Karl Schønbergs Forlag (s. 189-199).
16de Kapitel.

Luise Walter tilligemed hendes Plejeforældre, der skulde besøge nogle Slægtninge paa Vadsø, fulgte med i Rejseselskabet. Andrés Opmærksomhed var bleven noget slappet; han blev træt af den, da han intet Resultat formaaede at fremdrive.

»Den unge Pige staar for langt under hende, til at hun kan formaa at opvække hendes Skinsyge,« tænkte han. »Jeg maa se til at finde en mere begavet Kvinde, der bedre kan holde hende Stangen. Jeg giver mig ikke, Olga Wasili. Baaden skal kæntre, og du skal hæve Øjet!«

Det var den første Juledagsaften.

Det gamle Vardøhus — fordum Vargøgarhus, sandsynligvis anlagt 1310 af Gissur Galle, der under Kong Haakon V’s Regering var bleven sendt op til Finmarken forat kræve Skat, — er ved det to Bøsseskud brede Busesund adskilt fra Fastlandet.

Ikke destomindre kunne Vinterstormene saaledes rase i det lille Sund, at under Tiden al Forbindelse med Fastlandet er fuldstændig ophørt, og Vardøs Beboere ligge »vejrfaste.« Isolerede fra hele den øvrige Verden ere de under disse Stormperioder overgivne til Nordishavets hensynsløse Vrede.

Forøvrigt er Vinterkulden forholdsvis ringe, og langs Havkanten ser man hele Vinteren igennem Udgangsfaar, der søge Mosen paa de Steder, hvor Sneen er føget til Side.

André. hans Hustru, Grev Wasili tilligemed Vardøs dannede Indbyggere vare inviterede til Aftenselskab og Bal hos Vardøhus’s Kommandant.

Det var en forrygende Storm. De russiske Lodjer, der laa fortøjede i Busesund, reve og slede i sine Ankerkættinger ligesom i afmægtig Dødskamp, Edderfugle og Maager søgte skrigende at faa Fod­fæste i Mastetoppene, og mod den femti Alen høje Klippemur, der gjorde Front mod det aabne Hav, og i hvis beskyttende Læ Byen og dens lille Kirke krøb sammen, rejste Neptun sig i en saadan Vælde, at det fraadende Skum søndersledes af Murens Spidser, og af Stormen piskedes hen over Øen.

Det tætte Snefog hindrede Gæsterne fra at se en Fodsbred foran sig. Kun naar Nordlysene under Tiden flammede op gennem Uvejret, skimtede de sekundvis Kommandantboligen samt de venlige, rødmalede Huse, der hævede sig op over Fæstningsmurene.

Trætte og halvt forkomne kæmpede Gæsterne sig frem hen ad den lille Allé af tørre, uddøde Birketrær, som i Vintertiden var nedramet mellem Fæstningen og Byen. Denne Forsigtighed var tillige en bydende Nødvendighed; thi de gaaende vilde uden disse nøgne, forvitrede Vejviseres udstrakte ARme have forvildet sig i Snefokket og uden Barmhjertighed være blevne slyngede ud i Søen.

I Kommandantens Bolig var der lunt og lyst. Balddamernes hvide Dragter og kunstige Rosenkranse harmonerede vel med de af Kulden og Snevejret rødmende Kinder. Samovaren surrede, og Karavan­theen duftede.

André var »oppe.« Stemningen var bortdunstet, hans »paniske Rædsel« havde tabt sig og forekom ham nu kun at være et Puds, hans ophidsede Fantasi havde spillet ham. Han følte sig overbevist om, ja, kunde endog parere paa, at det ikke havde været hans Moder. Han smilede næsten af sig selv, idet han kurtiserede den unge Englænderinde, Miss Hope, der tilligemed sin Fader var ankommen fra Kaafjorden. Det var en Kvinde, »der efter alle psykologiske Beregninger maatte kunne holde hende Stangen.« Han vilde vise Olga, hvad han havde Ret til at gøre. Hun skulde hæve Øjet!

Olga bemærkede imidlertid ligesaa lidt den ny Flamme, som hun havde villet bemærke den forrige; thi hendes Tanker fik i det samme en Retning, der fyldte hende med Angst og Uro.

Efter hvert som Aftenen skred frem, vege hendes Øjne nemlig ikke fra Luise Walters Ansigt, der var underkastet den mest pinlige Farvevekslen.

»Skulde denne usle, syndige Leg virkelig have alvorlige Følger!« tænkte hun, og Indignationen sprang ind i hendes let opbrusende Blod.

Kotiljonen begyndte. André valgte Miss Hope til sin Dame, men i det samme Øjeblik, han fæstede Sløjfen paa hendes Dragt, vendte Luise Walter sig hurtigt om og gik ud i det tilstødende Værelse.

Olga, der havde bemærket Taarerne i hendes Øjne, sprang i sin Hjerteangst op og ilede efter hende.

»Barn,« sagde hun, idet hun med sin heftige Karakters hele ædelmodige Fyrighed tog hende i sine Arme, ligesom om hun vilde beskytte hende, »vær stille, vær stille, det gaar altsammen over! Jeg er hans Hustru, og se, — jeg bærer det dog, fordi min Selvagtelse siger: Du maa bære det.«

Den unge Pige trykkede i sin pludselige Følelse af Taknemmelighed og tillige af skamfuld Anger et varmt Kys paa hendes Mund og flygtede bort.

»Hun er reddet,« tænkte OLga. »O, min Gud! — Hvor mange mon jeg i mit Liv bliver nødsaget til at redde fra ham!«

Grev Wasili aabnede her Døren og lukkede den sagte efter sig.

»Olga, jeg har set, hvad du har havt for, jeg saa, du gik ind efter hend. Allons! Jeg vil kun anmode dig om, ikke at vise din Deltagelse fuldt saa aabenlyst. I dette Tilfælde finder jeg den endog noget vel overspændt og eksalteret, den er ikke fuldstændig motiveret. Paa Ære, den unge Pige maatte tilvisse være meget indskrænket, meget dum, hvis hun havde tillagt Andrés Op­mærksomhed en dybere Betydning. Jeg har selv i min Tid ekselleret i lignende, uskyldige Kurtiser, og — paa Ære, jeg kan af praktisk Erfaring bevidne, at de sige meget lidt, forbausende meget lidt. En Dikter, en Kunstner — par exemple —trænger stadig til en eller anden uskyldig Stimulation. Det er en psykologisk Tribut til Geniet, — voyez Gøthe!«

»Som jeg foragter mere end Sultanen i hans Harem,« afbrød Olga ham med et dæmpet Udraab, idet hun i kvalt Harme sled sin Hanske itu.

»De bruger stærke Udtryk, madame! Det er ikke smagfuldt, —moderer disse Udtryk.«

»Nej. Jeg vilde tvertimod ønske, der gaves endnu stærkere Udtryk, forat jeg med dem kunde betegne den Afsky, dette planmæssige Mordsystem indgyder mig.«

»Mord, madame?«

»Ja, — Mord af Kvindehjertets helligste Følelser, af det bedste i hendes Sjæl, af det i hende, der en Gang vil vende sig mod Morderen som en hævnende Nemesis.«

»Jeg er ikke med, min Datter. Dine Tanker have i mine Øjne altid den Fejl, at de tage en altfor høj Flugt. Du taler om Mord og Nemesis, hvorimod jeg kun en passant tillod mig at minde om den lille, let forstaaelige og let tilgivelige Forret, som —«

»Er hentet i Helvede.«

»Fi donc! Hver Gang en Dikter skaber en ny Kvindfigur, og han samtidig tilfældig træffer en — en Model til denne Figur, maa han, forat blive i Stand til at give denne sin Skabning Liv og Aande, forelske sig i den, indtil den er færdig, og han ikke længere har Brug for Forelskelsen. Forelskelsen er ham nødvendig for Kolorittens Skyld.«

»Og imidlertid strækker han sit Offer paa Pinebænken og tror, han har gjort sin Skyldighed, naar han har bestrøet Pinebænken og Offret med Roser; og, naar Modellen er død, knuser Kunst­neren en Taare til Ære for hendes Minde og trøster sig med, at han med denne Taare, denne vemodig-søde Stemnings-Buket har forsonet den fortørnede Gud.«

»Det forbauser mig, hvor dit Sprog er rea­listisk; man skulde ikke tro, du var min Datter.«

»Det er realistisk, fordi det er sandt.«

»Men tillige uskønt.«

»Velan! Hundredefold hellere uskønt end usandt.«

»Pardon! Du er ikke idealt anlagt, du har ingen Sans og derfor ingen Sympathi for de Offre, der maa bringes Idealet. Jeg havde hellere set, at du nærede en Sindsstemning i Lighed med den, i hvilken den danske Dikter Samsø lader Dronningen sige til Dyveke, sin Medbejlerinde til Kongens Kærlighed: »»Lader os være Venner! — Selv glade og lykkelige skulle vi gøre vor Kristjerns Dage lykkelige.«« Det var den kvindelige Kærligheds Storhed, madame, der glemte sig selv over den elskede.«

»En Storhed, der var overspændt og en Kvinde uværdig. Den danske Dikter var dog Psykolog nok til at lade Dyveke betakke sig for Æren. »»Jeg kan ikke dele hans Kærlighed med nogen anden!««

Greven stod forbløffet over denne pludselige og højst uventede Frontforandring; han ledte forgæves om blandt sine Theorier.

»Kvinden skal bøje sig for Manden,« sagde han endelig befippet.

»Vel, Fader! Men det ædle og højbaarne hos Kvinden skal ikke bøje sig for det usle og egoistiske hos Manden.« — —

»Hvor var du henne?« spurgte André, idet han kort efter passerede Olga paa sin Tur i Françaisen.

»Jeg har søgt at bøde lidt paa din Uret,« svarede hun lavt.

»Hvad har du vovet?«

»Jeg har intet vovet,« sagde hans Hustru. »Jeg har kun gjort min Pligt.«

I dette Øjeblik styrtede en af Fæstningens Officerer ind blandt de dansende.

»Efterretninger fra Kautokejno!« raabte han. »Fanatismen er kommen fra Karasuando og har gjort Kautokejnolapperne afsindige. Der er fuldt Mytteri og Oprør, Voldsomheder og Selvtægt, ingen er sikker paa sit eget Liv!«

Grebne og dybt rystede stimlede Gæsterne omkring ham.

André, der havde sluppet sin Dame, sprang ind i Kredsen. Hans Ansigt var bleven ligblegt.

»Min Fader!« raabte han.

»Kirkesangeren lever vel,« svarede Løjtnanten, »ingen tør røre ham.«

André aandede dybt, som om han væltede en uventet og uvelkommen Byrde fra sit Bryst.

Takket være Forfærdelsen og den paniske Rædsel, det Skrækkens Budskab havde vakt, blev Selskabet hurtigt opløst, og da Uvejret havde bedaget sig, droge Gæsterne hjem.

»Hvad er Religion!« raabte André, idet de spadserede tilbage til Vardø.

»Æsthetik,« svarede Grev Wasili. »Hvis det ikke var Tilfældet, vilde jeg tillade mig at sige: du har ingen Religion.«

»Aus Religion,« faldt André ind.

»Netop, monsieur André! Der traf du Pointen. Du har været Protestant, du er — saa vidt jeg ved, — endnu romersk Katholik.«

»Bravo! Jeg kunde ligesaa gerne være græsk Katholik, Ildtilbeder, Muhamedaner, — jeg kunde have Lyst til at prøve alle Religioner forat samle —«

»Ekstrakten!« raabte Grev Wasili.

»Ekstrakten?« gentog André. »Velan! Løs mig kun Problemet! Hvorledes kan Religiøsitet blive en Livsmagt?«

»Du vil maaske faa det at se nu,« sagde Olga.

André stansede.

»Hvad er denne Fanatisme?« udbrød han. »Jeg anede den instinktmæssig paa Tromsø, naar jeg stod og saa op til Vinduerne og hørte Salme­sangen lyde ud fra Husene. Hvad i Himlens Navn er den?«

»Jeg ved det ikke,« svarede Olga. »Jeg ved kun, at Livet ikke er Spøg men Alvor, og at den derfor ikke maa være til at spøge med. Fanatismen er ikke skabt for Eksperimenter.

»Jeg maa til Kautokejno!« raabte André. »Hvem tør følge med?«

»Jeg,« sagde Olga, »jeg vil til din Fader.«

»Jeg slaar Følge, mes enfants,« forsikrede Grev Wasili. »Naar Lapperne ikke tør røre Kirke­sangeren, saa tør de heller ikke røre os.«

»Vogt dig, André!« bad Olga. »Vogt dig, naar vi komme til Kautokejno. Det hevner sig selv at udfordre Himlen.«

»Vi ville se,« sagde André.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.