunde han derimot fryse — i novembertaaken og uvenligheten.
Han saa i det hele temmelig pessimistisk paa de hjemlige forhold, Norges nyeste historie formet sig for ham som en plebeiernes ustanselige seiersmarsj, nedover, ustanselig nedover; dannelsens løsrivelse fra den klassiske oldtid, den eneste rot hvorav den efter hans overbevisning kunde vokse, lægmandsskjønnets triumf over sagkyndigheten, videnskapens sultekaar, politikernes vigtigmakeri, middelmaatelighetens, dumhetens og uvidenhetens gaadefulde, men aldrig svigtende sukces, det stupide flertals utaalelige tyranni, tugtløsheten, dovenskapen, — han kunde sitte i timevis og snakke sig op til lidenskap, naar det gjaldt at demonstrere den hjemlige ringhet paa alle omraader; det endte gjerne med en dyster spaadom om nordmændenes uundgaaelige, snarlige og vel fortjente utslettelse av nationernes rækker. Det kom dog i aldrig i bedemansstil, men som friske sinnesutbrud, opsamlet gjennem en daglig irritation, og dersom man anbragte en latterstraale indover hans klagesange, var han altid mottagelig og kunde uten overgang slaa om i en ganske anden toneart.
Torp hadde sine meninger om de fleste spørsmaal, — sterke meninger, men ikke altid de samme; det hændte at man ikke fandt ham idag, hvor man hadde truffet ham igaar. Han hadde en vældig læsning, ogsaa utenfor sit egentlige omraade, hadde arbeidet sig gjennem store provinser av alle landes literatur, læste ustanselig historie, biografier, memoirer og brevsamlinger, reisebeskrivelser osv., og hans glimrende hukommelse fastholdt det meste, saa han hadde et rikt fond at løse av i sine samtaler. Allikevel har jeg indtryk av at alt dette stof ikke var helt gjennemarbeidet av hans refleksion, at det mere levet i ham som billeder, end det var indlemmet som led i en tankegang, og det kunde derfor være noksaa tilfældig hvor det førte ham hen. Opstod der ved en idéassociation et erindringsbillede i hans sjæl, stod det i regelen saa levende for ham, optok det ham i den grad at han helt kunde hengi sig i billedet uten at tænke paa at det kanske beviste det motsatte av det han i øieblikket hadde bruk for. Han lot sig ofte beherske av sin stemning, tillot sig den luksus at være uenig med sig selv og var sidst av alt en politisk «karakter» eller hvad tyskerne kalder «gesinnungstüchtig»; han kunde derfor let komme til at skuffe dem som mente at turde gjøre regning paa ham som partifælle.
Men ett sted var der hvor Torp aldrig skuffet, — hvor man var ganske sikker paa altid at træffe ham hjemme: hans fornemme, høisindede natur fornegtet sig aldrig. Med avsky vendte han sig bort fra al slags tarvelighet og reagerte umiddelbart og uavvikelig mot enhver antydning av smaalighet eller lumpenhet.
Alt i alt var Torp en lykkelig mand, han undgik jo naturligvis ikke den lykkeblandede smerte som er enhver produktiv mands lod, og han var adskillig plaget av sygdom; gigten huserte i nogen aar grusomt i hans krop, og bronkitten kom aarvist som en følge av «dette forbandede klima». Men hans sjæl var vel avbalanseret, han hadde aldrig været i tvil om den vei han skulde gaa, hans forskning skjænket ham rik tilfredsstillelse; saa overdreven og helseødelæggende hans arbeidslidenskap var, saa var han dog aldrig forjaget, hans ro fulgte ham gjennem de seksten daglige timer han var lænket til sit skrivebord, hans nerver var i orden, og hele hans liv fik megen varme fra den sympati som straalet tilbake fra hans væsens sødme.
En ædel hedning; han hadde, tror jeg, aldrig gjennemgaat nogen oprivende krise som hadde efterlatt noget smertefuldt brud, var uten enhver mystisk angst eller fortvilelse og fandt hvile i en resignert agnosticisme, uten uro overbevist om det frugtesløse i at ville trænge ind i det ukjendeliges verden. Livet var her, og han drømte neppe om nogen fortsættelse.
I det smukke latinske (i den norske oversættelse noget forringede) digt han ved sit studenterjubilæum skrev til minde om sine avdøde kamerater, er der ikke tale om nogen metafysisk udødelighet; naar de døde lever videre er det i denne verden, enten i ryet, eller i det savn de efterlater:
Selv i sin korte livstid en og anden
naadde at vinde navn utover verden:
han vil, omend han bor i skyggelandet,
videre leve.
Men og de andre lever; ti i sines
trofaste hjerter er de end som fordum;
der ifra den forvandlingslov befriet
staar de urokket,
den, under hvilken daglig vi forringes.
Saa lad de døde leve. Det er døden,
naar de henfarne intet savn og længsel
lader tilbage.
Begge disse udødeligheter blev i sjelden grad Alf Torps lod. Hans navn naadde med ære frem til hele den verden hvor videnskap har hjemme, og længe vil savnet efter ham leve i de gjenlevendes længsel.
1916.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |