André fra Kautokejno/6
Olga og Grev Wasili havde taget Plads paa et Renskind, der var udbredt i Bunden af den syv Alen lange, smale og fladbundede Elvebaad. Tana skulde passeres.
»De maa ikke tale hverken til Deres Datter eller til os andre«, sagde Thorsen. »Sid stille! Den mindste Bevægelse kan kæntre Baaden.
»Ro paa Livet løs!«[1] raabte Styrmanden, der stod i Bagstavnen.
De brede korte Aarer skare Vandet i hurtige Tag, og nu skød Baaden med Lynets Hastighed ned ad det ene skummende Fossefald efter det andet, idet den som en Slange snoede sig frem mellem Stenene.
Der var dødsstille i Baaden. De tvende Rorkarles Øjne fulgte opmærksomt Styrmandens Hovedbevægelser. Hver Sene var spændt i hans Legeme, idet han beregnede Kursen gennem den bugtede, af Stenblokkene dannede Passage. Et Haarsbred længere til Siden, og Baaden vilde være bleven splintret i et Nu.[2]
Greven rørte ikke et Lem; han sad ubevægelig med tilbageholdt Aandedræt. Hver Gang Skummet stænkede ham op i Ansigtet, blinkede han kun med Øjnene. Det forekom ham, han sad i »Charons« Baad.
Der var en Larm og en Brusen, der kunde gøre et Menneske døv. Smidig og elastisk dansede Elvebaaden paa enhver Bølge og gav efter for den Vandmagt, af hvilken en Søbaad vilde være bleven knust. Vanddraaberne dryssede ned som en Regn af Diamanter.
André kunde ikke faa sit Blik fra Olga, der sad stille og saa ned i Fossehvirvlerne.
At dog ikke ANgst og Rædsel kunde faa hende til at slaa sine Øjne helt op, saa han endelig en Gang kunde faa den Triumf at se lige ind i dem, den Hevn, at han fik se hendes Frygt!
»Droasa gaddai!«[3] raabte Styrmanden, og Baaden lagde til ved et af Polmaks Tømmerhuse. Idet Olga sprang i Land, stod André og saa paa hende.
»Var du bange?« sprugte han drillende.
»Ja.«
»Hvorfor skreg du ikke?«
»Jeg skriger aldrig.«
Da Grev Wasili følte fast Land under sine Fødder, var han fuldstændig slappet og enerververet. Det var ganske vist noget nyt, han havde oplevet, men dette nye havde presenteret sig i en saa kras og frastødende Form, at det nerveprrinde var blevet en Lidelse, og paa Formen kom jo efter hans Formening alt an i Livet.
Det blev derfor besluttet, at man foreløbig vilde overnatte og hvile sig ud.
Fra Polmak, hvor Tana danner Grænsen mellem Norge og det russisk-finlandske Utsjok, (paa den ene Bred bo Russere og paa den anden Nordmænd), fortsattes Reisen den 6te Juli, samtidigt med at Varangerfjeldene genløde af de muntre Kanonskud, der betegnede Thingrejsernes Kurs fra Handelssted til Handelssted.
Den 9de Juli laa Karasjok med sin lille Kirke og sine Stabure udbredt for de rejsendes Blikke paa den smukke Halvø, der dannes af Karasjok Elv.
Sandterasser, der beskyggedes af smukke Løvtræer og fyrreklædte Aase, over hvis Toppe nøgne Fjeldkuller ragede op mod Skyerne, indhegnede det som i et Amfitheater.
For 190 Aar tilbage nedsatte nogle Kvæner sig ved Karasjok Elv forat drive Laksefiskeri. Dette er Karasjoks Grundlæggelse, men Sagnet fortæller tillige, at det længere tilbage i Tiden har været beboet, og at de oprindelige Indbyggere i det fjortende og femtende Aarhundrede bleve overfaldne og plyndrede af Russerne, der igen paa sin Side jagedes mod Vest af Tartarerne.
Fama tilføjer: »at tilsidst levede der kun én Mand igen i Alten og én i Varanger.«
Ved Assibagti er der imidlertid virkelig blevet fundet Spor af nogle Stensætninger samt af et russisk Spyd.
Det var en Søndag. Da Grev Wasili havde bestemt sig til at overvære den Gudstjeneste, som Tilfældet havde ladet falde netop paa denne Søndag, rejste Thorsen, ledsaget af Lamik Nikkut og Jakob Tudekas, i Forvejen til Kautokejno.
Kirken var fuldproppet af Lapper, men da Præsten kom for Alteret, meldtes der samtidigt, at Kirketolken pludselig var bleven syg.
Hvad var herved at gøre! Præsten kunde ikke et Ord samisk, og Lapperne forstode ikke et Ord norsk. I denne almindelige Forlegenhed og Bestyrtselse fattede André med sit sædvanlige Mod en djærv Beslutning. Han vilde vise Olga, hvem han var, han vilde tvinge hende til at se paa ham. Med Huen i Haanden traadte han rask frem i Koret.
»Jeg kan være Tolk,« sagde han. Præsten saa forbauset paa ham, men lod imideltid Gudstjenesten begynde.
»Hvad siger Præsten?« »Hvad sagde Præsten?« lød det rundt om André.
Med klar, kraftig Røst tolkede han Præstens Tale Ord for Ord. Ligesom en Skuespiller blev han greben af Stemningen, han var i sin Rolle og i Højde med Situationen. Præstens Foredrag faldt igennem ved Siden af den femtenaarige Tolks.
Rank og høj stod André i Koret, hans Øjne funklede af Ophidselse, og det samiske Sprog klang i hans Mund med en Pathos og Umiddelbarhed, der rev med.
Lapperne græd, hulkede og stønnede.
»En Djævels Dreng!« mumlede Grev Wasili. »Staar han ikke der, som om han var født og opvokset i et Theater!«
Efter endt Gudstjeneste gik Præsten i hele Menighedens Paasyn hen og takkede André. Guttens Kinder glødede, og han spejdede efter, om Olga saa dette Hædersbevis, der blev ham givet, men i det samme Øjeblik, Præsten tog hans Haand, havde hun vendt Hovedet om mod Alteret.
Saa snart de kom ud fra Kirken, søgte André imidlertid at komme ved Siden af hende; thi det brændte i ham efter at spørge hende ud.
»Synes du ikke, jeg gjorde det godt?« spurgte han.
»Jo. Du spillede godt Komedie.«
»Det var mærkeligt!« tænkte André. »Jeg, som aldrig i mit Liv har set en Komedie!«
Paa Resten af Rejsen grendede André forgæves over dette Problem, som han ikke kunde løse.
Ved Ankomsten til Kautokejno lejede Grev Wasili sig ind i Kirkesangerens Bolig.
Greven satte Lorgnetten paa.
»Schlegels Filosofi, Schleiermachers Theologi, Göthes Faust, astronomiske Værker! Mon dieu, monsieur Thorsen, hvad har en Kirkesanger at bestille med Astronomien?«
»I de lange, mørke Nætter har Finmarkingen rig Anledning til at tyde Stjernehimlen,« sagde Thorsen undskyldende. »Stjernehimlen er hans Trøst og hans Haab.«
»Det var en ethisk Skønhed,« sagde Greven.
»Det ved jeg ikke,« svarede Thorsen. »Jeg ved kun, at det er en ethisk Sandhed, og det er mig nok.«
»Hvor er Deres Hustru, monsieur Thorsen?« spurgte Russeren.
Den tiltalte blev bleg.
»Min Hustru er — ikke hjemme,« svarede han med Anstrængelse.
»Ah, c’est ça! Hun er altsaa paa en Rejse,« bemærkede Greven. »Jeg kondolerer Dem. En Mand savner altid sin Hustru, monsieur Thorsen.«
Den første Aften nærmede sig sin Ende. Greven, der efter endt Maaltid havde stillet sig ved Vinduet, bemærkede en Hob Lapper, der strømmede til fra forskjellige Kanter og styrede lige mod Kirkesangerens Dør.
»Hvad ville disse Karle?« spurgte han.
»Holde Aftenbøn,« svarede hans Vært. »Jeg har holdt Aftenbøn og Morgenbøn med Lapperne her i mit Hus i tyve Aar. Greven maa undskylde, at jeg ingen Undtagelse gør i Aften«.
»Gener Dem ikke,« sagde Grev Wasili. »Jeg agter selv at overvære denne patriarkalske Gudstjeneste«. Lapperne kom ind.
»Goddag, Far!« raabte de, idet de én for én gik hen og omarmede Thorsen. »Goddag, og velkommen hjem til dit eget Hus. Rafthe vissui![4]«
»Ibmel addi!«[5] svarede Kirkesangeren.
»Giv mig din Haand, André!« sagde Lensmanden og lagde sin trofaste Højre paa Andrés Hoved.
André rystede den af sig.
»Tag den bort!« sagde han skarpt.
Efter en kort Bøn aabnede Thorsen imidlertid Bibelen og begyndte at læse et af de Kapitler, han paa egen Haand havde oversat for dem.
Lapperne samlede sig om ham, nogle siddende paa Hug, andre staaende og lænende sig med korslagte Arme paa hverandres Skuldre.
Grev Wasili sad en Stund og betragtede Gruppen med et Blik, som om han maalte den og tog den i Øjesyn fra forskellige Kanter, derpaa kastede han pludselig sin Cigar, trak Skitsebogen op af Lommen og begyndte at tegne.
André, der havde bemærket denne Bevægelse, blev greben af en umaadelig Nysgerrighed. Han kastede et hurtigt Blik hen paa sin Fader, men da denne tilfældigvis vendte Ryggen mod ham, listede han sig forsigtig nærmere og keg hen over Grevens Skulder.
Russerens Haand fremtryllede med raske Træk en Forsamling af Gnomer, forsynede med Horn og Djævlehaler.
Med spændt Opmærksomhed fulgte Andrés Øjne Blyanten, som den skabte Skikkelse efter Skikkelse. Den nærmede sig Kirkesangeren.
Thorsen sagde »Amen«, og Greven slog hurtigt Skitsebogen i, men flere Dage efter forfulgtes André af den utilfredsstillede Nysgerrighed: »Gad vidst, hvordan han vilde have tegnet min Fader!«
Olga vedblev imidlertid fuldstændig at ignorere ham. Hun undgik ham, hvor hun kunde, og hun tog mod det udfordrende »Du«, han jevnlig kastede hende i Ansigtet, uden at hun blinkede derved.
Han snoede sig om hende lig en smidig Slange, under Tiden dristig og uforskammet, til andre Tider derimod med en Elskværdighed, uimodstaaelig og indtagende som den neapolitanske Lazzarons. Men intet hjalp.
Olga sluttede sig kun nærmere til Andreas Thorsen. Maaske følte den ene offervillige og fra Fødselen af selvfornegtende Natur sig sympathetisk tiltrukken af den anden.
Seimke og Lamik Nikkut vare paa sin Side hendes hengivne Slaver; thi hun var deres Forsvarer, hver Gang hun mærkede, de led Overlast af Andrés lunefulde Herskesyge.
Streng Retfærdighedsfølelse tilligemed en Tilbøjelighed til altid at tage den svageres Parti syntes at være hende medfødt, — begge tvende Egenskaber, der ofte udmærke en stærk, ædelmodig Natur.
Hvis André lige over for Olga Wasili kunde siges at være bleven greben af en rasende Drengeforelskelse, saa maatte det imidlertid samtidigt tilføjes, at denne Forelskelse fremtraadte i Skikkelse af et Slags Had.
Han følte instinktmæssig, der var noget i hende, som han ikke forstod, og som han derfor vilde tillivs.
André var imidlertid skinsyg paa Lamik Nikkut, ligesom han var skinsyg paa Seimke, for hvert Smil, hvert Blik, hvert Ord, de ranede fra ham.
»Du skal ikke lyde hende, Lamik, som om hun var en Dronning.«
»Det er ugørligt andet,« forsikkrede Nikkut. »Har du nogensinde set hende lige ind i Øjnene?«
»Nej!« raabte André.
»Saa maatte du ogsaa lyde. Nøkken sidder paa Bunden af dem,« svarede Lappen.
»Den Nøk gad jeg nok en Gang se,« tænkte André.
Han havde neppe tænkt Sætningen til Ende, førend Olga stog ved Siden af dem.
»Ro mig lidt ud paa Elven, Nikkut,« sagde hun, idet hun steg ind i den tæt ved liggende Baad.
André sprang hurtigt ind efter hende, løste Fangelinen og stødte fra, inden Lappen kunde faa Tid til at hoppe i Baaden. Det hele skede i en saadan Fart, at den unge Pige ikke kunde komme sig af sin Forbauselse, førend Lamik Nikkut slukøret var vendt tilbage til sin Faders Game.[6]
Da André havde roet Baaden ud paa Midten af Elven, lagde han imidlertid pludselig Aarene ind og rejste sig op.
Olga forstod i samme Nu den fjendtlige Udfordring i hans Ansigt. Det Øjeblik, hun havde anet, var kommet: det Ansigt indgød hende en uforklarlig og hemmelig Rædsel. Hun blev bleg, men sagde intet.
André begyndte langsomt at vugge Baaden frem og tilbage.
Olga slog Øjnene helt op, kastede Hovedet tilbage, — de saa lige og fast ind i hinandens Øjne.
»For første Gang! For første Gang!« jublede André, idet han stod let forover bøjet, som om han vilde tage et Spring.
Han skulde endelig finde Nøkken paa Bunden af dette fornemme Blik, det vil sige, hvis den fandtes der!
De fire Øjne vege ikke fra hverandre, de vare fasttryllede af en Prædestinationens Troldom.
Olga blinkede ikke, hun rørte sig heller ikke, men pressede kun Læberne tæt sammen.
Da kæntrede André Baaden. Men i samme Sekund, de begge faldt ud, greb han fat i Olga og svømmede med raske Tag hen til Bredden.
»Var du bange?« spurgte han kort.
»Ja, —jeg kunde jo ikke svømme.«
»Hvorfor skreg du ikke?«
»Jeg skriger aldrig,« svarede hun og ilede op mod Huset.
André stirrede efter hende, indtil hun var forsvunden, derpaa kastede han sig ned i Græsset med Ansigtet mod Jorden.
Dersom han blot kunde glemme det Øje! Jo, nu havde han set Nøkken, og Nøkken havde gjort ham gal.
Det lange, tause Blik havde gydt Ild ind i Guttens Aarer.
En skurrende, snøvlende Snakken bragte imidlertid André til at springe op. En besynderligt udseende Flok med det ravnsorte Haar hængende vildt ned i Ansigtet, tilligemed nogle Kvinder med ildrøde Benklæder, broderede Komagbaand og spidse Mandshuer spredte sig langs Elvbredden.
Det var svenske Lapper fra Gellivara og Jockmock. Deres haarde Udtale og formløse, fodside Pæsker, kantede med brede Borter af smudsige, nedhængende Bukkehaar, adskilte dem ved det første Øjekast fra de pyntelige og maleriskt klædte norske Lapper.
Lensmanden traadte i det samme Øjeblik ud af sit Hus.
»Er det dig, Barn!« sagde han.
»Kald mig ikke Barn!« raabte André rasende, bøjede sig ned og slyngede en Sten mod hans Dør.
Hvis Lensmanden ikke i samme Nu, André hævede Armen, var traadt til Side, vilde Stenen have truffet hans Pande.
»Gud tilgive dig, lille Barn,« sagde han godmodigt, idet han vendte sig om og gik ind.
André fortrak øjeblikkelig.
»Lille Barn« var et Navn, han hadede med samme Styrke, som han hadede Lensmanden, Lensmandens Dumhed og Lensmandens Godhed.
Andrés Apathi blev stærkere end hans Fornuft og hans Vilje; den tog ham i sin Magt, og i enkelte Øjeblikke syntes den nesten at gøre ham utilregnelig.
»Gud give, jeg havde truffet ham!« sagde han.
- ↑ Trods den stærke Fart trænger Roret til Aarerne, hvis Baaden skal lystre det.
- ↑ Da Stenene paa Grund af Isens Tryk hvert Aar forandre Leie, fordres til at styre denne Sejlads en stor Lokalkundskab.
- ↑ »Paa Skraa mod Stranden!«
- ↑ »Fred i Huset!«
- ↑ »Gud er den, som skænker den.«
- ↑ Jordhytte.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |