André fra Kautokejno/10
Men Aanden gaar sin Gang. Ingen ved, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen.
Som en Susen iler den gennem Verden, og hvert Land, den gennemstrømmer, falder paa Knæ.
En almindelig og storartet religiøs Opvækkelse forplantede sig fra Amerika, hvor Theatre bleve benyttede til Bibellæsninger, til England og fra England til Norge.
Den søgte ogsaa op til norsk Finmarken, den greb ogsaa Samerne; thi alt bøjer sig for den Almægtige.
Medens Fest efter Fest afløste hverandre paa Tromsø i Anledning af Andrés Komme, laa Kautokejnos Mænd, Kvinder og Børn i hverandres Arme, jamrende over sine Synder og opmuntrende og besværgende hverandre til Omvendelse.
I 1847 havde Opvækkelsen allerede fra det svenske Karasuando forplantet sig til Finmarken, men nu begyndte den at udbrede sig i stedse videre og videre Kredse.
Lapperne kom og gave Ejermanden frivilligt tilbage, hvad de havde laant eller stjaalet. Samvittigheden vaagnede op af sin Syndesøvn, og Brændevinsflasken begyndte at forvises.
»Gud være takket for den Herrens Velsignelse, der er kommen til Kautokejno!« skrev Andreas Thorsen i et Brev til sin Søn. »Maa han kun naadig bevare os fra, at Lappernes Fantasi lister sig ind i Vækkelsen; thi saa løber den løbsk og udretter en Djævelens Gerning. Den vil da blive vanskeligere at styre end den vildeste Ren.«
»Skulde det være muligt!« udbrød André. »Jeg var kun femten Aar, da jeg forlod dem, jeg kan derfor ikke mindes, om den samiske Fantasi virkelig var saa uregerlig. Jeg maa derhen og prøve, hvor rig den er. Det vilde være et fortrinligt Eksperiment til Belysning og Forstaaelse af deres Natur.«
»Vogt dig, André!« bad Olga. »En Dikter kan være Dikter, saa meget han vil, men han har ikke Ret til at eksperimentere med sine Medmenneskers Sjælefred.«
»Undskyld, han har, naar det gælder Skabelsen af noget udødeligt. Helten i mit ny Epos er Lap, jeg maa derfor nødvendigvis gøre Studier. Imidlertid, min Ven, behøver du ikke at være bange. Det første Afsnit af mit Epos foregaar paa Tromsø, jeg maa derfor, forat holde fast paa Stemningen, blive her, indtil det er færdigt. Først efter Jul rejse vi til Kautokejno.«
Olga sprang op.
»Først efter Jul! André, hvor kan du have Hjerte til dette? Den gamle Mand har ventet paa sin Søn i femten Aar, og naar Sønnen kommer, kan han i Stedet for øjeblikkelig at ile i hans Arme, være grusom nok til at lade ham vente endnu et halvt Aar.«
André vendte sig pludseligt om.
»Olga Wasili, det lader til, du har paataget dig det besværlige Embede at følge mig gennem Livet som min Samvittighed.
»Ja, André! Det er netop det, jeg vil. Jeg vil være din Samvittighed, der minder dig hver Gang, du gør Uret.«
»Her er ikke Tale om Uret. Jeg ofrer mit Hjerte for mit Dikterkald. Den Ide, der greb mig da jeg kom ind i Tromsø-Sundet, maa jeg først forløse, — jeg kan ikke rejse forinden.«
»Fordi dit Dikterkald er Guldkalven, som du har oprejst i Guds Sted og tilbeder.«
»Hold inde, dette gaar for vidt! Ved du ikke, at en Dikters Inspiration fordrer Hensyn fremfor alt i Verden?«
»Ikke fremfor alt! Ikke fremfor alt! Jeg ved bedst af alle, at en Dikters Inspiration fordrer Hensyn, at for den maa Etikettens og Selskabslivets Pligter vige, og du ved bedst, at jeg værner om dig med Argusøjne, forat du ikke skal forstyrres; men der gives højere Hensyn endnu, som du ikke kan blive fritagen for, blev du end den første af dødelige. Det Dikteralter bliver ikke velsignet, paa hvilket sønligt Pligt og en saadan Faders Kjærlighed skal ofres.«
Grev Wasili, der havde siddet fordybet i nogle Aviser, sprang her op.
Han kunde ikke holde det ud, han var i Fyr og Flamme.
»Hos en Dikter, madame, maa de ethiske Hensyn vige for de æsthetiske!« raabte han rasende, idet han holdt for Ørene og ilede ud.
»André! André!« raabte Olga i sin Hjerteangst. »Sælg ikke lig Esau din Førstefødselsret for en Ret Lindser!«
»Olga Wasili,« sagde André med sammenbidte Tænder, »din Livsopgave er at blande min Livsvin med Malurt.«
»Nej Husbond, nej! Min Opgave er kun at give dig en ægte Livsvin i Stedet for en uægte. O min Gud! Maatte Virkeligheden gribe fat i dig og vække dig af din Drøm! I din Egoisme bor Nemesis.«
»Nemesis kan jeg trodse.«
»Men du kan ikke trodse din Gud!«
»Jo,« sagde Kvænkvindens Søn, idet han vendte sig om og gik ud.
»Hun maa bøjes, André,« sagde Grev Wasili, da de mødtes i Spiseværelset. »Det er Moderen, der gaar igen i hende; jeg oplever den samme Kamp mellem hende og mig paa ny, og jeg siger dig, André, jeg vil se denne Kamp kæmpet ud, ligesom hin blev.«
»Hvorledes?« spurgte André.
»Hun maatte bøje sig,« svarede Greven. »Hun blev tæmmet, frasagde sig frivilligt sine indbildte Fordringer og tog mod min Kjærlighed som en Naade. Min Hustru blev et levende Eksempel paa, at Ydmyghed lyksaliggjør. Det misklæder en Mand at maatte atlægge moralsk Regnskab for sin Hustru. Voilà-tout!«
André smilede. Der var igen et af disse vilde Lynglimt i hans mørke Ansigt.
Han kastede sig ned paa en Sofa og slyngede Armene over sit Hoved.
»Olga Wasili, du skal endnu blive saaledes beruset, at du glemmer — din Samvittighed og — din Fornuft for Elskovs Magt!« raabte han. »Men det er endnu min Hemmelighed, og med den vil jeg en Gang overraske dig.«
Han sprang op og vandrede rasende omkring i Værelset, ligesom en fangen Løve i sit Bur.
»Indtil den Tid kommer, da du elsker mig, ligesom jeg elsker dig — med alle dine Sanser, indtil du kunde ofre din evige Salighed for Kærligheds Jubel, indtil den Tid — hader jeg dig!«
Og han tvang sig til at gøre Toilet, forat gaa ud i Selskab; men den »indre Dommer« gav ham ikke Fred.
Sommeren gik, og Vinteren kom. Festrusen og Feststemningen varede fremdeles ligesom Andrés Kraft til at nyde den. Tromsø var endnu ikke bleven ked af André, og André var endnu ikke bleven ked af Tromsø.
Han hensank i en rolig, tilfreds dolce farniente, i en ægte samisk Dovenskab. »Den indre Dommer« sovnede ind, og hvis hans Samvittighed, som vi imidlertid betvivle, under Tiden stak ham, blev denne ubehagelige Paaminder fuldstændig neddysset ved et Brev fra hans Fader, hvis Slutning lød saaledes:
»Kære André! Du ved jo, hvor din Fader længedes efter dig og efter den Dag, da han skulde se dig igen. Ikke sandt, mit Barn, du har jo aldrig tvivlet paa din gamle Faders Længsel? Men jeg bøjer mig for det, som er højere end din Fader, jeg mener dit Livskald, og jeg vil vide at tælle Dagene og at vente taalmodig, indtil det tillader dig at komme. Din Fader er ikke ufornuftig, André, og gør ikke Fordringer, ham ikke tilkommer. Bliv i Guds Navn, indtil du er færdig, og forhast dig ikke dermed; thi det kunde skade dit store Arbejde.«
Den egoistiske er i Reglen tykhudet og ufølsom for andres Forsagelser, ligesom den uskatterlige, sympathetiske Evne »at kunne læse mellem Linjerne,« fuldstændig er bleven den nægtet.
»Der kan du se!« sagde han til sin Hustru. »Min Fader var dog ikke fuldt saa fordringsfuld og ufornuftig, som du antog.«
»Nej, jeg ser det,« svarede Olga, idet hun vendte sig om til Spejlet forat fuldende sit Toilet. Der var Vemod i hendes Ansigt, og i Vemoden laa der Bitterhed og ogsaa en Smule Foragt, men hun skjulte det ved at hæve Armen forat ordne sin Frisure.
Og »det store Arbejde« skred raskt frem ad, og efter hvert som det skred frem, blev Faderens Billede mere og mere trængt i Baggrunden, ja endog i Diktningens forvandlende Lys fuldstændig forvansket.
Den forunderlige tiltrækkende og berusende Skikkelse, han lige fra sin tidligste Barndom af havde laant den ukendte Moder, skulde her i hans ny Epos faa Kød og Blod.
Men idet han fordybede sig i den Natur, han tænkte sig, denne Moder havde besiddet, en Natur, der lignede hans egen, faldt der en stærk Skygge hen over Faderens.
Hans Barndom stod for ham. Han mindedes ikke sin Faders Kjærlighed, men kun Hjemmets trange Indsnevring, dets indeklemte Luft og sin egen Længsel.
Moderen maatte have ført det samme Liv, hun maatte have følt den samme Længsel, og hun blev i Sønnens Fantasi den stærke, kraftige Ørn, der vilde flyve ud i Friheden og stige tilvejrs, medens Faderen var Fuglefængeren, der trak Snoren sammen og holdt hende til Jorden.
En Følelse, der lignede Uvilje, skød gradvis frem i Dikterens Sind mod den gamle Mand, der ventede, talte Dage og Timer og samtidigt bebrejdede sig sin egen Utaalmodighed. Saalænge André levede i Inspirationens Begjestring var det lappiske Element det overvejende, og det erotisk-betagende var over ham.
Andrés Kurmageri til Louise Walter fortsattes, men da Olga havde besluttet fuldstændigt at ignorere det, og derfor altid sænkede Øjenlaagene forat undgaa at se mere end højst nødvendigt, anede hun ikke, hvor langt det allerede var skredet frem. En tilfældig Yttring vakte hende imidlertid af hendes apathiske Tilstand.
Det var en Aften, da en af de sædvanlige, ugentlige Koncerter, som hele Vinteren igennem gave Tromsø Selskabsliv dets Festklang, fandt Sted i det dertil bestemte Lokale.
Salen var smukt oplyst, og Damernes Toiletter arrangerede efter den sidste Parisermode, men midt iblandt dem alle bar Olga Prisen. Den hvide Kaschmirsdragt, kantet med Svanedun, fremhævede hendes Figurs og Ansigts fine Omrids.
»Madame er ikke ilde!« hviskede Grev Wasili, idet han lorgnetterede sin Datter. »Hendes Rejsning er charmant.«
André bed sig i Læben, vendte derpaa Hovedet om og tilkastede Olga et Blik, der syntes at ville sluge hendes hele Skikkelse.
Efter at de første Musiknummere vare udførte, rejste han sig imidlertid op og tog Plads ved Siden af Louise Walter.
Alles Øjne vare i samme Nu fæstede paa den Bænk, hvorpaa de sad. Olga saa med Vilje ikke derhen, men vaktes øjeblikkelig til Bevidsthed ved et Par Repliker, der bleve fremhviskede bag hendes Ryg.
»For Pokker, ser du de Øjne, han imellem fæster paa Louise Walter?«
»Nej. Jeg ser ham kurtisere hende lidenskabeligt, men de interessante Enkeltheder har jeg ikke bemærket.«
»Saa se paa dem nu! De brænde, som om det var Satanas selv, der havde tændt dem. For Fanden, Gut! Det skulde have været nogen af os andre dødelige, der havde vovet paa den eklatante Maade at sætte sig ud over Folkesnak. Vi havde nok faaet Svøben at føle, Kammerat!«
»Og det med Rette! Det er kun Skade, den unge Pige er forældreløs; hun mangler Beskyttelse mod Snaphaner og Stratenrøvere. Hun er uforsigtig, man taler allerede mere om hende, end en ung Piges Rygte vel kan taale. En Plet paa Sneen —«
»Ja, saa er Pletfriheden gaaet al Kødets Gang.«
Olga blev hed om Ørene, og hendes Hjerte bankede heftigt. Det forekom hende, at enhver, der var i Salen, maatte lægge Mærke dertil.
Imidlertid maatte hun holde Pinen ud. Hun blev siddende. Lysene flimrede for hendes Øjne, Musiken bruste forbi hendes Øren, det ene Musiknummer efter det andet blev paabegyndt og afsluttet, og imidlertid vidste hun, at alles Øjne vare heftede paa ét bestemt Punkt, og at hun var den eneste, der ikke turde se derhen.
»Hun maa advares!« tænkte hun. »Hun maa advares, men min Gud — hvordan?«
Da Damerne vare forsamlede i det forreste Værelse forat tage Tøjet paa, benyttede Olga resolut Lejligheden.
Idet hun passerede forbi den unge Pige, sagde hun hurtigt og saa sagte, at Ordene ikke naaede til andre end til den, for hvem de vare bestemte:
»Tag Dem i Agt, Barn! Man taler om Dem. Dikterne lege med Fantasien, ligesom Drenge lege med Boldte.«
En pludselig Henrykkelsesrødme for over Louise Walters Kinder. »Var det virkelig blevet saa alvorligt, at man talte om det?«
Den unge Piges smigrede Forfængelighed fejrede denne Koncertaften sin største Triumf: »Dikterens Hustru var bleven skinsyg — paa hende!«
Da Olga var kommen ind paa sit Værelse, kastede hun Kaaben af sig, som om den vilde kvæle hende, stansede midt paa Gulvet og pressede Hænderne haardt mod hinanden.
»For hendes Skyld maa jeg gøre det,« tænkte hun, »for hendes Skyld er det min Pligt at — at nedværdige mig og tale til ham om — om denne Kurtise!«
Hun hørte Andrés Skridt ude paa Gangen; Hjertet sad hende fast i Halsen, men hun rørte sig ikke af Pletten.
André traadte ind og lukkede Døren.
»André,« sagde hun saa roligt, hun formaaede og uden at vende Hovedet om, »du — viser den unge Louise Walter en — en usædvanlig Hyldest.«
Andrés Øjne skøde Lyn. Han sprang pludselig frem og bøjede sig mod hende i stærk Spænding.
»Har du set det?« raabte han.
»Ja, men jeg har tillige hørt det.«
»Hvor?«
»I Aften, — paa Konserten.«
»Og hvad siger du dertil?«
»Intet —«
»Intet!«
»Nej. Jeg siger intet andet end, — det gør mig ondt for den unge Pige. Jeg siger intet andet, André —«
»Nej, — du »»siger intet andet!««
Olga foldede sine Hænder. Hendes Mand saa ikke, at de skælvede krampagtigt.
»Jeg er ikke skinsyg.«
»Nej, det skal Gud vide, du er ikke skinsyg!«
»Men du kan ødelægge hendes Rygte, André.«
André brast ud i en spottende Latter. »Du lille, dydsirede, barmhjertige Søster! Jeg forsikkrer dig, du kan berolige din altfor ømme Samvittighed. At en Dikter, en Berømthed kurtiserer hende, skader hende saa langt fra, at det snarere hæver hende i alles Øine. At en Kunstners Øje vælger hendes Ansigt til Beskuelse, maa være hende en Ære.«
»En Ære!« sagde Olga. »En Ære det, som er en Forhaanelse!«
»Den Forhaanelse bærer hun med Glæde, madame! Jeg giver hende en Gave, hun ikke vil glemme hele sit Liv, men opbevare blandt sine Relikvier som dets kostbareste Minde. Jeg gør hende intet ondt, men lutter godt.«
»André,« gentog Olga for anden Gang, »vogt dig for Nemesis. Denne hjerteløse, beregnende »»flirtation«« er Kattens Leg med Musen. Saa var det dog bedre, om du virkelig var forelsket.«
»Og om saa var?«
»Om saa var!«
André trak paa Skuldrene og gik ud.
»Om saa var!« raabte Olga og slog Hænderne for sit Ansigt i en aldrig anet Rædsel, der pludselig brød frem over hendes Hoved. »Er der virkelig Forelskelse i alle disse Kurtiser? Skulde han — Nej, nej nej! O, min Gud, han elsker kun mig, kun mig! Det er blot hans Fantasi og ikke hans Hjerte!«
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |