Andreas Nikolai Stenersen

Hans stærke Sjel har overvundet Døden
alt længe før den rammede hans Bryst,
og derfor gik han som i Morgenrøden
i Støvets Land paa Salighedens Kyst.
Dybt fra hans Indre over Menigheden
kom Ordets Ild og Magt;
han var mig som en Lysets Aand herneden
i jordisk Præstedragt.

Hvor han var trøsterig og mildt bevæget,
mens Dødens Ve omkring hans Hjerte laae!
Hans Aasyn, som en Overengels præget,
lod da hans Elskte ane hvad han saae.
I Vemod sank mit Hoved til hans Leie
og hviled mod hans Kind.
Det var som om jeg fulgte ham paaveie,
og saae i Himlen ind.


I Sorgens Nød hans Aand er vendt tilbage
til Hjemmet, til de Elskte, han forlod;
han er blandt dem med Glædesbud for Klage,
med Ordets Kræfter for det sunkne Mod.
Et Spor af Lys, som altid sig fornyer,
hans Vei har efterladt,
med samme Klarhed under Jordens Skyer
og over Dybets Nat.

Ja, det er godt at dvæle ved hans Minde,
og skue fremad i hans lyse Trin;
med ham jeg var i Helligdommen inde,
hans Sjel har seet prøvende i min.
I Mindet kan jeg anende fornemme
den Fryd, min Sorg har drømt,
at naae hans Blik, at hilses af hans Stemme
naar her min Kalk er tømt.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.