Angaaende Forandringer i Lovgivningen om Husmænd
Til Kongen!
Ved Deres Kongelige Majestæts naadigste Commissorium af 3die August sidstleden er det Undertegnede paalagt at sammentræde i en Commission og tage under Overveielse, samt afgive Betænkning om, hvorvidt Lovgivningen om Huusmænd bør undergaae nogen Forandring eller modtage Tillæg eller nærmere Bestemmelser, samt i bekræftende Fald at afgive motiveret Forslag til de nye Bestemmelser, der maatte antages at burde tilføies de ældre eller afløse disse.
Resultatet af sit Arbeide, som Commissionen har troet at burde paaskynde, giver den sig herved underdanigst den Ære at forelægge Deres Majestæt.
Den bestaaende Lovgivning, navnlig Kong Christian den Femtes Lovbog, samt den i Materien gjennemgribende Forordning af 29de April 1752, har vistnok sædvanlig taget Ordet Huusmænd i saa vidtløftig Forstand, at den hele fast bosatte Befolkning i Landdistricterne, som lever af sine Hænders Gjerninger, uden at høre hen enten blandt Grundeiere eller Leilændinge eller blandt Embedsmænd, Bestillingsmænd eller Kjøbstedborgere, derunder indbefattes. I mere indskrænket og egentlig Forstand forstaaes derimod ved Huusmænd alene de, som leie en mindre Deel af en Gaard, imod til dennes Eier at svare Arbeide eller Afgift. Forsaavidt Huusmanden nu i ethvert Fald boer paa anden Mands Grund, til hvem han saaledes træder i Forpligtelsesforhold, gaae Huusmandslovgivningens Bestemmelser væsentlig ud paa at ordne dette Forhold imellem Huusmanden og Grundeieren, der i Forholdet til Huusmanden almindeligviis benævnes Huusbonde eller undertiden ogsaa Jorddrot. Bestemmelser af sidstnævnte Art indeholdes i Forordningerne af 29de April 1752 og af 29de Juni 1792, ligesom i Forordningen af 9de October 1750, forforsaavidt nogen Deel heraf endnu maatte ansees gjældende; hvorimod de øvrige Huusmænd vedkommende Bestemmelser, som i det Hele gaae ud paa at bestemme de for denne præsumtiv fattigere Classe af Samfundet modererede Afgifter og Byrder af geistlig og verdslig Art, findes adspredte i forskjellige Dele af Lovgivningen.
Ordningen af Forholdet imellem Huusbond og Huusmænd er imidlertid af Lovgiveren i det Væsentlige overladt til disses egen indbyrdes fri Overeenskomst. Ingen indtræder i Huusmandsforholdet, uden ifølge sin egen fri Villie, ligesom det er overladt til Grundeieren selv, om han vil have nogen Huusmand og i saa Fald hvem. Om Huusmanden skal overlades Jord at bruge og i saa Fald hvormegen, Afgiftens Størrelse, det pligtige Arbeides Art og Beskaffenhed, — Alt bestemmes frit ved de Contraherende selv. Kun ihenseende til Pladse, der overlades til at opryddes i Udmarken, er det foreskrevet, at den Huusmand, som overlades en saadan Plads, eller hans Enke efter ham, ikke maa udsiges og bortjages, saalænge de upaaklagelig opfylde de dem foreskrevne Pligter; en Forskrift, som man, hvis den overhovedet skal have nogen Betydning, neppe kan antage Huusbonden berettiget til ved Overeenskomst med Huusmanden at betinge sig Ret til at sætte sig ud over. Herhos er Huusmandscontractens Skriftlighed krævet med saadan Strenghed, at Undladelsen af denne Forms Iagttagelse giver Huusmanden Ret til at beholde Pladsen for sin og Enkes Levetid for den Afgift i Penge eller Arbeide, som deraf i den sidstforløbne Tid har været svaret.
Det første Spørgsmaal, der frembyder sig for Commissionens Overveielser, maa efter det Anførte upaatvivlelig blive dette: hvorvidt der maatte være Grund til at modificere den bestaaende Contractsfrihed ihenseende til Huusmandsforholdet, eller hvorvidt det skulde være hensigtsmæssigt ihenseende t. Ex. til Pladsens Størrelse, Fæstets Varighed, Opsigelsesfristen m. m. ved Lov at bestemme visse Regler, som det ikke skulde staae til Parterne, Huusbond og Huusmand, at fravige.
Hvad der væsentlig skulde anføres for at begrunde nogen Indskrænkning i Contractsfriheden imellem Huusbond og Huusmand, maatte naturligviis være, deels i Almindelighed Statens Pligt saavidt muligt at tage sig af den Svagere og mindre Oplyste i Forholdet til den Mægtigere og mere Oplyste, deels i Særdeleshed den i mange Egne af Landet fremskridende Udarmelse af Huusmandsclassen.
Det er vistnok en sørgelig Kjendsgjerning, som fremgaaer af de ved Foranstaltning af det Kongelige Departement for det Indre erhvervede og Commissionen meddeelte Oplysninger, at Huusmændenes Kaar i mange Egne af Landet ere yderst mislige. Det er i mange Districter Tilfældet, at den aarlige Afgift af Pladserne stedse er bleven forhøiet, medens Huusmandens Dagløn, saalangt fra at stige i samme Forhold som Afgiften, tvertimod er forbleven ligesaa lav som tidligere, om den ikke endog paa enkelte Steder skulde være bleven nedsat. Det erkjendes, at det paa flere Steder ikke hører til Sjeldenhederne, at den Huusmand, der er bleven velsignet med en større Familie, selv under almindelige Forholde, og uden at noget særegent Uheld, Sygdom, Misvæxtaar eller deslige indtræffer, end ikke ved største Flid og Arbeidsomhed kan erhverve det Fornødne til sin og Families nødtørftigste Underholdning, men er nødt til for en Deel at søge Fattigvæsenets Bistand. Det erkjendes ligeledes, at i mange Egne Huusmanden i Baggrunden selv af det virksomste Liv kun har den lidet trøstelige Udsigt til Underholdning som Fattiglem. Der gives endelig endogsaa Egne af Landet, navnlig store Districter i Robygdelagets og Mandals Fogderier, hvori det opgives, at fast alle Huusmænd, paa meget faa Undtagelser nær, have stadig Understøttelse af Fattigvæsenet.
Ifølge en saadan bestaaende Tilstand kan det ikke nægtes, at i Landdistricterne Undersøgelsen angaaende Huusmandsforholdene synes væsentlig at falde sammen med den almindelige Undersøgelse angaaende Pauperismen, dennes Rod, og Midlerne til at standse samme. Det er derfor heller ikke at undres over, at Indhentningen af Oplysninger og Betænkninger angaaende Huusmandsforholdene har fremkaldt en stor Mængde Forslag, som have til Hensigt at bevirke Forandring i Huusmændenes Vilkaar. Nogle Forslag gaae ud paa Opnaaelsen heraf ved directe ad Lovgivningens Vei at ordne Forholdet mellem Huusbond og Huusmand saaledes, at denne erholder større Sikkerhed for at vedblive i sin Stilling og nyde Frugterne af sit Arbeide paa Pladsen, samt overhovedet større Rettigheder imod og mindre Forpligtelser til Huusbonden, end Forholdet for Tiden hyppigst medfører. Der er saaledes foreslaaet, at Huusmandspladse alene skulde kunne bortfæstes paa Livstid, eller i alle Fald for et vist Antal, fem eller flere, Aar, at Opsigelsesfristen skulde forlænges, at der skulde bestemmes et Maximum af aarlig Afgift pr. Maal Jord, eller af Indfæstningssummen, eller af aarlige Arbeidsdage, hvortil Huusmanden skulde kunne forpligtes; fremdeles at der skulde bestemmes et relativt Minimum af daglig Arbeidsløn for Huusmanden, at Huusbonden skulde være forpligtet til at skaffe Huusmanden stadigt Arbeide eller i alle Fald til at lade denne arbeide hos sig fremfor Andre, at Huusmanden skulde være beretiget til altid at afgjøre sin Arbeidspligt med Penge, eller i alle Fald i Sygdoms- og Alderdoms Tilfælde skulde have Ret til, enten at afgjøre Arbeidspligten med Penge eller at sende en Anden i sit Sted, at Huusmanden aldrig skulde kunne lønnes med Pater istedetfor Contanter, at Huusbonden skulde være forpligtet til at laane Huusmanden Hest eller Heste i Aannetiderne, forstrække ham med Sædekorn paa Credit og indestaae for Huusmandens Afgifter til det Offentlige, med flere Bestemmelser i lignende Retning.
Andre Forslag gaae ud paa det samme Øiemeds Opnaaelse, eller Forbedring i Huusmandsclassens Vilkaar, ad den indirecte Vei, nemlig ved at give Fattigvæsenet Adgang til at paalægge den Huusbonde, som udsuger sin Huusmand, eller ved altfor knappe Huusmandsvilkaars Foreskrivelse nøder Fattigvæsenet til at yde Huusmanden for hans Arbeide i Huusbondens Tjeneste den rimelige Godtgjørelse, som Huusbonden nægter ham, forøget Andeel i den almindelige Fattigforsørgelsespligts Byrder. Atter andre af de fremkomne Forslag gaae ud paa at forekomme letsindig Stiftelse af Familie og Forarmelse af Huusmandsclassen, deels ved directe Forbud imod, deels ved Foranstaltninger, som gaae ud paa at forhindre, at der nedsættes Huusmænd aldeles uden Jord, eller paa altfor smaae og til en Families Underholdning utilstrækkelige Pladse.
Commissionen kan imidlertid ikke overbevise sig om Hensigtsmæssigheden af Lovbud, hvorved der foreskrives visse Vilkaar, hvortil Contractsforholdet imellem Huusbond og Huusmand ufravigelig skal være bundne. Endog forudsat Muligheden af, at saadanne Indskrænkninger i Contractsfriheden til Huusmændenes Bedste virkelig lode sig gjennemføre, frembyder sig imod en saadan Foranstaltning først den Betragtning, deels at samme, ifølge de indkomne Oplysninger om Forholdene, ingenlunde vilde kunne agtes paakaldt fra alle Egne i Riget, navnligen ikke fra dem, hvori Skovdrift og Fiskerie udgjøre væsentligere Næringsveie end Jordbrug, deels at det i alle Fald formedelst Forholdenes og Næringsveienes Forskjellighed vilde være ugjørligt, at træffe saadanne absolute Bestemmelser angaaende Forholdet imellem Huusbond og Huusmand, som kunde gjøres gjældende for hele Riget. Den desforuden kan det ingenlunde indrømmes, at den Omstændighed, at fornemmelig i de Egne af Riget, hvori Befolkningen har sin væsentlige eller eneste Næring af Iordbrug, Vilkaarene for Huusmændene Tid efter anden ere blevne knappere og Armoden blandt dem større, i og for sig vilde afgive tilstrækkelig Grund til at foreskrive saadanne Indskrænkninger. Det maa dog erkjendes, at ved Iordbruget som ved enhver anden Ræringsvei bliver Arbeidets Løn eller Arbeiderens Vederlag for Arbeidet til en vis Grad afhængig af den større eller mindre Søgning af Arbeidet, og at følgelig jo større Continrencen om Huusmandspladse bliver, jo større Raadighed maa der falde i Huusbondens Lod til at foreskrive Vilkaarene for Hunsmandens Antagelse. Det er saaledes snarest en simpel Følge deraf, at Folkemængden i de Landdistricter, der ene have Jordbrug til Ræring, formeres udover det Antal Hænder, Iordbruget paa sit nærværende StandE punkt i vedkommende Egne kræver, at Huusmænldene nu maae indgaae paa slettere Vilkaar, end tilforn. Men hertil virker unægtelig ogsaa deels den successive og utvivlsomt i Forbindelse med lldparcelleringen og Gaardenes Formindskelse staaende Tilbagetræden af det næsten patriarchalske Forhold, hvori tidligere Gaardeieren stod til Huusmanden, og det Slægtrækker igjennem deels endelig den Anffnelfef der i Forbindelse med Iordbrugets Fremskriden og Udvikling gjør sig mere og mere gjældende, og navnlig i de i Anledning af nærværende Sag erhvervede Betænkninger, udtales fra de forskjelligste Dele af Riget, fra Robygdelaget, Iædderen og Bergenhuus Stift, som fra Akershuus og Smaalehnenes Amter, at det nemlig er en kostbar Driftsmaade at drive sin Gaard med Huusmænd, og at efter rigtig Beregning vilde i alle Fald i Regelen Huusbonden staae sig bedre paa at drive sin Gaard ved Tjenestefolk og midlertidig leiede Arbeidere, hvilke i mange Egne af sig selv frembyde sig fra Broderriget, end ved at paabyrde Gaarden Huusmandsfamilier til stadigt Ophold.
Ved Besvarelsen af Spørgsmaalet, hvorvidt det i og for sig skulde være hensigtsmæssigt at binde Huusbonden til visse Vilkaar ved Antagelsen af Huusmænd, burde man formeentlig heller ikke undlade at tage i Betragtning, om ikke den tjenende Classe, deels ved Letsindighed ihenseende til Ægteskabs Indgaaelse og Stiftelse af Familie, deels formedelst den Slappelse af Spændkraften( til at anstrængte sig for at hjælpe sig selv, som lettelig bliver Følgen af en maaskee altfor meget lettet Adgang til Understøttelse af den almindelige Fattigforsørgelse, for endeel selv maa bære Ansvaret for Hunsmandsclassens Forarmelse og slettere Vilkaar. Vist er det, at i den største Deel af de indkomne Betænkninger udhæves den arbeidende Elasses Letsindighed ihenseende til Families Stiftelse som væsentlig bidragende til dens Forarmelse, ligesom den Indstydelse, den udvidede Adgang til Fattigforsørgelse har til at sløve Sporen for Individerne til selv at udsinde Hjælpemidler og skaffe sig Arbeide, paa flere Steder omtales som saare betænkelig
Er overhovedet Forværrelsen af Huusmændenes Vilkaar i de væsentlig jordbrugende Egne af Riget en Følge af Tingenes naturlige Gang, idet det derhos tillige maa erkjendes, at der ikke fra Lovgivningens Side er gjort noget Skridt, som kunde forværre Huusmændenes Stilling, saa indsees det ikke, hvorledes det fra en rigtig Statshuusholdnings Standpunkt skulde kunne lade sig forsvare, at Lovgivningen skred ind og directe foreskrev Huusbonden visse Vilkaar, som han ved Huusmandens Antagelse ikke maatte fravige.
En saadan Indskriden fra Lovgivningens Side lader sig kun forsvare, deels hvor samme maa bruges som Modvægt imod andre allerede bestaaende kunstige Samfundsindretninger og vilkaarlige Indskrænkninger i Rærings— og Contractsfriheden, deels som et yderligere Rødmiddel under overgaaende Samfundskriser. Men intet af disse Tilfælde er her forhaanden. Iordbrugerne maa derfor have Ret til at fordre af Statsstyrelsen, at denne udfinder andre Midler til at fremme de meest trængende Salttfundsclassers Kaar og forskaffe dem en Sysselsættelse, der er lønnende nok til at sætte dem istand til at kunne hjælpe sig selv uden fremmed Hjælp, end ved at paabyrdeIordbrugerne Arbeidere eller Huusmænd paa andre Betingelser, end dem, hvorpaa de selv ville antage saadanne. Ved en Foranstaltning af sidstberøre Art vilde Statsstyrelsen ubilligen alene ramme Iordbrugerne og paabyrde dem alene Ansvarligheden for en Forarmelse, der maa erkjendes fremkaldt ved mange af Iordbrugerne uafhængige Aarsager. Iordbrugerne vilde i saa Fald tillige med Føie kunne beklage sig over, at ikke lignende Tvangsbestemmelser foreskreves for Vilkaarene mellem andre Driftsherrer og deres Arbeidere. Det vilde da til Slutning gaae her, som det sædvanlig gaaer, at den ene Indskrænkning i Friheden drog til Følge et ubestemmeligt Antal af lignende Indskrænkninger, ledende, ikke til de tilsigtede Goder, men kun til nye Forviklinger af Samfundsforholdene.
Men selv om ikke alt det Foranførte holder Prøve, om det ikke maatte ansees i og for sig ubilligt eller urigtigt at foreskrive Jordbrugerne visse Vilkaar, som de ved Huusmænds Antagelse ikke maatte fravige, saa frembyder sig dog strax den Tvivl, om ved en saadan Lov Øiemedet virkelig vilde opnaaes, og om man ikke, istedetfor, som tilsigtet, at sikre og forbedre Huusmændenes eller Landdistricternes tjenende Classes Vilkaar, tvertimod udsatte sig for i høi Grad at forværre samme.
Som tilforn berørt er det en allerede i mange Dele af Riget almindelig Anskuelse, at Gaardsdriften ved Huusmænd er en uøconomisk Driftsmaade. Det maa fremdeles bemærkes, at i Rigets egentlig jordbrugende Egne, hvori Huusmandsvæsenet har størst Betydning, og hvorfra ogsaa de største Klager føres over Huusmændenes mislige Vilkaar, træder Huusmanden i et næsten ligesaa nært og engt Forhold til Huusbonden, som egentlige Tyende og Tjenestefolk. Heraf bliver det da en nødvendig Følge, deels at det særdeles meget maa afhænge af Individernes Personlighed, om Huusbond og Huusmand skulle være tilfredse med hinanden, deels at Huusmanden paa mange Maader kan handle Huusbonden imod og tilføie denne Skade, uden at det kan oplyses og gjøres gjældende som Contractsbrud eller objectiv gyldig Grund til at bevirke Forholdets Ophævelse, om end Contracten imellem Huusbond og Huusmand er affattet med muligst Nøiagtighed.
Af de anførte Omstændigheder vil det lettelig indsees, hvor stor Anledning der er til at frygte for, at Jordbrugeren, naar man foreskrev ham visse Vilkaar, som de eneste, hvorpaa han maatte antage Huusmænd, eller navnligen forsaavidt enten Afgiftens Størrelse i Forhold til Pladsens blev bestemt ved Lov, eller det, overeensstemmende med hvad fra saamange Sider er foreslaaet, blev foreskrevet, at ingen Huusmand maatte sættes uden for et længere Tidsrum, eller at Opsigelsesfristen skulde være meget længere end tilforn, vilde foretrække aldeles ingen Huusmænd at have, naar han paa nogen anden mulig Maade kunde faae sit Arbeide udført. Men i dette Tilfælde vilde Lovbestemmelserne jo ligefrem være til Skade for dem, som man vilde forhjælpe til Pladse paa billigere Vilkaar. Og end forudsat, at Jordbrugeren saae sig nødt til fremdeles at holde Huusmænd, saa indsees det dog let, at saalænge Concurrencen om Huusmandspladse vedbliver, vil det, trods alle de Indskrænkninger, man maatte gjøre i Contractsfriheden mellem Huusbond og Huusmand, staae i Førstnævntes Magt at omgaae Indskrænkningerne og benytte andre, udenfor det egentlige Huusmandsforhold liggende Overeenskomster som Midler til at gjøre Huusmanden ligesaa afhængig af sig som tilforn. Det maa jo heller ikke her tabes af Syne, hvorledes de fra Statens og Lovgivningens Barndom i Christian den 5tes Lovbog overgangne Indskrænkninger i Contracter om Jordleie, uden at ophæves, ere blevne fortrængte og tilsidesatte ved Omstændighedernes egen Magt og Forholdenes frie Udvikling; og hvorledes turde man da, paa Samfundets nuværende Culturtrin, og under den nu vundne almindelige Frihed, haabe at opretholde herimod faa stridende Bestemmelser, som de omhandlede?
Om man endog i Forbindelse med Bestemmelser, der indskrænkede Contractsfriheden som berørt, vilde skride til den dristige og overordentlige Forholdsregel, at forbyde Jordbrugerne at nedlægge Huusmandspladse og at paalægge dem at udleie Pladserne paa visse lovbestemte Vilkaar, kan det neppe drages i Tvivl, at selv denne Forholdsregel ved Lovens føromtalte Omgaaen lettelig vilde kunne betages sin Virkning Men en saa overordentlig og faa at sige selve Eiendomsprincipet angribende Foranstaltning findes dog ingensteds optaget i den store Mangfoldighed af Forslag, de Commissionen tilstillede Betænkninger som før berørt indeholde, og det var en ubesindig Agitation forbeholdt blandt flere Projecter, hvormed den satte Nationens sunde Sands paa Prøve, ogsaa at forestaae hiin Foranstaltning, hvis egentlige Betydning og Forhold til hele Samfundsordenen neppe engang klart laae indenfor Agitatorernes Synskreds. Foruden at Alt, hvad der ovenfor er anført imod Indskrænkninger i Contractsfriheden, gjælder med forøget Styrke imod en Foranstaltning af sidstberørte Art, vil det ogsaa lettelig indsees, at der i ethvert Fald om et saadant Skridt fornuftigviis alene i det Tilfælde vilde kunne have været Tale, naar Lovgivningens øvrige Bestemmelser tilsigtede eller havde til Følge, deels i andre Retninger at tilstoppe Næringsveiene for den Uformuende, deels at holde Jordeiendommene samlede og lægge Hindringer iveien for Udparcellering eller for Adgang til smaae Jordlodders Erhvervelse af den lidet Bemidlede. Men som bekjendt er vor Lovgivning langtfra at være saaledes beskaffen, at den skulde paakalde agrariske Love, eller Love af det betænkelige og farlige Slags, som give Ikke-Grundeiere Ret til af Grundeierne at fordre sig overladt Dele af disses Jordlodder, det være sig nu alene til Brug eller til Eiendom.
Flere og flere af de Baand, som tilforn paahvilede Næringsfriheden, ere Tid efter anden løsnede, saa at Næringsfriheden i største Udstrækning kan siges at herske; og Jordens daglig foregaaende Udparcellering, samt Formindskelsen af de større Jordegodset viser noksom, hvor ubeføiet det vilde være hos os at beskylde Lovgivningen for Tendents til at spærre Nogen Adgang til Erhvervelse af Jord. Og det indsees derhos let, at i samme Grad som Udparcelleringen tiltager, taber Spørgsmaalet om den ikke jordeiende Classes Kaar, og om Midlerne til disses Forbedring, sin Betydning.
Og hvo kan dølge for sig selv, hvilken Næring et Lovbud af heromhandlede Art vilde give den i visse Egne ved ubesindige Agitationer allerede fremkaldte Spænding imellem Grundeiere og den ikke jordbesiddende Deel af Befolkningen? Loven vilde ligefrem gjøre disse til hinandens erklærede Fiender. Det i det Væsentlige patriarchalske Forhold, som vistnok endnu saa hyppig finder Sted imellem Huusbond og Huusmænd, udjævner Vanskeligheder imellem dem og skaber gjensidig Tilfredshed, vilde Loven tilintetgjøre med eet Slag, og efter Tingenes Natur vilde dette komme til at ramme Huusmanden selv, som den Svagere, først og føleligst.
Af det Foranførte følger ligesrem, at Commissionen heller ikke kan billige de Forslag, som gaae ud paa at søge Fattigvæsenets Byrder i Landdistricterne formindskede derved, at det forbydes, eller der i alle Fald lægges Hindringer iveien for, at der nedsættes Huusmænd uden Jord eller paa Jordstykker, der ere altfor smaae til at afgive noget tilstrækkeligt Bidrag til en Families Underholdning.
Saadanne Bestemmelser vilde i ethvert Fald klarligen ikke kunne gives uden for de Egne af Landet, hvor Jordbruget udgjør den eneste Næringsvei, og aldeles ikke passe for de Egne, hvor Skovdrift og Fiskerie udgjøre ligesaa væsentlige eller væsentligere Næringer. Men selv i hine Egne vilde den arbeidende Classe, navnligen Haandværkere, gives grundet Anledning til at beklage sig over saadanne Bestemmelser, som vilde udsætte den Fattigere for stor Vanskelighed ved at erholde Bolig, ja endog maaskee gjøre dette umuligt for ham. Ikke at tale om, at man ved deslige Bestemmelser lettelig vilde kunne komme til at lægge Hindringer iveien for Industrianlæg, som kræve et større Antal Arbeidere, og derved væsentlig hemme den almindelige Næringsfrihed, samt aabne Adgang for de Byerne omgivende Landdistricter til efterhaanden at tvinge deres Arbeidsstok til at flytte ind til disse, hvem Byrden af denne Arbeidsstoks Forsørgelse i Trangstilfælde i saa Fald kom til at paahvile. Ofte kan det endog være i Fattigvæsenets egen Interesse, at saadanne smaae Pladse blive bortleiede; deels kan det ofte heller ikke uden Uretfærdighed forlanges af Huusbonden, at han skal undlade at benytte sin Eiendom paa en saadan Maade. Den, som bortleier en Plads uden Jord eller med liden Jord, er aldrig derved Aarsag til den Mands Forarmelse, til hvem han bortleier den. Er det en dygtig Arbeider, kan hans Kaar ofte, selv paa en saadan Plads, være noksaa gode; hvis Huusmandens Forfatning bliver mislig, medens han er i Besiddelse af Pladsen, saa kommer det deraf, at han er en uduelig eller uordentlig Mand, eller, at der ikke er nok Arbeide for ham at faae, eller at Daglønnen er ringe. Men i intet af disse Tilfælde vilde hans Kaar være blevne bedre, hvis han ei havde faaet en saadan Plads. Det maa vistnok erkjendes, at det ofte kan synes ønskeligt at sætte en Skranke for Forøgelsen af de jordløse Huusmandspladses Antal, idet man derved maaskee kunde hindre letsindige Ægteskaber blandt Arbeidsclassen. Men skulde en saadan Foranstaltning faae nogen Betydning i denne Retning, maatte den strække sig langt videre, idet man ogsaa maatte kunne hindre Indersters Indtagelse i de allerede existerende Huse. En dertil sigtende Lovregel vilde imidlertid aabenbar medføre et Baand paa den frie Samfærsel af altfor farlig Beskaffenhed. Desuden er det en meget tvivlsom Sag, om man ved et repressivt System af dette Slags virkelig vilde standse Pauperismen, da det meget sandsynlig vilde medføre en tiltagende Usædelighed blandt Arbeidsclassen, der, endog bortseet fra alle dens øvrige fordærvelige Følger, kunde foraarsage Fattigvæsenet større Byrder, end dem det blev fri for ved at undgaae at forsørge Familier tilhørende Arbeidere, som leve i lovligt Ægteskab. Hvorom Alting er, saa er Spørgsmaalet, om Ægteskabernes Hyppighed og Folkemængdens Forurettelse bør søges forebygget ved saadanne Midler, saa vanskeligt, at dets Løsning ikke kunde anbetroes nogen enkelt Autoritet, og kræver ialfald een meget større Kundskab om det hele Lands økonomiske Stilling og en dybere Indsigt i Samfundsforholdene, end den man tør forudsætte hos de fleste Fattigcommissioner.
Det er efter alt det Anførte, ifølge Commissionens Formening, ikke igjennem en tvungen Regulering af Huusmandsforholdet, om samme end lod sig gjennemføre, at man tør haabe at opnaae Roger til Forbedring af den fattigste Befolknings Kaar. Ethvert Skridt i denne Retning indsees let at ville gribe forstyrrende ind i den vigtige Green af Samfundets almindelige Huusholdning, som ligger i den ligelige Fordeling af Fattigforsørgelsesbyrden. Denne vilde ved saadanne Foranstaltninger i Virkeligheden for en væsentlig Deel kun komme til at blive overført paa de Grundeiere, hvem Huusmænd bleve paatvungne paa Betingelser, hvorpaa Grundeierne selv ikke fandt sig tjente med at antage dem. Man fik kun en forandret og vilkaarligere Fattigforsørgelsesindretning, idet man herhos høist rimelig udsatte sig for at forringe Huusbøndernes Kaar uden at skaffe Huusmændene nogen væsentlig Forbedring i deres.
For at virke med Held og Velsignelse til Forbedring af de fattigere Classers Kaar, og det virkelig med Følge for den nærværende Slægt, vil det efter Commissionens Medlem Sorenskriver Motzfeldts Anskuelse være nødvendigt at man gaaer en ganske anden Vei. De i Anledning af Sagen erhvervede Oplysninger vise noksom, at det er Arbeidsløshed og Arbeidets altfor uforholdsmæssig lave Priis, bevirket ved Mangel paa Arbeider og manglende Søgning efter Arbeidere, hvis Antal i vedkommende District overstiger Behovet, som er Skylden i den i mange Districter stedfindende Forarmelse og den sørgelige og nedværdigende Nødvendighed for arbeidsføre Mennesker at falde Fattigforsørgelsen til Byrde. At der træffes Foranstaltninger, som gaae ud paa at udvikle Næringsveiene og lette Adgangen til at deeltage deri, eller paa Iværksættelsen af Foretagender, der tiltrænge Arbeidskraft og forøge Concurrencen om Arbeidere, formener det nævnte Medlem af Commissionen at være bleven til en næsten uafviselig Fordring til Statsstyrelsen. De fattigste Classer ere de, som ere meest blottede for Evne til selv at forskaffe og sikre sig Arbeide og Næring; og Staten maa, saavidt det staaer til den, aabne og lette Adgangen til Arbeide og Erhverv for den, som søger Arbeide og selv ikke veed at skaffe sig samme, i alle Fald ikke paa Vilkaar, som sikre ham det endog tarveligste Udkomme.
Det er efter samme Medlems Anskuelse en naturlig Fordring til Samfundet, at den Fattige forsørges med det absolut Fornødne; men med den blotte Fattigforsørgelse har Samfundet ikke fyldestgjort de Krav, som udspringe af Eiendomsforholdenes Vilkaarlighed, og at sikre den Arbeidsløse Sysselsættelse er en Opgave, hvis Løsning Styrelsen ikke maa sætte tilside for den egentlige Fattigforsørgelse eller idetmindste maa sætte i nøieste Forbindelse med denne.
Saaledes som oftere offentlig er bleven ytret, og med Grundighed og Varme findes udviklet i flere af de indkomne Betænkninger, t. Ex. afgangne Amtmand Heidmanns, Amtmændene Thesens og Møinichens, Sognepræst Dahls (til Evindvig) Lensmændene Ørums og Holsts, Gaardbruger Ole Mikkelsen Herjuaas (i søndre Throndhjems Amt) vil efter Sorenskriver Motzfeldts Formening fra Statsstyrelsens Side til Forbedring i de fattigere Classers Kaar Meget kunne udrettes ved at anvise og selv ved pecuniære Offere fremme Opdyrkningen af de mangfoldige dyrkbare Strækninger i Riget, hvorover Staten tilkommer Raadighed. Meget vil og kunne udrettes ved Vækkelse og Understøttelse af den huuslige Industri, som i mange Egne aldeles ikke er til, medens den i andre Districter vistnok allerede har naaet en temmelig Grad af Udvikling. Indretning af Arbeidshuse, hvorhen Arbeidsløse kunne henvises for at erholde Arbeide, formener han ogsaa mere og mere at paakaldes af Nødvendigheden. Men forsaavidt det, som førberørt, af de erhvervede Oplysninger synes at fremgaae, at der i flere af de Districter, som ikke have andre Næringsveie end Jordbrug, er en Overbefolkning eller en større Masse Arbeidskraft, end der til Arbeidets Forrettelse i Districtet paa Jordbrugets nuværende Standpunct udkræves, saa at deels Arbeidet formedelst den altfor store Concurrence af Arbeidere lønnes altfor slet, deels endeel Kræfter endog blive henliggende aldeles ørkesløse og ubenyttede, Samfundet til Byrde, formener sidstnævnte Medlem af Commissionen fremdeles, at det vil være en vigtig Opgave for Statsstyrelsen at søge at bortlede den overflødige Befolkning og de overflødige Kræfter fra et saadant District hen til andre Districter, hvor Kræfterne kunne finde tilstrækkeligt og lønnende Arbeide. Og tillader han sig i denne Henseende at paapege Ufuldkommenheden af den nuværende Organisation af Fattigvæsenet, idet de enkelte Fattigvæsensdistricters Bestyrelser virke aldeles isoleret, uden at der gives nogen høiere Styrelse, som kunde have Anledning til fra et høiere Stade og ved mere omfattende Foranstaltninger at medvirke Pauperismens Fremgang i det enkelte District. De locale Fattigvæsensbestyrelser savne for Tiden endog Kundskab om, hvor den arbeidsløse Deel af Befolkningen skal vende sig hen for at erholde Arbeide, hvoraf Følgen er at saagodtsom Intet gjøres i denne Retning, og den, som mangler Arbeide, simpelthen i sin Hjembygd bliver tilstaaet Forsørgelse uden Arbeide. Dette formenes idetmindste i mange Tilfælde at ville kunne undgaaes, naar de locale Fattigvæsensbestyrelser vare satte istand til at henvise de Arbeidssøgende efter Omstændighederne ogsaa til Steder udenfor vedkommende Fattigvæsensdistrict, og følgelig at nægte Understøttelse, naar de Arbeidsøgende vægrede sig for at benytte Anviisningen.
En Minoritet af Commissionen, nemlig Fuldmægtig Aschehaug og Gaardbruger Lysgaard, ere vistnok komne til det samme Resultat som Commissionens øvrige Medlemmer med Hensyn til de Forandringer, som den egentlige Huusmandslovgivning antages at burde undergaae, men kunne ikke være enige med dem i den forhen udviklede Anskuelse angaaende den væsentlige Grund til Arbeidsclassens og deriblandt ogsaa Huusmændenes mindre heldige økonomiske Vilkaar, og heller ikke ubetinget tiltræde de af Commissionens Formand fremsatte Antydninger til gjennem offentlige Foranstaltninger udenfor Forandringen af den egentlige Huusmandslovgivning at søge Arbeidsclassens Kaar forbedrede. Denne Forskjel i Synsmaader er efter den ovennævnte Minoritets Formening ikke af anden Beskaffenhed, end at enhver af de divergerende Anskuelser kunde været gjort Fyldest i en fælles sammenhængende Fremstilling af den Samfundsclasses Forholde, med hvis Undersøgelse Commissionen har været beskjæftiget. Da imidlertid en Pluralitet inden Commissionen, nemlig Sorenskriver Motzfeldt, Sognepræst Bessesen, Gaardbrugerne Lysgaard og Valstad, har anseet det hensigtsmæssigt at paaskynde dens Arbeide saameget som muligt, har man maattet opgive denne vistnok hensigtsmæssigere, men længere Tid udfordrende Behandlingsmaade, og der staaer derfor den ovennævnte Minoritet ingen anden Udvei aaben end igjennem en særskilt Udvikling at gjøre Rede for sin Opfatning af de her omhandlede Spørgsmaale, ihvorvel man derved løber Fare for at fremstille Differentspuncterne mellem de forskjellige inden Commissionen ytrede Anskuelser som mere indgribende, end de i Virkeligheden ere.
Det forekommer Commissionens Minoritet, at det er mindre stemmende med en rigtig Betragtning af Forholdene, at søge Roden til Arbeiderstandens ringere Velvære, navnlig i de væsentlig jordbrugende Districter, i en formodet Overbefolkning af disse Districter og en deraf flydende altfor stærk Concurrence mellem Arbeiderne, der skulde lede til, paa den ene Side, at de Arbeidere og Huusmænd, som erholde Sysselsættelse, opnaae en Løn, der er mindre end den forhen har været, og altfor ringe til Tilfredsstillelsen af deres virkelige Behov, og paa den anden Side, at en mere eller mindre betydelig Deel af Arbeidsstokken ved Forholdenes egen Magt bliver tvungen til at gaae ørkesløs. Det maa nemlig her for det Første erindres, at det visselig er yderst faa Egne, hvor Jordbruget er Hovedsag, i hvilke ikke den hele existerende Arbeidsstok paakræves til enkelte Aarstider, hvoraf følger, at en Formindskelse af dens Antal uden tilsvarende Forøgelse af dens Arbeidsdygtighed nødvendig maatte medføre en Indskrænkning i Jordbruget. Dernæst er der efter Minoritetens Formening ligesaalidt ifølge de fremkomne Oplysninger om Arbeidsclassens Tilstand i de forskjellige Egne af Riget, som efter Minoritetens egen personlige Erfaring tilstrækkelig Grund til at antage, at det virkelig forholder sig saaledes, at Arbeidernes og navnlig Huusmændenes Vederlag for deres Arbeide, naar der tages Hensyn til det gjennemsnitlige Forhold i større Districter, er bleven formindsket i den senere Tid. Hvad Daglønnen angaaer, saa er det visselig yderst sjeldne Undtagelser, der ikke fortjene at komme i Betragtning, naar der handles om Forholdene i det hele Rige eller engang i nogenlunde store Districter, at dens Pengebeløb er bleven nedsat. Det er imidlertid mindre paa den daglige end paa den aarlige Fortjenestes Størrelse, det kommer an for Dagleieren. Naar Daglønnen er forbleven uforandret, beroer hans aarlige Fortjenestes Størrelse paa Adgangen til stadigt Arbeide. Det maa nu vel tilstaaes, at om endog mange Individer af Arbeidsclassen her tillands undertiden uden egen Brøde gaae arbeidsløse gjennem kortere eller længere Tidsrum, saa finder dette langtfra Sted i samme Grad som forhen. Dette formenes saavel stemmende med den almindelige Erfaring som flydende af Tingenes egen naturlige Udvikling. Det i Forhold til forbigangne Tider store Opsving, som Jordbruget i de senere Aar har taget saavel med Hensyn til Extensitet som fornemmelig med Hensyn til Intensitet, og det netop i de Egne, hvor Jordbruget er den allervigtigste eller endog eneste Næringsvei, maa nødvendigviis have bevirket, at særdeles mange Gaardbrugere baade sysselsætte flere Arbeidere end forhen og give dem, de bruge, stadigere Beskjæftigelse. Vistnok har Tærskemaskinernes udbredte Brug gjort meget Vinterarbeide overflødigt; men paa den anden Side giver Kjørsel af Jord, af Steen, som er opbrudt i Ager- og Englandet og skal bortføres, eller som skal anvendes til Diger, og andre lignende med Jordens omhyggeligere Behandling følgende Arbeider, en forhen ukjendt Anledning til Sysselsættelse endog om Vinteren, der formeentlig fuldkommen opveier den paapegede formindskede Adgang til Fortjeneste ved Tærskning. Desuden har der nu, tildeels for offentlig, tildeels for private Associationers Regning været drevet Arbeide i en Udstrækning, hvorom man forhen ikke engang havde nogen Tanke; Befæstningsarbeider, Communicationsanlæg, Skibsværfter og Fabrikker sysselsætte nu en Mængde Hænder, der forhen vare ubeskjæftigede. Commissionens Minoritet kan derfor ikke betvivle, at om end hver enkelt Dags Fortjeneste for Arbeidsmanden ikke nominelt er forhøiet, saa maa hele Aarets Indtægt gjennemsnitlig for hver Arbeider paa Grund af hans stadigere Beskjæftigelse antages at være forøget, og det endog om der kun tages Hensyn til denne Indtægts Pengebeløb. Arbeidsmandens Velvære beroer imidlertid ikke paa hvormange Dalere han tjener Aaret rundt, men paa hvormeget af Livets Fornødenheder og Bekvemmeligheder han kjøber for dem. Og fortsætter man Undersøgelsen i denne Retning, saa sees det let, at Forholdet stiller sig saameget gunstigere for ham nu sammenlignelsesviis med Fortiden, at det bliver ganske klart, at ogsaa Arbeidsclassen har deeltaget i Samfundets økonomiske Fremskridt. Selv om man vilde sætte ud af Betragtning, at det Pengerepræsentativ, hvormed Arbeiderne af den nulevende Slægt gjennem hele deres Tid ere blevne betalte, siden 1822 i indre Værdi er steget til det Dobbelte, uden at Daglønnen nominelt er falden, — hvilket naturligviis er en betydelig Gevinst for Arbeiderstanden, saa maa det dog erindres, at selv i det siden Seddelværdiens Consolidation forløbne Tidsrum er Prisen paa mange Artikler, der ere i udbredt og tiltagende Brug mellem Arbeids- og Huusmandsclassen, som f. Ex. Bomuldsvarer, Caffe og Tobak, falden ikke ubetydeligt.
Imod denne Betragtningsmaade vil det maaskee blive anført, at denne Tidsomstændighedernes gunstige Indvirkning paa Arbeidsclassens Vilkaar for de jordbrugende Huusmænds Vedkommende er bleven fuldkommen eller endog mere end opveiet ved den Forhøielse af Afgiften for Huusmandspladsene, som i de allerfleste Districter har fundet Sted. Det kan nu vistnok ikke benægtes, at denne Forhøielse har gjort Huusmændenes Stilling mindre heldig, end den ellers vilde have været; men der er dog neppe Grund til at ansee deres nuværende Kaar forværrede i Sammenligning med deres tidligere. Endnu ansees nemlig de jordbrugende Huusmænd ligesom det fra gammel Tid af har været Tilfældet, for at være den Deel af den med Jordbrug beskjæftigede Arbeidsmand, — hvis Indtægter dog uimodsigeligen gjennemsnitviis ere stegne, — som har opnaaet den sikreste og fordeelagtigste Stilling, en Stilling, der eftertragtes af alle Arbeidere paa Landet — enkelte Haandværkere maaskee undtagne — og som i Regelen Ingen med sin gode Villie forlader for at nedstige i de jordløse Arbeideres Rækker. Det maa heller ikke oversees, at den omhandlede Forhøielse i mange Tilfælde ingen Ubillighed indeholder; ofte har en Plads forhen været bortleiet til en Bruger for en meget ringe Afgift, fordi den var lidet opdyrket, men bliver, naar den betydelig forbedret atter kommer til Eierens Raadighed, bortsat til en ny Huusmand for en meget høiere Leie. Sammenligner man nu denne Stilling med Oprydderens i de sidste Aar, i hvilke denne var i Besiddelse af Pladsen, saa synes det rigtignok som om den var ufordeelagtigere, men dette vilde dog som oftest være en uberettiget Sammenligning, der maa lede til feilagtige Resultater. Man maa nemlig, hvis man i saadanne Tilfælde vil anstille en Jævnførelse, tage Hensyn til Oprydderens Stilling i det hele Tidsrum, hvori han har besiddet Pladsen, og det tør da mangengang hænde, at Sammenligningen ei vil falde ud til hans Fordeel, idet en Contract med en Huusmand, om en lidet opryddet Plads, maa være beregnet paa, at han skal underkaste sig Savn og Anstrængelser i Begyndelsen af sin Besiddelsestid for senere hen at høste Fordelene, Noget, der ikke gjælder om hans Eftermand, som modtager Pladsen i opdyrket Stand. Endelig maa det erindres, at Huusbonden nu aabenbar er berettiget til at kræve en høiere Afgift af sin Plads, da saavel Forandringerne i Brugsmaaden overhovedet, som navnlig Potetesavlens Udvidelse gjør den til et meget betydningsfuldere Redskab i Productionens Tjeneste, end den nogensinde forhen har været.
Desuden maa Commissionens Minoritet gjøre opmærksom paa Conseqventserne af den Anskuelse, hvortil Pluraliteten bekjender sig. Hvis Forholdene i de store og vigtige Districter af Landet, hvor Jordbruget er den væsentligste Næringsvei, virkelig berettigede til den Slutning, at Arbeidsstokkens Antal allerede er for stort i Forhold til den forhaandenværende Anledning til Erhverv, og at der ikke gaves anden Udvei end de af Commissionens Formand og tildeels af Pluralitetens øvrige Medlemmer antydede Foranstaltninger, nemlig Oprettelsen af Arbeidshuse, hvor man skulde skaffe Arbeidsclassen Sysselsættelse, naar saadan var uerholdelig udenfor samme, Organisationen af en Overbestyrelse for Fattigvæsenet, som kunde sørge for at flytte Arbeidere fra de Egne, hvor der er Mangel paa Beskjæftigelse, til saadanne, hvor Adgangen dertil er større, samt Understøttelse af Foretagender sigtende til Opdyrkningen af uryddede Strækninger og Opmuntring af Huusfliden, saa maatte det erkjendes, at Udsigterne for Landets Fremtid vilde være særdeles nedslaaende, eller rettere sagt aldeles trøstesløse. Thi det sees let, at alle disse Foranstaltninger vilde være fuldkommen utilstrækkelige til at afhjælpe de store Onder, som maatte flyde af en Overbefolkning, hvis denne isandhed fandt Sted. Erfaring fra andre Lande har tilfulde godtgjort, at Arbeidshuse, betragtede som Værksteder for Productioner, ikke svare til deres Hensigt, da Udgifterne ved samme regelmæssig overstige Indtægterne; Huusfliden kan vistnok afgive ikke saalidet Bidrag til Arbeidsclassens Underholdning, og Commissionens Minoritet anseer det gavnligt, at den skjænkes saamegen Opmærksomhed, som kan bestaae med andre Hensyn; men deels ville derhen sigtende Foranstaltninger ikke være tilstrækkelige til Opnaaelsen af det Maal, man maa have for Øie, nemlig en gjennemgribende Forbedring af Arbeidsstandens Stilling, idet Huusflid altid maa blive en Binæring for den for Capital blottede Arbeider, og det saaledes ikke kan være paa denne Side af hans Virksomhed, men paa hans Hovednæringsvei, Arbeidet for hans Driftsherre, man fremfor Alt maa have Opmærksomheden henvendt, deels har det altid viist sig, at det er meget vanskeligt at skabe Huusflid, hvor den ikke findes og fra ældre Tider har fæstet Rod i Folkets Sædvaner, Noget, der gjælder dobbelt under nuværende Forholde, da Huusfliden finder en saa farlig Concurrent i Fabrikdriften, at man endog der, hvor den fra gammel Tid af har udgjort en stadig Biindtægt for Ardeiderfamilierne, og hvor Tilstanden altsaa er den gunstigst, oftere har troet sig nødt til at beskytte den ved overdrevent høie Toldsatser, en Fremgangsmaade, der hyppig kun er at tage fra een Deel af den fattige Classe — den consumerende, — hvad man giver en anden Deel, — den producerende —, og som ialfald Commissionens Minoritet ikke anseer hensigtsmæssig hos os. Omflytten af Arbeidere fra een Deel af Landet til en anden hører til det Slags Forholdsregler, der ikke kunne yde synderlig Hjælp, men meget let kunne gjøre Ondt værre. Det hænder vel nemlig ikke saa ofte, at der i Egne, som have samme Næringsvei, paa samme Tid forefindes Arbeidsløshed paa eet Sted og stærk Efterspørgsel efter Arbeide paa et andet; det District, hvor saadan Efterspørgsel finder Sted, har gjerne særegne Næringsveie, som Fiskerie eller Skovdrift, eller der er inden samme sat et eller andet større Byggeforetagende eller Communicationsanlæg i Gang. Da Jordarbeidere i Regelen ere ubevante med eller uskikkede til det Slags Arbeide, hvorom der ved deslige Anledninger spørges, vilde det mangengang være et meget voveligt Foretagende at henflytte dem til saadanne Egne, og Noget hvorpaa hvilkensomhelst Autoritet vilde have ondt for at indlade sig, da det kun i sjeldneste Tilfælde vilde være den muligt at danne sig et saa nøiagtigt Begreb om hvormange Arbeidere der udfordredes til vedkommende Egns Behov, at den kunde sikre sig for ikke at tilføre saa stort et Antal, at en Deel af de fremmede eller af Egnens egne Arbeidere kom til at savne Beskjæftigelse. At organisere en Autoritet til Iværksættelsen af saadanne Foranstaltninger synes derfor utilraadeligt, da Samfundet herved deels kom til at paatage sig Forpligtelser, som det ikke kunde opfylde, deels vilde risikere at forvolde Ulemper, som kunde have været undgaaede, hvis dets Mellemkomst ikke havde fundet Sted. Heller ikke anseer man directe pecuniær Understøttelse af Oprydning af udyrkede Strækninger for at medføre Nytte; Udviklingen af de Grunde, hvorpaa denne Anskuelse er bygget, anvises imidlertid hensigtsmæssigst sin Plads i det Følgende og forbigaaes derfor paa dette Sted. Hvis man altsaa gaaer ud fra den Synsmaade, at Aarsagen til Arbeiderclassens uheldige økonomiske Stilling er at søge i dens Talrighed, og ikke kan anvise andre Midler til Ulykkens Afhjælpelse, end de ovenfor omhandlede, kommer man til at ansee enhver fremtidig Forøgelse af dens Antal for et Onde, hvis Frygtelighed bliver saameget større, som det efter de menneskelige Forholdes naturlige Gang maa imødesees som uundgaaeligt, og som det maa erkjendes, at det eneste radikale Middel til Ulykkens Lindring, nemlig Folkeformerelsens Standsning, eller endog Folkemængdens Formindskelse, om en saadan enten ved Tingenes egen Gang eller positiv Indskriden lod sig bevirke, maatte ledsages af saamegen menneskelig Elendighed og Demoralisation, at Curen snart sagt blev værre end Sygdommen. Men Commissionens Minoritet kan ikke for et Øieblik antage, at Forholdene hos os eller i noget andet Samfund, hvor Religion læres og Ret pleies, hvor Oplysnings Fremme er et offentligt Øiemed og den retlige Adgang til ethvert for Moralitetens Domstol forsvarligt Erhverv i det Hele taget staaer aaben for Alle, og hvor altsaa Samfundet opfylder sine væsentligste Forpligtelser, skulde gestalte sig saaledes, at enten Massen af dets Medlemmer maa synke dybere og dybere ned i Armod, eller at en saa stor Deel af dem maa forsage Udsigten til at leve i Ægteskab og forplante sin Slægt, som det maatte udfordres for at en Formindskelse af Folkemængden skulde finde Sted. Og allerede denne Betragtning maa lede Minoriteten til at betvivle Rigtigheden af den Anskuelse, som søger Roden til den arbeidende Classes Fattigdom i dens Talrighed.
Det vægtigste Beviis for Urigtigheden af denne Anskuelse med dens Følgesætninger, at det er en altfor stor Concurrence om Arbeide og om Huusmandspladse, som har bevirket en Nedsættelse af Arbeidsprisen og en Forhøielse af Huusmandsafgiften, finder imidlertid Commissionens Minoritet i følgende Betragtning.
Hvis det isandhed forholdt sig saaledes, at Arbeidernes og navnlig Huusmandens Vederlag for hans Arbeide nu ved Concurrence var nedtrykt under den Maalestok, hvorefter det forhen erlagdes, saa maatte, da Arbeidet nu idetmindste er ligesaa productivt og følgelig ligesaameget værd som i ældre Tider, et af to nødvendigviis være Tilfældet: enten giver Driftsherren nu Mindre for Arbeiderens og Huusmandens Arbeide, end det virkelig er værd, eller ogsaa har han forhen betalt samme over dets Værd. At det Sidste ikke har fundet Sted, er temmelig indlysende, aldenstund Driftsherrens Stilling ogsaa i Fortiden afkastede god Profit; men om end denne Forudsætning maatte være urigtig, følger det af Tingens Natur, at det maatte være ligesaa umuligt som lidet ønskeligt, at en saa forkeert Ordning af de økonomiske Forholde skulde vedvare i længere Tid. Paa den anden Side er det en Sandhed, om hvis Ubestridelighed enhver Arbeidsherre bedst kan overbevise sig selv, at han efter at have betalt Renter af sin Driftscapital og sine Arbeideres nuværende Lønninger ikke beholder Mere tilbage, end der netop behøves for at afgive tilstrækkelig Opfordring for ham til at vedblive sin Virksomhed, eller med andre Ord, at ikke Driftsherrens Andeel af Samfundets Production er saa stor eller deres Stilling saa uforholdsmæssig fordeelagtig, at Arbeideren billigen kan gjøre Krav paa, at hans Andeel af Udbyttet skal forøges paa deres Bekostning. At et saadant Krav for Huusmandsclassens Vedkommende vilde være ubeføiet, bliver saameget klarere, naar man erindrer, at der, som allerede af Commissionens Pluralitet er paapeget, fra mange Egne af Landet erklæres, at netop Huusmændene ere de kostbareste Arbeidere. Bortseet fra enkeltstaaende Tilfælde eller endog muligens enkelte Districter, hvor Forholdene have udviklet sig paa en abnorm Maade, antager Commissionens Minoritet det derfor som ganske afgjort, at saavel Arbeidsmanden i Almindelighed som Huusmændene erholde deres Arbeide betalt med, hvad det virkelig er værd. Hvis man imidlertid for Undersøgelsens Fuldstændigheds Skyld vil tænke sig, at denne Anskuelse var feilagtig, og at altsaa Driftsherrerne i Almindelighed kunne taale at afgive noget Mere til deres Arbeidere, uden at deres Stilling derved blev saameget forværret, at de vilde søge at indskrænke deres Virksomhed og bruge saa faa Arbeidere som muligt, saa vilde dette vistnok være et Onde, men et Onde, som maatte medføre sit eget Correctiv, idet det under Forudsætning af, at Driftsherrernes Stilling var saa uforholdsmæssig begunstiget, baade vilde være givet dem en saa rig Anledning til at opsamle ny Capital og være saa fordeelagtigt at sysselsætte flere Arbeidere, at Efterspørgselen efter disse maatte stige meget stærkt, i hvilket Tilfælde Concurrencen snarligen vilde forbedre Arbeiderens Stilling Det fremgaaer heraf, at Commissionens Minoritet med med dens Pluralitet maa ansee det uretfærdigt at træffe nogen Foranstaltning sigtende til en Forbedring af Huusmændenes Kaar paa Gaardbrugernes Bekostning. En saadan Forholdsregel vilde desuden aabenbar være unyttig; thi hvis man tvang Gaardbrugeren til under een eller anden Form at give Arbeiderne et større Vederlag for deres Arbeide, uden at dettes Productivitet forøgedes, saa vilde man gjøre Gaardbrugerens allerede nu ofte trykkende Stilling endnu misligere, formindske hans Evne til i Fremtiden at skaffe Arbeidsclassen Sysselsættelse og altsaa i Længden endog skade dem, man havde til Hensigt at hjælpe.
Arbeideren erholder vel det Vederlag, som hans Arbeide virkelig er værd, men han føler sig ikke destomindre fattig, fordi dette Vederlag ikke er stort nok til at tilfredsstille hans Behov. Der frembyde sig følgelig, naar man vil fortsætte Undersøgelsen om, hvad der danner den sidste og endelige Aarsag til Arbeidsstandens trykkende Kaar og Midlerne til at forbedre dem, paa dette Sted to Momenter, som kræve en særskilt Udvikling, idet det nemlig for det Første maa prøves, om Arbeidsstanden i det Hele gjør større Fordringer til Livet, end det er ønskeligt baade for dens egen og Samfundets Skyld, og om det altsaa er ved at bibringe den forandrede Begreber om hvad der danner dens Behov, at man skal lære den at forbedre sin Stilling, og dernæst maa undersøges, hvad der er Aarsag til, at dens Arbeide kun har en saa ringe Værdie, og om heri kan skee nogen Forandring.
Hvad enten man vil betragte et saadant Phænomen som et Gode eller som et Onde, saa staaer det ikke til at nægte, at vor Arbeidsstand i den senere Tid kræver langt Mere til Tilfredsstillelsen af sit Behov og gjør Fordring paa en langt større Andeel af Livets Nydelser, end den forhen har gjort. Det løseste Blik paa vore Indførselstabeller viser, at Consumtionen af mange Artikler, der for ikke lang Tid siden var indskrænket til de mere bemidlede Classer, nu er trængt ned i Folkets Masse og endog er bleven den en Fornødenhed. Dens Føde er maaskee bedre, eller ialfald en større Kilde til Nydelse, end den har været; den boer og klæder sig bedre end forhen; Bøger, vistnok af det billigste Slags, og Aviser begynde at finde deres Vei til Huusmandens Hytte. Men denne Trang til forøget Livsnydelse har at kjæmpe med store økonomiske Vanskeligheder; den er høist sandsynlig tiltaget i høiere Grad, end Arbeidsclassens Indtægter, om disse endog, som Commissionens Minoritet antager, ere stegne. Med større Fordringer til Livet og med Indtægter, som ei ere stegne forholdsviis, føler Arbeidsclassen sig nu fattigere end forhen, da dens Indtægter vistnok vare mindre, men bedre afpassede efter dens Behov. Dette Misforhold bevirker, at mange flere Familier end forhen fra Begyndelsen af stifte Gjeld, som de med andre Livsvaner vilde have undgaaet, og som de senere ikke række at betale, hvoraf Følgen bliver, at de efterhaanden synke stedse dybere ned i Armod og omsider, naar Antallet af deres Børn tiltager eller Familiefædrenes Arbeidskraft aftager, falder Fattigvæsenet til Byrde. Commissionens Minoritet kan her ikke undlade at bemærke, at den ikke lægger Arbeidsclassen tillast, at den har forøget sine Fordringer paa Livets Bekvemmeligheder og Nydelser; den anseer det ikke ubetinget som en Feil, ligesom det ogsaa, hvis det maatte betragtes som en saadan, ikke vilde være en Feil, der kunde foreholdes Arbeiderstanden af de mere bemidlede Classer, hos hvem netop det samme Phænomen har viist sig. Commissionens Minoritet kan ikke engang betragte det som et Onde; thi ihvorvel en saadan Stræben af det hele Folk efter at gjøre sig Tilværelsen behageligere og rigere paa Nydelser kan medføre meget betænkelige Følger, naar den tager en skjæv Retning, saa indeholder den dog en saadan Spore til forøget physisk og aandelig Anstrængelse, at den synes at være en i det Store taget nødvendig Betingelse for Folkets Fremadskriden i økonomisk Velvære, ja endog i aandelig Dygtighed. Tanken om at forbedre en Samfundsclasses Stilling ved at bibringe den et andet og mere indskrænket Begreb om, hvad der udgjør dens Behov, end den selv allerede har dannet sig, tilhører en forbigangen Tid og fortjener neppe at gjenoptages, ligesom ogsaa al Erfaring viser, at enhver Bestræbelse i saadan Retning har været spildt Umage. Med disse Ytringer vil Commissionens Minoritet vistnok ikke have sagt, at Tarvelighed ikke skulde være en Dyd ogsaa for den arbeidende Classe, der ikke noksom kan indskjærpes den, eller at det skulde være forsvarligt at leve over Evne; men som det let vil sees indeholder den rette økonomiske Sands ingen Hindring for en i Forbindelse med Oplysningens Fremadskriden staaende og derfor berettiget Stræben efter at skaffe sig en stedse større Andeel af Civilisationens materielle Goder. Er det saaledes hverken retfærdigt eller hensigtsmæssigt at forlange af Arbeidersianden, at den skal indskrænke sit Behov, saa kan der intet andet Middel anvises til at forbedre dens Stilling, end at sætte den istand til at erhverve Mere. Grunden til, at dens Erhverv for nærværende Tid ikke er større, kan, efter hvad der forhen er udviklet, ikke søges i en Undertrykkelse fra Driftsherrernes Side, men alene deri, at dens Arbeide ikke er mere værd, end hvad det virkelig betales med, eller med andre Ord, at det ikke er productivt nok. Spørgsmaalet bliver da, hvad der er Aarsagen til denne Arbeidets Mangel paa Productivitet. En Sammenligning mellem de forskjellige menneskelige Samfunds Productionsevne viser tilstrækkeligt, at enhver Forskjel i denne hovedsagelig betinges af den Grad, i hvilken Arbeidet understøttes af Intelligents og Capital; hvor Civilisationen har gjennemtrængt Folkets Masse, har begavet den med Dygtighed til at forrette dens Gjerning med Foretagelsesaand, og med den Omtanke, og med det Blik paa Fremtiden, der er Capitaldannelsens Kilde, der er Arbeidsclassens Stilling den bedste, selv om det kun er med forholdsviis karrig Haand, Naturen har tildeelt det Land, et saadant Folk beboer, sine Gaver; derimod ere Jordens frugtbareste og meest velsignede Egne beboede af Folk, hvis Arbeide er lidet værd, fordi deres Arbeidsstand er uoplyst og sløv, og fordi hver Slægtfølge næsten fuldkommen fortærer det Ubetydelige, den frembringer, og ikke efterlader sine Efterkommere Andet i Arv, end en Jordbund saa rig og et Clima saa gunstigt, at de benyttede af en intelligent Slægt maatte blive uudtømmelige Riigdomskilder. Det gjælder upaatvivlelig ogsaa hos os, at det er Savnet af aandelig Dygtighed, af Foretagelsesaand og Capital, som hindrer endog vor simpleste Arbeidsmands Anstrængelser fra at være saa productive som ønskeligt og muligt. Denne Mangel føles fra mange Sider og paa mange Maader. Den er tilstæde hos Driftsherren; ihvorvel det nemlig som allerede bemærket maa erkjendes, at Jordbruget hertillands har taget et, især i Forhold til den forhen stedfindende Stagnation, ikke saa ubetydeligt Opsving, saa savner dog endnu den største Deel af vore Gaardbrugere den ønskelige techniske Uddannelse, og dette er aabenbart ikke alene til Skade for dem selv, men ogsaa for Arbeiderne; thi med jo større Kyndighed disses Hænder beskjæftiges, desto større bliver Udbyttet af deres Gjerning og desto større vil følgelig den Andeel kunne blive, som Arbeidsherren taaler at afsee til sine Folk. Hvis man vil fortsætte denne Betragtning ind i en speciellere Retning, saa kan det anføres, at mange af de sædvanlig brugte Agerdyrkningsredskaber efter Kyndiges Paastand ere uhensigtsmægtige og tidsspildende. Dette gaaer naturligviis ud ikke blot over Gaardbrugeren, men ogsaa over Arbeidsmanden; thi det Product, som bliver at dele mellem begge, bliver saameget mindre. Det maa ogsaa i denne Forbindelse gjenkaldes i Erindringen, hvad der allerede forhen er nævnt, at det er en erkjendt Sag, at et rationelt Agerbrug medfører langt stadigere Sysselsættelse for Arbeidsstanden, end det mindre udviklede.
Det følger af Sagens Natur, at hvis Arbeidsherren, som er Arbeidernes rette Lærer, savner den Duelighed i sin Dont, som man kunde ønske hos ham, saa maa dette endnu meget mere gjælde om Arbeideren selv. Det er bekjendt nok, at grundigen oplærte Jorddyrkere finde det vanskeligt at skaffe sig Folk, som forstaae at udføre deres Arbeide saa godt, som man forlanger i de Lande, hvor Agerbruget staaer høiere. Det er denne Omstændighed, der f. Ex. har bevæget mange af vore Landhuusholdningsselskaber til at udsætte Præmier for de bedste Plovmænd. Dertil kommer, at det ikke alene er technisk Duelighed, som Arbeideren mangler, han savner overhovedet i mange Retninger den aandelige Udvikling, som kunde gjøre hans Arbeide mere productivt. Der klages af Flere over Mangel paa Omtanke ved, hvad han tager sig fore, paa Interesse for hans Arbeidsherres Tarv og paa Flid, naar han ikke staaer under stadig Opsigt. Hvormeget eller hvorlidet der i disse Klager er grundet, vil man ikke indlade sig paa at bedømme; det Sandsynlige er, at forsaavidt angaaer en Stand, hvem Oplysningens forædlende Frugter ikke er kommet mere tilgode, end Tilfældet desværre endnu er med vor Arbeidsclasse, kunne saadanne Klager ikke saa ganske sjeldent være beføiede nok, medens vor Almues hidtil ufordærvede Characteer, ofte stærke Æresfølelse og sunde Sands borger for, at det ikke kan være saa vanskeligt for den, som vil behandle sine Folk vel, at skaffe sig hengivne Medhjælpere. Saameget er imidlertid vist, at hvor de paapegede Mangler existere, gives der intet andet Middel til deres Afhjælpelse, end at sørge for Arbeiderstandens sande Oplysning, som foruden at skjærpe dens Pligtfølelse, maa aabne dens Øine for det Rigtige i den Betragtning, at hvad der tjener til dens Driftsherres Tarv, ikke i Længden kan undlade at blive den selv til Fordeel, og at hvad der bidrager til at gjøre Udbyttet af den Virksomhed, hvorom de ere fælles, ringe, i Længden maa formindske dens egen Andeel af samme, og at dette maa blive en uundgaaelig Følge af dens Mangel paa Flid og Interesse for sin Gjerning, som naturligviis derved taber i Værdie.
Det er klart, at hvis det gjælder om Arbeidsclassen i Almindelighed, at Roden til dens trange Kaar ligger i Mangel paa Capital og technisk Dygtighed hos dens Driftsherrer, og i Mangel paa Duelighed og aandelig Udvikling hos den selv, saa gjælder dette med dobbelt Styrke om Huusmandsclassen. Thi Huusmanden er i Regelen ialfald i de Egne af Landet, som hovedsagelig ernære sig ved Jordbrug, i stadigt Arbeide hos een og samme Mand, og det er altsaa for en stor Deel paa dennes — Huusbondens — Duelighed og hans Evne og Villie til at indrette sig paa den rette Maade at det beroer, om selv den lærenemme, villige og redelige Huusmand skal komme i en god Stilling. Viser Huusmanden disse Egenskaber, og Huusbonden er sit Kald voxen, saa lærer ogsaa Erfaring at Huusmanden i Regelen lønnes anstændigt, fordi en Mand, som forstaaer at bruge sine Arbeidsfolk, sætter Priis paa at have dygtige Medhjælpere, og for at sikre sig saadanne, tilstaaer dem gunstige Vilkaar. Dertil kommer, at Huusmanden, naar han har Jord, har selvstændig Anledning til at drage Nytte af sin Duelighed. Huusmandens sædvanlige Behandling af hans Jordvei her hos os er særdeles skikket til at sætte det i det klareste Lys, at det i Virkeligheden er Orden, Driftighed og Indsigt til at benytte de forhaandenværende Erhvervskilder til sin Fordeel, der skorte ham, og at Grunden til hans uheldige Stilling hovedsagelig maa søges i denne Mangel. Paa faa Undtagelser nær bruges nemlig Huusmandspladsene paa en meget mislig Maade, og hvor det Omvendte er Tilfælde, skyldes det næsten altid en Indsigt, der ikke oprindelig tilhører Huusmandsclassen, men som skriver sig fra en Gaardbrugers Exempel og Veiledning. Er Behandlingen af Englandet ofte slet paa Gaardene, saa er den i Almindelighed endnu meget uhensigtsmæssigere paa Pladsene, ligesom Tilbøieligheden til at holde for mange Kreature der er endnu større end hos Gaardbrugerne, og overhovedet kan det vel siges, at alle de Ufuldkommenheder, som klæbe ved disses Driftsmaade, i endnu høiere Grad findes hos Huusmændene og hindre deres Velvære. For kun at nævne endnu eet Exempel, saa behøves det blot at bemærkes, hvor lidet man benytter det Element til en kraftig Driftsmaade af Pladsene, som den Omstændighed medfører, at enhver af dem, hvor ubetydeligt end dens Areal er, tjener til Bolig for en ofte talrig Familie. Thi heraf følger, at der paa en Huusmandsplads ofte haves en i Forhold til dens Udstrækning langt større Anledning til at samle Gjødningsstof, end paa Gaardene, en Anledning, det, som bekjendt nok, som oftest forsømmes Commissionens Minoritet er vistnok opmærksom paa, at Huusmandspladsenes mislige Brug for nogen Deel kan antages at skrive sig fra den Omstændighed, at Loven ikke hjemler Huusmændene nogen Ret til Erstatning for de af dem paa samme udførte Forbedringer, — en Mangel, som Commissionen agter at forestaae fjernet ved en dertil sigtende Bestemmelse i dens Lovudkast; — men at den forhen udviklede Betragtning paaviser Hovedaarsagen til det Mangelfulde i Pladsenes Brugsmaade, formenes ikke destomindre tilstrækkelig godtgjort derved, at den neppe i det Hele taget er synderligt bedre i de særdeles hyppige Tilfælde, i hvilke Huusmanden har fæstet sin Plads paa Levetid, og i hvilke han altsaa i Regelen vil finde sig tjent med at bruge den saa godt som det staaer i hans Magt. Det kan heller ikke nægtes, at Huusmanden sjelden forstaaer at gjøre sig den vistnok ofte i og for sig ubetydelige, men i Forhold til Udstrækningen af hans Plads ingenlunde foragtelige Arbeidskraft, hvoraf hans hjemmeværende Børn ere i Besiddelse, saa nyttig, som det kunde ønskes baade for hans og deres Skyld.
Commissionens Minoritet anfører ikke dette som en Bebreidelse mod Huusmands-, eller Arbeidsstanden. Der kan ikke være Spørgsmaal om at tilregne denne Classe, som har dannet sig under Nationens Kamp med alle de økonomiske Vanskeligheder, som dens Adspredelse over et vidtstrakt og afsidesliggende Land med et haardt Clima og geologiske Forholde, der som oftest ere Opdyrkningen ugunstige, have lagt den i Veien, dens Mangel paa aandelig Dygtighed og Indsigt. Thi man kan ikke beskylde den for i høiere Grad, ene almindelig menneskelig Skrøbelighed maatte medføre, at have undladt at benytte sig af den Adgang til at erhverve disse Goder, som har staaet den aaben; man maa tvertimod erkjende, at den især i den senere Tid har viist baade utvetydige Tegn paa, at den begynder at blive sig dette sit Savn bevidst, og en Stræben efter at afhjælpe det, der fortjener, at Samfundet gjør de Anstrængelser, hvortil det er istand, for at understøtte den, og at bevare den for at ledes vild af Agitatorer, som ikke have Evne eller Villie til at lede den paa ret Spor. Hvad der her paakræves, er et kraftigt Underviisningsvæsen saavel universel som technisk Retning, Folkeskrifters Udbredelse og andre Foranstaltninger til Oplysningens Fremme. Disse Midler ere sikkert virkende og radicale; de ere vistnok forsaavidt angaaer deres umiddelbare Virkninger beregnede paa en fjernere Fremtid, men det kan vel neppe betvivles, at de indirecte ville bære Frugter allerede for den nuværende Slægt, deels fordi en mere udbredt technisk Underviisning paa mange Maader snart kan komme Arbeiderne tilgode, deels fordi det maa haabes, at Arbeiderstanden, som er bleven urolig over sin Stilling og har begyndt at undersøge og discutere sine Savn, vil finde Trøst og Beroligelse i den Udsigt til en bedre Fremtid, som Staten søger at aabne den ved kraftig Virksomhed i en Retning, hvorpaa man heldigviis i Overeensstemmelse saavel med Videnskaben om Lovene for det menneskelige Samfunds Udvikling som med Arbeidsstandens eget Ønske er berettiget til at lægge den største Vægt. Commissionens Minoritet kan naturligviis ikke indlade sig engang paa en skizzemæssig Behandling af Detaillen af et saadant Underviisningssystem som det, der efter dens Formening tiltrænges. Denne Opgave ligger over dens Kræfter og formeentlig udenfor dens Hverv; det er desuden fra dens Standpunct overflødigt at indlade sig herpaa, da det er den bekjendt, at den Kongelige Norske Regjerings Kirke-Departement, byggende paa en Opfatning af de heromhandlede Forholde, som Commissionens Minoritet har Grund til at troe i alt Væsentligt stemmer med den ovenfor udviklede, er beskjæftiget med Ordningen af det høiere og lavere Almueskolevæsen samt Realskolevæsenet, og da den techniske Underviisning, navnlig for Landalmuen, er sat i Gang ved Landbrugsskolerne og kan ventes videre fremmet ved Oprettelsen saavel af flere saadanne som af et Centralagerdyrkningsseminarium. Commissionens Minoritet er nemlig fuldkommen opmærksom paa, at man ved Ordningen af den techniske Underviisning for Landalmuen ifølge de stedfindende Forholde, ialfald for den nærmeste Fremtid, maa lade sig nøie med at lægge an paa at skaffe Driftsherrerne større Dygtighed, idet det nærmest maa være disses Sag at gjøre Arbeiderne deelagtige i deres forøgede Indsigt, Noget hvortil deres egen Fordeel formeentlig vil afgive tilstrækkelig Opfordring. Den kan saaledes kun efterat have gjort Rede for, af hvilke Grunde den tillægger det Underviisningssystem, man har begyndt at organisere, en saa stor Vigtighed ogsaa for Arbeidsclassen, yttre det Ønske, at man maa fortsætte i denne Retning med saa stor Kraft, som Forholdene tillade, for at Arbeidsclassen og navnlig de jordbrugende Huusmænd snarest muligt kunne høste Nytte deraf.
Det er forhen udhævet som Aarsag til Arbeidets Mangel paa Productivitet og saaledes til Arbeidsstandens mislige Stilling, at det ikke i ønskelig Grad er understøttet af Capital. Det ligger imidlertid formeentlig ogsaa udenfor Commissionens Hverv at undersøge, hvorvidt dette Savn kan afhjælpes. Dens Minoritet kan dog ikke tilbageholde den Bemærkning, at man ogsaa her fornemmelig maa stole paa en forøget aandelig Kraft hos Folket. I et Land som vort, hvor Crediten er saa overmaade stærkt benyttet, ligger der nemlig vistnok saaliden Qvotadeel af Landets allerede opsamlede Capital ledig, at kun ubetydelig Lettelse er at vente af Creditanstalter af noget Slags, som have til Hensigt at sætte den indenlandske Capital i større Bevægelse. Det er derfor til Nationens Kraft til i Fremtiden at skabe ny Capital, man maa sætte sit Haab, og denne Kraft beroer aabenbart paa Folkets aandelige Udvikling, der skal sætte de enkelte Individer istand til, hver i sit Kald, med større Indsigt at forrette deres Gjerning og derigjennem at gjøre den mere indbringende, til at omgaaes med det saaledes Erhvervede med stedse større Orden og Sparsommelighed, og til at forstaae baade at spare i rette Tid og at gjøre nyttige Udlæg i rette Anledning.
Først her kan Commissionens Minoritet med fuld Styrke imødegaae det af afdøde Amtmand Heidmann med Flere fremsatte Forslag om, at Staten skulde sætte sig i Spidsen for en Colonisation af Landets mange og store udyrkede Strækninger ved at indkjøbe saadanne, samt forsaavidt den foreløbige Bearbeidelse, der udfordredes til at gjøre dem skikkede til Dyrkning, maatte kræve betydelig Capital og omfattende planmæssigt Arbeide, f. Ex. hvor der var Spørgsmaal om Udtapning af større Myrer, at lade den foretage for offentlig Regning, for senere paa billige Vilkaar at sælge de saaledes i nogen Grad ryddede Strækninger til Arbeidere. Det forekommer Commissionens Minoritet, at Iværksættelsen af denne Plan ikke kan lede til nogen Forbedring af Arbeidsstandens Kaar. Naar Landets Jordbrugere ere i Besiddelse af tilstrækkelig Capital og Intelligents, saa vil Rydningen kunne foregaae til størst Fordeel baade for det Almindelige og de Enkelte gjennem disses private Foretagender. Men mangle disse Betingelser, og Rydningen saaledes ikke med Fordeel kan foretages af Private, saa kan den neppe haabes at blive et lønnende Foretagende derved, at Staten stiller sig i Spidsen for samme. Bortseet fra de meget sjeldne Tilfælde, i hvilke man er saa heldig at sikre sig en Arbeidsbestyrer, som baade er i Besiddelse af den fornødne techniske Dygtighed, Evnen til at behandle og føre Opsyn med de mange simple, ham tildeels ubekjendte Arbeidere, som maa antages, og er besjælet af en Interesse for sit Hverv, der bringer alle andre Hensyn til at vige, maa saadanne Foretagender, naar de drives for offentlig Regning, ventes at blive udførte uden fuldstændig Iagttagelse af den strenge Sparsommelighed og uden det nøiagtige Opsyn med Arbeiderne, der betinge Muligheden af, at de skulle kaste af sig en Fordeel, som kan ansees tilstrækkeligt lønnende, hvortil kommer, at Staten ved saadanne Leiligheder nødvendig maa føre en langt kostbarere Control med Anvendelsen af sine Capitaler, end den Private behøver. At anvende Capital i saadanne Foretagender kunde imidlertid vel lade sig forsvare, hvis den uden saadan Anvendelse vilde blive liggende ufrugtbringende. Men det er ikke Tilfældet; de Midler, hvormed Staten skulde iværksætte det omhandlede Forslag, maa tages fra Skatteyderne, som hvis de havde faaet beholde dem, selv i Regelen vilde anvende dem paa en Maade, som om den end paa Grund af manglende Indsigt ikke bliver saa lønnende, som ønskeligt kunde være, dog i det Hele taget vil afgive sædvanligt Udbytte, i hvilket Tilfælde saavel disse Midler, som den forøgede Capital, man ved deres productive Anvendelse skaber, mere eller mindre umiddelbart komme Arbeiderne tilgode. Bemægtiger Staten sig derimod gjennem Skattepaalæg disse Midler for at concurrere med Privatmænd om Opdyrkningen af uryddet Jord, et Foretagende, som disse have saameget bedre Udsigt til at kunne udføre med Fordeel, saa fratager den altsaa vore Skatteydere en Capital, som de selv behøve og anvende paa lønnende Maade, for at sætte den i et mindre lønnende Foretagende; men deraf vil aabenbart flyde Tab ikke alene for Samfundet i Almindelighed, men ogsaa for Arbeidsclassen, som herved i Længden nødvendigviis maatte tabe mere Beskjæftigelse, end man skaffede den. Commissionens Minoritet kan heller ikke tilbageholde den Bemærkning, som baade oftere høres udtalt af vore kyndigste Landmænd og formenes at være begrundet i en rigtig theoretisk Betragtning, at det er langt mere til intensiv end til extensiv Udvidelse, vort Agerbrug trænger, for at det skal yde saavel Driftsherre som Arbeider større Udbytte. Men til den heri indeholdte Sandhed vilde der ikke tages Hensyn ved Befølgelsen af den omhandlede Plan, hvorimod det er i streng Overeensstemmelse med samme, at Commissionens Minoritet har lagt saamegen Vægt paa det Ønskelige i at skaffe alle med Jordbruget Sysselsatte større Dygtighed i deres Bedrift. Det kunde imidlertid, selv om man anerkjendte, at saadanne Foretagender, som de af Amtmand Heidmann med Flere foreslaaede, ikke i Regelen vilde være lønnende, naar de drives for offentlig Regning, være Spørgsmaal, om det ikke destomindre maatte ansees for nødvendigt at skride til saadanne, hvis man nemlig med Commissionens Formand maatte antage, at det er en Opgave for Samfundet at skaffe den Arbeidsløse eller den, som ikke veed at skaffe sig Arbeide paa Vilkaar, som sikre ham endog det tarveligste Udkomme, Sysselsættelse, og at Samfundets Pligter i faa Henseende ikke ere opfyldte ved den blotte Fattigforsørgelse. Commissionens Minoritet kan dog ikke dele denne Mening. De særegne Pligter, som paahvile Samfundet i Forhold til Arbeidsclassen, bestaae efter Minoritetens Anskuelse kun i at yde den Trængende Understøttelse til Livsophold og Opdragelse af hans Børn, og at yde denne Understøttelse paa en Maade, som saavidt muligt sikret Arbeidsclassen for Demoralistion. Staten er endvidere i denne Henseende forpligtet til at sørge for, at Adgangen til ethvert moralsk tilladeligt Erhverv staaer Alle aaben, og til at give Enhver Anledning til at udvikle de Evner, hvormed Forsynet har udrustet ham, saameget, at han kan bruge dem til sit eget og Samfundets Tarv; at strække dens Forpligtelser i den omhandlede Henseende videre, forekommer Minoriteten baade at savne Berettigelse i Forholdenes Natur og at maatte være uudførligt. Den skal imidlertid ikke videre forsøge at begrunde denne Anskuelse, idet den haaber allerede at have godtgjort det uhensigtsmæssige i de paa den modsatte Synsmaade byggede Forslag om offentlige Foranstaltninger til Arbeidsløshedens Afhjælpelse, nemlig Colonisation af udyrkede Strækninger ved Statens Mellemkomst og Understøttelse, Omflytning af arbeidsløse Personer fra den ene Egn af Landet til den anden og Oprettelse af Arbeidshuse i den Hensigt i samme at skaffe Arbeiderne lønnende Sysselsættelse.
I de Commissionen tilstillede Betænkninger findes der fremsat forskjellige Forslag til Forbedring i Arbeidsclassens Kaar, som ihvorvel de skjelne sig fra hverandre i Detaillen, idet nogle gaae ud paa Oprettelsen af Pensionsindretninger for trængende Huusmænd og deres Efterladte, hvortil Bidragene for en stor Deel skulde indkomme ved tvungne Indskud fra Huusmændene selv, medens andre gaae ud paa ved Lov at forpligte Huusbønderne til af deres Tjenestefolks Løn at indeholde en vis Qvotadeel, der skulde udbetales disse ved visse Forandringer i deres Stilling, navnlig naar de gifte sig, dog ere byggede paa en og samme Grundsætning, nemlig at det Offentlige bør paatvinge den fattigere Samfundsclasse en større Sparsommelighed, end den nu viser, og ere foranledigede ved samme Kjendsgjerning, nemlig at Arbeiderne, navnligen de ugifte, vise saare liden Omtanke for Fremtiden, og under gode Tider, eller medens de kun have deres egne Personer at forsørge, ikke lægge Noget op, hvoraf følger, at de ikke alene ikke have nogen Nødskilling at gribe til, naar et eller andet økonomisk Uheld rammer dem, men at de i Regelen ogsaa stifte Gjeld, naar de indgaae Ægteskab og sætte Boe, en Gjeld, som de ofte senere ikke kunne betale. Alle Forslag af denne Art møde imidlertid meget store practiske Vanskeligheder. Hvis Lovgivningen vilde indlade sig paa saadanne Foranstaltninger, maatte den sørge for tilstrækkelig Control, saavel med at de indskudspligtige Huusmænd betalte deres Contributioner og at Huusbønderne indeholdt den befalede Qvotadeel af deres Tjeneres Lønninger, som med at de saaledes for Arbeidsclassen opsparede Summer bleve forvaltede paa en betryggende Maade. Men da denne Samfundsclasse er saa overmaade talrig og de Summer, som paa denne Maade skulde indsamles og bestyres, dog i Forhold til de Interesseredes Antal maatte blive ubetydelige, vilde en saadan Control foranledige et altfor kostbart Regnskabsvæsen og et for Administrationen uoverkommeligt Besvær. At tvinge Huusbønderne til at indeholde en vis Deel af deres Tjeneres Lønninger, vilde kun være iværksætteligt ved at lade den offentlige Myndighed blande sig ind i enhver Mands Huusvæsen paa en Maade, som snart vilde gjøre den hele Foranstaltning til Gjenstand for almindeligt Had. En saadan Tvang vilde desuden virke hæmmende paa den i mange Districter allerede nu beklageligviis ringe Lyst til at tage fast Tjeneste. Vægtige som disse Indvendinger efter Commissionens Minoritets Formening ere, danne de dog ikke den væsentligste Betænkelighed ved at indgaae paa Forslag af den omhandlede Art. Det er ikke paa Forhaand, og forinden man seer et i Detaillen udarbeidet Forslag, let at dømme om, hvorvidt practiske Vanskeligheder, som de ovenfor udviklede, kunne lade sig overvinde. Men det følger af Minoritetens hele Opfatning, at den antager disse Forslag og især det sidstnævnte for at lide af en Feil, som aldrig kan fjernes, nemlig en Feil i selve Principet, hvorpaa de ere byggede. Staten bør formeentlig ikke paatage sig et saadant Formynderskab for den mindre oplyste, men dog som myndig anerkjendte Person. Maa det erkjendes, at en heel Samfundsclasse mangler den fornødne Intelligents til at bestyre Anliggender, der ialfald umiddelbart ere dens egne i saa høi Grad, som Tilfældet er med Raadigheden over hvad den selv erhverver ved sit Arbeide, bør det Offentlige ikke berøve den denne Raadighed enten i det Hele eller for en Deel, men sørge for at bibringe den, hvad den savner, nemlig den fornødne Oplysning, og at vælge den modsatte Vei maa visselig lede til alvorlige Ulemper. Grunden, hvorfor man overlader voxne Mennesker i Almindelighed eller en af saadanne bestaaende Samfundsclasse fri Raadighed over deres personlige og økonomiske Anliggender, ligger ikke alene i Sandsynligheden for, at de i Regelen selv bedst ville besørge dem, men ogsaa i den Betragtning, at det er gjennem den selvstændige Virksomhed, som udfordres hertil, de bedst og hurtigst i enhver Retning ville udvikle deres aandelige Kraft. Naar Arbeideren selv sparer, saa er det Resultat af en Selvfornægtelse og en Omtanke for Fremtiden, som ogsaa i andre Retninger ville bære Frugter baade før ham selv og Samfundet i det Hele. At den uoplyste Arbeider ikke oftere lægger disse Egenskaber for Dagen, er fordi han er sløv for mange af de Paavirkninger, som med saa stor Magt gjør sig gjældende hos den dannede Classe, og saameget desto mere magtpaaliggende er det ikke at svække de Sporer til ved egne Anstrængelser at forbedre sin Stilling, som Arbeideren drives af. Men dette vilde man netop gjøre ved gjennem offentlige Foranstaltninger at tvinge ham til at spare. Først og fremst vilde heraf efter al Sandsynlighed blive Følgen, at den Lyst til selv at spare, som dog i nogen Grad forefindes hos Arbeideren, vilde forsvinde, og dernæst maatte det befrygtes, at den Capital, som det Offentlige besørgede opsparet for de ugifte Arbeidere, uden at deres egen fri Villie deri havde nogen Deel, i Virkeligheden kun lidet vilde komme dem tilgode, idet det er at forudsee, at den lettelig vilde bevirke en forøget Concurrence om Huusmandspladsene, og at der for samme kom til at erlægges Indfæstningssum, eller i Egne, hvor saadan er sædvanlig, at den blev bestemt til et høiere Beløb, end det, hvortil den nu fastsættes. I saa Tilfælde vilde Arbeidernes Kaar ikke engang tilsyneladende være forbedrede, og Udsigten for dem til at komme i en sorgfriere Stilling saameget mindre, som deres Sands for uden ydre Tvang at spare maatte være sløvet. Overhovedet kan der efter Minoritetens Formening ikke noksom lægges Vægt paa den Sætning, at enhver sand og gjennemgribende Forbedring i Arbeidsstandens økonomiske Stilling nærmest maa fremgaae af dens egen paa en høiere moralsk og intellectuel Kraft støttede fri Virksomhed. Først hvad den i Kampen, ikke med de øvrige Samfundsclasser, men med Ukyndigheden og Sløvheden har tilegnet sig, bliver dens sande Eiendom, som ikke senere kan berøves den.
Imidlertid er Commissionens Minoritet ingenlunde blind for, at Samfundets Bestræbelser for at hæve Arbeidsclassen og Huusmandsstanden kunne understøttes gjennem repressive Foranstaltninger af et passende Slags. Den har allerede forhen ytret, at den anseer det for at være Samfundets Pligt at sørge for, at Fattigunderstøttelsen meddeles paa en Maade, som ikke medfører Fare for Arbeidsclassens Demoralisation, og kan ikke dølge for sig selv, at den nærværende Fremgangsmaade ved Fattigforsørgelsen fast overalt paa Landet kan have, og høist sandsynlig paa mange Steder allerede har havt, skadelig Virkning i denne Henseende. Den stedse stigende Humanitetsfølelse og Sands for borgerlig Orden bevirker, at Fattigbestyrelsen er langt mere rundhaandet med sin Understøttelse, end den forhen har været. Arbeideren veed dette, og regner, naar hans Trang til at tilfredsstille sine Tilbøieligheder kommer i Strid med hans Evne dertil, lettelig herpaa, idet det Individ, hvis Æresfølelse eller hvis Herredømme over sig selv ikke er saameget desto større, aabenbart har meget mindre Opfordring til at undlade at stifte Familie eller sætte sig i Gjeld, naar han veed, at det Offentlige ikke vil lade ham, hans Hustru eller Børn sulte ihjel eller engang lide nogen høi Grad af Mangel. Derfor klages der ogsaa, som af Commissionens Pluralitet allerede anført, fra saamange Kanter over, at Antallet af letsindigen indgaaede Ægteskaber tiltage og at Fattigvæsenets Udgifter aarligen stige. Det kan ikke lægges Fattigbestyrelsen tillast, at den med større Beredvillighed yder den Trængende Understøttelse; dens Medborgere vilde bebreide den det som oprørende Haardhed, om den lod endog den Brødefulde og Letsindige eller hans Børn savne Livets første Fornødenheder, og den har derfor intet andet Valg end, enten at understøtte saadanne Personer, eller at lade dem overtræde Loven ved at tilbetle sig af sin Næstes Barmhjertighed, hvad der i saadanne Tilfælde sjelden bliver dem nægtet, og den mere udviklede Sands for borgerlig Orden medfører, at Fattigcommissionen her vælger det første Alternativ. Det er ikke Commissionens Minoritets Mening, at det skulde være ønskeligt, at den offentlige eller private Godgjørenhed tildeelte den Trængende sin Skjærv med et knappere Maal; men den antager, at det offentlige Fattigvæsen kan yde Understøttelsen paa en Maade, som indeholder langt mindre Fristelse for Arbeideren til at henvende sig til Fattigvæsenet og langt større Opfordring til at indrette sig saaledes, at han i det Længste kan finde sit Ophold ved egne Anstrængelser. Det her omhandlede Onde har ligesaavel existeret i andre Lande som her, og overalt har man fundet, at næst Udbredelsen af en større Oplysning og Moralitet, har det virksomste Middel derimod været Oprettelsen af Arbeidshuse i Forbindelse med streng Opretholdelse af den Regel, at der ikke maa tilstaaes den arbeidsføre Trængende Understøttelse i hans Hjem, men kun i Arbeidshuset. Det vil sees, at hvad der her omhandles, ikke er Oprettelsen af Arbeidshuse for at skaffe den Arbeidsløse Sysselsættelse, — mod hvilken Foranstaltning Commissionens Minoritet forhen har udtalt sig, — thi disse maae for at svare til Hensigten være lønnende, — men det er Arbeidshuse, hvis Hovedhensigt er at give Understøttelse i en Form, som gjør Arbeideren utilbøielig til at modtage den, naar ikke virkelig Nød tvinger ham dertil, og derfor er det ikke alene Istandbringelsen af saadanne Indretninger, men ogsaa saavidt muligt en streng Overholdelse af den omhandlede Regel ikke at give den arbeidsføre Fattige Bistand uden ved at optage ham i Arbeidshuset, som paafordres. Thi naar en saadan Indretning bestyres hensigtsmæssigen, saa vil den efterladne, uordentlige og dovne Arbeider, som forhen har foretrukket at aftrygle Fattigvæsenet saameget, at han har kunnet leve uden at arbeide mere, end det faldt ham beleiligt, blive meget tilbøieligere til at anstrænge sig for selv at fortjene sit Brød, istedetfor at gaae ind i Arbeidshuset, hvor han skilles fra Hustru og Børn og tvinges til Orden, Reenlighed og muligens vedholdende Arbeide. Og først naar en Trængende undslaaet sig for at modtage Understøttelse i denne Form, kan Fattigbestyrelsen og den Private, hvem han anraaber om Hjælp, med frelst Samvittighed lade ham gaae sin Skjæbne imøde. Commissionens Minoritet er imidlertid opmærksom paa, at de locale Forholde i mange af dette Lands Districter vilde lægge Oprettelsen af Arbeidshuse overmaade store Hindringer i Veien, og at i endda flere Opretholdelsen af den omhandlede Regel vilde blive noget nær en Umulighed, deels paa Grund af det store Areal, hvorover Befolkningen er spredt, deels paa Grund af det eiendommelige Forhold, hvori den norske Huusmand staaer til sin Huusbond. Ikke destomindre troer man dog, at Oprettelsen af Arbeidshuse i Forbindelse med en tilnærmelsesviis nøiagtig Iagttagelse af den nævnte Regel paa mange Steder baade vilde være iværksættelig og nyttig, i det man dog kunde nægte at understøtte arbeidsføre Fattige, som ikke staae i fast Forhold til nogen Huusbond, i deres Hjem, naar de ikke vilde gaae ind i Arbeidshuset, og det er unægtelig denne Deel af Arbeidsstanden, som er meest udsat for at paavirkes demoraliserende af den nu stedfindende Fattigunderstøttelse, deels troer man, at det ialfald maatte være muligt gjennem andre i Principet med Arbeidshuusindretningen beslægtede Midler at sørge for, at den arbeidsføre Trængende maatte tilkjøbe sig Fattigunderstøttelsen med Anstrængelser, som gjorde ham utilbøielig til at ty til Fattigvæsenets Hjælp, saalænge han paa nogen Maade kunde underholde sig selv. Men Commissionens Minoritet antager i Overeensstemmelse med Erfaringen saavel i vort eget Land, som i andre Lande, at der er liden Udsigt til at faae Arbeidshuse oprettede eller nogenlunde omfattende planmæssige Foranstaltninger trufne til hensigtsmæssig Understøttelse af arbeidsføre Trængende, saalænge som Fattigdistricterne ere saa smaae som Tilfældet nu er, og der ingen overordnet Autoritet gives, der kan paalægge flere af dem at forene sig om saadanne Foretagender, og paasee at ikke manglende Opmærksomhed paa det her omhandlede Onde skal bevirke det ringeagtet, eller at ikke Frygt for at paatage sig en øieblikkelig Udgift skal medføre en uforholdsmæssig stor, men ved Anstrængelse i rette Tid afvendelig Byrde for kommende Slægter. Commissionens Minoritet betragter det derfor som en Opgave for Lovgivningen at foretage Forandringer i Fattigvæsenets Organisation, som kunne sikre en større Kraft og Forudseenhed i denne vigtige Deel af Administrationen.
De anstillede Betragtninger lede vistnok samtlige til den Erkjendelse, at der ved en Revision af den specielt Huusmændene vedkommende Lovgivning kun Lidet lader sig udrette til Forbedring af Huusmændenes Kaar, og at der saavel af denne Grund, som overhovedet i og for sig neppe skulde synes at være særdeles Anledning til nu at tage hiin Lovgivning under Revision fremfor nogen anden Deel af Lovgivningen.
Denne Formening findes ogsaa udtalt i en stor Deel af de indkomne Betænkninger, og det fra de forskjelligste Egne af Landet; ja det bør maaskee heller ikke lades ubemærket, at Mænd, der som til Exempel Pastorerne Castberg (i Sandeherred) og F. Ingjer (i Ramnæs), samt Sorenskriver Feyer (i Jæderen og Dalerne), vise sig at have omfattet og behandlet Gjenstanden med særdeles Varme og Grundighed, ere komne til en benægtende Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt Noget ihenseende til Huusmandslovgivningen bør foretages. Det er ogsaa en væsentlig og af Mange udhævet Betragtning, at Huusmandslovgivningen ikke lader sig behandle uden i Forbindelse med den Lovgivning, som vedrører Arbeidsclassen i Almindelighed og Tyende- og Løsgjænger-Lovgivningen i Særdeleshed, samt at man, ved isoleret at behandle Lovgivningen om Huusmænd, især forsaavidt de derunder vakte Spørgsmaale væsentlig ville være af almindelig pauperistisk Art, udsætter sig for, ved eensidigen at fremhæve Huusmændenes Interesser, at paadrage sig Beskyldning for Tilsidesættelse af Hensyn til andre Classer, hvis Kaar i ligesaa høi Grad, som Huusmændenes, kunde tiltrænge Lovgiverens Opmærksomhed, hvorhen til Exempel ogsaa de smaae Grundbesiddere paa Landet, hvilke maae søge deres Erhverv væsentlig paa samme Maade som Huusmanden, unægtelig maae henregnes.
Det er ogsaa paa flere Steder i de indkomne Betænkninger vistnok ikke uden Føie bleven udhævet, at aldenstund det maa erkjendes, saavel paa den ene Side hvor forældet hele vor Landboeret er, og hvormeget nye og tidssvarende Lovbestemmelser i denne Materie udkræves, som paa den anden Side i hvilken aldeles væsentlig Forbindelse Huusmandsvæsenet staaer med Jordbruget i de fleste Dele af Riget, maatte det synes mindre hensigtsmæssigt at foretage nogen Revision af Huusmandslovgivningen uden i Forbindelse med Landboerettens almindelige Revision.
Naar Commissionen, uagtet alt det forhen Anførte, ikke desmindre har troet at Noget fra Lovgivningens Side nu med Hensyn til Huusmandsvæsenet kunde blive at foretage, saa er den hertil bleven ledet ved følgende Betragtninger.
De Huusmænd og Huusmandsvæsenet vedkommende Bestemmelser findes som forberørt adspredte i forskjellige Dele af Lovgivningen, og de væsentligste af dem ere, klarligen paa Grund af Concipienternes Mangel paa Bekjendtskab med og Oversigt over de virkelige Forhold, tildeels affattede uden indre Sammenhæng samt vanskelig at forstaae og anvende, og tildeels i sig selv lidet hensigtsmæssige. At samle Bestemmelserne vedkommende Huusmandsvæsenet til et klart og let overskueligt Heelt, maatte saaledes vistnok allerede betragtes som et legislativt Fremskridt. Men herunder vilde Lovgiveren tillige have Anledning til ved forskjellige Bestemmelser deels nærmere og nøiagtigere at fastsætte Huusmandens juridiske Begreb og det almindelige retlige Forhold mellem ham og Grundeieren, deels indirecte at virke til billigere Vilkaars Erholdelse for Huusmændene, deels endelig ligefrem yderligere at lette de disse for Tiden paahvilende, om end ikke betydelige Byrder. At udsætte enhver partiel Bearbeidelse af en enkelt Deel af Lovgivningen til at foretages i Forbindelse med mere omfattende Lovrevisioner, er en Grundsætning, der formeentlig altfor ofte vilde standse nødvendige Lovforbedringer; og forsaavidt Lovgivningen om Huusmænd maa erkjendes i visse Henseender at staae i en saadan organisk Forbindelse med andre Dele af Lovgivningen, navnligen til Exempel angaaende Arbeidsclassen i Landdistricterne i Almindelighed, at det var umuligt at samle og modificere Huusmandslovgivningen uden tillige at modificere de berørte andre Dele af Lovgivningen, har Commissionen ikke undladt tillige at bringe i Forslag de formeentlig fornødne Forandringer heri.
Den Ubestemthed, Navnet og Begrebet Huusmand hidtil i Lovgivningen som i daglig Tale har været underkastet, og hvoraf oftere Vanskeligheder opstaae, har Commissionen antaget at burde afhjælpes ved den nye Lov. Hvad der i denne Henseende burde ansees for det Væsentlige i Huusmandens Begreb, er vistnok tvivlsomt; men Commissionen formener, at man ikke kan vinde nogen Bestemthed i Begrebet, uden ved at holde sig til Arbeidspligten som det Væsentlige ved Huusmanden. Det er igjennem Huusmandens Arbeidspligt til Grundeieren, Huusmandsforholdet har sin egentlige Betydning; og at den conventionelle Sprogbrug ogsaa tillægger den, som leier en Plads uden Arbeidspligt, Navn af Huusmand, bør formeentlig ikke være iveien for at give det juridiske Begreb af Huusmand den Indskrænkning, der ene sikret Begrebet den fornødne Holdning.
Commissionen kan ikke andet end bifalde den gjældende Lovgivnings Grundsætning at befordre Huusmandscontracters Oprettelse i skriftlig Form. Derimod kan Commissionen ingenlunde billige det Middel, hvorved Lovgiveren i Forordningen af 29de Juni 1792 har søgt at fremtvinge Huusmandscontracternes Skriftlighed. At Grundeieren for Undladelsen af skriftlig Contracts Meddelelse skal ansees at have leiet Huusmanden den Plads, hvorpaa denne i nok saa kort Tid har siddet, for Mands og Kones Levetid, er aabenbar en altfor haard Straf for hvad der hyppig kun er Følge af Uvidenhed om Loven, Mangel paa Eftertanke eller endog slethen altfor god Troe til Næsten. Den anførte Lovbestemmelse kan, naar den kommer til Anvendelse, ikke Andet end fremkalde og nære Mistroe og Had mellem Jorddrotter og Huusmænd; og forsaavidt den i Virkeligheden ikke sjelden benyttes af den slue Huusmand til at besnære den godtroende Jorddrot, blive herved, formeentlig uden nogen af selve Sagen paakaldt Nødvendighed, Lovgivningens Bestemmelser nedværdigede til den laveste Egennyttes og Underfundigheds Redskaber. Commissionen har derfor troet, at man burde indskrænke den for Jorddrotten af den skriftlige Forms Undladelse flydende Følge til hvad der formeentlig endda maatte indeholde tilstrækkeligt Motiv for ham til at oprette Contracten skriftlig, at nemlig Huusmanden, der havde siddet paa Pladsen i fire Maaneder uden skriftlig Contract, derved vandt Ret til at beholde Pladsen i eet Aar udover den Tid, han ellers havde maattet vige efter Opsigelse. Naar herhos, som siden nærmere skal omtales, Contractens Skriftlighed betinger Gyldigheden af enhver Forening om Vilkaar, som staae i Strid med hvad Lovgivningen bestemmer at skulle gjælde for det Tilfælde, at ingen modsat Forening er truffen, formenes al fornøden Opfordring fra Lovgivningens Side at være givet Huusbond og Huusmand til at oprette deres indbyrdes Contract i skriftlig Form. I de Tilfælde hvori Varigheden af Huusmandens Besiddelsesret ikke er gjort afhængig af Opsigelse, vil desuden den da indtrædende Nødvendighed af Contractens Thinglæsning formeentlig i og for sig være tilstrækkelig til at bevirke dens Skriftlighed.
Commissionen antager nemlig at forsaavidt Contracten ei simpelthen lyder paa Huusmandens Fravigelse efter Opsigelse, bør Contracten ei alene oprettes i skriflig Form, men ogsaa thinglæses. Ligesom nemlig den Tvivl, den gjældende Lovgivning efterlader ihenseende til Huusmandens Ret til Pladsens Besiddelse i Tilfælde af Strid med Andres over Eiendommen erhvervede reelle Rettigheder, antages at burde hæves ved en ny Lov, saaledes formenes Spørgsmaalet ogsaa at burde til Eiendomsforholdenes Betryggelse afgjøres overeensstemmende med vort Thinglæsningsvæsens almindelige Grundsætninger. Det er vistnok Huusmanden, Thinglæsningens Forsømmelse i Tilfælde af nysberørte Strid vil komme til at gaae ud over; men den Fare, Huusmanden herved skulde kunne staae med Hensyn til Berøvelsen af sin Ret, er sikkerlig temmelig fjern, aldenstund den nye Lov tydeligen opfordrer ham til at iagttage Thinglysningen, og Betalingen for denne, ligesom for Contractens Forfattelse, fastsættes saa billig, at Betalingen ikke lægger ham nogen Hindring iveien for at sikre sig sin Ret. Commissionen troer, at dette vil opnaaes ved de nedenfor desangaaende foreslaaede Bestemmelser. Ligesom formeentlig allerede ifølge den bestaaende Lovgivning (jfr. Forordningen af 4de December 1795) Regler, lig de anførte, ville ansees gjældende for Thinglæsning af Contracter, afsluttede mellem Grundeiere og Rydningsmænd, hvilke ikke ere at ansee som Huusmænd, saaledes antages de samme Bestemmelser ogsaa udtrykkelig at burde erklæres gjældende for Leie af blotte Huustomter, om end dermed ingen Arbeidspligt er forbunden. I Forbindelse hermed antages ogsaa Lovgivningens Uklarhed (see Forordningen af 29de April 1752 § 4 i Slutningen) ihenseende til Forstaaelsen af Foreninger om Leie af Huustomter at burde hæves, og det overeensstemmende med Sagens Natur formeentlig i den Retning at Huustomten ansees leiet for bestandig saafremt angaaende Leiens Varighed Intet udtrykkelig er bleven stipuleret.
Hvad angaaer Fastsættelsen af selve Vilkaarene eller de gjensidige Pligter og Rettigheder imellem Huusbond og Huusmand, erkjender Commissionen, som tilforn anført, at Lovgivningen ei bør befatte sig med at binde Hænderne paa Contrahenterne, men i denne Henseende bør lade dem fuld Frihed. Forsaavidt navnligen det Samme antages med Hensyn til Foreningen om Forholdets Varighed og Opsigelsesfristen, tilføies her yderligere, at i de Egne af Landet, hvor de større Jordbrug findes, og hvor en mere udvidet og rationel Drift af Jordbrugene er begyndt, ere Livsfæstecontracter med Huusmænd fordetmeste allerede opgivne som uhensigtsmæssige, og selv i de Egne af Landet, hvor Livsfæste i Huusmandscontracter endnu er det Sædvanlige, vilde et Lovbud, der forbød at fravige Livsfæste, upaatvivlelig ved sin Vilkaarlighed vække Uvillie og skade det gode Forhold imellem Huusbond og Huusmand. Commissionens Pluralitet antager endogsaa, at den forberørte Bestemmelse i den gjældende Lovgivning hvorefter Pladse til Rydning i Udmarken ikke kunne fæstes uden paa Huusmandens og Kones Levetid, bør ophæves. Bortseet fra den i mange Tilfælde stedfindende Vanskelighed deels ved at skjelne mellem Indmark og Udmark, til hvilken Forskjel ellers Bestemmelsens Anvendelse slutter sig deels ved at afgjøre hvor stor en Deel af Pladsen der maa være uopryddet for at Pladsen skal blive at behandle som Rydningsplads, formenes det naturligst og hensigtsmæssigst at overlade til den, der ønsker at erholde en Rydningsplads fæstet, selv at afgjøre, hvorvidt og paa hvilke Betingelser han finder sig tjent med at modtage Pladsen paa Aaremaal, istedetfor ved en vilkaarlig Bestemmelse, saaledes som i den gjældende Lovgivning maaskee at spærre ham aldeles Adgangen til at erholde nogen Rydningsplads fæstet. Commissionens Pluralitet vil saaledes forestaae det i Forordningen af 29de April 1752 § 4 indeholdte Lovbud ophævet. Aldenstund det imidlertid maa erkjendes for at være det Naturlige, at naar en Plads overlades til Rydning, den overlades for et længere Tidsrum, og forsaavidt der ved Ophævelsen af hiint Lovbud vilde, i Mangel af speciel Overeenskomst, savnes nogen legal Regel for Varigheden af den Rydningsmands Besiddelsesret, der ikke har paataget sig nogen Arbeidspligt, har Commissionen med Hensyn til at det alene er Arbeidspligten, som begrunder det nærmere Forhold til Huusbonden og dennes deraf flydende Interesse af let Adgang til at skille sig ved Huusmanden, ikke taget i Betænkning at foreslaae det bestemt ved Lov, at i Mangel af anden udtrykkelig Overeenskomst skal den ikke arbeidspligtige Rydningsmand ansees at have erholdt Fæste for sin og Hustrus Levetid.
Commissionens Minoritet, bestaaende af Pastor Bessesen og Gaardbruger Valstad, antager derimod, at der er overveiende Grund til i sin Heelhed at bibeholde den i Faveur af Huusmændene i den nuværende Lovgivning opstillede Grundsætning og henviser i denne Henseende til vedlagte dissenterende Votum.
Uagtet Commissionen som anført antager, at Contractsfriheden ihenseende til Huusmandscontracter ikke bør indskrænkes, har den dog troet det hensigtsmæssigt, at Loven opstiller visse Vilkaar, der skulle være gjældende i Forholdet mellem Huusbond og Huusmand for det Tilfælde, at disse ikke udtrykkelig og skriftligen forenes om noget Modsat. Foruden at det i sig selv er en billig Fordring til Loven, at denne under Contrahenternes Taushed dicteret de saakaldte naturlige Vilkaar i Forholdet, og at Contrahenterne følgelig i visse Punkter trygt kunne henholde sig til Loven, saaledes troer Commissionen heller ikke at skuffe sig selv i det Haab, at Lovgiveren, ved selv at opgive visse Vilkaar som naturlige og de i sig selv billigste i et vist Forhold, allerede herved vil udøve en væsentlig Indflydelse herpaa og bevirke, at det i Regelen ordnes efter disse Vilkaar, om det end ikke formenes Contrahenterne gyldigen at afvige derfra.
Som deslige declaratoriske Lovbud har Commissionen troet at burde foreslaae forskjellige Bestemmelser, som gaae ud paa deels at sikre Huusmanden stadigen saamegen Frihed for Arbeidspligten til Huusbonden, at han kan faae Noget arbeidet for sig selv og paa sin Plads, samt Ret til i Forfalds- og Alderdoms-Tilfælde at lade sit Pligtarbeide udføre ved Andre, i hvilket sidste Fald det i Lovens 3—21—7 indeholdte Forbud imod at indtage Inderster, til Huusmandens Fordeel foreslaaes modificeret, deels at anordne aarligt Regnskabsopgjør mellem Huusmand og Huusbond inden en vis Tid og under en vis Tvang, at fastsætte saavel de Betingelser, under hvilke Huusmanden fortaber sin contractmæssige Ret til Pladsen, som den legale Opsigelsesfrist imellem Huusbond og Huusmand, samt Fraflyttelsestiden for den Sidste, samt endelig ogsaa hvad der ved Huusmandens Fraflytning skal gjælde saavel ihenseende til Afføring som ihenseende til Godtgjørelse for Forbedringer paa Pladsen, eller, i Tilfælde af at Indfæstningssum er givet, ihenseende til hvor stor en Deel af denne der efter Omstændighederne bør tilbagebetales Huusmanden. Den foreslaaede Bestemmelse om Godtgjørelse for Forbedringer, der efter sit Væsen nærmest vedkommer Rydningsmænd, har man ogsaa troet at Loven burde erklære gjældende uden Forskjel for Enhver, som overtager en Plads til Rydning, om han endog, som den der ikke tillige har paataget sig nogen Arbeidspligt, ikke maatte henhøre blandt egentlige Huusmænd; og ligesaa har Commissionen fundet det hensigtsmæssigt, at der fastsættes en udtrykkelig Regel angaaende hvorledes der skal forholdes med Udredelsen af den nysberørte, Huusmanden tilkommende Godtgjørelse for Forbedringer, forsaavidt Gaarden, hvorunder vedkommende Huusmandsplads hører, bruges af nogen Anden end Eieren selv.
Specielt at fremstille Grundene for de foreslaaede Bestemmelser af sidstberørte declaratoriske Art, anseer Commissionen mindre fornødent. Kun forsaavidt angaaer Bestemmelsen af den legale Opsigelsesfrist skulde Commissionen ikke undlade at bemærke, at det vel, i Huusmandens Interesse og for at han kunde gives betimelig Anledning til at søge sig anden Plads eller Bolig, har været foreslaaet at rykke Opsigelsesfristen endnu længere tilbage i Aaret, end til Michaeli, saaledes som af Commissionen foreslaaet, nemlig endog lige til St. Hansdag; men Commissionen har ingenlunde dristet sig til at foreslaae nogen yderligere Forlængelse af Opsigelsestiden, end som anført. Det er noksom erkjendt, at naar Huusmanden er opsagt, er han i Regelen Huusbonden en langt mindre nyttig Arbeider, end tilforn, og Erfaringen har lært, hvormegen Skade Huusmanden efter Opsigelsen ofte har paaført Huusbonden, deels ved misligt Forhold med Skoven, deels i andre Maader, — Tab og Skade, hvorfor Huusbonden efter Tingens Natur saare vanskelig har kunnet gjøre noget Ansvar gjældende. Yderligere, end foreslaaet, at forlænge Opsigelsesfristen, vilde saaledes formeentlig kun lede til, at Huusbonden i sin Interesse vilde i ethvert Tilfælde paasee den legale Opsigelsesfrist forandret.
Man tør imidlertid ikke dølge for sig selv, at det sikkert ofte vil forekomme, at de foreslaaede declaratoriske Bestemmelser i mange Tilfælde blive fravegne, idet Commissionen heller ikke nægter, at dette hyppig vil kunne være i begge Parters Interesse. Men paa den anden Side maa det indrømmes, at Fravigelsen af de foreslaaede declaratoriske Lovbud ogsaa kan være begrundet alene i den overlegne Stilling, som Huusbonden ifølge Forholdenes egen Magt under Afslutningen af Contracter om Huusmandspladser indtager ligeoverfor den, som søger saadanne tilleie, og at Huusmanden desuden, selv om den foreslaaede Lov ikke ved Contracten bliver fravegen, kan blive i høi Grad forfordeelt, idet nemlig denne Lov ikke opstiller nogen Bestemmelse, sigtende til hans Betryggelse, om hvor store Pladserne skulle være, om Afgiftens og Daglønnens Størrelse, om at Huusmanden bør have Ret til Havnegang, Brændsel o. s. v. paa Huusbondens Eiendom. Skulde dette kun indtræffe i enkelte sjeldnere Tilfælde, saa er det vistnok haardt for vedkommende Huusmand, og er allerede et Onde, som Lovgivningen, forsaavidt det staaer til den, og det kan skee uden at medføre overveiende Ulemper i anden Retning, bør søge at forebygge. Men skulde disse Tilfælde for større Districters Vedkommende blive Regel og ikke Undtagelse, og skulde Ondet stige til den Grad, at Arbeidsfolk af ubetænksom Lyst til at komme i Besiddelse af Huusmandspladse ofte paatage sig Forpligtelser, hvis Opfyldelse ei levner vedkommende Huusmand, uagtet fuldkommen arbeidsfør, Tilstrækkeligt til Livsophold for en ikke mere end almindeligt talrig Familie, saa bliver dette endnu betænkeligere og kan unægtelig medføre farlige Følger, ikke alene for den hele Arbeidsclasse, men ogsaa for Samfundet i Almindelighed og navnlig for dets Repræsentant i disse Forholde, Fattigvæsenet. Det maatte nemlig herved blive mere og mere hyppigt, at arbeidsføre Huusmænd bleve nødsagede til stadigen at søge Hjælp hos Fattigvæsenet, et Exempel der i saa Tilfælde upaatvivlelig vilde blive fulgt af den øvrige Arbeidsflok, der efter Tingenes Natur i Regelen maa besinde sig i en mindre god Stilling end Huusmændene. Det er bekjendt nok og behøver ikke her at udvikles, hvilken overordentlig skadelig Indflydelse en saadan Udvikling af Forholdene maatte øve paa den hele Arbeiberstand, som i saa Fald snart ganske vilde tabe den Overbeviisning, at det væsentligen er en Mands eget Erhverv, der skal befri ham for Mangel og Nød, en Overbeviisning, som ingen Samfundsclasse kan give Slip paa uden at tabe baade i moralsk og øconomisk Kraft, men som dog Ingen mindre kan undvære end netop Arbeidsstanden, der baade nærmest er udsat for at lide Mangel, og hvem det paa Grund af dens Talrighed er vanskeligt at holde oppe. Det er ligeledes klart nok, hvilken betænkelig Forøgelse af Fattigbyrderne eller Betleriet det vilde lede til, om Huusmandsclassens Kaar forværredes paa den omhandlede Maade. Om end Commissionen efter de den ihændekomne Oplysninger ikke tør sige, at der i det Hele taget er umiddelbar Fare for et Onde som det ovenfor udviklede, saa maa den dog gjøre opmærksom paa, deels at der fra de fleste Steder ankes over, at enkelte Huusmænd undertrykkes, deels at Beskrivelsen over Tilstanden i mange Districter ikke tillader, at man forestiller sig en saadan Fare som liggende udenfor Mulighedens Grændser. Commissionens Pluralitet maatte derfor befrygte, at det vilde blive den bebreidet, at den ikke havde løst sin Opgave endog blot nogenlunde tilfredsstillende, hvis den ikke enten vidste at bringe i Forslag Forebyggelsesmidler mod dette Onde, eller kunde godtgjøre Umuligheden af at udfinde saadanne. Commissionen har ogsaa som Følge heraf efter Evne omhyggeligen overveiet, hvorvidt det skulde være muligt ved Lov at opstille nogen Hindring mod et saadant Misbrug af Contractsfriheden uden at træde andre Billigheds og Retfærdigheds Hensyn for nær. Den har allerede forhen forklaret, at den ikke har kunnet overbevise sig om Hensigtsmæssigheden af diricte Indgreb i Contractsfriheden til dette Øiemeds Opnaaelse. Heller ikke seer den sig istand til at paapege nogen Udvei, hvorved man gjennem indirecte Paavirkning fuldkommen skulde kunne hindre det omhandlede Misbrug af Contractsfriheden. Imidlertid har Commissionens Pluralitet dog troet at burde bringe i Forslag en Bestemmelse, som, naar den anvendes paa en rigtig Maade, efter dens Formening uden synderlig Ulempe i anden Retning, i ikke saa ringe Grad vil kunne modvirke dette Misbrug, nemlig at Fattigcommissionen skal have Ret til ved Udligningen af Fattigskatten at ilægge den Huusbonde, som ved at paalægge sin Huusmand usædvanlig strenge Forpligtelser eller ved at gjøre Huusmandens Forpligtelser gjældende mod ham paa en usædvanlig haard Maade, udsætter Fattigvæsenet for forøgede Byrder, forhøiet Bidrag til Fattigvæsenet.
Commissionens Pluralitet erkjender villigen Vægten af de Grunde, som have hindret dens Minoritet i at tiltræde dette Forslag, men den har dog ikke kunnet finde dens Grunde overveiende.
Det er sandt, at en saadan Bestemmelse som den af Commissionens Pluralitet foreslaaede danner et Slags Indgreb i Contractsfriheden. Det kan vistnok herved bemærkes, at denne Frihed ikke er mere absolut end alle andre, og at det er bekjendt nok, at den i mange Henseender maa taale Modificationer; men det maa dog indrømmes, at Contractsfriheden er et saa væsentligt Princip i den menneskelige Samfunds-Ordning, at den blotte Omstændighed, at en Lov gjør Indgreb i samme i de fleste Tilfælde vækker en Præsumtion mod dens Gavnlighed. Men de tilforn anførte Grunde imod Indgreb i Contractsfriheden kunne ikke gjælde i nærværende Tilfælde. Den indirecte Maade, hvorpaa den foreslaaede Bestemmelse søger at ramme den Uretfærdighed, som skal forebygges, medfører, at Lovens Former ikke lettelig ville stille Hindringer iveien for dens Virksomhed. Og hvad Bestemmelsens materielle Retfærdighed angaaer, saa kan Commissionens Pluralitet, hvis Loven bringes i Anvendelse efter dens Hensigt, ikke ansee den tvivlsom. Det er den Betragtning, at myndige Mænd, der kun have sig selv at stole paa, og sit eget Tarv at tage Hensyn til, i Almindelighed selv bedst forstaae at bedømme, hvad der er dem tjenligt eller ikke, og at deres egen Interesse vil lede dem til ei at indlade sig i Overeenskomster, hvorved de forfordeles, som danner Hovedargumentet for Contractsfrihedens Ukrænkelighed. Denne Betragtning har imidlertid ingen ubetinget Gyldighed, naar Parterne paavirkes af Hensyn, som ikke Tingenes egen naturlige Magt, men Statens kunstige System paatvinger dem, og gjælder aldeles ikke, hvor det Tab, som svarer til en ved Overeenskomsten den ene Part indrømmet uforholdsmæssig Fordeel, i væsentlig Grad gaaer ud, ikke over Medcontrahenten, men over en ved Overeenskomsten urepræsenteret Trediemand. Og dette er netop Tilfældet i de Forhold, for hvilke den af Commisstonens Pluralitet foreslaaede Bestemmelse er skreven. Thi naar en Mand indgaaet en Huusmandscontract, hvorved han paatager sig Forpligtelser, som ei levne ham det Tilstrækkelige til en Families Underholdning, saa maa han enten betle eller ty til det offentlige Fattigvæsen, der, hvis det godtgjøres, at han virkelig befinder sig i en saa trængende Stilling, maaskee engang ikke har legal Adgang til at nægte ham Understøttelse, og ialfald ikke uden de betænkeligste Følger kan antage det Princip at unddrage saadanne Personer sin Bistand. Ved alle Overeenskomster mellem Arbeidere og Driftsherrer, Huusmænd og Huusbønder som saadanne, er saaledes det offentlige Fattigvæsen, om ikke i Formen, saa dog i Virkeligheden Part; en af Contractsfrihedens væsentligste Forudsætninger er ikke tilstæde i dette Forhold, og det er derfor i Principet fuldkommen retfærdigt at give det offentlige Fattigvæsen nogen Adgang til at influere paa deslige Overeenskomster. Det maa, forekommer det Commissionens Pluralitet, tilstaaes, at det en Huusbond i saadanne Tilfælde paalignede extraordinære Bidrag kun er simpel Refusion for Udgifter, for hvilke han uretteligen har unddraget sig, og som ikke burde komme Fattigvæsenet tillast. Det er vistnok anført, at en Bestemmelse som den foreslaaede vanskelig kan blive iværksat overeensstemmende med sin Hensigt, da den Myndighed, som den nedlægger hos Fattigcommissionen, er altfor vilkaarlig, og da det er umuligt at finde nogen Maalestok for den Ubillighed, som særskilt skal beskattes. Dette kan imidlertid Commissionens Pluralitet ikke erkjende. Det kommer nemlig, saaledes som den har tænkt sig Bestemmelsen affattet, ikke blot eller engang hovedsagelig an paa, om der i det givne Tilfælde falder Huusbonden nogen Ubillighed tillast; kan Huusmanden under sædvanlige Omstændigheder, — hvis han altsaa er en sund og arbeidssom Mand, hvis han ikke har en mere end almindeligt talrig Familie, hvis ikke særegne Ulykker overgaae ham, — ernære sig og Familie uden at han falder Fattigvæsenet tilbyrde, og uden at det er overveiende Sandsynlighed for, at saadant vil indtræffe, saalænge han er arbeidsdygtig, saa indeholdes der, selv om Huusbonden maatte have foreskrevet ham haarde Vilkaar, i den foreslaaede Bestemmelse ingen Hjemmel til at paalægge Huusbonden extraordinær Afgift. Heller ikke findes saadan Hjemmel, hvis en Huusmand vel har maattet paakræve Fattigvæsenets Bistand, men dette ikke er foraarsaget ved haard Behandling fra Huusbondens Side, men ved tilstødende Uheld eller derved, at Huusmanden har en usædvanlig talrig Familie at forsørge, eller ved slet Huusholdning. Loven vil kun blive anvendelig under følgende Betingelser, nemlig naar Huusmanden har henvendt sig til Fattigvæsenet for at erholde Understøttelse og har erholdt saadan, eller han ikke har paakaldt den offentlige, men den private Goddædighed gjennem Betlerie, eller der er øiensynlig Fare for, at han snart maa gribe til en af Delene, men kun hidtil har undladt det, fordi han f. Ex. har erholdt Laan til sin øieblikkelige Trangs Afhjælpelse, samt dernæst at Huusmandens Trang er foraarsaget derved, at Huusbonden har paabundet ham altfor strenge Forpligtelser i Forhold til de ham indrømmede Rettigheder. At Afgjørelsen af Spørgsmaalet om disse Betingelser kunne siges at være tilstede, skulde være forbundet med større eller engang med saa stor Vilkaarlighed, som finder Sted i mange andre Tilfælde, hvor man er nødt til at ty til Skjøn af en eller anden Autoritet, kan man vel neppe sige, og navnlig maa det paapeges, at det ei kan falde vanskeligt at bedømme, om Huusmandens Forpligtelser ere for byrdefulde i Forhold til hans Rettigheder, naar begge ere fastsatte ved en almindelig bekjendt Contract, — hvilket vel som oftest vil indtræffe hvis nærværende Lovudkast antages, — og aldenstund Huusmandscontracterne baade ere saa eensartede, som de almindelig pleie at være i samme Egn, og saa talrige, at man ei mangler Anledning til gjennem Sammenligning at udfinde, hvad sædvanlig ansees som passende Vederlag i dette Forhold, en Maalestok, som neppe lettelig vil blive fravegen. Det indeholder nemlig upaatvivlelig en Garanti for, at Myndigheden til at iligne en extraordinær Forhøielse af Fattigskatten, som den omhandlede, ikke vil blive brugt uden i Tilfælde, hvor Misforholdet mellem Huusmandens Rettigheder og Forpligtelser er særdeles skrigende, at den efter Forslaget henlægges til en Autoritet, som Fattigcommissionen, der i Regelen bestaaer af Gaardbrugere, og som, hvis den forudsættes bevidst eller ubevidst at ledes af eensidige Sympathier, naturligviis snarere maa være tilbøielig til at bringe Lovbudet i Anvendelse med for stor Mildhed end med for stor Strenghed, idet dens Medlemmer, ved i et givet Tilfælde at characterisere en Huusmands Forpligtelser som altfor strenge, afskjære sig selv, sine Venner og Naboer Adgangen til at paabinde deres Huusmænd lignende.
Det er fremdeles indvendt, at et Lovbud som det heromhandlede, sandsynligviis vil medføre Huusmandsclassens Undergang, idet det maa antages, at Gaardbrugerne, for at unddrage sig den Control fra Fattigvæsenets Side, som et saadant Lovbud medfører, vilde inddrage deres Huusmandspladse. Denne Frygt deler imidlertid ikke Commissionens Pluralitet. Saavidt vides er nemlig ikke en saadan Følge indtraadt paa de enkelte Steder f. Ex. Ringsaker, hvor Fattigcommisstonen af egen Magtfuldkommenhed allerede nu har optaget den heromhandlede Regel iblandt sine reglementariske Bestemmelser og bragt den i Anvendelse. Desuden antager Commissionens Pluralitet, at den Driftsherre, som lægger an paa at drive sit Landbrug eller øvrige øconomiske Bedrift paa Landet paa den meest rationelle og indbringende Maade, ogsaa i Fremtiden i de fleste Egne vil finde sig bedst tjent ved at holde Huusmænd istedetfor at skaffe sig den fornødne Arbeidsstyrke paa anden Maade. Dette maatte nemlig skee ved at fæste flere Tjenere eller ved at leie Daglønnere. Men Folk af Arbeidsclassen vise allerede nu ikke synderlig Begjærlighed efter at erholde fast Tjeneste eller megen Ængstelighed for at forlade en saadan Stilling. Det er tvertimod en meget hyppig Klage, at den Tjener, af hvem der kræves saa vedholdende og anstrængt Arbeide, som en voxen Person baade kan præstere og som det af Hensyn til Productionens Forøgelse i det Hele er ønskeligt, at der maa affordres ham, forlader sin driftige Huusbond og søger Tjeneste hos en Anden, der lader Alt gaae i den gamle Slendrian, og denne Ulempe vil neppe blive mindre følt, hvis Efterspørgselen efter Tjenestefolk paa Grund af Huusmandspladsernes Inddragning skulde blive endnu større. Og hvad angaaer Tænkeligheden af, at Daglønnere skulde kunne træde i Huusmændenes Sted, da er det vel neppe troligt, at nogen betydelig Deel af til fremmed Arbeidshjælp trængende Jordbrugere i et Land som vort, hvor den vigtigste Deel af Markarbeidet træffer ind i Løbet af et Par Maaneder, skulde falde paa i den Grad at give sin Næringsvei i Tilfældighedens Vold, som det vilde være at stole paa at erholde den tilstrækkelige Arbeidsstyrke i Aannetiderne ved at leie Daglønnere. Derfor erklære allerede nu mange af de Landmænd, som lægge meest Vind paa at forbedre deres Jordbrug, at Huusmænd, som behandles vel, og staae i tilbørligt Afhængighedsforhold af deres Huusbønder, og for hvem det derfor er en Velfærdssag at berøves deres Stilling, ere, om end de kostbareste, saa dog tillige de paalideligste og meest medgjørlige Arbeidere. Det er paa Styrken af denne Betragtning, som Huusmandsstandens fremtidige Existence beroer; den vinder imidlertid aabenbar i Vægt ved det af Commissionen foreslaaede Lovudkast, forsaavidt som dette giver Huusbonden meget lettere Adgang, end han hidtil har havt, til at fjerne den Huusmand, med hvem han af en eller anden Grund er misfornøiet, og svækkes ingenlunde ved den af Commissionens Pluralitet foreslaade Myndigheds Overdragelse til Fattigcommissionen; thi den Huusbond, som lægger an paa ved god Behandling af sine Huusmænd at skaffe sig dygtige, flittige og redelige Arbeidere, har Intet at frygte af en saadan Myndigheds Udøvelse.
At et Lovbud, der overdrager Fattigcommissionen en Myndighed som den omhandlede, skulde indeholde en Erkjendelse af Huusmandsclassens Uformuenhed til at beskytte lig selv og derfor skulde have en farlig Indflydelse paa denne Classes Selvstændighedsfølelse, kan heller ikke Commissionens Pluralitet indrømme. Det er nemlig ikke Huusmændene, men Fattigvæsenet, Lovbudet vil beskytte, og selv om det maatte opfattes anderledes, saa indsees det ikke, at det kunde have nogen skadelig Indflydelse paa Huusmandsclassens moralske Kraft, at man aabent erkjender, hvad der er vitterligt nok, nemlig at Huusmændene i enkelte og det ikke saa ganske sjeldne Tilfælde ere udsatte for Overgreb fra Huusbondens Side, Noget der desuden efter Tingenes egen Natur altid maa finde Sted. Den særlige moralske Indflydelse, som den positive Lovgivning i denne Henseende øver, ligger egentlig i Fattiglovgivningens Bestemmelser om at arbeidsdygtige Folk, og altsaa ogsaa Huusmænd, i Trangstilfælde tilkomme offentlig Understøttelse; dette Lovbud er man imidlertid vel tiltrods for de betænkelige Følger, det uomtvivsteligen kan have, nødt til at lade staae.
Commissionens Pluralitet antager ikke, at et Lovbud, som det her omhandlede hyppigen vil blive bragt i Anvendelse. Men det kan vel neppe slaae feil, at det desuagtet vil have sin store Nytte, da Kundskaben om, at den ved samme Fattigcommissionen indrømmede Myndighed kan bringes i Udøvelse mod ham, vil afholde den Enkelte, som maatte være tilbøielig til paa egennyttig Maade at benytte sig af en Huusmandsfamilies øieblikkelige Forlegenhed for at faae Plads, fra at skaffe sig Fordele paa denne Families eller Fattigvæsenets Bekostning. Lovbudet vil virke hæmmende paa den gradvise Forhøielse af Afgiften for Huusmandspladse, som i senere Tid har fundet Sted, og overhovedet holde saavel Fattigcommissionens som samtlige Gaardbrugeres Opmærksomhed stadigen henvendt paa det Betænkelige og uretfærdige i at benytte sig af Arbeidernes fri Concurrence om Boliger til en Forværrelse af deres Kaar.
Hvis Bestemmelsen antages i den af Commissionens Pluralitet foreslaaede Form, bliver den kun anvendelig, naar det af Huusmanden givne Vederlag staaer i et Misforhold til de ham tilstaaede Rettigheder, der udsætter Fattigvæsenet for deelviis at maatte overtage hans Forsørgelse. Den bliver altsaa ikke anvendelig, naar de Huusmanden indrømmede Fordele ere ringe, men hans Forpligtelser ligeledes ere ubetydelige, altsaa f. Ex. naar Huusmandens Plads vel er liden eller slet, eller der er nægtet ham Ret til Havnegang og Brændsel af Huusbonden, eller han har maattet give Slip paa den i Lovudkastet omhandlede Fridag eller andre Rettigheder, som enten sædvanlig tilstaaes ham, eller som Lovgivningen forudsætter at tilkomme ham, naar han kun paa Grund heraf nyder passende Nedsættelse i sin Afgift. Lovbudet bliver altsaa heller ikke anvendeligt, fordi en Jordeier indtager jordløse Huusmænd, hvis han kun ikke betynger dem med ubillig Afgift eller andre overdrevne Byrder, heller ikke, hvis han fordriver en Huusmand, der gjør sig skyldig i en Handling, som efter Lovudkastet eller den mellem dem oprettede Contracts Bestemmelser drager Fæstets Fortabelse til Følge, selv om saadant i det concrete Tilfælde kan synes haardt. Endnu mindre rammer Loven den Huusbond, som istedetfor at bortleie en ledig Plads, nedlægger den. Det kan saaledes vistnok bemærkes, at Pluralitetens Forslag langtfra strækker til at afhjælpe alle Onder ved Huusmandsforholdet, og spørges, hvorfor den ikke er gaaet videre i den Retning, hvorpaa den her er slaaet ind. Commissionens Pluralitet erkjender vistnok, at Grundeierne kunne benytte sig af sine Rettigheder paa mange Maader, der ere ligesaa fordærvelige for den arbeidende Klasses Velvære og ligesaa betyngende for det offentlige Fattigvæsen, som den i Lovudkastets omhandlede Paragraph nævnte Maade, og at det kunde være ønskeligt nok at forebygge Misbrug i saa Henseende. Den vover dog ikke til Opnaaelse af denne Hensigt at foreslaae nogen yderligere Udvidelse af Fattigcommissionens Myndighed til at iligne extraordinært Bidrag til Fattigvæsenet. Der er nemlig en gjennemgribende Forskjel paa de i den af Pluraliteten foreslaaede Bestemmelse omhandlede Tilfælde og de udenfor samme liggende. I hine bestaaer nemlig det, som lægges Huusbonden tillast, deri, at han Fattigvæsenet til Skade betinger sig Mere end han giver. Dertil bør man ikke lettelig indrømme en Mand Ret, hvis det er muligt at hindre det. I alle andre Tilfælde bestaaer det for Fattigvæsenet Farlige deri, at en Eier enten ganske nægter at fortsætte eller indlade sig i et for Samfundet gavnligt Contractsforhold, eller kun vil indlade sig i samme i en mindre Udstrækning, end det maaskee for Samfundet kan være ønskeligt, og denne Frihed bør man lade ubeskaaret. Dette er heller intet Brud paa Conseqvensen, thi der kan være fuld Føie til at overlade en Mand fuldkommen fri Raadighed til at bestemme, hvorhvidt han enten ganske vil undlade at indtræde i et vist Retsforhold, eller til at afgjøre, i hvilken Udstrækning han vil indlade sig deri, medens man dog, forsaavidt han indtræder i samme, hindrer ham fra at gjøre sig directe Fordele paa Andres Bekostning. Det flyder derfor ikke af den logiske Sammenhængs Love, at man skal hindre en Huusbond i frit at bestemme, hvorvidt han vil bortleie en Plads, eller hvor stor den Plads, han beslutter at bortleie, skal være, fordi man indrømmer Fattigcommissionen Ret til, forsaavidt han bortsætter Pladsen mod et uforholdsmæssigt Vederlag, at paalægge ham at erstatte Fattigvæsenet de Udgifter, han herved forvolder det. Ved Gjennemgaaelsen af de vigtigste Tilfælde, som ikke gaae ind under den af Commissionens Pluralitet foreslaaede Paragraph, vil det ogsaa vise sig, deels at det i og for sig vilde være mindre retfærdigt at udvide den dersteds opstillede Bestemmelse til samme, deels at dette vilde være forbundet med overveiende practiske Vanskeligheder. Angaaaende Uhensigtsmæssigheden af at foreskrive Grundeieren Størrelsen af de Pladse, han kan bortleie, er tilforn talt. Heller ikke kan det være tilraadeligt paa den omhandlede indirecte Maade at søge at forebygge Misbrug af Huusbondens legale Ret til at fjerne sin Huusmand. Thi medens Spørgsmaalet, om der existerer Misforhold mellem Huusmandens Rettigheder og Forpligtelser, samt om hans Armod er foraarsaget derved, efter Pluralitetens Mening uden Vanskelighed maa kunne bedømmes af Fattigcommissionen, antager den, at Spørgsmaalet, om der har været Grund for Huusbonden til at fjerne sin Huusmand, i den Grad maa bero paa Omstændigheder, som ikke rettelig kunne opfattes uden af dem, der daglig ere Vidner til deres Samvær, at man ikke kan overlade Fattigcommissionen Myndighed til at afgjøre det. Endnu mindre bør der blive Spørgsmaal om en saa voldsom Indskrænkning af Eiendomsretten, som det vilde være at paaføre en Eier forøgede Byrder, fordi han inddrager en under hans Gaard beliggende Plads.
Idet Commissionens Minoritet, Sorenskriver Motzfeldt og Gaardbruger Lysgaard, erklærer sig uenig i den forslaaede Bestemmelse, hvorved Fattigcommissionerne skulde bemyndiges til at iligne dem, der ved at foreskrive sine Huusmænd altfor strenge Betingelser udsætte Fattigvæsenet for forøgede Byrder, forhøiet Fattigforsørgelsesbidrag, tillader den sig at bemærke Følgende.
Er man først enig om at det ikke gaaer an ved Lov ligefrem at foreskrive de Betingelser, hvorpaa Huusmænd skulle antages, formenes det at være en klar Inconseqvence, at man søger ved indirecte Tvang at fremtvinge andre Betingelser, end dem, hvorom Parterne selv ville forene sig. Contractsfriheden bliver ad den indirecte Vei paa samme Maade indskrænket, som ad den directe. Der er heri kun den Forskjel, at Indskrænkningen ad den directe Vei maa knyttes til bestemte Puncter, medens den indirecte Indskrænkning bliver af en almindlig og aldeles ubestemt Beskaffenhed, da Vedkommende aldrig kunne vide, hvilke Vilkaar Fattigcommissionen vil finde for godt at erklære altfor strenge. Faren for Grundeiernes Misfornøielse og den deraf følgende Inddragelse af Huusmandspladse bliver altsaa formeentlig saameget større ved den indirecte, end ved den directe Indskrænkning i Contractsfriheden. Det sidste turde ogsaa forsaavidt med Føie paastaaes at ville blive Tilfældet, som Afgjørelsen af, hvorvidt Huusbonden er billig imod sine Huusmænd, overlades til Fattigcommissionens vilkaarlige Skjøn, og det er en gammel Sætning, at man hellere finder sig i den Vilkaarlighed, Lovens egne Forskrifter medføre, end i den Vilkaarlighed, Loven overdrager Ens Lige i det enkelte Tilfælde at gjøre gjældende.
Det er fremdeles, saavidt Minoriteten skjønner, ikke blot en i vor senere Lovgivning aldeles ukjendt Forholdsregel, men ogsaa en særdeles farlig Vei, hvorpaa det omhandlede Forslag vilde føre Lovgiveren ind. Det tilhørte en forgangen Tid, at overdrage til den geistlige Censur og Straf at revse som det hedder i Kong Christian den Femtes Lov 2—9—8 “ubillig Fordeel i Kjøb og Salg, ulovlig Aager og Gjerrighed“, og Samfundets fremskridende Udvikling har af sig selv tilintetgjort hiin Censur; men nu, i det nittende Aarhundrede, skulde Fattigcommissionerne overdrages en ligeartet vilkaarlig Censur? Al Skatteligning medfører i sit Væsen Vilkaarlighed nok, og en legal Udvidelse af vilkaarlige Hensyn som Grundlag for Ligningen vilde kun endnu yderligere forøge det i Ligningen liggende rige Tønder til Misnøie og gjensidigt Had imellem Medborgere.
Conseqvencen maatte derhos aabenbart lede til en lignende Censur og forhøiet Skattepaalægning ikke blot paa den Grundeier, som viste en saakaldet Ubillighed ved at udsige sine Huusmænd af deres Pladse, men ogsaa i Anledning af saakaldet Ubillighed og Strenghed imod Ræsten, der gik i andre Retninger, men maatte erkjendes at medføre samme Følger, nemlig Fattigdommens og Fattigforsørgelsesbyrdens Forøgelse, som t. Ex. Aagring og deslige. I Mangel af Grundsætningens Udvidelse vilde Huusbonden, der undergik Censur for Behandlingen af sin Huusmand, med største Føie kunne beklage sig over, at hans Naboe, som udsugede Ræsten langt mere, ei ligesaaavel som han derfor paalagdes forhøiet Fattigforsørgelsesbidrag. Men hvilken Forstyrrelse i den borgerlige Samhandel et saadant almindeligt Systems Indførelse paa den anden Side vilde medføre, hvilket utaaleligt Despotie Loven paa saadan Maade vilde hjemle Fattigcommissionerne at udøve, dette tiltrænger formeentlig ingen Udvikling. Grundeierne vilde imidlertid upaatvivlelig søge at undgaae at underkaste sig Fattigcommissionernes Censur, og den foreslaaede Bestemmelse vil, efter al psychologisk Beregning, lede til at Grundeierne undlade at fæste Huusmænd, naar de paa nogen Maade kunne undvære dem.
Den foreslaaede Bestemmelses Følge maatte i alle Fald blive den, at den forsigtige Huusbond, før han afsluttede nogen Huusmandscontract, forespurgte sig hos Fattigcommissionen angaaende hvorvidt Contracten vilde blive anseet som altfor streng. Fattigcommissionen fik altsaa i sin Magt det, som Lovgiveren selv ikke fandt det tjenligt at foreskrive; og det troer man for Alvor, at Grundeierne i Tidens Længde vilde underkaste sig? Og hvilken Maalestok skulde her kunne lægges til Grund? Hvad er det, som under en almindelig Contractsfrihed bestemmer hvad der er billigt eller ubilligt, uden selve Concurrencen, og ere ikke de enkelte Factorer, af hvis Sammenstilling en Vares eller et Arbeides Gjennemsnitspriis udbringes, virkelige frie Overeenskomster, saa giver jo hiin Sammenstilling selv kun et falskt og skuffende Resultat.
Og hvad hjælper det, til Forsvar for den foreslaaede Bestemmelse, at fremhæve som dennes væsentlige Øiemed, at den gaaer ud paa at paalægge Huusbonden at erstatte Fattigforsørgelsen den Deel af hans Huusmænds Arbeidsløn, som han ved altfor strenge Vilkaars Foreskrivelse kaster over paa Fattigvæsenet? Ikke at tale om, at Bestemmelsen skal have Virkning, om Huusmanden endog ikke i Virkeligheden falder Fattigvæsenet tillast, saa er det dog for det Første en i sig selv høist besynderlig og urimelig Forudsætning, at Huusbonden ved Huusmandens Antagelse skulde speculere paa at faae en Deel af sine Arbeideres Lønning udredet af Fattigvæsenet.
Men endog dette uanseet, hvorledes kan den Omstændighed, at Huusbonden, istedetfor at inddrage eller undlade at besætte Pladsen, har antaget Huusmanden og hos sig ladet ham faae Levebrød, om end altfor knapt, give Fattigvæsenet en Ret til at holde sig til Huusbonden for det Bidrag, det maatte yde Huusmanden, medens Fattigvæsenet havde maattet føde den arbeidsløse Huusmand fuldtud, og ikke kunde have søgt Regres hos nogen Huusbond for Bidraget, i det Tilfælde, at Huusmanden slet ikke havde erholdt Ansættelse eller Plads hos Nogen? Maatte ikke Fattigvæsenet, hvilket arbeidsløse Huusmænd hensadde tillast, være Grundeierne taknemmelige for at disse dog skaffede Fattigvæsenet nogen Lettelse ved at Huusmændene erholdt en nok saa liden Arbeidsfortjeneste hos dem, og vil man da, at Fattigvæsenet, til Tak for at Grundeierne saaledes gave ledige Huusmænd Arbeide, herpaa skulde iligne de samme Grundeiere forhøiet Fattigvæsensbidrag, fordi de ikke betalte Arbeidet høit nok? Og skede ikke dette, som vel heller ikke Fattigcommissionerne vilde falde paa, saa behøvede jo Huusbønderne, for at undgaae det foreslaaede Lovbuds Virkning kun at undlade at fæste Huusmændene selv, og bie indtil Fattigvæsenet blev nødt til, for dog saavidt muligt at formindske Fattigvæsenets Byrder, at tilbyde dem de arbeidsløse Huusmænds Arbeide til enhver Priis.
Hvo indseer desuden ikke, at forsaavidt Nogen ved den Trudsel, den foreslaaede Bestemmelse indeholder, lader sig bestemme eller tvinge til at antage Huusmænd paa fordeelagtigere Vilkaar, end han ellers kunde eller vilde tilstaae dem, maa han, som tilforn bemærket, betragtes som den, der allerede i Forskjellen imellem det Vederlag, han giver for Arbeidet, og hvad han uafhængig af hiin Trudsel vilde have givet, bærer en forøget Fattigvæsensbyrde, kun i en særegen Form. Systemet viser sig saaledes ogsaa fra denne Side som det, der kun medfører en vilkaarlig Forandring i Fordelingen af Fattigforsørgelsesbyrden; men i selve Tingens Væsen er man derved ikke rykket det Maal, at formindske Pauperismen, et Skridt nærmere, man har ikke paaviist et eneste nyt Middel til virkeligt selvstændigt Udkomme for Huusmandsklassen, og istedetfor at hæve dennes Mod og Tillid til at hjælpe sig selv, har man kun i Lov udtalt deres Umyndighed til at contrahere med Grundeierne.
Paa Grund af den under den nuværende Lovgivning, navnlig med Hensyn til Udtryksmaaden i Forordningen af 29de April 1752 § 3, bestaaende Tvivl angaaende hvorvidt Huusmandsfolk henhøre under Huusbondens Huustugtsret, ansees det fornødent i en ny Lov angaaende Huusmandsvæsenet derom at indtage en Bestemmelse; og forsaavidt en almindelig Regel maatte gives, kunde Commissionen ikke betænke sig paa at foreslaae Huustugten erklæret uanvendelig paa Huusmanden eller hans Hustru.
Den Tvivl og de Vanskeligheder, som efter den gjældende Lovgivning, og navnlig paa Grund af Bestemmelsen i Lovens 3—14—1, finde Sted med Hensyn til Grundeierens Adgang til uden Lovmaal og Dom at fjerne en Huusmand fra Pladsen, formenes det at maatte være den ny Lovs Sag at hæve. Ingen bør kunne tiltrodse sig en Besiddelse og Brug af fremmed Eiendom, hvortil han aldeles ingen Hjemmel har, eller Besiddelsen og Brugen udover den Tid, til hvilken han selv contractmæssigen har forbundet sig til at flytte. Samme Adgang formenes der ogsaa at burde tillægges Grundeieren til uden Proces og Vidtløftighed at kunne fjerne en Inderst, som sidder tilhuse hos Huusmanden uden lovlig Hjemmel. At Udkastelsesforretningers Udførelse i deslige Tilfælde overdrages til Lensmanden, formenes uden nogensomhelst Ulempe for Retssikkerheden at kunne skee, og Omkostningerne blive derved formindskede. Overeensstemmende hermed har Commissionen foreslaaet Bestemmelser indtagne i Loven.
Da Huusmanden efter Tingens Natur og Lovgivningens Analogier ikke vilkaarligen kan overdrage sin Plads til nogen Anden, ansees det ogsaa hensigtsmæssigt, for at forekomme Forviklinger og Tvist, i Loven at indtage en Bestemmelse om, at der i Huusmandens Besiddelsesret ikke kan tages Udlæg for Gjeld.
Den gjældende Lovgivning indeholder ingen udtrykkelige Bestemmelser angaaaende Leilændingens Raadighed med Hensyn til Huusmænds Antagelse, samt Huusmandspladses Oprettelse eller Nedlæggelse. Til Betryggelse for alle Vedkommende, navnligen ogsaa Huusmanden, foreslaaer Commissionen derfor en Bestemmelse, der i forberørte Henseender indskrænker Leilændingens Ret til at sætte Huusmand for sin og Enkes Besiddelsestid. Den i Lov af 25de August 1848 med Hensyn til Huusmandspladse paa civile og militære Embedsgaarde givne Forskrift tillader Commissionen sig at foreslaae udvidet til at gjælde for alt Jordegods, som er henlagt til Embeder eller Bestillinger.
En udtrykkelig Regel maa ogsaa ansees fornøden for det Tilfælde, at Huusmanden eller hans Boe tilkommer Godtgjørelse for Forbedringer paa en Plads, beliggende under en Eiendom, som bruges af en Anden end dens Eier. Sidstnævnte maa i dette Fald vistnok Godtgjørelsens Udredelse paaligge, men forsaavidt tillige Eiendommens Bruger vinder ved Pladsens Forbedring, er det billigt, at han med en vis aarlig Qvotadeel, formeentlig rigtigst i Lighed med den i Lov af 17de August 1821 §§ 2—4 indeholdte Forskrift angaaende Udskiftningsomkostningers Refusion, igjen godtgjør Eieren Udlægget.
Loven bør formeentlig heller ikke undlade at afhjælpe Odelslovgivningens Ufuldstændighed med Hensyn til hvilken Indflydelse en Odelsmands Indløsning af hans Odelsgods har paa de paa dette siddende Huusmænds Besiddelsesret. Commissionen antager i denne Henseende ikke at Loven bør slutte sig til nogen af de vilkaarlige Distinctioner, Odelsloven af 26de Juni 1821 § 31 opstiller, hvorimod til Betryggelse for Huusmændene Odelsløsningen formenes at burde være disse uvedkommende, undtagen forsaavidt de vare blevne antagne af Besidderen, efterat allerede Løsningssøgsmaalet var indledet. Faren for, at Odelsmanden herved skulde udsættes for nogen væsentlig Hindring i den fri Benyttelse af Godset ved dets Tiltrædelse, er formeentlig altfor fjern til at kunne komme i nogen Betragtning imod Vigtigheden for Huusmanden ved Odelsløsningen ikke at blive forstyrret i Besiddelsen af sin Plads.
I Sager imellem Huusmand og Huusbond formenes det, for at Huusmanden skal kunne værne om sin Ret, at Loven ligefrem bør tilstaae Huusmanden Fritagelse for Gebyrer af hvilkensomhelst Art, saaledes at ogsaa Omkostningerne ved Aastedsbehandling, naar den forlanges af Huusmanden og Dommeren finder den fornøden, udredes af det Offentlige. At tilstaae Huusmanden Ret til at forlange opnævnt Sagfører for sig til Sagens Udførelse, formenes lettelig at ville kunne forvolde det Offentlige altfor store Omkostninger, medens Sagførers Benyttelse paa Grund af den ifølge Lovgivningen Dommeren paaliggende Pligt tildeels at veilede den Almuesmand, som selv udfører sin Sag, ansees mindre fornøden. Til Fordeel for Huusbonden at skjelne mellem deslige og andre Sager, hertil indsees der derimod ikke at være Grund, saameget mindre, som Sager af denne Art i sig selv ofte angaae temmelig vanskelige Spørgsmaale.
Nogen Bestemmelse angaaende Skifte og Deling af Huusmandsfolks Boer formener Commissionen ikke at burde indtages i den heromhandlede Lov. Bestemmelserne desangaaende henhøre under en almindnlig Revision af Skiftelovgivningen, og medens Forslag dertil findes indtaget i det af en anden naadigst nedsat Commission udarbeidede Udkast til nye Lovbestemmelser om Skiftevæsenet, formenes det ubetimeligt i nærværende Lovudkast at indtage Noget herom. Forsaavidt derhos de i denne Henseende Huusmændene for Tiden tilstaaede Begunstigelser allerede have bestaaet i mere end et halvt Aarhundrede og saaledes maa ansees tilstrækkelig bekjendte, formenes det ufornødent i den heromhandlede Lov at gjentage dem.
Ihenseende til directe Paalæg erkjender Commissionen, at Huusmandsklassen tiltrænger yderligere Begunstigelse, end den gjældende Lovgivning tilstaaer den. Saaledes ansees der ikke at være Grund til, som der er bestemt i Veiloven af 28de Juli 1824 § 43, at paalægge Huusmændene nogen Andeel i Veivæsensbyrden. Det Huusmændene ifølge Lovens 2—12—7 og Lov af 14de Juni 1816 § 3 paaliggende Høstdagsarbeide er ogsaa en for denne Klasse uforholdsmæssig stor Byrde. Lovbudet i 2—12—7 har sædvanlig været givet den Fortolkning, der og nylig har erholdt Stadfæstelse af Rigets Høiesteret, at begge Egtefæller paa en Huusmandsplads have at præstere en Høstdag til Præsten; og Værdien heraf vil endog lettelig overstige det Offer, der ydes af mindre Parceleiere i de Egne, hvor fra gammel Tid den i Offerskjeppens Sted trædende Offersau eller lignende Præstation fordeles paa de forskjellige Opsiddere under samme Matrikulnummer. Forsaavidt Arbeidet præsteres in natura, falder Byrden ogsaa aldeles uligelig paa Yderne, idet den Veilængde, der maa tilbagelægges for at komme frem til Præstegaarden, kommer i væsentlig Betragtning.
Commissionen formener derfor, at Huusmændenes Høstdagspligt bør bortfalde. De mindre Præstekald, hvis Indtægter herved skulde blive altfor ringe, antages der at være Anledning til at holde skadesløse ved Tilskud af det beneficerede Gods’s Midler.
Hvad der allerede for Øieblikket er Tilfældet, at nemlig Huusmænd ere frie for Deeltagelse i Fattig- og Skolevæsenets Byrder, formener Commissionen ogsaa at burde gjøres til almindelig Regel, saaledes at det kun bliver undtagelsesviis og forsaavidt Huusmanden kan skjønnes at være i en bedre Formuesforfatning, han skal kunne ilignes Bidrag til Fattig- eller Skolevæsenet. Den i Anordningen af 2den December 1741 Capitel V § 9 for Christiania Stift indeholdte Forskrift om Huusmænds aarlige Ydelse af 8 ß til Fattigvæsenet vil saaledes bortfalde.
Forsaavidt Huusmændene deeltage (see den trykte Betænkning o. s. v. udarbeidet af den under 13de November 1813 angaaende Geistlighedens Lønning naadigst nedsatte Commission pag. 65—7) i Ydelse af Klokkertolden, der væsentlig maa ansees som en Deel af Skoleskatten, formenes de ogsaa at burde fritages for denne Byrde.
Derimod finder Commissionen, at det vilde være betænkeligt at løse Huusmændene fra enhver Forpligtelse til at yde Noget til Kirken og Præsten. Den Huusmændene, skjønt ei ubetinget (jvnfr Forordningen af 13de August 1734 § 10), paahvilende Afgift til Kirken er og saa ubetydelig, at der ikke skjønnes at være Grund til i Bestemmelserne desangaaende at foretage nogen Forandring. Hvad Offeret angaaer vil det erindres, at for residerende Capellaners Vedkommende (dog Christiansands Stift herfra undtaget) er Offeret lovbestemt, nemlig 12 ß om Aaret af mandlige og 6 ß af qvindelige Individer, medens Offerets Størrelse for Sognepræstens Vedkommende overalt er ulovbestemt, forsaavidt angaaer dem, der ikke høre blandt Gaardbrugerne.
Commissionen formener, at det lovbestemte Capellanoffers Størrelse er passende for Huusmandsfolks Vilkaar, og at der saaledes er Grund til at bestemme Offeret til Sognepræsten til det Samme, idet Huusmanden fritages for Høstarbeidet. Dog formenes Huusmanden i det Aar, han nyder Understøttelse af Fattigvæsenet, at burde fritages for enhver Ydelse til Geistligheden og til Kirken. Forsaavidt det hidtil paa flere Steder derimod har været Regel, at den militære Stilling har fritaget Huusmanden for Offerpligten, formenes dette ikke at have tilstrækkelig Grund for sig og saaledes at burde udtrykkelig ophæves.
Ved at forestaae Lovforskrifter overeensstemmende med det Foranførte har Commissionen tillige bragt i Forslag, saavel en transitorisk Bestemmelse til Forbehold af de ved den nye Lovs Bekjendtgjørelse i Embede eller Bestilling værende Sognepræsters eller Kirkesangeres men som ogsaa en Bestemmelse, der giver de med Hensyn til Huusmænds Afgifter og Byrder foreskrevne Regler Anvendelse til Fordeel for Enhver, som i berørte Henseender i den gjældende Lovgivning er sat ved Siden af Huusmænd.
Huusmandsvæsenet staaer i en faa nær Forbindelse med Ordningen af Næringsfriheden i Landdistricterne i Almindelighed, at Commisisonen ikke kan undgaae, ved at forestaae Lovbestemmelser angaaende Huusmandsvæsenet, tillige at forestaae Lovgivningen om Næringsfriheden i Landdistricterne i et vist Punct modificeret. Det er nemlig som bekjendt foreskrevet som almindelig Regel, at Alle af Bondestanden, Mands- og Qvindspersoner, der ei bruge Gaard eller Huusmandsplads, eller leve af et stadigt Haandværk, skulle tage fast aarlig Tjeneste, naar saadan er at bekomme, og de ikke ved Svaghed ere forhindrede. I Overeensstemmelse hermed er det endog forbuden Gaardmænd af Bondestanden at have flere af sine Børn hjemme hos sig, naar de ere 18 Aar gamle, end de til deres Næringsdrift behøve, og ligeledes Huusmænd af sine sexten Aar gamle Børn at beholde hjemme hos sig flere end i Regelen een Dreng og een Pige, da de øvrige Gaardmænds som Huusmænds Børn skulle imod aarlig Løn antage Tjeneste hos Andre, ihvorvel ikke længere nu, som tidligere var paabuden, udelukkende i Districtet eller Sognet, hvor de hørte hjemme (see Lovens 3—21—4, 5 og 16, Forordningen af 9de August 1754 §§ 1—4, samt endelig Loven af 12te September 1818).
Enhver erkjender vistnok, at disse Baand paa den naturlige Frihed lidet harmonere med de Grundsætninger, der for Tiden mere og mere gjøres gjældende i Lovgivningen. Det synes at maatte være Enhver overladt selv at afgjøre, om han staaer sig bedst paa at tage Arbeide for kortere eller længere Tidsrum; og Loven gjør sig endog forhadt, naar den tvinger Forældre til at sende deres Børn fra sig, uagtet de kunne og ville forsørge dem hjemme. Bestemmelsernes Strid med liberalere Lovgivningsgrundsætninger har ogsaa bevirket, at de sjeldnere og sjeldnere bringes i Anvendelse, og fast aldrig uden i de Tilfælde, hvori et Individ fra andre Sider giver Anledning til at man ønsker det fjernet eller revset.
Der synes saaledes at være fuld Grund til nu at ophæve de omhandlede Lovbud. Det har vel udtrykkelig været anført, at det er Tilværelsen af de løse hensiddende Dagarbeidere, som gjør Huusmandsclassen det største Afbræk i Adgangen til stadigt Arbeide hos Huusbonden, og at saaledes det netop maatte være i Huusmændenes Interesse, at de Bestemmelser, som gaae ud paa at forhindre løse Dagarbeidere, bibeholdes og indskjærpes. Men heri ligger neppe mere end en Skuffelse. De omhandlede Bestemmelsers fuldkomne Overholdelse maatte jo medføre Forøgelsen af Tyendeforholdet; det Arbeide, der nu blev forrettet ved Tyendet, fragik altsaa Huusmændene, og for dem maatte det blive det Samme, enten det var løse Dagarbeidere eller faste Tjenestefolk, som concurrerede med dem om Arbeide.
At der i enkelte Egne ved hine Bestemmelsers Ophævelse vilde kunne opstaae Vanskelighed for at erholde de fornødne Tjenestefolk, kan vel erkjendes muligt; men dette kan formeentlig ikke afgive nogen tilstrækkelig Grund til at bibeholde unaturlige Indskrænkninger i den almindelige Næringsfrihed. Væsentligere Indvendinger imod de omhandlede Bestemmelsers Ophævelse kunde vel hentes deels fra den større Fare, hvorfor Moraliteten blandt den løse Arbeidsstok skulde være udsat fremfor blandt Individer, som ere i fast Tjeneste, deels fra Frygten for at Fattigvæsenets Byrder ved Usikkerheden af Dagarbeidernes Fortjeneste skulde forøges. Men heller ikke disse Hensyn kunne hjemle saa væsentlige Indgreb i Individernes naturlige Frihed, og det saameget mindre, som Bestemmelserne allerede forstørstedelen have tabt deres Anvendelse, og deres Ophævelse i det Væsentlige kun stadfæster den bestaaende Tingenes Orden, medens netop Forandring i og Forrykkelse af denne vilde blive Følgen af Bestemmelsernes Indskjærpelse og Overholdelse.
Forsaavidt de omhandlede Lovbud imidlertid i senere Tid som bekjendt have været anvendte til at udfylde Huller i den bestaaende Lovgivning om Løsgjenger- og Fattigvæsenet, eller været benyttede som Correctiver imod Lediggjængere, der falde Fattigvæsenet til Byrde, og imod Omstreifere, der plage Districterne og stadigen maae være Gjenstand for Sikkerhedspolitiets Opmærksomhed, maa det vistnok erkjendes at ville være betænkeligt at ophæve Bestemmelserne uden at sætte Lovbud istedet, som hjemle Samfundet lige Ret imod de nysomtalte Slags Individer. Ved at forestaae de omhandlede Lovbud ophævede har Commissionen derfor tilladt sig at bringe i Forslag Bestemmelser, i Kraft af hvilke de i Lov om Fattigvæsenet af 20de September 1845 § 51 indeholdte Forskrifter angaaende Løsgjængere erklæres anvendelige paa Enhver, som foretrækker at falde Fattigvæsenet tillast fremfor at arbeide, eller som streifer om uden at kunne oplyse, paa hvilken Maade han lovligen ernærer sig.
Blandt de Huusmændene vedkommende Lovbud, hvilke Commissionen antager at burde udtrykkelig ophæves, er Budet i Fattigvæsensanordningen for Christiania Stift af 2den December 1741 Capitel VI § 5. At Huusbonden, og det endog for sin egen Skyld, forstrækker Huusmanden med Sædekorn, naar hiin har det selv, og denne mangler det, er vistnok ligesaa almindelig Tilfældet, som at Huusbonden yder Huusmanden anden Hjælp ved Pløining m. m.; men om at gjøre nogen juridisk Forpligtelse gjældende imod Huusbonden i hiin Henseende, er der nok allerede forlængst ikke mere Tale. Hele den anførte Bestemmelses Form synes heller ikke at antyde nogen egentlig juridisk. Ret for Huusmanden til at fordre Forstrækningen; og under den mere udviklede Ordning og nøiagtigere Fordeling af Fattigforsørgelsesbyrden indsees det let, at der endnu mindre bør være Spørgsmaal om en ligefrem Anvendelse af hiint Lovbud. For imidlertid at hæve al Tvivl herom, formenes det rigtigst, at Lovbudet udtrykkelig ophæves.
Commissionen anseer det ufornødent og derhos i ethvert Fald uforeneligt med den indskrænkede Plan, den for hastigere at kunne tilendebringe sit Arbeide, har maattet lægge for nærværende Motivers Udarbeidelse, at gjennemgaae Detaillen af de mangfoldige Forslag, som i de Commissionen meddeelte Betænkninger findes fremsatte, men som Commissionen ikke har troet at kunne tiltræde. Kun forsaavidt fra flere Sider Forslage ere blevne fremsatte angaaende at paalægge Individer af Arbeidsclassen tvungne Bidrag, Tjenestefolk til Sparekasser, for at de kunne have en opsparet Skilling ved deres Bosættelse, og Huusmænd til Hjælpekasser eller Pensionsfond, for at de kunne idetmindste for en Deel sikre sig imod at søge den mere ydmygende Understøttelse af det almindelige Fattigvæsen, skulde Commissionen ikke undlade at bemærke Følgende. Det maa vistnok erkjendes, at det Princip, som ligger til Grund for hine Forslag, er i sig selv høist gavnligt og velgjørende, ligesom det formeentlig er ubestrideligt, hvilken heldbringende Indflydelse hiin Grundsætnings fuldstændige Gjennemførelse i alle Borgerclasser vilde have ikke alene paa hele Nationens øconomiske Velvære, men derigjennem tillige paa dens moralske Tilstand. Men aldenstund et saadant System endnu ikke er gjennemført blandt de mere bemidlede Classer, formenes det ikke at være billigt, at paalægge de Individer, som have den mindste Indtægt, at opspare eller lægge tilside Noget deraf, til yderligere Savn ved deres daglige Fornødenheders Tilfredsstillelse. Det maatte i alle Fald overlades til private Overeenskomster at indrette saadanne Spare- eller Hjælpekasser, og Loven maatte alene, om fornødent, komme Borgerne til Hjælp ved Ordningen deraf. Men forøvrigt vil sikkerlig i smaae Districter, hvor der findes faa Individer udrustede med fornødne Evner til saadanne Fonds Indretning og Bestyrelse, Vanskelighederne herved lægge uovervindelige Hindringer iveien for Principets almindelige Gjennemførelse over hele Riget, og maaskee netop der, hvor det efter Næringsveienes Beskaffenhed især burde have sin Anvendelse.
I enkelte af de Commissionen tilstillede Betænkninger findes det ogsaa antydet, at Huusmændene burde tilstaaes Deelagtighed i eller Indflydelse paa Communalbestyrelsen, og er herfor anført som væsentlig Grund, at det maatte ansees ubilligt at nægte dem hiin Ret, aldenstund Communens Byrder dog for en Deel ogsaa hvile paa dem.
Commissionen har ikke fundet sig foranlediget til at forestaae nogen Lovbestemmelse i den berørte Retning Efter den nyere Lovgivning er Deelagtighed i Communalbestyrelsen eller Stemmeret i Communens Anliggender stadigen knyttet til de samme Betingelser, som activ Borgerret, hvoraf Huusmænd som saadanne ikke ere i Besiddelse; og efter hvad der er Commissionen tilkjendegivet hører Spørgsmaalet om Hensigtsmæssigheden af at udvide den grundlovmæssige Adgang til Stemmeret ikke for nogen Deel ind under den Commissionen til Behandling overdragne Sag. Men endog uanseet dette, kan Commissionen ikke finde, at der er tilstrækkelig Grund til at tilstaae Huusmændene den omhandlede Ret. Ligesaalidt i Communen, som i Staten, gjælder den Regel, at Afgifters Erlæggelse til Communen eller Staten i og for sig giver Adgang til Deelagtighed i Communens eller Statens Fællesformues Bestyrelse, — t. Ex. den blotte Capitalist bliver beskattet, men har derfor ingen Stemmeret. Hvad Huusmænd angaaer, er det for det Første saavel efter den gjældende Lovgivning, som endnu mere, hvis Commissionens Forslag bliver til Lov, meget Ubetydeligt, hvad Huusmændene yde til Communen, hvorfor de have saameget mindre Føie til at beklage sig over ikke at være stedte Adgang til Deelagtighed i Communens Bestyrelse. Forsaavidt Huusmanden er opsigelig, staaer han i et Afhængighedsforhold til Huusbonden, der giver liden Anledning til at tillægge ham den fornødne Selvstændighed. Iøvrigt danne Huusmændene heller ikke nogen saa særegen Classe af Arbeidere, at der kunde være Grund til i den her omhandlede Henseende at gjøre nogen Forskjel imellem dem og andre Arbeidere. Men uagtet Spørgsmaalet om almindelig Stemmeret i Communeanliggender neppe heller kan ansees at høre hen under nærværende Commissions Undersøgelse, vil Commissionen dog ikke tilbageholde Yttringen af den Formening, at der for Communebestyrelsen Intet vilde være at vinde, men lettelig Meget at tabe ved Indførelsen af almindelig Stemmeret i Commune-Anliggender.
I Henhold til Foranførte giver Commissionen sig herved underdanigst den Ære at forelægge Deres Kongelige Majestæt følgende
Enhver Huusmandscontract eller Contract, hvorved Nogen for en Tid af idetmindste eet Aar leier Plads bestaaende af Huus eller Jord imod Arbeidspligt til Udleieren, skal af denne besørges oprettet skriftlig i Overvær af tvende Vidner, som medunderskrive til Vitterlighed, og det i tvende Exemplarer, hvoraf Huusmanden bekommer det ene. I Mangel af denne Forskrifts Iagttagelse har Huusmanden Ret til at beholde Pladsen i et Aar udover den første Faredag efter skeet Opsigelse, eller i saa lang Tid, som han oplyser ved mundtlig Overeenskomst at være tilsagt Pladsen.
For at Huusmanden skal beholde sin Ret i Tilfælde af Strid med Panteret eller andre Trediemand tilkommende Rettigheder, maa Contracten være thinglyst overeensstemmende med Lovgivningens almindelige Forskrifter.
Gebyret for Skrivningen ligesom for Thinglysningen af en Huusmandscontract er 16 — sexten — Skilling.
Huusmanden tilkommer een Søgnedag i Ugen fri for Arbeidspligten, og det efter eget Valg, forsaavidt ikke Dagen senest i den foregaaende Uge af Huusbonden er bleven bestemt. Det Samme gjælder ogsaa om Huusmandens Hustru, saafremt hun er arbeidspligtig.
Under Alderdomssvaghed samt i Tilfælde af Sygdom eller andet lovligt Forfald er saavel Huusmanden som hans Hustru berettiget til at lade sit Pligtarbeide hos Huusbonden udføre ved en anden antagelig Arbeider.
Efter det opnaaede 60de Aar samt i Tilfælde af Sygelighed eller Udcommandering i militær Tjeneste kan Huusmanden til Pligtarbeidets Udførelse eller til Pladsens Drift indtage en eenslig Person, eller et Par Ægtefolk, af hvilke den ene er hans eller hans Hustrus egen Afkom, tilligemed disses Børn. Dog maa i dette Tilfælde, saafremt Huusmanden er tilstaaet Ret til at tage Brændsel paa Huusbondens Eiendom, paa Pladsen kun føres een Huusholdning. At holde Tjenestefolk er ikke Huusmanden formeent.
Ved hvert Nytaar og senest inden sex Maaneder derefter maa Huusbonden opgjøre Regnskab med Huusmanden. I manglende Fald taber Huusbonden hvad han efter Opgjør maatte faae tilgode hos Huusmanden, og det for hele den siden seneste Opgjør forløbne Tid, forsaavidt saadant tidligere er foregaaet. Dog gjælder dette ikke Tilgodehavende, hvorfor Huusbonden har modtaget særeget Gjeldsbrev, ligesom Huusbonden heller ikke taber sit Krav, saafremt Huusmanden har undladt efter Tilsigelse at indfinde sig til Regnskabs Opgjørelse.
Huusmanden forbryder sin Besiddelsesret, naar han gjør sig skyldig i
a) trods Huusbondens foregaaende Advarsel og uden Hjemmel af den i § 6 givne Bestemmelse at beholde nogen Inderst tilhuse paa Pladsen;
b) trende Gange i Løbet af eet Aar at forsømme Arbeidspligten;
c) ni Maaneder over den betingede Betalingstid at udeblive med Afgiften;
d) Bortførelse af Høe, Halm eller Gjødsel fra Pladsen;
e) Foretagelse af Handlinger, som i Huusmandscontracten udtrykkelig ere ham forbudne, eller en uden Hjemmel og til Huusbondens Skade hemmeligen eller til Trods for hans foregaaende Advarsel foretagen Benyttelse af hans Eiendom;
f) Opsætsighed, Æresfornærmelse, Trudsler, voldelig eller bedragersk Adfærd imod Huusbonden, dennes Hustru eller den som staaer i Huusbondens Sted;
g) strafbar Omgang med Ild i eller ved Huusbondens Skov, eller strafbar Mishandling af Huusbondens Kreature;
h) ulovligt Brændeviinssalg paa Pladsen eller Tyverie; eller
i) naar han hensættes til Strafarbeide.
k) Endelig forbrydes Fæstet ogsaa forsaavidt Huusmandens Hustru gjør sig skyldig i Noget af det under Litr. a til h Omhandlede, eller Huusmanden trods Huusbondens Advarsel beholder tilhuse en med Hjemmel af den i § 6 givne Bestemmelse eller med Huusbondens Tilladelse indtagen Inderst, der har gjort sig skyldig som anført.
At Huusmanden eller hans Hustru gjøre sig skyldige i nogen af de i foregaaende § omhandlede Forseelser, medføre ikke Fæstets Forbrydelse, naar den fornærmede Foresatte kan ansees dertil at have givet Anledning ved utilbørlig eller voldsom Adfærd imod Huusmanden, uforsvarligt Kosthold, utilbørlig Undladelse af at udbetale Huusmanden hvad denne faaer tilgode, vilkaarlig Indskrænkning i de Huusmanden tilkommende Rettigheder, eller overhovedet ved Contractsbrud fra sin Side.
Opsigelse er i Tilfælde af Fæstes Forbrydelse ufornøden, da Huusmanden i saa Fald er forpligtet til strax at fravige Pladsen.
Ellers maa imellem Huusbond og Huusmand Opsigelse finde Sted inden 29de September og Fraflyttelsestiden eller Faredag for Huusmænd er den 14de April.
Ved Pladsens Fravigelse, uanseet af hvilken Grund denne finder Sted, tilkommer Huusmanden eller hans Boe Godtgjørelse for de Fordele, der forhøie Pladsens Værdie og, hvis den bibeholdtes som Huusmandsplads, vilde tilflyde Huusbonden ved Rydning, Opbyggelse af Huse og andre Forbedringer, der fra Huusmandens Side oplyses ved ham at være foretagne. Ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet, om der tilkommer Huusmanden nogen Godtgjørelse, og i saa Fald ved Fastsættelsen af dennes Størrelse, bliver at tage i Betragtning, hvorvidt Vederlaget for Pladsens Besiddelse paa Grund af Nødvendigheden for Huusmanden af at rydde eller bygge paa Pladsen har været ansat usædvanlig ringe, eller hvorvidt Huusmanden ved i længere Tid at have besiddet Pladsen har erholdt Erstatning for den foretagne Rydning eller Forbedring. Godtgjørelsen bestemmes i Tilfælde af Tvist ved Skjøn af tvende Laugrettesmænd, opnævnte af Fogden eller Sorenskriveren uden Betaling. I Tilfælde af Paaanke afgjøres Tvisten ved lovligt Overskjøn, som inden 4 Uger bliver at reqvirere hos Dommeren. Huusbonden kan i Fraflyttelsestilfælde forlange det paa Pladsen værende Foder sig overdraget efter Taxt, hvormed forholdes efter de ovenfor angaaende Skjøn givne Regler. Gjødselen er han berettiget til at beholde uden Betaling.
Har Huusmanden erlagt Indfæstningssum ved Tiltrædelsen af Pladsen, og denne paa Grund af Opsigelse fra een af Siderne eller Fæstes Forbrydelse fratrædes inden femten Aar derefter, godtgjøres Huusmanden en Femtendedeel af Indfæstningssummen for hvert Aar, som mangler i den femtenaarige Besiddelse af Pladsen.
Enhver af de i §§ 4—12 indeholdte Bestemmelser kunne Huusbond og Huusmand forene sig om at fravige; dog gjælder dette kun forsaavidt det skeer med udtrykkelige Ord i skriftlig Contract.
Hvis Fattigcommissionen finder, at nogen Huusbond udsætter Fattigvæsenet for forøgede Byrder ved at paabinde sin Huusmand Forpligtelser, der i Forhold til Størrelsen og Godheden af hans Plads og til de med samme forbundne Rettigheder ere for strenge, kan den ved Fordelingen af Fattigforsørgelsesbyrden ilægge ham forhøiet Bidrag til Fattigvæsenet.
Den i L. 6—5—5 omhandlede Huustugt tilkommer ikke Huusbonden over Huusmanden eller dennes Hustru.
Ikke blot ifølge Dom eller Forlig, men ogsaa efter contractmæssig Opsigelse kan Huusmanden, hvad enten han har Jord at bruge eller ikke, udkastes, naar han ikke godvilligen flytter. Det Samme gjælder og, naar Huusmanden for Stævnevidnerne ved Opsigelsen har vedtaget at flytte under Udkastelses Tvang. Den, som vitterlig ikke har nogensomhelst Hjemmel til Besiddelsen af det Huus eller den Plads, hvorpaa han sidder, og ligeledes den, der uden Medhold af denne Lovs Bestemmelser eller Huusbondens Samtykke opholder sig hos en Huusmand, kan efter Huusbondens Forlangende til enhver Tid uden Lovmaal og Dom udkastes. Udkastelsen forrettes af Lensmanden imod samme Gebyr og Godtgjørelse, som er bestemt for ham i Lov (angaaende hvad der skal betales ved Retterne m. m.) af 13de September 1830 § 113.
I den Huusmanden tilkommende Besiddelsesret kan ikke tages Udlæg for Gjeld.
Leilændingen maa ikke paa den bygslede Jord nedlægge eller oprette nogen Huusmandsplads, eller bortfæste nogen saadan for et længere Tidsrum end sin og Enkes Besiddelsestid. I Tilfælde af Overtrædelse heraf har Leilændingen forbrudt sin Bygselret, hvorhos det Passerede er ugyldigt. Ligesaa skal den i Lov om civile og militære Embedsgaarde af 25de August 1848 § 24 givne Forskrift være gjældende for enhver Embeds- eller Bestillingsmand med Hensyn til den Jord, der er henlagt til hans Embede eller Bestilling.
Forsaavidt der bliver Spørgsmaal om den i § 11 omhandlede Godtgjørelse for Forbedringer paa en Plads, henhørende under en Gaard, som bruges af nogen Anden end Eieren, paaligger det denne at udrede Godtgjørelsen, hvilken han igjen kan fordre erstattet af den, som bruger Eiendommen, med en Tyvendedeel aarlig.
Den, som indløser sit Odelsgods, er kun berettiget til at udsige de paa samme siddende Huusmænd, forsaavidt en saadan Ret tilkom den forrige Besidder, eller Huusmanden maatte være sat, efterat Klage til Forligelsescommissionen i Anledning af Godsets Indløsning er udtagen.
I Sager imellem Huusmænd og Huusbønder betræffende deres gjensidige Rettigheder er Huusmanden fri for at erlægge noget Gebyr til Stævnevidnerne, Forligelsescommissionen eller Retten. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling paa Aastædet, og Dommeren finder samme fornøden, udredes Omkostningerne ved hans Skyds og Diæt som Omkostningerne i offentlige Sager.
For Afgift til Skole- og Fattigvæsenet ere Huusmandsfolk frie, medmindre de ere i en saadan Formuesforfatning, at Fattigcommissionen eller Skolevæsenets Bestyrelse finder Grund til at iligne dem Afgift. Fremdeles bortfalder den dem hidtil paahvilende Forpligtelse til at svare Arbeidsdage til Veivæsenet og Høstdag til Præsten. Ligesaa skulle de være fritagne for at erlægge Klokkertold.
I Offer til Sognepræst og residerende Capellan pligter Huusmanden, og det hvad enten han staaer i militær Tjeneste eller ikke, 12 — er tolv — og hans Hustru eller en Huusmandsenke 6 — er sex — Skilling aarlig til hver. For det Aar, hvori Vedkommende nyder nogensomhelst Understøttelse af Fattigvæsenet, bortfalder Pligten til at svare Offer saavelsom den Huusmænd overeensstemmende med L. 2—22—12 paahvilende Afgift af 8 Skilling aarlig til Kirken, hvilken sidstbenævnte Ydelse ifølge Forordningen af 13de August 1734 § 10 ligeledes bortfalder, forsaavidt Huusmanden ei erholder Plads i Kirken.
De ved nærværende Lovs Bekjendtgjørelse ansatte geistlige Embedsmænd beholde imidlertid, saalænge de i samme Embede forblive, Ret til af Huusmandsfolk at kræve Høstdag som tilforn, hvorimod de, naar de kræve denne, ikke tillige kunne fordre Offer saaledes som foran bestemt. Ligesaa forbeholdes de ved nærværende Lovs Bekjendtgjørelse ansatte Kirkesangere Ret til, saalænge de i Bestillingen forblive, at opkræve Klokkertolden som tilforn.
Forskrifterne i foregaaende § blive at anvende til Fordeel for Strandsiddere, Inderster og overhoved Enhver, som ihenseende til de i denne § omhandlede Afgifter hidtil have været satte ved Siden af egentlige Huusmænd.
De i §§ 2 og 3 med Hensyn til Huusmandscontracter givne Forskrifter gjælde ogsaa Contracter om Leie af Huustomt, hvorved Leietageren ikke paatager sig nogen Arbeidspligt. Saafremt der i samme ikke indeholdes nogen Bestemmelse om Leietidens Varighed, ansees Grundstykket at være bortleiet for bestandig.
De i §§ 11 og 19 givne Forskrifter ere ogsaa anvendelige med Hensyn til Forbedringer, foretagne at Rydningsmænd, der ikke have paataget sig Arbeidspligt, medmindre Retten til Erstatning med udtrykkelige Ord i skriftlig Contract er opgivet. Forsaavidt Varigheden af en saadan Rydningsmands Besiddelsesret ikke er bleven bestemt, ansees han at have erholdt Fleste for sin og Hustrus Livstid.
Enhver, som istedetfor at søge Arbeide eller modtage saadant, naar det tilbydes ham, henligger ørkesløs og derved bevirker, at han eller hans Familie falder Fattigvæsenet til Byrde, ligesom Enhver, der streifer om, uden at kunne oplyse, paa hvilken Maade han lovligen ernærer sig, kan indsættes i Tvangsarbeidshuus eller straffes med Fængsel overeensstemmende med Lov (om Fattigvæsenet paa Landet) af 20de September 1845 § 51, hvorimod den ved Lovbogens 3—21—4, 5 og 16 samt Forordningen af 9de August 1754 §§ 1—4 paalagte Forpligtelse til at tage fast Tjeneste bortfalder.
Fattigvæsensanordningen for Christiania Stist af 2den December 1741 Capitel VI § 5, Forordningen af 9de October 1750, forsaavidt den endnu maatte være gjældende, Forordningen af 29de April 1752 §§ 1—5 incl. samt Forordningen af 29de Juni 1792 ophæves.
Undertegnede Medlemmer af den af Deres Majestæt anordnede Commission til at undersøge Lovgivningen angaaende Huusmandsvæsenet, hvis Anskuelser i enkelte Puncter afvige fra de i foranstaaende Betænkning og Indstilling udtalte Betragtningsmaader og Forslag, tillade sig hermed underdanigst at fremsætte sine derfra afvigende Meninger og Forslag i nærværende Votum.
Ligesom de Iagttagelser, vi have kunnet anstille, og de Erfaringer, vi have gjort, foranledige os til at antage, saaledes fremgaaer det af de Oplysninger, der indeholdes i de af den Kongelige Norske Regjering indhentede og Commissionen tilstillede Betænkninger og Erklæringer angaaende Huusmandsvæsenet i Rigets forskjellige Egne, at den arbeidende Classes Kaar, i de Egne af Rigets Landdistrikter, hvor Jordbrug er Beboernes fornemste og vigtigste Næringskilde, i de senere Tider ere forværrede og for nærværende Tid — hvad idetmindste adskillige af disse Districter angaaer — ere af en ret mislig og sørgelig Beskaffenhed. At denne Tilstand for en Deel er fremkaldt ved Aarsager, som ere Arbeidsklassen selv tilregnelige, staaer vistnok ikke til at nægte, aldenstund der føres en ligesaa velgrundet som almindelig Klage over den Letsindighed, hvormed unge Mennesker af denne Samfundsklasse, med liden eller ingen Udsigt til at vinde et nødtørftigt Udkomme i Fremtiden, indgaae ægteskabelige Forbindelser og stifte Familie, hvoraf Følgen for Mange bliver, at de snart maae friste en kummerlig Tilværelse og overlade en af sine første og helligste Pligter, Omsorgen for sit Afkom, i Fattigforsørgelsens Hænder. Det er imidlertid ligesaa vist, at man høiligen vilde feile, hvis man i saadanne tilregnelige Misgreb vilde søge den fornemste, end sige den eneste Aarsag til det Tryk, hvorunder denne Samfundsklasse sukker. At denne Deel af Samfundet med den stigende Civilisation, som ogsaa den har tilegnet sig sin Andeel af, efterhaanden har gjort større Fordringer paa Livets Nydelser og Goder, end forhen har været Tilfældet, vil sikkert erkjendes at være begrundet i Forholdenes Natur, ligesom dette Phænomen stemmer overeens med, hvad Erfaring har viist til alle Tider i lignende Tilfælde at have fundet Sted. Den Gang, som vore Forholdes Udvikling igjennem de senere Tider har taget, har saaledes for Arbeideren og hans Familie medført flere og større Fornødenheder, uden imidlertid at have levnet ham tilstrækkelige Midler til deres Tilfredsstillelse. Daglønnen har, allenfals paa ganske faa Undtagelser nær, holdt sig paa det samme lave Standpunkt, som for en lang Række af Aar siden; Huusmandspladsenes Antal er kun i ringe Grad bleven forøget, og Adgangen for den fattige Arbeider til at erholde Jord til Dyrkning og Afbenyttelse — denne Hovedbetingelse for den i Landsdistricterne værende Arbeidsklasses ydre Velvære — saaledes langtfra at være udvidet i samme Forhold som Befolkningen er forøget, medens denne sidst berørte Omstændighed har fremkaldt en Concurrence om Huusmandspladsene, som i Forening med Jordeiernes efterhaanden tiltagende Fornødenheder har i mange Egne bevirket en Forhøielse af den aarlige Afgift, hvorved denne, selv for den stræbsomste og ordentligste Huusmand, nødvendig maa falde trykkende. Af Grunde, som i Commissionens Betænkning og Indstilling ere udviklede, vil det formeentlig findes indlysende, at der ved positive Lovbestemmelser ikke vil kunne udrettes synderligt til at ophjelpe den arbeidende Classes Kaar og kalde en tidligere og bedre Tingenes Orden tilbage. Det maa overlades til Foranstaltninger, som Folkets intellectuelle og moralske Forædling paakalder, paa indirecte Maade efterhaanden at raade Bod paa disse Onder. I denne Henseende tillade vi os at bemærke, at, da det er en sørgelig Kjendsgjerning, at der for nærværende Tid, da den Fattiges Understøttelse og Forsørgelse ikke længer betragtes som en christelig Barmhjertigheds-Gjerning, men som en borgerlig, af den verdslige Lovgivning foreskreven Pligt, ikke sjelden yttrer sig en betydelig moralsk Slaphed hos Individer af den Classe, som hyppigst og i størst Grad maa paakalde Fattigforsørgelsens Bistand, idet Saadanne, blindt hen stolende paa Fattigvæsenets Hjelp, undlade ved Flid og Omtanke at tilkjæmpe sig en selvstændig og hæderlig Tilværelse, og foretrække det under saadane Omstændigheder lidet agtværdige Leveviis, at lade sig føde af Andre, saa turde Oprettelsen af Tvangsarbeidshuse i Landdistrikterne, hvor deslige Personer kunde henvises, og hvor de kunde tvinges til ved Arbeide at gjøre Fyldest for den Understøttelse, Fattigvæsenet maatte yde dem, ansees skikket til at afgive et virksomt Correctiv mod Dovenskaben, Letsindigheden og Ryggesløsheden, disse Kilder, hvoraf en ikke ringe Deel af den almindelige Armod og Nød udvælder, og at være en en værdig Gjenstand for Statsstyrelsens Opmærksomhed. Medens vi imidlertid erkjende, at selv saadanne Indretninger, ved Siden af en med Forstandighed ledet almindelig Fattigforsørgelse, kun i ringe Grad vilde kunne hæve det Tryk, hvorunder den arbeidende Classe lider, og blot vilde være et Palliativ mod et Onde, hvis Overvindelse alene kan haabes, naar det angribes i sin Rod, saa maa vi, efter nøieste Overveielse af dette almenvigtige og store Spørgsmaal, henvise til Folkeoplysningens Fremme og et christeligt Livs Udbredelse i vort Samfund som den Vei, hvortil alle andre Foranstaltninger maa slutte sig, for at kunne virke til Gavn og Velsignelse, og som alene kan føre Folket til bedre og lykkeligere Tider. Vi lægge i saa Henseende mindre Vægt paa den Betragtning, at Arbeiderens større Oplysning og techniske Dygtighed vil sætte ham istand til at vinde et større Udbytte af sin Flid og af det Stof, han bearbeider, skjønt vi villigen indrømme, at heller ikke denne Betragtning er uden Vigtighed Langt større og sikkrere materielle Fordele vil Folkets intellectuelle Forædling derimod medføre for Arbeideren ved den Indflydelse, den vil udøve paa Eiendomsbesidderne, af hvis Tænke- og Handlemaade hans Vel og Vee i saa høi Grad er afhængigt. Raae og udyrkede Landstrækningers Omskabelse til frugtbærende Marker, Ager- og Englandets bedre og fuldkomnere Dyrkning og mangehaande Naturprodukters Forædling vil i alt høiere og høiere Grad tiltrække sig Eiendomsbesiddernes og Driftsherrernes Opmærksomhed og fremkalde en Virksomhed i vore Landdistrikter, som i en stigende Progression vil kræve arbeidsdygtige Hænder. Medens en tiltagende Oplysning efterhaanden baner nye Veie før Virksomheden og Vindskibeligheden og aabner Eiendomsbesideren og Driftsherren nye Hjelpekilder under hans Virken, vil det være en af de uudeblivelige Velsignelser af en saadan Tingenes Gang, at Arbeidet, altsom Forholdene udvikle sig, mere og mere vil indtræde i sine sande Rettigheder og vorde lønnet efter sit Værd Ledsages Oplysningen af Humanitet og Christelighed, — og med den sande Oplysning vandrer et saadant Sindelag Haand i Haand — saa vil ei blot Klogskaben, men ogsaa Retfærdighes- og Billigheds-Følelsen gjøre sine Hensyn og Fordringer gjældende hos de Mægtigere i Forholdet til de Underhavende, medens Fliid og Nøisomhed vil bringe Arbeideren det daglige Brød, og Agtelse for hverandres Rettigheder indbyrdes, samt gjensidig Tillid og Velvillie vil gjøre den Ene saavelsom den Anden tilfreds med sin Stilling i Verden og med Forsynets Anordning.
Man har søgt at gjøre det tvivlsomt, om en Undersøgelse af Lovgivningen angaaende Huusmandsvæsenet, uden at foretages i Forbindelse med Revision af andre dermed beslægtede Lovgivningsgjenstande, skulde kunne ansees for betimelig og hensigtsmæssig Vi kunne ikke dele en saadan Tvivl. Ere Klagerne over Huusmandsclassens mislige Tilstand i en ikke ringe Deel af Landets Egne grundede, og er der, som det efter vort Bekjendtskab til Forholdene og vore Anskuelser af Sagen maa antages, Grund til at nære Bekymringer for denne Samfundsclasses fremtidige Skjæbne, saa forekommer der os at have været fuld Føie til at undergive denne Sag, der griber ind i Samfundets inderste Dele, en omhyggelig Undersøgelse. Er det end saa, at der paa Lovgivningens Vei, paa Grund af Sagens særegne Beskaffenhed og de Forholdes Natur, som man paa saadan Vei skulde forsøge at ordne, ikke vil være særdeles meget at opnaae til det Bedres Fremme, saa maa dog efter vor Formening allerede dette betragtes som en ikke saa ganske ubetydelig Vinding, at Sagen af Statsstyrelsen er bragt paa Bane og paa denne Maade har tildraget sig Almeenhedens Opmærksomhed Det maa ansees som utvivlsomt, at Spørgsmaalet af de Samfundsclasser, hvis Interresse det ligefrem staaer i Forbindelse med, er omfattet med levende Deeltagelse. Hvad Udfaldet derfor end forøvrigt bliver af den iværksatte Undersøgelse, saa vil Følgen af, at Sagen er bragt ind i Tankernes Verden, nødvendigen blive, at der vil udvikle sig en mere almindelig og bestemt Mening, end forhen har været Tilfældet, om, hvilke Fordringer Huusmanden ihenseende til de Vilkaar, som foreskrives ham, og den Behandling, som vederfares ham, i Retfærdighedens og Billighedens Medfør kan gjøre til sin Huusbonde, en Mening, som naturligviis i nogen Grad vil gjøre sig gjeldende. Paa det Standpunkt, hvorfra undertegnede betragte de omhandlede Forholde, maa den af den Kongelige Norske Regjering iværksatte Undersøgelse af Sagen vise lig som en saa meget mere hensigtsmæssig og heldig Foranstaltning, som den derved vakte Opmærksomhed og Interesse for Sagen maa antages særdeles skikket til at understøtte de gamle, om Huusmandsforholdene gjældende Lovbestemmelsers Anseelse, Bestemmelser, som det efter vor Formening vilde være utilraadeligt at ophæve, og som vi derfor nu skulle tillade os nærmere at omhandle.
I adskillige Dele af Fædrenelandet, i Særdeleshed i Christiania Stift, er det i den senere Tid efterhaanden bleven sædvanligt, at Huusmænd kun erholde Jord til Brug og Beboelse paa Aarmaal, eller med Forpligtelse at forlade samme, naar vedkommende Huusbonde finder for godt at opsige dem. Man har saaledes i disse Egne ophævet et Forhold, som i ældre Tider var og i flere Egne af Landet — de vestlige og norlige Distrikter — endnu er det almindelige at give Huusmanden Fæste paa sin og Hustrues Levetid, og dermed fjernet sig fra en Tingenes Orden, som ei allene sikkrede Huusmændene for vilkaarlig Behandling og i ikke ringe Grad værnede om deres Velvære, men ogsaa frembragte et godt og ønskeligt Forhold imellem Eiendomsbesidderne og deres underhavende indbyrdes, og saaledes, i sin Almindelighed betragtet, uden Tvivl maatte ansees for velgjørende for Samfundet i det Hele. Det er ikke at vente, at Huusmanden med synderlig Kjærlighed skal kunne betragte det Opholdssted, som han ikke tør ansee som et blivende Hjem for sig og Sine eller at han med Iver skulde opdyrke og forbedre den Jordplet, som han bruger det ene Aar, og hvorfra en Andens Forgodtbefindende, endog uden Brøde fra hans Side kan fordrive ham i det andet. Ligegyldighed for Familieforsørgerens Pligter, Dorskhed og Armod vil kun altfor let kunne blive Følgen af den Usikkerhed, der hviler over hans Stilling i Samfundet, medens disse Onder i samme Grad, som de udvikle sig, ville slappe det moralske Baand imellem ham og hans Huusbonde og berøve denne Fordelen af en ham hengiven, i sin Stilling tilfreds og lykkelig Underhavendes Tjeneste. Ligesom dette fremgaaer ganske naturligt af Forholdets Beskaffenhed, saaledes er den Erfaring, man har gjort i Egne af Landet, hvor dette Forhold i de senere Tider har udviklet sig og er bleven til Regel, kun skikket til at bestyrke os i den her udtalte Anskuelse. Almindeligen udbrede kunde derfor et saadant System ikke blive heldbringende for vort Fædreneland, men tvertimod med Tiden letteligen lede til skadelige Følger af en meget alvorlig Beskaffenhed. Et ikke ringe Areal Jord vilde derved være en mislig Dyrkning undergivet; en stor Deel Kræfter vilde gaae tabt, for det almene Bedste, og en talrig Samfundsclasse vilde efterhaanden gives til Priis for Armoden og for de moralske Onder, der faa ofte ere Armodens Ledsagere Det er vistnok saa, at man bør være varsom med at fastsætte Lovbestemmelser, der gjøre Indgreb i den enhver Borger tilkommende Frihed til at skalte og valte over sin Eiendom, og at Ordningen af deslige private Forholde i Almindelighed bør overlades til vedkommende Personer selv og til Tidsomstændighedernes Medfør, som den naturlige Vei for saadanne Forholdes Udvikling. Men ligesom der ofte gives Tilfælde hvor disse almindelige Sætninger ikke kunne anvendes i sin hele Udstrækning, idet Hensyn til det Almindeliges og Heles Vel fordrer Indskrænkninger i den Enkeltes Frihed, saaledes maa det ikke glemmes, at der her er Spørgsmaal om, hvorvidt en talrig Samfundsclasse, der med Hensyn til det forholdsviis lavere Trin, den befinder sig paa saavel i oeconomisk som i intellectuel Henseende maa ansees ude af Stand til som Contrahent ligeover for den anden Part tilstrækkelig at varetage sit Tarv, bør tages under Armene af Loven og af denne sikkres, saavidt muligt, for Vilkaarlighed, eller om den skal overlades til sig selv, for efterhaanden, som Erfaringer fra senere Tider giver Grund til at befrygte, at nedsynke i Armod. Os forekommer der i de omhandlede Forholdes Natur at ligge en Opfordring til den lovgivende Myndighed til at arbeide imod hiint Systems videre Udbredelse saavidt som Saadant uden ubillige Indgreb i Contractsfriheden kan skee.
Forordningen af 29de April 1752 bestemmer, at Pladse i Udmarker skulle bortfæstes paa Huusmandens og hans Hustrues Levetid. Denne Bestemmelse har tydeligen til Hensigt at sikkre Rydningsmanden Frugterne af den Fliid og Møie han har anvendt paa Pladsens Opdyrkning, og da Oprydningen af et Stykke raa og udyrket Mark for den fattige Nybygger maa ansees for et særdeles besværligt og kostbart Arbeide, forekommer Billigheden i hiin Lovbestemmelse os at være indlysende. Vel indeholder Commissionens Lovforslag Bestemmelse om, at der i ethvert Tilfælde af Fravigelse fra Pladsen skal ydes den bortflyttende Huusmand eller hans Arvinger Godtgjørelse for de paa Pladsens Jordvei og Huse m. v. udførte Forbedringer; og det kunde derfor ved første Øiekast synes mindre fornødent i den forventede nye Lov at optage Bestemmelsen i den citerede Forordning, for at betrygge Rydningsmanden mod vilkaarlig Behandling fra Huusbondens Side og mod Velfærdstab ved Pladsens Fravigelse. Men det vil dog ved Sagens nøiere Betragtning forhaabentlig erkjendes, at Lovens Tilsagn om Godtgjørelse for udførte Forbedringer er langtfra at afgive den samme Betryggelse for Huusmanden som Fæsie paa Levetid. Man foresiille sig, at det efter Aars Møier og Ansirængelser har lykkes ham at oprydde og frede et Stykke Iord, som han havde modtaget i udyrket Stand. Hans kraftfulde Aar, hans bedste Alder er imidlertid henrunden; han er efterhaanden bleven omringet af en talrig Familie hvis Underholdning og Livsophold skal udvindes af den med store Opofrelser forædlede Jord; og nu benytter Jordens Eier en contractsmæssig Ret til at fordrive ham derfra. Da der ved Bestemmelsen af den Godtgjørelse, som i et saadant Tilfælde skal ydes Vedkommende, ifølge Commissionens Lovforslag skal tages i Betragtning, hvorvidt Huusmanden kan ansees for at have erholdt Erstatning for den foretagne Rydning og de udførte Forbedringer derved, at han i længere Tid har havt Pladsen i Brug, saa vil det let indsees, at Vederlaget kan blive Lidet eller Intet. Men lad endog Forholdet efter Omstændighederne stille sig gunstigt for ham, skal det dog ikke kunne nægtes, at han i en fremrykket Alder, fordreven fra Huus og Hjem og ude af Stand, til med Lyst og Kraft at begynde forfra paa Rydningsmandens møiefulde Arbeide, vil i den Godtgjørelse, som saaledes tildeles ham, kun finde et usselt Vederlag for tilintetgjorte Livsforhaabninger, og befinde sig i en uden Sammenligning slettere Stilling, end om han med Familie var forbleven paa sit Hjemsted. Naar hertil føies den Betragtning, at Resultatet af det Skjøn, hvorved Godtgjørelsen skal fastsættes, ligesom af Skjøn i Almindelighed, er afhængigt af de Personers Indsigt og Retsindighed, som skulle afgive det, og at saaledes den opsagte Rydningsmand i sit vigtigste Velfærds Anliggende altid i nogen Grad vilde være udsat for Tilfældets Luner, saa synes der ikke at være Grund til at opgive den hidtil gjældende ubetingede Bestemmelse om Livsfæste for Rydningsmænd, og dermed at løse et Baand, som ældre Tiders Lovgivning, besjelet af ædel Omsorg for den fattige Arbeider, har lagt paa Contractsfriheden, et Baand, under hvis betryggende Indflydelse saa mangen Plet af vort Land er bleven opdyrket og forædlet til Nytte og Velsignelse for Mennesker, saamangen stræbsom Familie har arbeidet med Kraft og Haab og levet i Fred og Lykke. Det er saaledes vor underdanigste Formening, at den omhandlede Bestemmelse bør optages i den nye Lov angaaende Huusmandsvæsenet, kun saaledes modificeret, at den kommer til at gjælde og omfatte alle Huusmænd, der nedsættes paa uopryddet og udyrket Jord, hvad enten denne ligger inden- eller udenfor Gaardens Hjemrøser eller Hegn.
Hvad de Huusmænd angaaer, som nedsættes paa dyrket Jord, var det efter vor Mening ønskeligt, om ogsaa disse, saaledes som i ældre Tider overalt i Landet har været sædvanligt, kunde erholde sine Pladse paa Levetid. Men da det maa antages, at en Lovbestemmelse, som gjorde saadant til ufravigelig Regel, i de Egne, hvor Fæste paa Aaremaal eller paa ubestemt Tid efterhaanden er bleven gjængs, vilde blive modtaget med Misnøie og foranledige mange Gaardbrugere til at inddrage sine Pladse under Gaardene og lade disse drive ved løse Arbeidere, for ikke at underkaste sig en saadan Tvang, saa vove vi, af Hensyn til Huusmandsclassens Tarv, som kun altfor meget turde komme til at lide ved en saadan Fremgangsmaade, ikke at foreslaae en saadan Bestemmelse, som ubetinget Forskrift. Paa den anden Side forekommer det os af Grunde, som vi ovenfor have tilladt os at antyde, særdeles magtpaaliggende, at den Vedtægt, at give alle Huusmænd uden Forskjel Fæste paa Levetid, bliver understøttet og vedligeholdt saa godt, som muligt, i de vidtstrakte Egne af Landet, hvor den endnu hører hjemme, og hvor Fæste paa Aaremaal enten aldeles ikke eller kun i ringe Grad kjendes og bruges. Til den Ende bør Loven efter vor Formening udtale som sin Vilie, at alle Pladse uden Undtagelse skulle bortfæstes paa Brugerens Levetid, at saaledes ogsaa opdyrkede Pladse skulle være denne Regel underkastede, forsaavidt ikke anderledes ved skriftlig Contract udtrykkeligen er fastsat. Medens Lovbestemmelsen, saaledes formet, levnet dem, der ikke ville vide af Livsfæste, al den Frihed, de i denne Henseende kunne ønske, og ikke binder Hænderne paa Nogen, kan den formeentligen antages, ved sin moralske Indflydelse at ville give hiin Vedtægt en ikke ringe Understøttelse.
Det kunde vistnok synes tvivlsomt, om et saadant blot declaratorisk Lovbud vil være istand til igjennem Tiden at værne om Almindeligheden af det livsvarige Fæste, hvor dette endnu er det Sædvanlige, efterat den ældre Lovgivnings Bestemmelser, hvis Hensigt øiensynligen har været, saameget som muligt, at sikkre alle Huusmænd en uforstyrret Besiddelse af deres Pladse, i adskillige Egne af Landet have viist sig uformuende dertil; og en Bestemmelse, som den ovenfor antydede kunde saaledes ved første Øiekast maaskee synes unyttig. Det maa dog herved bemærkes, at den ældre Lovgivnings Bestemmelser angaaende denne Gjenstand findes atspredte blandt mangfoldige Lovbud, og kunne saaledes blot i ringe Grad antages at have været de Classer af Samfundet bekjendte, for hvilke de nærmest vare skrevne. At Lovens moralske Virkning, dens Indflydelse paa Opinionen og paa Sædvanen under saadanne Omstændigheder maatte udeblive, og Veien staae aaben for andre Synsmaader, for hvilke de ældre Tiders patriarkalske Forhold imellem Huusbonde og Huusmand ikke fandt nogen Sympathie, til hist og her at gjøre sig gjældende, var derfor ikke at undres over.
Ganske anderledes vil derimod Loven indvirke paa den almindelige Mening om, hvad der i omhandlede Henseende er rigtigt og tilbørligt, naar den paa en kort og tydelig Maade, saaledes at Enhver vil kunne læse sig til dens Mening, udtaler sine Bestemmelser angaaende Huusmandsforholdene, og disse Bestemmelser, samlede til et Heelt, finde Vei til hele den Deel af Folket, for hvis Skyld de ere skrevne. Man skuffer sig neppe med noget ugrundet Haab, naar man antager, at den da, som et Udtryk af Statssamfundets Villie og med den Anseelse, den i saadan Egenskab altid vil nyde, efterhaanden vil komme til at lede og bestemme den almindelige Mening om, hvad der er retfærdigt, billigt og gavnligt i Forholdet mellem Jorddrot og Huusmand, og i Forening med Sædvane og christelig Kjærlighed i mange af vort Fædrenelands Egne vil opretholde den Regel, at give alle Huusmænd Fæste paa Livstid, en Regel, der efter vor Overbeviisning fortjener at opretholdes Heller ikke maa det forglemmes, at Commissionens Lovforslag, saavel ved at bestemme Forbrydelse af Fæstet som Straf for visse Pligtforsømmelser og Overtrædelser, Huusmanden maatte gjøre sig skyldig i, som ved at fastsætte en med forholdsviis ringe Omkostninger forbunden Rettergangsmaade for de Tvistigheder, der opstaae mellem Huusbonde og Huusmand som saadanne, i en ikke ringe Grad vilde lette Adgangen for den Første, til at vorde befriet for den Huusmand, der viser sig som en utro eller opsætsig Underhavende, og at saaledes den Fare for Ubehageligheder og Skade, som en Huusmands Antagelse med Livsfæste kan medføre for vedkommende Jorddrot, vil, naar nærværende Forslag ophøies til Lov, i en langt ringere Grad end forhen være tilstede.
Da vi ansee det for magtpaaliggende, at Livsfæste fremmes i den størst mulige Udstrækning, have vi ogsaa ihenseende til Bestemmelserne betræffende Retstvistigheder imellem Jorddrotter og Huusmænd fundet os foranledigede til at afvige fra Pluralitetens Forslag, der gaaer ud paa at fritage Huusmanden for at erlægge Gebyhr til Stævnevidnerne, Forligelsescommissionen og Retten. En saadan Bestemmelse forekommer os nemlig ikke tilraadelig. Den kunde let forlede den vrangvillige og egennyttige Huusmand til at bringe fast enhver Tvist, der maatte opstaae imellem ham og hans Huusbonde, ind for Retten, og saaledes efterhaanden lede til at gjøre Huusmandsvæsenet forhadt, og afskrække Jorddrotter fra at knytte Huusmænd til sine Eiendomme med andre Baand end saadanne, som til enhver Tid vilde staae til dem selv at opløse. Medens vi derfor ansee det for billigt og passende, at Adgangen lettes baade for Huusbonde og Huusmand til at paakalde Dommerens Mellemkomst i de Tvistigheder, som maatte opkomme imellem dem, ansee vi en Nedsættelse af Gebyhrene til Halvdelen af, hvad der for Tiden er lovbestemt, for en passende Middelvei, lige skikket til at bevirke den nys ommelte Lettelse og til at fjerne den Fare, som vi ovenfor have antydet.
Paa Grund af det saaledes Anførte tillade vi os underdanigst at indstille, at det naadigst maatte behage Deres Majestæt istedetfor de Bestemmelser, som indeholdes i §§ 1, 11 og 21 af det af Commissionen udarbeide Udkast til Lov angaaende Huusmandsvæsenet, at foreslaae for Storthinget følgende Bestemmelser:
- § 1. Naar udyrket Mark overdrages Nogen til Brug og Beboelse, hvad enten Arbeidspligt til Udleieren betinges eller ikke, skal saadan Huusmandsplads bortleies for Huusmandens og hans Hustrues Levetid.
- Bestaaer Marken baade af dyrket og udyrket Jord, skal den ansees som en udyrket Plads, saafremt den opdyrkede Deel ikke er over 2 Maal eller 5000 Qvadratalen. I modsat Fald ansees Pladsen som dyrket.
- § 2. Overdragelse af en Plads, bestaaende af Huus eller dyrket Jord, mod Arbeidspligt til Udleieren, skal ansees som Bortfæstelse for Huusmandens og hans Hustrues Levetid, hvis ikke anderledes ved skriftlig Contract inden 1 — eet — Aars Forløb bliver bestemt.
- Contracten skal underskrives i 2 Vidners Overvær, som medunderskrive til Vitterlighed, og i tvende Exemplarer, hvoraf Huusmanden beholder det ene. Er skriftlig Contract efter et Aars Forløb ikke oprettet, beholder Huusmanden Pladsen paa samme Vilkaar, som i den forløbne Tid have været gjældende.
- § 3. Vægrer Huusmanden sig ved inden 1 — eet Aars Forløb at underskrive en Contract, der lyder paa livsvarigt Fleste og forøvrigt kun indeholder de Vilkaar, som til den Tid have været gjældende, ere Livsfæstet dermed forbrudt og Huusmanden forpligtet til at fravige Pladsen efter Opsigelse.
Opstaaer der Tvist imellem Huusbonden og Huusmanden angaaende de hidtil gjældende Vilkaar, skal Huusmandens Paastand være gjældende, forsaavidt Huusbonden ikke kan bevise det Modsatte. Istedetfor § 11 i Commissionens Udkast følgende Bestemmelse, der, hvis nærværende Forslag bifaldes, bliver
- §13. Ved Pladsens Fravigelse tilkommer Huusmanden eller hans Boe Godtgjørelse for de Fordele, der forhøie Pladsens Værdie og vilde, hvis den blev bibeholdt som Huusmandsplads, tilflyde Huusbonden ved Rydning, Opbyggelse af Huse og andre Forbedringer, der fra Huusmandens Side oplyses ved ham at være foretagne. Dog tilkommer ikke den Huusmands Boe, som har havt Fæste paa Livstid og har brugt Pladsen til sin Død, nogen saadan Godtgjørelse.
- Ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet o. s. v. (efter Commissionens Forslag.)
Istedetfor § 21 følgende Bestemmelse, der bliver
- § 23. I Sager imellem Huusmænd og Huusbønder betræffende deres gjensidige Rettigheder skal til Stævnevidnerne, Forligelsescommissionen og Retten kun betales Halvdelen af det nu lovbestemte Gebyhr. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling o. s. v. (efter Commissionens Forslag).
Istedetfor § 24 følgende Bestemmelse, der bliver
- § 26. De i §§ 4 og 5 med Hensyn til Huusmands-Contracter o. s. v. (efter Commissionens Udkast).
§ 25 i Commisionens Udkast udgaaer.
Christiania i Commissionen angaaende Huusmandsvæsenet, den 14de Februar 1851.
Bessesen. O. Walstad.
Chefen for Departementet for det Indre, Statsraad Stang, har underdanigst foredraget Følgende:
I Slutningen af Aaret 1849 udfærdigede Departementet et Circulaire til Rigets samtlige Amtmænd, hvori disse anmodedes om at meddele Departementet deres paa Localforholdene støttede Formening om, hvorvidt der maatte være Grund til at underkaste Lovgivningen om Huusmænd Revision, og i bekræftende Fald i hvilken Retning denne fornemmelig maatte ansees ønskelig. Efterat disse Betænkninger, tildeels ledsagede af Erklæringer fra underordnede Embedsmænd og Formandskaber, vare indkomne, fandt Departementet sig foranlediget til at andrage om at en særskilt Commission maatte blive nedsat til Undersøgelse og Behandling af dette Anliggende. Dette bifaldtes ved naadigst Resolution af 3die August s. A., ved hvilken Sorenskriver i Rakkestads Sorenskriverie, R. St. O. O. Ulrik Anton Motzfeldt, Sognepræst til Næs Præstegjeld Bernt Tobias Bessesen, Fuldmægtig i Finants- og Told-Departementet Thorkil Halvorsen Aschehaug og Gaardbrugerne A. Lysgaard af Birid og Ole Christensen Valstad af Næs Præstegjeld paalagdes at sammentræde i en Commission for at tage under Overveielse samt afgive Betænkning om, hvorvidt Lovgivningen om Huusmænd bør undergaae nogen Forandring eller modtage Tillæg eller nærmere Bestemmelser, samt i bekræftende Fald at afgive et motiveret Forslag til de nye Bestemmelser, der maatte antages at burde tilføies de ældre eller afløse disse.
Denne Commission, til hvis Benyttelse de ovenmeldte af Departementet erhvervede Erklæringer have været overgivne, har under afvigte 14de Februar oversendt Departementet et af den udarbeidet Udkast til Lov angaaende Huusmandsvæsenet med tilhørende Motiver.
Departementet har paa Grund af denne Sags indgribende Vigtighed, de særegne Vanskeligheder, som dens Ordning medfører, og de mange Berørelser, hvori den kommer med de locale Forholde, anseet det nødvendigt at foranledige Commissionens Arbeide undergivet Drøftelse af de civile Overøvrigheder saavelsom vedkommende Departementer, med hvis Ressort de af Commissionen behandlede Gjenstande staae i Forbindelse.
Saasnart derfor Commissionens Indstilling var bleven besørget aftrykt, tilstillede Departementet ved Circulaire af 27de Marts sidstl. samtlige Amtmænd med Undtagelse af Amtmændene i de tvende nordligste Districter Aftryk af samme, med Anmodning om at afgive deres Betænkning over Sagen samt tillige at give de i deres Districter ansatte Embedsmænd eller Corporationer, fra hvem det maatte ansees af særlig Interesse at erhverve Erklæringer, Anledning til at yttre sig over samme, hvorhos man gjorde opmærksom paa det Ønskelige i at det omhandlede Anliggende kunde bringes under Behandling af det nu forsamlede Storthing, og at til den Ende Erklæringerne kunde afgives saa betimeligt, som Sagens grundige Drøftelse maatte tillade.
Ligeledes anmodede man under samme Dato Justits-Departementet og Kirke-Departementet om at afgive deres Betænkning over Sagen i Almindelighed, og navnlig angaaende de Dele af samme, som henhøre under de nævnte Departementets Ressort. Da de forlangte Erklæringer, med Undtagelse af ganske enkelte, ikke ere indløbne til Departementet førend ved Slutningen af Mai Maaned, og tildeels endog senere, har det ikke været Departementet muligt førend nu at fremkomme med underdanigst Indstilling i Anledning af Commissionens Arbeide.
Commissionen har — som af vedlagte Aftryk naadigst vil erfares — forudskikket dens Lovudkast endeel mere almindelige Bemærkninger angaaende Aarsagerne til den mindre heldige Tilstand, hvori den arbeidende Classe, og deriblandt Huusmændene, paa mange Steder i Riget antages at befinde sig, samt angaaende de Foranstaltninger, ved Hjælp af hvilke det antages, at nogen Forbedring i disse Forholde skulde kunne ventes. Der har i Henseende til disse Spørgsmaale gjort sig gjældende tvende væsentlig divergerende Synsmaader inden Commissionen; men Departementet finder ikke Opfordring til her at dvæle ved de forskjellige inden Commissionen forsaavidt fremsatte Anskuelser, eftersom det for Tiden foreliggende Spørgsmaal i Anledning af Commissionens Arbeide alene er, hvorvidt der bør søges istandbragt nogen ny Lov angaaende Huusmandsvæsenet, i det Væsentlige bygget paa Commissionens Udkast. Commissionen har eenstemmigen, og det væsentlig af formelle Hensyn, udtalt sig for Udfærdigelsen af en ny Lovgivning angaaende Huusmandsvæsenet. I enkelte af de til Departementet indkomne Erklæringer er derimod vakt Tvivl om det vil være hensigtsmæssigt at gjøre disse Forholde til Gjenstand for nogen ny Lovbehandling; medens dog Fleerheden af de indkomne Betænkninger erklære sig for den bekræftende Mening. Departementet troer at burde opsætte med at yttre sig angaaende dette Spørgsmaal, indtil man har gjennemgaaet Commissionens Lovudkast og fremsat de Bemærkninger ved dette, hvortil man finder Opfordring Faar det saaledes først har viist sig, i hvad Skikkelse en Lov, som den paatænkte, efter Departementets Formening maatte udkomme, vil det falde beqvemmere at gaae til Undersøgelse af, hvorvidt der tør ventes noget Udbytte for det almindelige Vel af det Lovarbeide, hvorom her handles.
Forinden Departementet gaaer over til at omhandle de enkelte her i Commissionens Lovudkast, skal man udtale sin Formening angaaende det Omfang af Begrebet om Huusmænd, som Commissionen har troet at burde lægge til Grund for bemeldte Udkast, og hvilket i § 1 er angivet ved en Definition. Ifølge denne § skal nemlig ved Huusmandscontracter forstaaes saadanne Contracter, hvorved Nogen for en Tid af idetmindste eet Aar leier Plads, bestaaende af Huus eller Jord, mod Arbeidspligt til Udleieren. Som Grund for at optage i Definitionen, at der maa paahvile Leietageren Arbeidspligt til Udleieren, anfører Commissionen, at Begrebet ikke paa anden Maade kan vinde nogen Bestemthed, og at det er gjennem Huusmandens Arbeidspligt til Grundeieren, at Huusmandsforholdet har sin egentlige Betydning. I Overeensstemmelse med den ovenanførte Definition angaae Udkastets Bestemmelser Huusmænd, hvem Arbeidspligt til Jorddrotten paahviler. Den eneste væsentlige Undtagelse herfra er, at ifølge § 23 skulle de i § 22 indeholdte Bestemmelser betræffende Huusmandsfolks Ydelser til Skole-, Fattig- og Veivæsen, Præst, Klokker og Kirke, ogsaa komme til Anvendelse paa Enhver, der i Henseende til de nævnte Ydelser tidligere have været satte ved Siden af Huusmænd i Udkastets Betydning.
Departementet maa ansee det urigtigt paa denne Maade at indskrænke Begrebet om Huusmænd, og, som Følge deraf, Virksomheden af den paatænkte nye Lov. Commissionen har uden Tvivl, ved saaledes som anført at begrændse Begrebet, havt Forholdene for Øie i den Deel af Landet, hvori det Almindelige i Huusmandsforholdet er, at Arbeidskraft derigjennem søges sikkret paa den Maade, at Huusmanden ligefrem forbinder sig til Arbeide. Men i mange Egne af Landet, fornemmelig i de vestlige, er det jevnlig Tilfældet, at Huusmandens Afgift bestaaer i Penge alene, hvilket blandt Andet fremgaaet af de fra Amtmændene i Lister og Mandals, Stavanger og Nordre-Bergenhuus Amter indkomne Betænkninger. Amtmanden i Stavanger Amt anfører endog, at det paa den Kant af Landet er det Sædvanligste, at Afgiften bestaaer i Penge alene. Naar Commissionen anfører, at det er gjennem Huusmandens Arbeidspligt til Grundeieren, at Huusmandsforholdet faaer sin rette Betydning, saa er herved at mærke, at locale Forholde i mange Egne af Riget jevnligen maa lede til at søge et andet Øiemed opnaaet ved Bortfæstelsen af en Plads end Sikkerhed for Arbeidskraft. Hvor nemlig Pladsen er langt fraliggende eller Trangen til Bistand ved Arbeide paa Gaarden, efter dennes Beskaffenhed, liden, er den naturlige Hensigt med at bortfæste en Plads den, at forskaffe sig gjennem Indfæstningen eller den aarlige Afgift eller begge Dele tillige en Hjælp til Udredslerne af Gaarden. Men endog forsaavidt Øiemedet med at bortfæste Huusmandspladse sættes i at tilveiebringe Arbeidskraft for Gaardens Drift, er det unægteligt, at dette, idetmindste til en vis Grad, kan opnaaes og virkelig søges opnaaet ved Nedsættelsen af Huusmænd, selv om Arbeidspligt ikke paalægges disse; thi Huusmanden og hans Familie afgiver en Arbeidskraft, som efter frivillig Accord kan paaregnes. Denne Skikkelse af Huusmandsforholdet, ifølge hvilken Huusmanden for sin Plads ikkun pligter Afgift i Penge, og kan accordere om sit Arbeide som fri Mand, har endog, fra flere Sider, saa meget Anbefalende ved sig, at det ingenlunde kunde være hensigtsmæssigt ved selve Lovgivningen at modarbeide den, hvilket maatte blive Tilfældet, om man i en ny Lov om Huusmandsvæsenet ikke erkjendte den som henhørende under Gjenstanden, og derved stillede den udenfor alle de legale Forudsætninger, hvorpaa den for Tiden hviler.
Den hidtil gjældende Lovgivning er nemlig langtfra at opstille som noget Nødvendigt i Begrebet om en Huusmand, at der skal paahvile ham . Tvertimod forudsætter den Forordning, der indeholder en af de væsentligste Sætninger i den gjældende Huusmandsret, nemlig Frd. 29de Juni 1792, udtrykkelig, at Huusmænd kunne pligte Afgift i Penge alene (see Frd.s Ord: “den Afgift i Penge eller Arbeide, som i den sidst forløbne Tid har været svaret“). Ligesom det derfor ikke kan omtvivles, at denne Frd.s Bestemmelser ere anvendelige ogsaa paa saadanne Huusmænd, der ikke pligte Arbeide til Grundeieren, saaledes maa det Samme antages om den Regel, der fremgaaet af Frd. 9de October 1750, sammenholdt med Frd. 29de April 1752, § 4, angaaende Nødvendigheden af Livsfæste paa Huusmandspladse i Udmarken; thi ligesom Udtrykkene ikke indeholde Noget til Hjemmel for at undtage de Huusmænd fra Bestemmelsen, der alene svare Afgift i Penge, saaledes er det netop med Huusmænd i Udmarken, at det hyppigst vil være Tilfældet, at der ikke er stipuleret nogen Arbeidspligt til Jorddrotten. Modsætningen mellem at pligte Afgift i Penge alene og at pligte Arbeide er ogsaa i mangfoldige Tilfælde ikke i sig selv saa væsentlig, som det kan synes for den, der fornemmelig har for Øie Forholdene i de meest jordbrugende Egne af Landet, og derfor tænker sig Arbeidspligten i Regelen at gaae ud paa at forrette Arbeide, saa ofte Jorddrotten kræver det. Mangfoldige Huusmandscontracter, der virkelig paalægge Huusmanden en Arbeidspligt og saaledes nødvendigen maatte gaae ind selv under den i udkastet opstillede Definition, bestemme Arbeidspligten saaledes, at Forskjellen mellem samme og en modsvarende Afgift i Penge, om den end efter Omstændighederne i Forhold til Jorddrottens Interesse kan være ganske væsentlig, dog ikke kan siges at indflyde i nogen mærkelig Grad paa Beskaffenheden af Retsforholdet mellem Parterne, saasom naar Arbeidspligten, hvad der især i de vestligere Egne er sædvanligt, alene bestaaer i aarlig at udføre et vist bestemt Arbeide, f. Ex. at slaae eller skjære visse Maal Eng eller Ager, eller i at præstere et vist bestemt Antal Dagvirke i hver Aannetid o. d. l. Det Unaturlige i at udelukke alle Fæstere af Huusmandspladse, hvem ikke Arbeidspligt paahviler, fra Begrebet og Lovgivningen om Huusmænd, vil ogsaa indsees ved blot at tænke sig det Tilfælde, at en Huusmand formedelst Alderdom eller Sygelighed har faaet tidligere ham paahvilende Arbeidspligt ombyttet med en Afgift i Penge. At han fra nette Øieblik skulde ansees ophørt at være Huusmand, vil neppe Nogen finde naturligt.
Som oven bemærket bevirker den i § 1 af Commissionens Udkast optagne Definition, at, paa de i § 22 indeholdte Bestemmelser nær (see § 23), Udkastets øvrige Indhold udelukkende eller — om Hensyn tages til de partielle Udvidelser af et Par enkelte Forskrifter, hvorom handles i §§ 24 og 25, — saagodtsom udelukkende kommer til at angaae de Huusmænd, som for deres Pladse pligte Arbeide. At dette vil stride aldeles mod Almuens tilvante Forestillingsmaade og bevirke en unaturlig Indskrænkning i Lovens Virksomhed, er især udhævet af Amtmanden i Nordre-Bergenhuus Amt, der exempelviis paapeget en heel Deel af Lovens Bestemmelser, hvis Indskrænkning til ikkun at gjælde Huusmænd med Arbeidspligt han formener at savne antagelig Grund. Som ogsaa af bemeldte Amtmand bemærket, bliver Sagen end betænkeligere derved, at de hidtil om Huusmandsvæsenet gjældende Anordninger af 9de October 1750, 29de April 1752 og 29de Juni 1792 efter Udkastets § 27 skulde ophæves, hvoraf vilde følge, at Huusmandsforholdet, forsaavidt ikke i samme er optaget Arbeidspligt, vilde være at ansee som ikke behandlet i Lovgivningen fra det Øieblik, at den nye Lov var udkommen. Navnligen vilde den Beskyttelse, den gjældende Lovgivning har søgt at yde Huusmændene ved de før berørte Bestemmelser i Frd. 9de October 1750, 29de April 1752 § 4 samt 29de Juni 1792, eller, som den nye Lov, ved at gjentage disse Bestemmelser med eller uden Forandring, fremdeles maatte ville i samme Retning yde Huusmandsclassen, ikke komme nogen Huusmand tilgode, hvem ikke Arbeidspligt paahviler. En saadan i den ældre Lovgivning ukjendt Forskjel mellem to Slags Huusmænd i Henseende til Noget af det, der væsentligst bestemmer deres retlige Kaar, maatte Departementet ansee utilraadelig.
Departementet tør antage, at hvad der har bevæget Commissionen til at optage i udkastet en legal Definition paa Huusmænd netop er Hensynet til at faae udtalt i Loven den nærmere Bestemmelse af Begrebet, hvilken man i det Foregaaende formeentlig har godtgjort ikke at være hensigtsmæssigt eller stemmende med Forholdene, nemlig, at der maa paahvile Huusmanden Arbeidspligt til Grundeieren. Man antager derfor ogsaa, at naar denne nærmere Bestemmelse af Begrebet opgives, bør Definitionen i dens Heelhed udgaae af Loven, og at følgelig denne, ligesom den tidligere Lovgivning om Huusmænd, bør forudsætte Begrebet som givet og ikke indlade sig paa nogen legal Definition deraf. Foruden de almindelige Betænkeligheder ved legale Definitioner fremstille sig her de særegne, der hidrøre fra Begrebets egen Beskaffenhed. Dette har nemlig uddannet sig sædvansmæssig, og maa i Indhold variere adskilligt efter locale Forhold og de forskjellige Øiemed, som med Nedsættelse af Huusmænd tilsigtes. Medens Vanskelighederne ved at gjengive Begrebet i en klar og uomtvistelig Definition herved forøges, kan Departementet heller ikke erkjende, at det skulde være practisk fornødent at optage en saadan i den paatænkte Lov. Ligesom Lovgivningen om Huusmænd hidtil har fundet sin Anvendelse, skjøndt ingen legal Definition af en Huusmand har været given, saaledes formener Departementet, at det ikke er i den Anvendelse, hvori det egentlig kommer an paa at fastholde Begrebet i sin Strenghed, at nogen Tvivl eller Uklarhed om hvo der er at henføre til Huusmænd hidtil har viist sig. Hvad nemlig angaaer selve Retsforholdet mellem Huusmanden paa den ene og Jorddrotten eller Pladseieren paa den anden Side og de Spørgsmaal, som deraf reise sig, vide uden Tvivl begge Parter ligesom Domstolene heelt vel at skjelne Huusmænd fra Inderster, Strandsiddere, Leietagere af Huustomter o.d.l. Det er uden Tvivl snarest naar Spørgsmaal opstaaer om Pligter mod det Offentlige, navnlig med Hensyn til de i Udkastets § 22 omhandlede Ydelser, at der har været Tvivl om hvo der i denne Henseende var at henføre til eller rettere at stille ved Siden af Huusmænd; men forsaavidt fornødiges ingen legal Definition, da Udkastets § 23 indeholder, at hvad i § 22 er bestemt ogsaa 1751 komme til Anvendelse paa Strandsiddere, Inderster og overhovedet Enhver, som i Henseende til de omhandlede Afgifter tidligere har været stillet ved Siden af Huusmænd.
Departementet skal dernæst gaae over til under Eet at omhandle §§ 1 og 2 i Commissionens Udkast, og i Forbindelse dermed §§ 1, 2 og 3 i det af en Minoritet inden Commissionen afgivne Votum.
Ifølge den gjældende Lovgivning om Huusmandsvæsenet skal Fæste paa Huusmandspladse i Udmarken, idetmindste de, der bortfæstes til Oprydning, gives paa Huusmandens og Enkes Levetid. Derhos skulle Huusmandspladse inden Gaardens Indhegninger, om ikke skriftlig Huusmandsseddel af modsat Indhold er oprettet, ansees at være fæstede Huusmanden paa hans og Enkes Levetid for den Afgift i Penge eller Arbeide, som deraf i den sidstforløbne Tid har været svaret. See Frd. 9de October 1750, Frd. 29de April 1752 § 4 og Frd. 29de Juni 1792. Begge disse Bestemmelser foreslaae Commissionens Pluralitet ophævede. Hvad angaaer den sidstanførte, der indeholdes i Frd. 29de Juni 1792, anfører Commissionen i det Væsentlige, at den Regel, at Grundeieren for Undladelsen af skriftlig Contracts Oprettelse skal ansees at have leiet Huusmanden Pladsen for hans og Enkes Levetid, aabenbar er en altfor haard Straf for hvad der hyppig kun er en Følge af Uvidenhed om Loven eller Mangel paa Eftertanke eller endog slethen god Tro til Næsten, at den, naar den kommer til Anvendelse, fremkalder Had og Mistro mellem Jorddrotter og Huusmænd, og ikke sjelden leder til, at Lovgivningen bliver benyttet som Redskab for Egennytte og Underfundighed. Paa Grund heraf foreslaaer Commissionens Pluralitet Regelen ombyttet med en Bestemmelse af Indhold, at Mangel paa skriftlig Contracts Oprettelse skal medføre, at Huusmanden beholder Pladsen i et Aar udover den første Faredag efter skeet Opsigelse, eller i saa lang Tid, som han oplyser ved mundtlig Overeenskomst at være tilsagt Pladsen.
Med Commissionens Minoritet, hvis Grunde findes anførte i det vedlagte Aftryk, Pag. 38, og med Fleerheden af de afgivne Betænkninger maa Departementet ansee en saadan Forandring i den gjældende Lovgivning utilraadelig. Det er uundgaaeligt, at Lovregler, der gives i den særskilte Hensigt at beskytte den Uoplyste og Fattige mod den præsumtiv mere Oplyste og Formuende, af og til maae medføre sine Ulemper; men Lovgiveren kan ikke af Hensyn hertil opgive dem, naar dog Nytten af deres Tilværelse maa erkjendes overveiende. Og at Frd. 29de Juni 1792 har hindret megen Vilkaarlighed og Uretfærdighed, betvivler Departementet ikke. Ligesom den i sin Tid sikkerlig har været fremkaldt ved Erfaring om, at Huusmandsclassen, uden saadan Understøttelse fra Lovgivningens Side, var priisgiven for en ubegrændset Vilkaarlighed, saaledes formaaer Departementet heller ikke at indsee rettere, end at selve Forholdets Natur maatte lede til Erkjendelsen heraf; thi naar Mangel paa fuldgyldigt Beviis fra Huusmandens Side for de ham tilsagte Rettigheder uden videre medførte, at ikke flere eller bedre Rettigheder ansaaes at være ham tilsagte end de, Jorddrotten indrømmede, maatte dette i Virkeligheden falde ud derhen, at Huusmændene, der i Regelen ikke kunne formodes at have enten den fornødne Indsigt, Evne eller Indflydelse paa Medcontrahenten til at faae sine Rettigheder tilbørligen formelt sikkrede, bleve aldeles afhængige af Pladseierens Vilkaarlighed. Det kan derfor ingenlunde betragtes som nogen paafaldende Afvigelse fra de almindelige Regler om Contracts-Stiftelser, naar Lovgivningen med Hensyn paa de her omspurgte særegne Contracter, paa hvilke en præsumtiv uoplyst og fattig Families Velfærd beroer, har gjort det til Pligt for Jorddrotten at give Retsstiftelsen en Form, der gjør dens Indhold klar og utvivlsom, eller i modsat Fald at taale, at Contracten antages indgaaet paa de eneste Vilkaar, der ikke gjøre Huusmanden afhængig af hans Godtbefindende. Dette vilde ikke blive Tilfældet, om den Regel, som af Commissionens Pluralitet er foreslaaet, blev sat istedetfor den, som indeholdes i den gjældende Lovgivning; thi det vilde være til liden Hjælp for den Huusmand, der mod den virkelige Mening af den i sin Tid indgaaede Contract blev pligtig at forlade sin Huusmandsplads eller finde sig i de forøgede Byrder, Jorddrotten maatte ville paalægge ham, at der ved Loven var tilsagt ham Ret til at blive paa Pladsen i eet Aar udover den første Faredag efter skeet Opsigelse. De Ulemper, Commissionens Pluralitet har paapeget at flyde af den angjældende Lovregel, ere derhos, efter Departementets Formening, af det Slags, at de ialfald ikke nu, efterat Frd. 29de Juni 1792 har været gjældende i over et halvt Aarhundrede, kunne tilkomme nogen afgjørende Vægt; thi nu maa ialfald Forordningens Regel antages at være tilstrækkeligen bekjendt i de Egne af Landet, hvor den efter Forholdene har nogen egentlig Betydning, det vil sige i de Egne, hvor ikke det Sædvanlige endnu er, at Huusmandsfæste betragtes som indgaaet for Huusmandens og Enkes Livstid. Ligesom den af Commissionens Pluralitet antydede Ubillighed mod Jorddrotten herved for den væsentligste Deel bortfalder, saaledes vilde det ialfald være overveiende ubilligt af Hensyn til samme at berøve Huusmandsclassen en Beskyttelse, hvortil den fra sin Side i høi Grad er trængende, og som Lovgivningen, om man endog sætter de ældre Lovbud af 1750 og 1752 ud af Betragtning, i mere end et halvt Aarhundrede har ydet den.
Hvad dernæst angaaer den hidtil gjældende Regel, at Fæste paa Huusmandspladse, opryddede i Udmarken, skal gives paa Huusmandens og Enkes Livstid, da maa Departementet erkjende, at den nu bestaaende Distinction mellem de Pladse, i Henseende til hvilke der contraheres frit om Fæstets Varighed, og de, der skulle bortfæstes for Huusmandens og Enkes Levetid, nemlig eftersom Pladsen er beliggende i Udmarken eller indenfor Gaardens Indhegninger (Frd. 29de Juni 1792), deels i sin Grund er vilkaarlig, deels paa mange Steder uanvendelig. Men med Commissionens Minoritet og Fleerheden af de indkomne Betænkninger maa Departementet erklære sig imod Ophævelsen af Det i den gjældende Lovregel, der egentlig udgjør Hovedtanken i samme, nemlig at Pladse, der bortfæstes til Oprydning fra Nyt af, bør sikkres Huusmanden for hans og Enkes Levetid. Den Grund, hvoraf Commissionens Pluralitet væsentligst har ladet sig bestemme til at forestaae den gjældende Lovgivning i den her omhandlede Henseende ganske ophævet, bestaaer — bortseet fra den nys berørte unægtelige Ufuldkommenhed i den nu bestaaende legale Distinction imellem de forskjellige Slags af Huusmandspladse-i den Betragtning, at det formenes naturligst og hensigtsmæssigst at overlade til Den, der ønsker at erholde en Rydningsplads fæstet, selv at afgjøre, hvorvidt og paa hvilken Betingelse han finder sig tjent med at modtage Pladsen paa Aaremaal, istedetfor ved en vilkaarlig Bestemmelse maaskee at spærre ham aldeles Adgangen til at erholde nogen Plads fæstet. I Overeensstemmelse hermed har Commissionen foreslaaet Rydningsmænd behandlede efter samme Regler som Huusmænd i Almindelighed, og ikkun i § 25 med Hensyn til Rydningsmænd, der ikke maatte have paataget sig Arbeidspligt, og hvilke saaledes ikke vilde være Huusmænd i Udkastets Betydning, foreslaaet, at der skal være en legal Formodning for, at Fæstet er givet for Huusmandens og Enkes Levetid, naar ikke Varigheden af Besiddelsesretten beviisligen anderledes er bleven bestemt. Commissionens Minoritet har herimod anført, at den nu gjældende Bestemmelse har til Hensigt at sikkre Rydningsmanden Frugterne af den Flid og Møie, han har anvendt paa Pladsens Opdyrkning, og da Oprydningen af et Stykke raa og udyrket Mark for den fattige Nybygger maa ansees for et særdeles besværligt og kostbart Arbeide, forekommer Billigheden i denne Lovbestemmelse Minoriteten indlysende. Vel indeholder — yttres der videre — Commissionens Lovforslag Bestemmelse om, at der i ethvert Tilfælde af Fravigelse fra Pladsen skal ydes den bortslyttende Huusmand eller hans Arvinger Godtgjørelse for de paa Pladsens Jordvei og Huse m. v. udførte Forbedringer, og det kunde derfor ved første Øiekast synes mindre fornødent i den nye Lov at optage den omspurgte Bestemmelse for at betrygge Rydningsmanden mod vilkaarlig Behandling og Velfærdstab ved Pladsens Fravigelse. Men det vil dog ved Sagens nøiere Betragtning forhaabentlig erkjendes, at Lovens Tilsagn om Godtgjørelse for udførte Forbedringer er langtfra at give den samme Betryggelse for Huusmanden som Fæste paa Livstid. I denne Henseende bemærker Minoriteten, at der ved Bestemmelse af den Godtgjørelse for Forbedringer, som skal ydes Vedkommende, ifølge Commissionens Forslag skal tages i Betragtning, hvorvidt Huusmanden kan ansees at have erholdt Erstatning for samme derved, at han i længere Tid har havt Pladsen i Brug, og at Vederlaget saaledes kan blive lidet eller intet. Men endog om Forholdet efter Omstændighederne stiller sig gunstigt for ham, kan det dog ikke nægtes, at han i en fremrykket Alder, fordreven fra Huus og Hjem og ude af Stand til med Lyst og Kraft at begynde forfra paa Rydningsmandens møiefulde Arbeide, vil i den Godtgjørelse, som saaledes tildeles ham, kun finde et usselt Vederlag for tilintetgjorte Livsforhaabninger og befinde sig i en uden Sammenligning slettere Stilling, end om han med Familie var forbleven paa sit Hjemsted. Hertil kommer, at Resultatet af det Skjøn, hvorved Godtgjørelsen skal fastsættes, ligesom af Skjøn i Almindelighed, er afhængigt af de Personers Indsigt og Retsind, som skulle afgive det, og at saaledes den opsagte Rydningsmand i sit vigtigste Velfærds-Anliggende altid i nogen Grad vilde være udsat for Tilfældets Luner. Minoriteten har derfor fraraadet at opgive den hidtil gjældende ubetingede Bestemmelse om Livsfæste for Rydningsmænd og derved at løse et Baand, som ældre Tiders Lovgivning af Omsorg for den fattige Arbeider har lagt paa Contractsfriheden, et Baand, under hvis betryggende Indskydelse mangen Plet af Landet er bleven opdyrket og mangen stræbsom Familie har arbeidet med Kraft og Haab og levet i Fred og Lykke.
Departementet, der, som anført, maa tiltræde Minoritetens Formening, kan ikke lægge nogen afgjørende Vægt paa den af Commissionens Majoriret fremsatte Bemærkning, at det er naturligst at overlade til Vedkommende selv at afgjøre, hvorvidt han finder sig tjent med at overtage Oprydningen af en Plads, mod ikkun at sikkres den paa et vist Aaremaal, og at man ved at gjenoptage den gjældende Regel om Nødvendighed af Livsfæste paa Rydningspladse udsætter Vedkommende, der attraaer en saadan Plads, for slet ingen at erholde. Man formener nemlig, at nogenlunde billigt Hensyn til Rydningsmandens Tarv i saa høi Grad taler imod, at Frugten af hans anvendte Flid og Møie efter nogle Aars Forløb skulde kunne berøves ham, at ikkun den dybeste Trang kan tænkes at bevæge ham til paa saadanne Vilkaar at modtage et Stykke Mark til Oprydning. Men erkjendes dette, og, som Følge heraf, at det er en agtværdig Tænkemaade hos Folket, der har fundet sit Udtryk i den nugjældende Regel om at Fæste paa deslige Pladse skal være Livsfæste, formener Departementet det utilraadeligt ved Ophævelsen af denne Regel at bidrage til at svække en Erkjendelse, der paa eengang er human og practisk gavnlig, som ledende til i noget Mon at forebygge Pauperisme. At en og anden Arbeider derved udsættes for ikke at faae en Plads fæstet til Opdyrkning, som han, om det var tilladt at give ham Fæste paa Aaremaal, vilde have kunnet erholde, bør ikke komme i afgjørende Betragtning, aldenstund han maa antages i Regelen ikke at kunne være tjent med at antage Pladsen paa saa usikkre Vilkaar. Til hvad Commissionens Minoritet har anført angaaende Utilstrækkeligheden af den Sikkerhed, der kunde synes at frembyde sig for Rydningsmanden af den i Udkastets § 11 indeholdte Bestemmelse angaaende Erstatning for Forbedringer, maa Departementet henholde sig, og skal dertil føie, at efter Udkastets § 13 kan Ret til saadan Erstatning fraskrives.
Med Hensyn til den af Commissionens Minoritet foreslaaede nærmere Bestemmelse af hvad der ved en Rydningsplads skal forstaaes, har Departementet vistnok fundet Betænkeligheder, forsaavidt denne Bestemmelse nemlig kan synes at indeholde noget Vilkaarligt, og gjør Lovens Anvendelse i visse Maader afhængig af en minutieus Undersøgelse. Departementet veed dog ikke at angive nogen Maade, hvorpaa Opgaven skulde kunne løses bedre end ved den af Commissionens Minoritet foreslaaede Bestemmelse; og man antager det for afgjort, at den Distinction, der i Overeensstemmelse hermed for Fremtiden vil blive gjældende mellem de Pladse, hvorpaa Livsfæster skulle gives, og andre Huusmandspladse, baade i Begrundelse og Anvendelighed vil være at foretrække for den i den nugjældende Lovgivning fastsatte.
Hvad angaaer § 2 i Commissionens Udkast, da kan Departementet ikke ansee en Bestemmelse, som den deri foreslaaede, tilraadelig. Med Justits-Departementet og flere af de Embedsmænd, der have erklæret sig over Sagen, maa Departementet ikke alene ansee eet tvivlsomt, om det for Tiden er gjældende Ret, at en Huusmandscontract, for at være gyldig i Collision med reelle Retserhvervelser i Eiendomme, navnlig Kjøb og Pantstiftelse, nødvendigen maa være thinglæst; men man antager endog, at overveiende Grunde tale for det Modsatte. Ligesom Frd. 29de Juni 1792 ikke giver noget Vink til en saadan Fortolkning af den gjældende Lovgivning, uagtet der unægteligt havde været Opfordring til at udtale Sætningen i denne Forordning, om den havde havt Medhold i Lovgiverens Anskuelse, saaledes angiver Frd. 29de April 1752 § 4 Hensigten med den der indeholdte Bestemmelse, at Contracter angaaende Fæste af Huusmandspladse i Udmarken skulle thinglæses, alene at være den, at derigjennem kan tilveiebringes Kundskab om Contractens Indhold for det Tilfælde, at den skulde forkomme. Departementet kan heller ikke overbevise sig om, at den af Commissionen angaaende dette Punct foreslaaede Regel i sig selv skulde være enten nødvendig eller hensigtsmæssig. De to Arter af Retsstiftelser, paa hvilke der nærmest maa tænkes, naar Talen er om Collisioner imellem Huusmandsindfæstninger og tredie Mands Ret, ere Kjøb og Pantsættelse. Hvad imidlertid en Kjøber angaaer, da har han saa naturlig og ligefrem Opfordring til at gjøre sig specielt bekjendt med hvilke Huusmandspladse der hører under Gaarden, og hvorledes de ere besatte, at det ikke kan synes fornødent, med Opofrelse af Huusmændenes Sikkerhed for Overholdelse af deres Fæste, at betage enhver ikke thinglæst Huusmandscontract Gyldighed mod senere Eiendomserhververe, hvilket skulde være det Samme som at give Sælger og Kjøber ligefrem Adgang til at forene sig om at annullere alle i Kraft værende Fæstecontracter om Pladse under Gaarden, som ikke vare thinglæste. Og hvad Pantehæftelser angaaer, da ligger det neppe engang i Panterets Natur at udelukke Eieren fra de Forføininger over enkelte Dele af Eiendommen, der maae henføres til de sædvanlige og ikke indflyde paa dens substantielle Værdie. Ny Bortfæstelse af ældre Huusmandspladse synes saaledes i intet Tilfælde at kunne komme i Strid med en Panthavers Rettighed. Og selv Oprettelse af nye Huusmandspladse kan ikke siges at gjøre det, uden forsaavidt den maatte formindske Eiendommens Værdie i den Grad, at Panthaveren desformedelst ikke kan blive skadesløs. Men i denne Henseende staaer den her omspurgte Forføining over visse Dele af en pantsat Eiendom paa lige Linie med saa mange andre, hvis Gyldighed i Forhold til Panthaveren maa, med det ovenangivne Princip for Øie, bedømmes efter en nærmere Undersøgelse af Omstændighederne, og hvilke derfor ikke hensigtsmæssigen kunne gjøres til Gjenstand for faste Lovregler.
Idet Departementet saaledes formener, at Udkastets § 2 bør udgaae, maa man med Justits-Departementet være enig i, at det i flere Henseender, og navnlig i den, som angives i Frd. 29de April 1752 § 4, er tjenligt, at Huusmandssedler thinglæses. Men man anseer det hensigtsmæssigst i denne Henseende at slutte sig til Tanken i den nysnævnte Anordning, og saaledes at bestemme Virkningen af, at Jorddrotten ikke besørger Seddelen thinglæst, derhen, at Huusmandens Stilling, om Seddelen senere hen ikke kan skaffes tilveie, bliver den samme, som om skriftlig Seddel ikke var oprettet.
Endnu skal Departementet, forinden man forlader de hidtil behandlede §er, bemærke, at man vistnok har anseet det tvivlsomt, om ikke det af Commissionens Minoritet foreslaaede Tillæg til den i Frd. 29de Juni 1792 indeholdte megen nemlig, at samme ikke indtræder, forinden Huusmanden har besiddet Pladsen uden skriftlig Seddel idetmindste eet Aar, maatte ansees som en Forbedring. Departementet troer dog, efter nøie at have overveiet Sagen, at der ved en saadan nærmere Bestemmelse neppe vilde vindes Noget. Det Ønskeligste er unægteligt, at Retsforholdet bringes i tilbørlig formel Orden, forinden det træder i Kraft; og en saadan Henstand med Opfyldelse af hvad Loven tilholder turde snarere lede til at fremkalde, end til at forebygge Tvivl og Tvist.
I Henhold til det Anførte vil Departementet foreslaae de tre første §er i den paatænkte Lov affattede saaledes:
Huusmandscontracter skulle af Huusbonden besørges oprettede skriftligt i Overvær af tvende Vidner, som medunderskrive til Vitterlighed, og i tvende Exemplarer, hvoraf Huusmanden leveres det ene. I Mangel af denne Forskrifts Iagttagelse ansees Pladsen at være fæstet Huusmanden for hans og efterlevende Hustrues Livstid, saalænge hun sidder Enke, for den Afgift i Penge eller Arbeide, som deraf i den sidstforløbne Tid har været svaret.
Bestaaer Pladsen i udyrket Mark, der skal opryddes, skal Fæstet gives paa Huusmandens og Enkes Livstid, og kan, som Følge heraf, Huusmanden eller hans Enke ikke tvinges til at fravige saadan Plads, uden i de Tilfælde, som i § 9 omhandles. Det Samme gjælder, om der foruden den udyrkede tillige hører dyrket Mark til Pladsen, saafremt denne stdste ikke er over 2 Maal eller 5,000 Qvadratalen.
Huusmandscontracter bør af Huusbonden besørges thinglæste. Skeer det ikke, og Contracten forkomtner, gjælder detSamme, som i § 1 er bestemt for det Tilfælde, at skriftlig Contract ei er bleven oprettet.
Ved Udkastets § 3, der, efter Departementets Forslag, vil blive § 4, er Gebyhret for at skrive en Huusmandsseddel foreslaaet nedsat fra 24 ß, som er den for Tiden fastsatte Betaling (Sportell. § 23), til 16 ß, og for at thinglæse en Hunsmandsseddel fra 32ß (sammestedss24) ligeledes til 16 ß. Departementet tør antage, at der ved denne Nedsættelse, som tilstgter at befordre skriftlig Oprettelse og Thinglæsning af Huusmandssedler, ikke vil bevirkes nogen følelig Afgang i Sorenskrivernes Indtægter; og hvor betænkeligt man end finder det for Tiden yderligere at nedsætte disse Embedsmænds Indkomster, formener man derfor, at denne Betragtning ikke i nærværende Tilfælde bør tillægges nogen afgjørende Vægt.
§ 4 i Commissionens Udkast (efter Departementets Forslag § 5), hvori bestemmes, at Huusmanden skal tilkomme een Søgnedag i Ugen fri for Arbeidspligten, har uden Tvivl for Øie Huusmænd, hvem det paahviler at forrette Arbeide, saa ofte som de dertil tilsiges. Regelen er neppe naturlig, naar den anvendes paa ethvert Slags Huusmænd; og Departementet vil med Hensyn hertil foreslaae nogen Forandring i dens Redaction. Man vil derhos foreslaae tilføiet i selve §en, at Regelen ikke kommer til Anvendelse, naar anderledes mellem Parterne er overeenskommet. Grunden hertil er, at man ikke tiltræder Commissionens Anskuelse, at Bestemmelserne i samtlige §er fra 4 til 12 inclusive ikkun bør være declaratoriske, hvorfor man vil foreslaae den her omhandlede Forskrift i Udkastets § 13 udeladt, og i dets Sted det Fornødne tilføiet særskilt i hver §, hvis Indhold antages at burde være fravigeligt. Iøvrigt vil Departementet længere hen faae Anledning til nærmere at udvikle og begrunde sin Formening om, at ikke samtlige i §erne 4—12, begge inclusive, indeholdte Forskrifter bør erklæres for blot declaratoriske. I Overeensstemmelse hermed foreslaaes § 4 (efter Departementets Forslag § 5) saaledes affattet:
- Huusmand, som har forbundet sig til at forrette Arbeide for Huusbonden efter Tilsigelse, tilkommer, saafremt ikke anderledes ved skriftlig Contract er fastsat, een Søgnedag i Ugen fri for Arbeidspligten, og det efter eget Valg, o. s. v. som i Udkastet.
Ved § 5 i Commissionens Udkast (efter Departementets Forslag § 6) finder Departementet ikkun at bemærke, at man ikke med Commissionen (see Udkastets § 13) kan henføre den ved den her omhandlede Forskrift Huusmanden tillagte Rettighed til dem, som det bør tilstedes Huusbonden ved Contracten at betage Huusmanden. At en Huusmand, som ved Alderdomssvaghed eller Sygdom hindres fra personlig at udføre det ham paahvilende Arbeide, kan lade dette udføre ved en anden antagelig Arbeider, og altsaa ikke, fordi han er ude af Stand til at udføre det i egen Person, skal kunne drives bort fra Pladsen, er formeentlig en, paa Grund af dens indlysende Billighed, allerede nu, skjøndt uden udtrykkelig Hjemmel i Lovgivningen, almindelig erkjendt Sætning. Og Betænkelighederne ved at indrømme Huusmanden denne Ret ere neppe heller store, naar det erindres, at det dog efter Parternes Forestilling snarest maa siges at være et vist Arbeide for Pladsen og ikke netop Arbeide af en vis bestemt Person, som Huusbonden har villet betinge sig; thi om end Huusbonden i Indfæstningens Øieblik har Huusmandens personlige Dygtighed som Arbeider for Øie, saa kan han dog kun kjende denne, som den er paa den Tid, og maa gjøre Regning paa, at den i Tidernes Løb og under Aarenes Vægt vil undergaae adskillig Forandring, selv om Oldingsalderens Kraftløshed eller specielle Ulykkestilfælde, hvorfor Arbeideren fremfor Andre er udsat, ikke tages med i Betragtning. Men ligesaa vel begrundet som hiin Sætning derfor er baade i Forholdets Natur og Billighed, ligesaa utilbørligt maatte det Krav fra Huusbondens Side betragtes, at Huusmanden paa sin Alderdom eller formedelst ham tilstødt Sygdom skulde fravige Pladsen, uanseet at han lader sit Arbeide for denne fyldestgjørende præstere, saa at Pladsens vedblivende Benyttelse af Huusmanden ikke for Huusbonden er forbundet med noget Tab. Naar Staten derfor forbyder at ene sig om deslige mod al Billighed stridende Vilkaar, gjør den i Grunden ikke andet end at værge sig imod ubillig og hensynsløs Befordring af Nød og Fattigbyrder.
Forøvrigt er er det klart, at den her omspurgte Bestemmelse i udkastet, hvad enten den tænkes som fravigelig eller ufravigelig, alene i det Tilfælde har nogen væsentlig Betydning, at Huusmanden enten har Livsfæste eller et længere Aaremaal, hvoraf endnu en Deel staaer tilbage paa den Tid, da han sættes ud af Stand til personlig at udføre Arbeidet for Pladsen. Derfor er der og i de forestaaende Bemærkninger fornemmelig taget Hensyn til dette Tilfælde. Men om Huusmanden sidder paa Opsigelse, er der maaskee endnu mindre Betænkelighed ved at erklære ham ubetinget berettiget til, under sin egen Svaghed eller Sygdom, at lade Arbeidet for Huusbonden udføre ved en forsvarlig Arbeider i sit Sted; thi det er da ikkun til første Faredag, hvortil lovlig Opsigelse kan gives, at Huusbonden maa finde sig i, at Huusmanden beholder Pladsen, mod at han lader Arbeidet bestride ved nogen Anden.
Forsaavidt udkastet foruden Alderdomssvaghed og Sygdom nævner andet lovligt Forfald som Foranledning til, at Huusmanden kan lade sit Arbeide udføre ved en anden antagelig Arbeider, er det, hvad enten man tænker sig Forfaldet foraarsaget ved Pligter, der paahvile Huusmanden mod Statssamfundet eller i kirkelig Henseende, eller man tænker sig det fremkaldt paa anden Maade, formeentlig lige klart, at Huusbonden i intet Tilfælde bør kunne fordre mere end en antagelig Arbeider i hans Sted, og at det maa være ubetænkeligt at erklære Bestemmelsen forsaavidt ufravigelig.
Da Departementet, som forhen bemærket, vil forestaae den 13de § i udkastet udeladt af Loven, vil det være ufornødent i den her omhandlede § udtrykkelig at tilføie, at dens Forskrift er ufravigelig. Dette vil nemlig flyde af den Omstændighed i og for sig, at ikke det Modsatte i §en bestemmes — en Bemærkning, som ogsaa gjælder om de af de følgende §er, hvis Bestemmelser, saaledes som ved enhver af dem nærmere vil blive yttret, efter Departementets Formening ikke bør være blot declaratoriske.
Ved § 6 i Udkastet (efter Departementets Forslag § 7) er af Flere gjort den Erindring, at de sidste Ord i samme: “At holde Tjenestefolk er ikke Huusmanden formeent“ vilde kunne lede til en altfor betænkelig Elusion af Forbudet mod at indtage Inderster, ligesom det er antydet, at det i ethvert Fald, for at formindske denne Elusion og hindre forøget Benyttelse af Brændsel, forsaavidt dette tages paa Huusbondens Eiendom, burde tilføies, at Tjenestefolkene ikke maae føre særskilt Huusholdning. Departementet kan dog ikke finde et saadant Tillæg passende, da det synes at maatte ligge i sædvanligt og legalt Begreb om Tyende, at de have Kosten, hvor de tjene; men man skulde formene, at den Sætning, at det ikke er Huusmanden formeent at holde Tjenestefolk, uden Skade kan udgaae af §en, og at den Regel, som i den omspurgte Henseende er den naturligste, netop vil komme til at gjælde, naar der i Loven ikke optages nogen særskilt Forskrift angaaende Tjenestefolk. Ligesom man hidtil formeentlig har opløst Spørgsmaalet paa den Maade, at det maatte bedømmes efter Pladsens Størrelse og Beskaffenhed samt Huusmandens iværende Forhold, om en af ham antagen Person kunde regnes for hans Tyende eller maatte ansees for en Inderste, og ligesom den hidtil gjældende Lovgivning kun forbyder at indtage de sidste, og har fundet det ufornødent modsætningsviis udtrykkelig at tillade Huusmanden at antage Tjenestefolk, saaledes formener Departementet, at man fremdeles kan lade det have sit Forblivende herved. Hvad der forbydes Huusmanden, bliver da, som hidtil, at indtage Inderster. Fra dette Forbud vil det, som indeholdes i første Punctum af § 6, med den nærmere Bestemmelse deraf, som indeholdes i andet Punctum, komme til at danne Undtagelse. Antagelsen af Tjenestefolk vil ikke blive berørt af Forbudet, naar de ikke i Virkeligheden — hvilket maa bedømmes efter Omstændighederne — ere Inderster, og vil heller ikke komme ind under Undtagelsen, hvilket ogsaa, under samme Forudsætning, er ufornødent. I Overeensstemmelse med denne Opfatning formenes det imidlertid nødvendigt, at der i hen optages et udtrykkeligt Forbud mod at indtage Inderster, hvilket Departementet ogsaa anseer for en bedre Lovform, end kun at lade dette Forbud indirecte fremtræde i den §, der handler om Fæstes Forbrydelse, nemlig § 8 i Udkastet. Forøvrigt finder Departementet endnu ved nærværende § at bemærke, at den Ret, som i samme er tillagt Huusmanden efter det opnaaede 60de Aar, samt i Tilfælde af Sygelighed, til at indtage en eenslig Person eller et Par Ægtefolk, hvoraf den ene er hans eller Hustrues Afkom, for at udføre Pligtarbeidet eller besørge Pladsens Drift, vel ogsaa bør tilkomme enhver Enke, der hensidder paa en Huusmandsplads. Samme Billighedsgrunde synes at tale for hende som for den alderstegne eller sygelige Huusmand, nemlig at hun som oftest vil være ude af Stand til at besørge Pligtarbeidet eller Pladsens Drift ved egne Kræfter. Det kan ikke herimod indvendes, at hun efter den foregaaende 5te § i Udkastet har den samme Ret, som der er omhandlet, nemlig under Alderdomssvaghed og Sygdom at lade det hende paahvilende Pligtarbeide udføre ved en antagelig Arbeider; thi den Ret, som omhandles i § 6, er, som lettelig vil sees, baade anderledes betinget og tillige mere omfattende, end den, som er behandlet i § 5, idet den gaaer ud paa, stadigen baade til Pligtarbeides Udførelse og til Pladsens Drift at have en Person, eller endog en Familie, tilhuse paa Pladsen. Og denne sidste Ret er det, som formeentlig Billighed tilsiger ligesaavel at indrømme Enke, der sidder med Huusmandsplads, som den alderstegne eller sygelige Huusmand.
Betræffende Spørgsmaalet om, hvorvidt de her omhandlede Bestemmelser bør være fravigelige, skal Departementet bemærke, at Forbudet for Huusmanden mod at indtage Inderster (hvormed Departementet vil forestaae §en begyndt) selvfølgelig ikke bør være saaledes affattet, at jo Huusbonden kan tilstede, at Inderster indtages. Derimod formener man, at §ens øvrige Indhold ikkun udtaler deels hvad der i sig selv maa ansees indlysende billigt, deels (nemlig forsaavidt angaaer Ret til at indtage Afkoms Ægtefælle med samt deres Børn) hvad der har Sædvane saaledes for sig, at man anseer det ubetænkeligt at optage det som ufravigelig Regel. Hvor der handles om saadanne ved den almindelige Billighedsfølelse og Sædvane hævdede Sætninger angaaende Forholdet mellem Huusbond og Huusmand som de her omspurgte, skulde Departementet være tilbøieligt til at ansee det hensigtsmæssigere slet ikke at fremstille dem i nogen Lov, end at fremstille dem som Noget, der i Loven udtrykkeligen erklæres at kunne fraviges. Thi herved vil Erkjendelsen af dem snarere svækkes end styrkes, og den juridiske Praxis vil snart bringe igang en Formular for Huusmandssedler, hvorved alle eller de vigtigste af Lovens declaratoriske Forskrifter ombyttes med Bestemmelser i modsat Retning, saa at Huusmandens Stilling, efter den nye Lov, lettelig turde blive værre end tilforn, da almindelig Billighedsfølelse og det Sædvansmæssige udgjorde Grundlaget for Bedømmelsen af hans Rettigheder, hvor Contracten taug. Det Baand paa Contractsfriheden, hvorom her handles, er heller ikke af den Betydenhed, som det ved første Øiekast kunde synes. Deels er det ikke Andet eller Mere af Billighedssætninger, Loven med Nødvendighed vil have lagt ind i Retsforholdet, end hvad Folkets egen Sands og Sædvanen allerede har skaffet Plads i den almindelige Erkjendelse, idetmindste hos alle Bedretænkende; deels bliver dog Hovedsagen, naar der spørges om Huusbondens Frihed i det heromhandlede Contractsforhold, at det overlades til ham selv, hvorlænge han ved Contracten vil binde sig til Huusmanden, og i denne Henseende vil der, naar alene undtages Rydningspladse, hvilke, efter Departementets Forslag, som hidtil, skulle bortsættes paa Livstid, blive levnet Huusbonden fuldkommen Frihed. Det er ikkun for det Tidsrum, hvori han efter Contracten er bunden til Huusmanden, at han ifølge Loven, saaledes som Departementet tænker sig den, vil blive nødsaget til at iagttage visse, som almeengyldige anseete Billighedsregler. Heller ikke troer Departementet, at Følgen af, at Regler, som den her omspurgte, gjøres til ufravigelige, vil blive, at færre Huusmænd vorde antagne paa Livstid. Hvad man har for Øie ved at antage en Huusmand paa Opsigelse istedetfor at binde sig til ham paa Livstid, er visselig saare sjeldent, at man vil være sikret imod Mulighed af, at han paa sin Alderdom eller ved indtræffende Sygelighed kunde blive ude af Stand til personlig at forrette sit Arbeide. Hvor den gamle Skik at antage Huusmændene paa Livstid er forsvunden eller i Begreb med at forsvinde, er dette snarest grundet i den Formening, at gjensidig Frihed til at kunne til enhver Tid fratræde Forholdet tjener bedst til at opretholde god Forstaaelse samt Flid og Troskab fra Huusmandens Side. Derimod er neppe nogen Gaardmand eller ialfald nogen bedre tænkende Gaardmand, der antager en Huusmand, sig den Grund bevidst til at gjøre Fæstet opsigeligt, at han vil have sig Adgang forbeholdt til at skille Huusmanden, om han bliver syg eller gammel, af med Pladsen. I de Egne, hvor Pladsernes Bortfæstelse paa Livstid ikke fra andre Sider maatte møde Hindring i Forholdene eller forandrede Anskuelser, er der saaledes neppe Grund til at befrygte nogen skadelig Indflydelse i denne Henseende deraf, at Forskrifter som den i Udkastets § 6 indeholdte gjøres ufravigelige; og i de Egne, hvor det er ophørt at være almindeligen brugeligt at antage Huusmændene paa Livstid, vil det Intet hjælpe, om man tilsteder Huusbonden ved Contracten at betage Huusmanden de Rettigheder, som i den nævnte s omhandles.
I Henhold til det Foranførte vil Departementet forestaae § 6 i udkastet (efter Departementets Forslag § 7) affattet saaledes:
- “Huusmand maa ikke indtage Inderst medmindre det skeer med Hjemmel af Fæstecontracten eller Huusbondens Samtykke. Dog kan en Huusmand efter det opnaaede 60de Aar samt i Tilfælde af Sygelighed eller Udcommandering i militair Tjeneste, saavelsom Huusmandsenke, der besidder Plads efter sin afdøde Mand, indtage til Pligtarbeidets Udførelse eller til Pladsens Drift en eenslig Person eller et Par Ægtefolk, af hvilke den ene er Afkom af den, som besidder Pladsen, eller dennes Ægtefælle. Men i disse Tilfælde maa, saafremt Huusmanden er tilstaaet Ret til at tage Brændsel paa Huusbondens Eiendom, ikke paa Pladsen føres mere end een Huusholdning.“
Ved § 7 (efter Departementets Forslag § 8) skal Departementet bemærke, at man finder det rimeligt, at denne § er affattet med fortrinligt Hensyn til de Huusmænd, som formedelst stadig Arbeidspligt til Huusbonden komme i Regnskabsforhold til denne. Hvor Præstationerne fra Huusmandens Side indskrænke sig til, een eller to Gange om Aaret at betale en Pengeafgift, eller til en ringe og kortvarig Arbeidspligt, som til visse Tider af Aaret er at opfylde, synes det mindre hensigtsmæssigt ved saa haarde Midler som de, hvoraf §en betjener sig, at fremtvinge et aarligt Opgjør mellem Parterne; navnligen synes det ubilligt, at Huusbonden i et saadant Tilfælde, for ikke at constatere ved formeligt Opgjør et Krav, som efter Forholdets Beskaffenhed i Realiteten mangen Gang intet Opgjør vil behøve, skulde have samme fortabt.
Ved §ens Redaction har Departementet dernæst at bemærke, at den kan siges paa en vis Maade at give Anviisning til ikke at opgjøre Regnskab mere end een Gang om Aaret, hvilket dog ikke antages at være Meningen, og hvorfor en ubetydelig Modification i Udtryksmaaden af Departementet vil blive foreslaaet.
I flere af de indkomne Betænkninger er bemærket, at det er for langt et Tidsrum, hvori Huusbonden, efter Udkastet, skulde kunne uden nogen retlig Følge udsætte med at opgjøre det aarlige Regnskab; og heri maa Departementet være enigt.
I Overeensstemmelse med det Ovenanførte og med Bemærkning, at man ikke seer nogen væsentlig Betænkelighed mod at denne §s Indhold bliver ufravigeligt, vil Departementet foreslaae samme affattet saaledes:
- “Paahviler det Huusmanden at forrette Arbeide for Huusbonden efter Tilsigelse, skal Huusbonden idetmindste ved hvert Nytaar og senest inden tre Maaneder derefter opgjøre Regnskab med ham. I manglende Fald“ o. s. v. som i Udkastet.
§§ 8 og 9 i Udkastet (efter Departementets Forslag §§ 9 og 10) vil man foreslaae affattede saaledes:
- “§ 8. Huusmand forbryder sit Fæste, om han gjør flg skyldig i noget saadant Forhold, at Huusbonden ikke billigen kan ansees tjent med, at han beholder Pladsen, saasom:
- a. Om han gjentagende viser uefterrettelighed eller Forsømmelighed i Opfyldelsen af ham paahvilende Arbeidspligt, eller mod Huusbonden, dennes Hustru eller den, som staaer i Huusbonds Sted, forgaaer sig ved gjentaget eller grovt Brud paa den Hørighed og Lydighed, han i sin Stilling er skyldig.
- b. Om han uden Hjemmel bortfører Hø, Halm eller Gjødsel fra Pladsen, eller i andre Maader svigagtigen eller til Trods for Huusbondens Advarsel i Brugen af Pladsen eller de samme tilliggende Rettigheder forholder sig mod Contracten, eller uhjemlet og til Huusbondens Skade benytter dennes Eiendom.
- c. Om han trods Huusbondens foregaaende Advarsel beholder til Huse paa Pladsen nogen uden Hjemmel af Forskrifterne i § 6 indtagen Inderst eller nogen med Hjemmel af bemeldte § indtagen Inderst, der har gjort sig skyldig i noget saadant Forhold, som i denne § Litr. a, b og d er omhandlet, eller som har været anseet med Strafarbeide.
- d. Om han gjør sig skyldig i Tyverie eller bedragersk Adfærd mod Huusbonden, ved Mishandling af hans Kreaturer eller i andre Maader forsætlig tilføier eller søger at tilføie Huusbonden Skade, eller, uagtet Advarsel, ved grov Skjødesløshed, strafbar Omgang med Ild eller i andre Maader udsætter Huusbondens Eiendom for Fare.
- e. Om Huusmand, hvem det paahviler at forrette Arbeide efter Tilsigelse, gjør sig skyldig i nogen Forbrydelse, hvorfor han hensættes til Strafarbeide, eller om anden Huusmand hensættes til Strafarbeide for længere Tid end 2 Aar, eller hensættes til Strafarbeide for nogen Forbrydelse, der vidner om uretskaffen eller farlig Tænkemaade.
- Fæstet forbrydes ligeledes, om Huusmandens Hustru gjør sig skyldig i saadant Forhold, som ovenfor under Litr. a, b, c og d er omhandlet. For Unøiagtighed i Afgiftens Erlæggelse forbrydes ikke Fæstet, medmindre der hengaaer 6 Maaneder over den fastsatte Tid, forinden Afgiften betales.
- Ved at bedømme, hvorvidt Fæstet bør forbrydes, bør Dommeren tage Hensyn til, hvorvidt Huusbonden eller dennes Hustru, eller den, som staaer i Huusbonds Sted, kan ansees ved misligt Forhold fra sin Side, saasom ved utilbørlig eller voldsom Adfærd, uforsvarligt Kosthold, utilbørlig Undladelse af at udbetale Huusmanden hans Tilgodehavende, vilkaarlig Indskrænkning af hans Rettigheder eller i andre Maader at have givet Anledning til det Paaankede.“
De Grunde, der hovedsagelig bevæge Departementet til at foreslaae de nævnte §§ i Udkastet saaledes omredigerede som ovenfor anført, ere følgende:
Departementet anseer det i høi Grad betænkeligt at foresætte sig, udtømmende at opregne de Tilfælde, i hvilke Fæste forbrydes, og antager det derfor nødvendigt at give Lovregelen en saadan Form, at Dommeren sættes istand til med den Veiledning, som Loven giver, at bedømme de enkelte Tilfælde efter Billighed og Forholdets mere specielle Beskaffenhed. Skal Lovregelen affattes som af Commissionen paatænkt, nemlig saaledes, at hvert Tilfælde, hvori Fæstet er at ansee forbrudt, nøiagtigen og med udtømmende Fuldstændighed søges bestemt, kan den ikke undgaae at blive i mange Dele vilkaarlig, hvorfor ogsaa i de indkomne Betænkninger er gjort Bemærkning ved flere af de i Udkastets § 8 optagne Literæ. Exempelviis skal Departementet paapege Litr. b, f og g, hvis Bestemmelser jevnligen maatte kunne lede til virkelig Ubillighed, snart mod Huusbonden, snart mod Huusmanden. En Huusmand, hvem det kun paahviler at forrette to Arbeidsdage om Aaret, vil saaledes, efter Bestemmelsen i Udkastets Litr. b, strengt taget ikke ved nogensomhelst, om end nok saa vidt dreven, uefterrettelighed i Arbeidspligtens Opfyldelse kunne forbryde sit Fæste; en Huusmand, der en eneste Gang viser sig opsætsig, eller bruger fornærmende Ord mod Huusbonden, vil, selv om han efter Contractens Beskaffenhed ikke staaer i noget stadigt engere Forhold til Jorddrotten, ifølge Bestemmelsen i Litr. f, have sit Fæste forbrudt. Det Samme vil følge af en Forgaaelse mod Litr. g, uagtet denne efter Omstændighederne kan være heelt undskyldelig. Imod det saaledes Anførte kan ikke med Føie erindres, at §ens Indhold er af Commissionen tænkt at skulle være fravigeligt, eller med andre Ord, at Parterne, efter Bestemmelsen i Udkastets § 13, ville have det i sin Magt i Contracten at fastsætte andre Regler end Lovens; thi det er hverken at vente eller ønske, at Parterne skulde indlade sig paa detaillerede Bestemmelser angaaende noget baade saa Eventuelt og mangfoldigt som det, hvorom her handles. Departementet kan derfor heller ikke billige, at denne § gjøres fravigelig, idet man forøvrigt forsaavidt maa henholde sig til den Synsmaade, man i det Foregaaende har havt Anledning til at udvikle.
Til disse almindelige Bemærkninger skal Departementet føie følgende mere specielle, til Oplysning om de Grunde, der i Enkeltheder have bestemt Departementet til at forestaae visse Forandringer i de her omhandlede §er.
Istedetfor at der i Udkastets § 8 Litr. c er foreslaaet, at Udeblivelse med Afgiften først efter 9 Maaneders Forløb skulde give Huusbonden Ret til at fordre Fæstet ophævet, har Departementet antaget, at 6 Maaneder vil være et mere passende Tidsrum, hvilket ogsaa i enkelte Formandskabs-Erklæringer er berørt.
At enhver i Huusmandscontracten udtrykkelig forbudt Handling ubetinget skulde medføre Fæstets Forbrydelse, synes, som i flere Betænkninger bemærket, at være for haardt, ligesom det vel ikke engang kan antages at være Hensigten med ethvert i en Huusmandscontract indtaget Forbud mod denne eller hiin Handling fra Huusmandens Side, at dets Overtrædelse ubetinget skulde medføre Fæstets Forbrydelse. Den herhen hørende Passus i Udkastets Litr. e er derfor i Departementets Forslag udeladt.
Naar det i udkastet (§ 8 Litr. h) bestemmes, at ethvert af Huusmanden paa Pladsen forøvet ulovligt Brændeviinssalg skal bevirke Fæstets Forbrydelse, maa Departementet, med tilbørlig Vurdering af den Hensigt, hvori denne Bestemmelse er foreslaaet, dog ansee den altfor haard og ubillig, da den vilde medføre, at en Huusmand for ulovligt Brændeviinssalg blev anseet med mangefold haardere Straf end andre Folk, og navnlig end en Gaardmand, hvis Forseelse i samme Retning kan være mindre tilgivelig.
At enhver Huusmand, der for hvilkensomhelst Forseelse hensættes til Strafarbeide, skal have sit Fæste forbrudt, kan Departementet ikke erkjende begrundet. Man formener, at Sætningen bør indskrænkes til det Tilfælde, at Huusmanden efter Contracten er tænkt at skulle forrette stadigt Arbeide for Huusbonden, under hvilken Forudsætning det for Huusbonden er føleligt at maatte afsee ham, medens han er i Strafanstalten (uden at tilstrækkelig Grund synes forhaanden til i dette Tilfælde at tillade Huusmanden saadan Substitution, som i §§ 5 og 6 af udkastet er ham indrømmet under utilregneligt Forhold), ligesom det maa erkjendes ubilligt at paalægge Huusbonden at antage ham igjen blandt sine stadige Arbeidere eller Tjenestefolk, naar han har udstaaet sin Straf. Men naar Contracten ikke er af den nævnte Beskaffenhed, formenes det ikkun da billigt, at Fæstet forbrydes, naar Straffetiden enten er saa lang som to Aar eller derover, eller den Forbrydelse, hvorfor Huusmanden er dømt, vidner om Uretskaffenhed eller farlig Tænkemaade. Man har i første Henseende for Øie, at det ikke kan være Huusbonden ligegyldigt, at Pladsen, under Huusmandens Fraværelse i Strafanstalten, i et ubegrændset Tidsrum skjøttes af nogen Anden, ligesom Formodningen, naar Straffetiden er fastsat til mere end to Aar, maa være for, at Forbrydelsen har været af mere graverende Beskaffenhed, og i sidste Henseende, at det fra flere Sider, hvoriblandt alene behøver at paapeges den Adgang, enhver Huusmand i nogen Grad har til at omgaaes misligt med Huusbondens Eiendom, skulde være ubilligt at paalægge Huusbonden at beholde paa Pladsen en Person, der ved en Forbrydelse, hvorfor han er bleven anseet med Strafarbeide, har viist sig som et uretskaffent eller farligt Individ. Ved Tyverie, der ikke er forøvet mod Huusbonden og som bliver afsonet med Fængsel paa Vand og Brød, vil Huusmanden, efter Departementets Forslag, ikke forbryde sit Fæste, hvilket derimod vilde være en Følge af Udkastets Bestemmelse i Litr. h. Departementet har ved at foreslaae denne Forandring i Udkastet havt for Øie, at Fæstets Forbrydelse i Regelen vilde blive en haardere Straf for Huusmanden end den ifølge Loven forskyldte Fængselsstraf, og at den Angjældende, om Loven affattedes med saadan Strenghed, som oftest vilde være udsat for at synke ned i Fattigdom og sædelig Fordærvelse, medens dog en begangen Tyvsforbrydelse, naar den er funden af saadan Beskaffenhed, at den kan afsones med Fængselsstraf, ikke bør udelukke Haabet om at den Angjældende senere kan komme til at føre en retsindig Vandel.
Ved § 10 (efter Departementets Forslag § 11) skal man bemærke, at dens første Passus, der foreskriver, at Opsigelse er ufornøden i Tilfælde af Fæstes Forbrydelse, da Huusmanden i saa Fald er forpligtet til strax at fravige Pladsen, synes, saaledes som ogsaa i flere af de afgivne Erklæringer paapeget, noget utydeligt affattet, forsaavidt Ordene ere skikkede til at fremkalde den urigtige Forestilling, at Udkastelse i saadanne Tilfælde skulde kunne fremmes uden foregaaende Dom eller Forlig, Noget, som dog Udkastes § 16 viser ikke at være Commissionens Mening. For imidlertid at forebygge en saadan Tvetydighed vil Departementet foreslaae en noget forandret Redaction, der forhaabentlig paa en klarere Maade vil gjengive Lovbudets Tanke.
§ens andet Passus indeholder, at der i andre Tilfælde maa finde Opsigelse Sted mellem Huusbond og Huusmand inden 29de September, og at Fraflyttelsestiden eller Faredag for Huusmænd er den 14de April. Det har hidtil været antagen at Opsigelse inden Juul er tilstrækkelig i dette Forhold; men Departementet maa billige den foreslaaede Forandring, hvorved den opsagte Huusmand vil gives bedre Anledning til at søge sig Udkomme andetsteds. Bestemmelserne i denne § formener Departementet uden Betænkelighed at kunne gjøres ufravigelige.
I Overeensstemmelse med det Anførte vil Departementet foreslaae §en saaledes affattet:
- “Opsigelse er i Tilfælde af Fæstes Forbrydelse ufornøden; og er Huusmanden i saadant Tilfælde ikke berettiget til at vedblive Pladsens Besiddelse indtil Faredag. Ellers maa mellem Huusbond og Huusmand Opsigelse finde Sted inden 29de September; og Fraflyttelsestiden eller Faredag for Huusmænd er den 14de April.“
I § 11 (efter Departementets Forslag § 12) har Commissionens Pluralitet foreslaaet, at der ved Pladsens Fravigelse, uanseet af hvilken Grund denne finder Sted, skal tilkomme Huusmanden eller hans Boe Godtgjørelse for den Forøgelse af Pladsens Værdie, der er en Følge af Rydning, Opbyggelse af Huse og andre Forbedringer, som Huusmanden kan oplyse at have foretaget, og som antages at ville forøge Huusbondens Indtægt af Pladsen i Tilfælde af ny Bortfæstning.
I det forannævnte dissenterende Votum har imidlertid Commissionens Minoritet udtalt sig for, at saadan Godtgjørelse ikke skal tilkomme den Huusmands Boe, som har havt Fæste paa Livstid og brugt Pladsen til sin Død.
Departementet maa foreløbigt bemærke, at man, saaledes som man nedenfor skal tillade sig nærmere at udvikle, formener, at der i nærværende Anledning maa skjelnes mellem Erstatning for Forbedringer af Pladsens Jordvei eller Huse, og Godtgjørelse for de Huse paa Pladsen, der enten udelukkende eller ialfald for en Deel maae ansees for Huusmandens Eiendom. Hvad angaaer det Første, Erstatning for de af Huusmanden foretagne Forbedringer, da maa Departementet ikke blot erklære sig enig i Minoritetens Anskuelse, at der ikke bør paalægges Huusbonden nogen Erstatningspligt, naar Huusmanden med Livsfæste har siddet paa Pladsen til sin Død, men man formener ogsaa, at Retten til Erstatning bør bortfalde i ethvert Tilfælde, hvor Huusmanden selv opsiger sit Fæste.
Departementet skal i denne Anledning tillade sig at bemærke Følgende:
Den Sætning, som nærværende § udtaler, nemlig at vedkommende Leietager ifølge selve Loven skal nyde Erstatning for de Forbedringer, han i sin Besiddelsestid for sin egen Interesses Skyld har foretaget paa den leiede Jord eller paa Husene, kan formeentlig, betragtet som almindelig Regel, hverken ansees hjemlet i Sagens Natur eller i den positive Lovgivnings Analogier, hvorimod denne af Commissionen for Huusmænd foreslaaede Bestemmelse maa ansees som en særlig Undtagelse for dette Forhold, grundet paa særskilte Hensyn. En Leilænding eller Forpagter vil saaledes, om han end i sin Besiddelsestid mærkelig har forbedret Eiendommen, dog ikke ved dennes Fravigelse have noget Krav paa Erstatning herfor, naar ikke saadan særskilt er betinget. Denne Betragtning i Forbindelse med at det efter Omstændighederne ofte kunde blive ubilligt mod Gaardmanden, stundom endog trykkende for denne, at han skulde være forpligtet til ubetinget at yde Erstatning for de af Huusmanden foretagne Forbedringer, maa efter Departementets Formening vække særdeles Betænkelighed mod at give den foreslaaede Regel et større Raaderum, end det af Hensyn til en rimelig Beskyttelse af Huusmandens Tarv og for at forebygge ubillig Medfart fra Huusbondens Side kan ansees nødvendigt. Nogen saadan Nødvendighed kan, som ogsaa af en Minoritet inden Commissionen antaget, for det Første ikke erkjendes at være tilstede, naar Huusmanden har nydt Brugen af Pladsen med Livsfæste indtil sin Død. I dette Tilfælde har han nemlig nydt alt det Vederlag, som han billigen kan have havt for Øie ved de foretagne Forbedringer, idet hans egen Stilling indtil hans Død gjennem dem er bleven forbedret. Det er vel et muligt Tilfælde, at han kan bortrykkes ved Døden kort Tid efter at have udført et større Arbeide paa Pladsen og uden at have nydt Frugterne af dette; men Loven maa formeentlig her som andetsteds danne sin Regel efter Tilfældenes almindelige Skikkelse; og at Livsfæste med Hensyn til det Vederlag, Fæstetageren kommer til at høste for sine gjorte Opoffrelser, i visse Maader maa være en Hazardcontract, er en Følge af dets Væsen, hvilket navnlig viser sig med Hensyn til Indfæstningssummen.
Efter Departementets Formening maa der ogsaa lægges Vægt paa den Betragtning, at det i sig selv er gavnligt, at der i Lovgivningen ligger en Opmuntring til at give Huusmanden Livsfæste; og endelig finder Departementet det afgjørende, at en Lovbestemmelse, der tilsagde selv den paa Livstid antagne Huusmands Efterladte Ret til Erstatning for de paa Pladsen foretagne Forbedringer, vilde danne en ny, hidtil ukjendt og rimeligviis ikke kjærkommen Regel for de Egne af Landet, hvori det Sædvanlige er at antage Huusmændene paa Livstid, og hvor Forholdet mellem Jorddrot og Huusbond for Tiden er godt, saa at det maa ansees i høi Grad betænkeligt ved Paalæg af nye eensidige Forpligtelser at gribe forstyrrende ind deri.
Men selv i det Tilfælde, at Huusmanden ikke er antaget paa Livstid men paa Aaremaal eller Opsigelse, kan Departementet ikke overbevise sig enten om Hensigtsmæssigheden eller Billigheden af Udkastets Regel, udenfor det Tilfælde, at Huusmanden maa flytte formedelst Opsigelse fra Gaardmandens Side. Huusmandens Ret til Erstatning har, saavidt skjønnes, intet andet nomothetisk Fundament, end at han ikke bør udsættes for at vorde vilkaarligen berøvet Frugterne af sin anvendte Flid, og især ikke udsættes for, hvad der stundom skal have været Tilfældet, nemlig at Huusbonden just af Hensyn til de paa Pladsen foretagne Forbedringer opsiger ham, for at skaffe sig Fordeel ved den høiere Indtægt af Pladsen, han paa Grund af dennes forbedrede Tilstand har Udsigt til at erholde. Derimod skjønnes det ikke, at Huusmanden billigen kan fordre, at den ved hans Flid frembragte Forøgelse i Pladsens Værdie skal ansees som en ham tilhørende Eiendom, som han, naar han finder for godt, kan gjøre i Penge ved at opsige sit Fæste og lade sig den betale af Gaardmanden, for derefter at søge sig andet Erhverv, som han maatte foretrække fremfor at forblive i Besiddelse af Pladsen. Der maa ogsaa efter Departementets Formening lægges ikke liden Vægt paa den Betragtning, at en Regel, der medførte, at Gaardmanden ikke vilde have det i sin Magt at undgaae en Erstatningspligt som den omspurgte, lettelig turde lede til, at Huusmandspladse, saavidt muligt, bleve inddragne, hvorved maa bemærkes, at det Betænkelige ved Erstatningspligten forøges ved den Usikkerhed, hvormed ethvert Skjøn i nogen Grad er forbundet. At Erstatningspligten stundom endog kunde blive trykkende for Vedkommende at udrede, fremgaaer af de Oplysninger, som haves om at Huusbøndernes Kaar i visse Egne af og til ere endog mindre heldige end Huusmændenes.
Adskilligt af hvad ovenfor er bemærket vilde vistnok tabe sin Vægt, naar man med Commissionen forudsatte, at den omspurgte Erstatningsret i alle Tilfælde skulde kunne fraskrives ved Huusmandscontracten. Men efter Departementets Formening maatte da Loven heller opgive al Bestemmelse om et Huusmanden for Forbedringer tilkommende Erstatningskrav. Skulde dette paa Forhaand ved Contracten kunne fraskrives, er det vel neppe tvivlsomt, at det — Sagen betragtet i sin Almindelighed — ikke vilde komme til Anvendelse mod nogen anden Huusbond end den, som ved Huusmandscontractens Indgaaelse ikke havde kjendt Loven; thi hvo, der kjendte den, vilde vanskelig undlade ved contractmæssig Stipulation at betage den sin Virkning. Saaledes betinget vilde Regelen, saavidt skjønnes, heller Intet udrette for sit Øiemed, som dog nærmest maa være at forebygge den Forargelse, at Gaardmanden gjør sig Fordeel af Huusmandens Flid ved at berøve ham Pladsen, naar han ved sit Arbeide har forøget dens Værdie.
Det Tilfælde, at Huusmanden ved misligt Forhold forbryder sin Besiddelsesret, maa efter Departementets Formening i den her omspurgte Henseende nærmest sættes ved Siden af det, at han selv opsiger sit Fæste. Ere end ikke netop de selvsamme Betragtninger anvendelige paa begge Tilfælde, tale dog overveiende Hensyn efter Departementets Formening mod at tilstaae Huusmanden en Erstatningsret, naar han forbryder Fæstet, som ikke vilde have tilkommet ham, om han, uden at forgaae sig mod sine Pligter, frivillig var traadt ud af Contractsforholdet.
Departementet har ovenfor nævnt, at man ikke antager, at Spørgsmaalet angaaende Huse paa Pladsen, hvortil Huusmanden har Eiendomsret, kan bedømmes paa lige Maade, som Spørgsmaalet om Erstatning for Forbedringer ved Jordveien eller ved de paa Pladsen staaende Huse, naar disse ere Huusbondens Eiendom. Naar Huusmanden har opført Huse paa Pladsen eller afkjøbt den forrige Huusmand samme, vilde det aabenbar være uretmæssigt, om disse uden Vederag skulde tilfalde Grundeieren; og i denne Henseende kan det formeentlig ingen Forskjel gjøre, enten Fravigelse skeer af den ene eller anden Grund, altsaa om denne skeer ifølge Opsigelse fra nogen af Siderne, paa Grund af Fæstes Forbrydelse, eller endelig Pladsen bliver ledig ved Dødsfald.
I Frd. 29de April 1752 § 1 findes en Bestemmelse angaaende det heromhandlede Forhold, men som dog ene angaaer Huusmandspladse inden Gaardens Indhegninger eller Hjemrøsser. I samme foreskrives det, at naar Huusmanden selv har bekostet Husene paa Pladsen opbygget, eller kjøbt dem af forrige Besidder, og Enken ved Mandens Død fraviger Pladsen, eller Huusmanden selv opsiger sit Fæste, skulle Bygningerne paa Pladsen ansættes af uvillige Mænd efter billig Værdie og betales Huusmanden enten af Bonden selv, eller den Huusmand, som kommer i Steden, hvorhos tilføies, at det ved saadanne Bygningers Taxation skal considereres, om Tømmeret dertil er taget af Gaardens Skov.
Departementet antager, at denne Regel for en Deel maa modificeres og nærmere bestemmes, idet den overflyttes i den nye Lov. For det Første antager man, at der ikke i denne Sammenhæng kan blive Spørgsmaal om andre Huse, end dem, som Huusmanden, med Jorddrottens Minde, har bygget paa Pladsen, eller som han har afkjøbt sin Formand i Fæstet. Skulde Huusmanden uden Jorddrottens Samtykke have indladt sig paa at opføre noget Huus paa Pladsen, kan den heromhandlede Rettighed saalangtfra tilkomme ham, at han meget mere maa være pligtig til, naar Huusbonden begjerer det, at ryddiggjøre den saaledes bebyggede Tomt. Dernæst antager man, Jorddrottens Forbindtlighed til at afkjøbe Huusmanden Huse som de omspurgte maa være betinget af, at og disse ere for Pladsen nyttige eller nødvendige, og at Jorddrotten i intet Tilfælde bør pligte at erlægge mere i Godtgjørelse for dem end Beløbet af den Værdiforøgelse, Pladsen som saadan ved dem har faaet. Endelig antaget man, at hele den heromhandlede Bestemmelse bør være fravigelig, da det endog er det Ønskeligste, at Forhold som det heromhandlede paa Forhaand ordnes ad contractmæssig Vei. Iøvrigt vil det sees, at Departementets Udkast til denne §, hvad Huusmanden tilhørende Bygninger angaaer, i det Hele er noget fuldstændigere end Commissionens Udkast, hvilket man anseer fornødent, naar Frd. 29de April 1752 skal ophæves.
Justits-Departementet har i den af Samme afgivne Erklæring udtalt sig imod, at der, som af Commissionen foreslaaet, foreskrives specielle Regler angaaende det Formelle ved de Skjøn, som kunne blive fornødne til Bestemmelse af de forskjellige Slags Godtgjørelser, hvorom denne § handler, og navnlig imod, at Mændenes Opnævnelse skulde kunne skee ved Sorenskriveren, mod hvilket Sidste der ogsaa er fremsat Bemærkninger i enkelte andre af de indkomne Erklæringer. Idet Justits-Departementet i denne Anledning henviser til hvad der i den norske Regjerings underdanigste Indstilling af 28de December 1850 (angaaende naadigst Proposition til Lov om Lagrettesmænd) i Almindelighed er anført om det formeentlig mindre Rigtige i, at Skjønsmænd opnævnes af Dommeren, tilføier Samme, at de Skjønsforretninger, hvorom her specielt er Tale, ikke synes at være af en saadan Beskaffenhed, at nogen Afvigelse fra den almindelige Regel i dette Stykke for deres Vedkommende skulde være at anbefale, idet de baade kunne angaae Gjenstande af en ikke ringe Betydenhed, og maae erkjendes ikke at være af det mindst vanskelige Slags. Denne Deel af hen bør derfor efter Justits-Departementets Formening affattes saaledes, at den ikke kommer til at medføre anden Afvigelse fra de til enhver Tid gjældende almindelige Regler angaaende Skjønsforretninger end den, at der for Mændenes Opnævnelse Intet betales.
I Overeensstemmelse med Justits-Departementets Anskuelse agter Departementet at foreslaae, at Bestemmelsen om, at Mændenes Opnævnelse kan skee af Sorenskriveren, udgaaer; men forøvrigt troer man at burde bibeholde Commissionens Indstilling i dette Stykke, idet man anseer det af Vigtighed, at det udtrykkelig er tilkjendegivet, at deslige Skjøn afgives af Mændene uden Dommerens Bestyrelse, saasom Bekostningerne ved et saadant Skjøn ellers lettelig kunde blive ikke ubetydelige. I Tilfælde af Skjønnets Paaanke til Overskjøn maa man imidlertid med Commissionen være enig i, at der med dette bør forholdes efter de almindelige Regler.
Imod Bestemmelserne i de 2de sidste Passus af §en, hvori foreskrives, at Huusbonden i Fraflyttelsestilfælde er berettiget til at forlange sig det paa Pladsen værende Foder overdraget efter Taxt, samt at han er berettiget til at beholde Gjødselen uden Betaling, har Departementet Intet at erindre, ligesom man ogsaa med Commissionen antager, at disse Bestemmelser rettest betragtes som blot declaratoriske.
I Henhold til det Anførte vil Departementet foreslaae nærværende § saaledes affattet:
- “Naar en Huusmand, der har havt Fæste paa bestemt Aaremaal eller paa Opsigelse, maa fravige Pladsen paa Grund af Opsigelse fra Huusbondens Side, tilkommer han Erstatning for den Forøgelse af Pladsens Værdie, der maatte være en Følge af Forbedringer, som han kan oplyse at have foretaget enten ved Jordveien eller Huusbonden tilhørende Bygninger paa Pladsen, og som kunne antages at ville forøge Huusbondens Indtægt i Tilfælde af ny Bortfæstning. Ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om der tilkommer Huusmanden nogen Godtgjørelse, og i saa Fald ved Fastsættelsen af dennes Størrelse, bliver at tage i Betragtning, hvorvidt det ved Bestemmelsen af Vederlaget for Pladsens Besiddelse kan skjønnes i sin Tid at være blevet taget Hensyn til Nødvendigheden af Forbedringer, eller hvorvidt Huusmanden, ved i længere Tid at have besiddet Pladsen, har erholdt Erstatning for disse.
- Har Huusmanden med Huusbondens Minde opført noget Huus paa Pladsen, eller afkjøbt den forrige Bruger af Pladsen noget saadant, bør Huusbonden, om ikke anderledes mellem ham og Huusmanden ved skriftlig Contract er fastsat, naar Fæstet af hvilkensomhelst Grund ophører, give Huusmanden eller dennes Boe eller Arvinger en billig Godtgjørelse for deslige Huse, mod at de tilfalde Pladsen. Denne Pligt paaligger dog kun Huusbonden, forsaavidt Husene for Pladsen skjønnes nyttige eller nødvendige; og den Godtgjørelse, der kan kræves, strækker sig ikke til mere end Beløbet af den Forøgelse, Pladsens Værdie ved dem kan ansees at have modtaget, ligesom det ved dens Ansættelse skal tages i Betragtning, om Tømmeret er taget i Huusbondens Skov eller af ham leveret. Vil Huusmanden ikke benytte den heromhandlede Ret mod Huusbonden, staaer det ham frit for inden den i Ls. 3—14—32 fastsatte Tid at bortflytte saadant Huus, som ovenfor er omhandlet, dog ikkun saafremt Tømmeret til samme ei er taget af Huusbondens Skov, eller af Huusbonden leveret; thi i dette Tilfælde, saavelsom om Bortflyttelsen ikke skeer inden lovbefalet Tid, kan Huusbonden forlange, at der i Henseende til Huset skal forholdes, som ovenfor er sagt.
- I Mangel af mindelig Overeenskomst bestemmes saadan Godtgjørelse, som i nærværende § omhandles, ved Skjøn af tvende uvillige Mænd, der opnævnes af Fogden uden Betaling. I Tilfælde af Paaanke afgjøres Tvisten ved lovligt Overskjøn, som inden fire Uger bliver at reqvirere hos Dommeren.
- Saafremt ikke anderledes er overeenskommet, kan Huusbonden i Fraflyttelsestilfælde forlange sig overdraget den paa Pladsen værende Gjødsel og Foder, den første uden Betaling, Foderet efter Taxt, med hvilken forholdes efter de ovenfor angaaende Skjøn givne Regler.“
I § 12 (efter Departementets Forslag § 13) har Commissionen foreslaaet følgende Bestemmelse:
- “Har Huusmanden erlagt Indfæstningssum ved Tiltrædelsen af Pladsen, og denne paa Grund af Opsigelse fra een af Siderne eller Fæstes Forbrydelse fratrædes inden 15 Aar derefter, godtgjøres Huusmanden en Femtendedeel af Indfæstningssummen for hvert Aar, som mangler i den 15aarige Besiddelse af Pladsen.“
Ifølge sit Indhold skulde denne § komme til Anvendelse i ethvert Tilfælde, hvor Pladsen formedelst Opsigelse fra hvilkensomhelst af Siderne fratrædes inden 15 Aar efter Tiltrædelsen.
Tænker man sig nu Bestemmelsen anvendt i Tilfælde af Livsfæste, under hvilken Forudsætning der selvfølgelig ikkun kan være Spørgsmaal om Opsigelse fra Huusmandens Side, saa befrygter Departementet, at man, ved saaledes at forrykke den nu gjældende og tilvante Ret, hvad deslige Indfæstninger angaaer, vilde skade istedetfor at gavne. Hvor Livsfæste er brugeligt, befinder Huusmandsforholdet sig, saavidt man kan erfare, i det Hele paa en tilfredsstillende Fod; og man maa derfor — efter Departementets Formening — være yderst varsom, for ikke at gribe forstyrrende ind deri. I sig selv er det ingenlunde naturligt, at en Huusmand, der har erlagt sin Indfæstningssum og er sat i Besiddelse af det derfor betingede Vederlag — nemlig Pladsen med Ret til at bruge den til sin Død — skal kunne naarsomhelst gjøre Contracten omsonst og kræve Indfæstningssummen deelviis tilbage. For Gaardmanden kan det efter Omstændighederne blive heelt trykkende at maatte restituere Indfæstningssummen; og især kunde dette oftere indtræffe i de Egne, hvor Indfæstningssummen pleier at være forholdsviis meget høi, den aarlige Afgift af Pladsen derimod ubetydelig, en Skikkelse af Huusmandsforholdet, der ingenlunde fortjener at ansees med Misgunst, efterdi den medfører, at Arbeidsmanden først maa oplægge en Spareskilling, førend han kan vente at faae Plads, og saaledes at kunne stifte Familie, for hvilken Spareskilling han senere erholder en mindre Plads-Afgift at betale, altsaa bedre Udkomme i den følgende Deel af sit Liv. Det skjønnes imidlertid ikke rettere, end at den af Commissionen foreslaaede Bestemmelse maatte bidrage til at fortrænge Livsfæste overhovedet, og Livsfæste i den nysnævnte Skikkelse i Særdeles, hed, fordi den vilde meddele Contractsforholdet for den ene af Contrahenterne en hidtil ukjendt Usikkerhed.
Hvad dernæst angaaer det Tilfælde, at Pladsen er bortfæstet paa et bestemt Aaremaal, da kan Fæstet selvfølgelig fra Huusbondens Side ikke opsiges førend ved Aaremaalets Udløb; og det synes da klart, at der ikke bør være Tale om Ret for Huusmanden til at faae nogen Deel af den erlagte Indfæstningssum tilbage, om end ikke 15 Aar ere forløbne siden Pladsens Tiltrædelse, efterdi han for Indfæstningssummen har oppebaaret al den Fordeel, som for samme var betinget, nemlig Pladsens Brug i det bestemte Aaremaal. Det Samme gjælder for det Tilfælde, at det er Huusmanden, som selv vælger at fratræde, naar Aaremaalet er forbi, istedetfor at tage en ny Indfæstning. Der staaer altsaa, hvad Indfæstning paa Aaremaal angaaer, ikkun det Tilfælde af Opsigelse tilbage at omhandle, at Huusmanden før Aaremaalets Udløb frasiger sig Pladsen. Departementet, som antager, at Huusmænd i Almindelighed foretrække at erholde Fæste paa bestemt Aaremaal, fremfor det aldeles ubestemte Fæste, der kun lyder paa Opsigelse, men at det derimod er Gaardmændene, som modigere ville indlade sig paa at give Fæstet i den første end i den sidste Skikkelse, finder det som Følge heraf betænkeligt at give nogen Forskrift, der gjør Gaardmandens Stilling i Contractsforholdet, naar den første Art af Fæste anvendes, ufordeelagtigere, end for Tiden er Tilfældet; thi herved ville de Tilfælde, hvori Fæste paa bestemt Aaremaal meddeles, i Sammenligning med dem, hvori Huusmanden ikkun antages paa Opsigelse, sandsynligen blive færre istedetfor flere. Huusbonden maa nemlig, idet han indgaaer Contracten, antages at sammenligne Fordelen af at modtage en contant og samlet Sum forud, og i Tidens Løb en mindre Afgift, med Fordelen af ikke at oppebære Noget forud, men i dets Sted en større aarlig Afgift, det Sidste med Ret til at kunne naarsomhelst ophæve Forholdet til første Faredag. I denne Sammenligning vil det unægtelig virke nedtrykkende for det første Alternativ, naar Besiddelsen af den Sum, som maatte erholdes forud, ikke kan paaregnes som sikker, fordi Huusmanden indrømmes Ret til maaskee allerede efter et Aars Forløb at kræve den forstørstedelen tilbagebetalt mod at renuncere paa Pladsen. Departementet finder saaledes overveiende Grund til at ansee Forslagets Bestemmelse ogsaa i den her omhandlede Anvendelse for mindre heldig, idet man gaaer ud fra, at Loven snarere bør søge at befordre end at modvirke Fæste paa Aaremaal i Sammenligning med Fæste paa Opsigelse. Paa de Huusmænd, der ikkun ere antagne paa Opsigelse, formenes den omhandlede Bestemmelse i Udkastet at ville blive uden Anvendelse; thi det vil vel ikke lettelig hænde, at der erlægges nogen Indfæstning, naar Fæstet ikke er af nogen bestemt Varighed. I ethvert Fald kan det ikke antages, at Indfæstningen i saa Fald er afpasset efter Forudsætning om mere end eet Aars Besiddelsestid; og der vil saaledes, da Huusmanden ikke kan opsiges uden til Faredag, Intet være at restituere. Hvad endelig angaaer det sidste Tilfælde, i hvilket, efter Udkastet, den omspurgte Regel skulde komme til Anvendelse, nemlig at Huusmanden forbryder sit Fæste, da vil det være en Følge af, hvad i det Foregaaende er anført, at Departementet, fra sit Standpunct, ikke kan tilraade, at nogen Ret til at kræve Indfæstningen deelviis restitueret i dette Tilfælde indrømmes Huusmanden; thi naar han, som af Departementet antaget, ikke skal have saadan Ret, saafremt han opsiger sit Fæste, vilde Indrømmelsen af samme, for det Tilfælde, at han forbrød Fæstet, indeholde en Opmuntring for ham til ved misligt Forhold at bevirke det Fæste, han ikke ønskede fortsat, forbrudt istedetfor at opsige det.
Efter det Anførte vil Departementet tilraade, at Udkastets § 12 ikke optages i Lovforslaget.
Af Grunde, som i det Foregaaende ere om„ handlede, vil Udkastets §13 ikke blive optaget i Departementets Forslag.
I § 14 har Commissionens Pluralitet foreslaaet en Bestemmelse af følgende Indhold:
- “Hvis Fattigcommissionen finder, at nogen Huusbond udsætter Fattigvæsenet for forøgede Byrder ved at paabinde sin Huusmand Forpligtelser, der i Forhold til Størrelsen og Godheden af hans Plads og til de med samme forbundne Rettigheder ere for strenge, kan den ved Fordelingen af Fattigforsørgelsesbyrden ilægge ham forhøiet Bidrag til Fattigvæsenet.“
Den Tanke, hvorpaa dette Forslag er bygget, er ifølge Pluralitetens Udvikling, at Bestemmelsen skulde afgive et Værn mod Misbrug af den ubetingede Contractsfrihed, som Commissionen er gaaet ud fra væsentligen bør være herskende i Ordningen af Forholdet mellem Huusmand og Jorddrot. Det paapeges, at den overlegne Stilling, Huusbonden ifølge Forholdenes egen Magt indtager ligeoverfor Medcontrahenten, i Forbindelse med ubetænksom Attraae hos Arbeidsfolk efter at komme i Besiddelse af Huusmandspladse, lettelig kan befrygtes at ville medføre, at vedkommende Huusmand paatager sig Forpligtelser, der overstige hans Evne, og at dette, saafremt det for større Districters Vedkommende skulde blive den almindelige Regel, vilde være saare betænkeligt og af farlige Følger ikke alene for den hele Arbeidsclasse, men ogsaa for Samfundet i Almindelighed, og navnlig for dets Repræsentant i disse Forholde, Fattigvæsenet. Naar det nemlig blev mere og mere hyppigt, at arbeidsføre Huusmænd nødsagedes til stadigen at søge Hjælp hos Fattigvæsenet, og disses Exempel, som naturligt, blev befulgt af den øvrige Arbeidsstok, der efter Tingenes Natur i Regelen vil befinde sig i en mindre god Stilling end Huusmændene, formenes det, at Arbeidsstanden snart ganske vilde tabe den Overbeviisning, at det væsentligen er en Mands eget Erhverv, der skal befrie ham fra Mangel og Nød, en Overbeviisning, uden hvilken den ikke antages at kunne være i Besiddelse hverken af moralsk eller oeconomisk Kraft. Ligesaa fremhæves den betænkelige Forøgelse af Fattigbyrderne og Betleriet, som vilde være Følgen af at Huusmandsclassens Kaar forværredes ved Misbrug fra Huusbondens Side. Da Beskrivelserne over Huusmandsclassens Vilkaar i mange Districter af Landet efter Pluralitetens Formening ikke tillade, at man forestiller sig Faren for Huusmandsclassens Undertrykkelse som liggende udenfor Mulighedens Grændser, finder den det nødvendigt, at der fra Lovgivningens Side skrides ind for at afværge en saadan for det Almene skadelig Tilstand, forsaavidt dette kan skee uden at træde andre Billigheds og Retfærdigheds Hensyn for nær, og hertil formener den, at den omhandlede Bestemmelse i ikke ringe Grad og uden synderlig Ulempe i anden Retning vil være virksom, naar den anvendes paa en rigtig Maade.
En Minoritet i Commissionen, bestaaende af Sorenskriver Motzfeldt og Gaardbruger Lysgaard, har erklæret sig imod dette Forslag, idet den herimod i det Væsentlige har anført Følgende:
Det vilde efter disse Mænds Anskuelse være en klar Inconseqventse, at man, efter at have forkastet en directe Indgriben fra Lovgivningens Side i Ordningen af Forholdet mellem Jorddrot og Huusmand, søger ad indirecte Tvang at fremtvinge andre Betingelser, end dem, hvorom Parterne selv ville forene sig. En saadan indirecte Tvang er efter Minoritetens Formening ogsaa meget betænkeligere end en directe Indskrænkning fra Lovgivningens Side, eftersom denne sidste dog maa være knyttet til bestemte Puncter, medens den indirecte Indskrænkning bliver af en almindelig og aldeles ubestemt Beskaffenhed, idet Vedkommende aldrig kunne vide, hvilke Vilkaar Fattigcommissionen vil finde for godt at erklære for strenge. Som en Følge heraf antages Faren for Grundeiernes Misfornøielse og den deraf følgende Inddragelse af Huusmandspladse at maatte blive saameget større, saameget mere som det er en bekjendt Sag, at man hellere finder sig i den Vilkaarlighed, Lovens egne Forskrifter medføre, end i den Vilkaarlighed, Loven overdrager Ens Lige i det enkelte Tilfælde at gjøre gjældende. Efter Minoritetens Formening tilhører en saadan Censur, som den foreslaaede Forholdsregel vilde indeholde, en forbigangen Tids Anskuelser, ligesom den formener, at Conseqventsen aabenbart maatte lede til en lignende Censur og forhøiet Skattepaalægning, ikke blot paa den Grundeier, der viste Ubillighed mod sine Huusmænd, men ogsaa i Anledning af Ubillighed og Strenghed mod Næsten, der gik i andre Retninger, men maatte erkjendes at medføre samme Følger, nemlig Fattigdommens og Fattigforsørgelsesbyrdens Forøgelse, som t. Ex. Aagring og deslige. I Mangel af Grundsætningens Udvidelse maatte, — bemærker Minoriteten videre, — Huusbonden, der undergik Censur for Behandlingen af sine Huusmænd, med største Føie kunne beklage sig over, at hans Nabo, som udsugede Næsten langt mere, ikke ligesaavel som han derfor ilagdes forhøiet Fattigforsørgelsesbidrag, men paa den anden Side vilde Indførelsen af et saadant almindeligt System selvfølgeligen lede til en fuldkommen Forstyrrelse i den borgerlige Samhandel, og give Fattigcommissionerne Myndighed til at udøve et utaaleligt Despotie. At Grundeierne vilde lade sig det være magtpaaliggende at unddrage sig en saadan Censur, og at Følgen af den omhandlede Foranstaltning derfor vilde blive den, at de undlode at fæste Huusmænd, naar de paa nogen Maade kunde undvære dem, ansees utvivlsomt. Minoriteten fremhæver det videre som en Synderlighed, at Fattigvæsenet skulde have Ret til at holde sig til Huusbonden for det Bidrag, det maatte yde Huusmanden, fordi den første, istedetfor at inddrage eller undlade at besætte Pladsen, har antaget Huusmanden, og hos sig ladet ham faae Levebrød, om end altfor knapt, medens Fattigvæsenet havde maattet søde den arbeidsløse Huusmand fuldt ud, og ikke kunde have søgt Regres hos nogen Huusbond for Bidraget i det Tilfælde, at Huusmanden slet ikke havde erholdt Ansættelse eller Plads hos Nogen. Yderligere paapeges det, at forsaavidt Nogen ved den Trudsel, den foreslaaede Bestemmelse indeholder, lader sig bestemme eller tvinge til at antage Huusmænd paa fordeelagtigere Vilkaar, end han ellers vilde eller kunde tilstaae dem, saa maa han betragtes som Den, der allerede i Forskjellen mellem det Vederlag, han giver for Arbeidet, og hvad han uafhængig af hiin Trudsel vilde have givet, bærer en forøget Fattigvæsensbyrde, kun i en særegen Form. Systemet viser sig saaledes efter Minoritetens Anskuelse ogsaa fra denne Side kun som medførende en vilkaarlig Forandring i Fordelingen af Fattigforsørgelsesbyrden, uden at man imidlertid i Tingens Væsen er rykket det Maal, at formindske Pauperismen, nærmere, og uden at man har paaviist et eneste nyt Middel til virkeligt selvstændigt Udkomme for Huusmandsclassen; og istedetfor at hæve dennes Mod og Tillid til at hjælpe sig selv vilde man efter Minoritetens Formening kun i Lov have udtalt dens Umyndighed til at contrahere ned Grundeierne.
Commissionens Pluralitet har til disse Minoritetens Grunde knyttet en yderligere Udvikling, hvori den søger at imødegaae de fremsatte Bemærkninger.
Pluraliteten formener, at det Indgreb i Contractsfriheden, som Bestemmelsen vilde medføre, ikke kan komme i nogen Betragtning formedelst det Særegne i de Forholde, hvorom der her er Spørgsmaal. Den paapeger, at det Tab, som bliver en Følge af den ved Overeenskomsten stipulerede ubillige Fordeel for Grundeieren, ikke gaaer ud over Medcontrahenten, men over en ved Overeenskomsten urepræsenteret Trediemand, nemlig Fattigvæsenet. Efter Pluralitetens Synsmaade er ved alle Overeenskomster mellem Arbeidere og Driftsherrer, Huusmænd og Huusbønder som saadanne det offentlige Fattigvæsen, om ikke i Formen, saa dog i Virkeligheden, Part; og den formener, at det derfor i Principet er fuldkommen retfærdigt at give det offentlige Fattigvæsen nogen Adgang til at influere paa deslige Overeenskomster. Efter dens Anskuelse er det Huusbonden i saadanne Tilfælde paalignede extraordinaire Bidrag kun en simpel Refusion for Udgifter, for hvilke han uretteligen har unddraget Mi og som ikke burde komme Fattigvæsenet tillast.
At Bestemmelsens Iværksættelse skulde være af nogen særdeles Vanskelighed formedelst det Vilkaarlige i den hos Fattigcommissionerne nedlagte Myndighed eller formedelst Savnet af nogen Maalestok for den Ubillighed, der særskilt skal beskattes, kan Pluraliteten ikke medgive. Den formener, at det Skjøn, som skal afgives i Tilfælde af det heromhandlede Slags, ikke er forbundet med større eller engang saa stor Vilkaarlighed, som i mange andre Tilfælde, hvor man er nødt til at tye til Skjøn af en eller anden Autoritet, isærdeleshed, da der vil være Anledning til gjennem Sammenligning med andre Contracter at udfinde, hvad der sædvanlig ansees som passende Vederlag i dette Forhold. Efter Pluralitetens Formening vil denne Maalestok neppe lettelig blive fraveget, og det saameget mindre, da Fattigcommissionerne i Regelen bestaae af Gaardbrugere, hvori den finder en Garantie for at Myndigheden ikke vil blive brugt uden i Tilfælde, hvor Misforholdet mellem Huusmandens Rettigheder og Forpligtelser er særdeles skrigende.
At Huusmandsclassens Undergang skulde, saaledes som af Minoriteten paastaaet, befrygtes at blive Frugten af den foreslaaede Foranstaltning, erklærer Pluraliteten ikke at kunne antage. Den paapeger, at en saadan Følge, saavidt den bekjendt, ikke hidtil har viist sig paa de enkelte Steder, t. Ex. Ringsaker, hvor Fattigcommissionen allerede nu af egen Magtfuldkommenhed har optaget den omhandlede Regel blandt sine reglementariske Bestemmelser, og bragt den i Anvendelse. Videre anfører den, at enhver af de Maader, hvorpaa Jorddrotten skulde kunne undvære Huusmænd, nemlig ved enten at fæste flere Tjenere eller ved at leie Daglønnere, er forbundet med Vanskeligheder, den første formedelst den gjængse Utilbøielighed hos Arbeidsclassen til at tage fast Tjeneste; den anden formedelst Usikkerheden af at kunne erholde tilstrækkelig Arbeidsstyrke, naar Aannetiderne indfalde, ligesom det paapeges som en voxende Opinion blandt forstandige Landmænd, at Huusmænd, som behandles vel og staae i tilbørligt Afhængighedsforhold af deres Huusbønder, og for hvem det derfor er en Velfærdssag at berøves deres Stilling, ere, om end de kostbareste, saa dog tillige de paalideligste og meest medgjørlige Arbeidere.
Ligesaalidt finder Commissionens Pluralitet nogen Vægt i den Betænkelighed, at et Lovbud, som overdrog Fattigcommissionen en Myndighed som den omhandlede, skulde indeholde en Erkjendelse af Huusmandsclassens Mangel paa Evne til at beskytte sig selv, og derfor skulde have en farlig Indflydelse paa denne Classes Selvstændighedsfølelse. Den henpeger paa, at det ikke er Huusmændene, men Fattigvæsenet, som Lovbudet vil beskytte, ligesom den anfører, at det neppe kan have nogen skadelig Indflydelse paa Huusmandsclassens moralske Kraft, at man aabent erkjender, hvad der er vitterligt nok, nemlig at Huusmændene i enkelte og det ikke saa ganske sjeldne Tilfælde ere udsatte for Overgreb fra Huusbondens Side, ingen som efter Tingenes egen Natur formenes altid at maatte finde Sted.
Commissionens Pluralitet yttrer, at et Lovbud, som det omhandlede, vel neppe hyppigen vilde blive bragt i Anvendelse; men den formener, at det desuagtet vil have sin store Nytte, da Kundskaben om, at den Fattigcommissionen indrømmede Myndighed kan bringes i Anvendelse mod ham, vil afholde den Enkelte, som dertil maatte være tilbøielig, fra egennyttigen at søge en Fordeel af en Huusmandsfamilies øieblikkelige Forlegenhed; og den formener navnligen, at Lovbudet vil virke hemmende paa den gradvise Forøgelse af Afgiften for Hunsmandspladse, som i den senere Tid har fundet Sted.
Det heromhandlede Forslag har i de over Commissionens Arbeide afgivne Erklæringer mødt en almindelig Modstand.
Saaledes har Justits-Departementet i den af Samme afgivne Betænkning erklæret et saadant Lovbud for aldeles utilraadeligt. Idet bemeldte Departement i det Væsentlige henholder sig til de af Commissionens Minoritet udhævede Grunde, hvilke det ikke finder, at Pluraliteten har formaaet at gjendrive, yttrer det videre, at det vilkaarlige Skjøn, Fattigcommissionerne efter den foreslaaede Bestemmelse vilde have at afgive, ikke blot vilde være et Skjøn angaaende Penge og Gods, men tillige i væsentlig Grad et Skjøn angaaende Beskaffenheden af Medborgernes Handlemaade, betragtet fra den moralske Side, aldenstund den Beslutning, hvorved Fattigcommissionen ilagde en Huusbond forhøiet Fattigskat, ligefrem vilde indeholde en Beskyldning om, at han var uædel nok til at benytte sig af sine Medmenneskers Forlegenhed eller Afhængighed til gjennem deres Undertrykkelse og Forarmelse at tilfredsstille sin Egennytte. Den Fattigcommissionen tillagte Myndighed indeholder derfor efter Justits-Departementets Formening et Element af moralsk Censur, der altfor lidet vilde stemme med det Forhold, hvori Borgerne i et frit og civiliseret Samfund staae til hinanden, og alene af denne Grund antages den at være en umulig Forholdsregel. Desuden vilde efter Justits-Departementets Formening Bestemmelsens practiske Gjennemførelse medføre langt større Vanskeligheder, end Commissionens Pluralitet synes at have tænkt sig. Om der nemlig end existerer en skriftlig og for Fattigcommissionen tilgjængelig Contract, — hvilket dog ikke altid antages at være Tilfældet, — saa vilde det imidlertid efter Justits-Departementets Anskuelse, saafremt der skulde fremkomme et blot nogenlunde retfærdigt Resultat, ingenlunde gaae an blot at tage Hensyn til denne, da det paa den ene Side kan være Tilfældet, at der fra Huusbondens Side deels i mange Stykker gjøres Afslag i hvad han efter Contracten har Ret til at fordre, deels frivilligen ydes Huusmanden Bistand af forskjelligt Slags, saa at, om end Contracten efter Ordene er streng, Vilkaarene dog i Virkeligheden ere saadanne, at det ikke burde tilregnes Huusbonden, om Huusmanden forarmes, medens paa den anden Side et modsat Forhold mellem den skrevne Contract og det virkelige Forhold kan fremkomme derved, at en Huusbond t. Ex. ved Trudsel om Opsigelse tvinger sin Huusmand til Arbeide paa ufordeelagtigere Vilkaar, end Contracten hjemler.
Udøvelsen af den omspurgte Myndighed vilde derfor efter Justits-Departementets Formening i ethvert Tilfælde gjøre det fornødent, at Fattigcommissionen anstillede en Granskning af enhver Gaardbrugers private Forholde, der øiensynligen vilde medføre utallige Ulemper af det allerbetænkeligsie Slags.
De fleste af de Overøvrigheder, fra hvem Departementet har modtaget Erklæringer over Commissionens Arbeide, have ligeledes udtalt sig imod Bestemmelsen.
Dette er saaledes Tilfældet med Amtmændene i Agerhuus, Smaalenenes, Jarlsberg og Laurvigs, Christians, Hedemarkens, Nedenæs og Robygdelagets, Lister og Mandals, Stavangers, Nordre-Bergenhuus, Romsdals og Søndre-Throndhjems Amter, ligesom samme Synsmaade udtales i mange af de fra underordnede Embedsmænd og forskjellige Andre indkomne Erklæringer. Navnlig skal man tillade sig at paapege, at af de Communebestyrelser, fra hvem Erklæringer over nærværende Sag ere indkomne, have flere med Bestemthed udtalt sig i denne Retning.
Gjennem Kirke-Departementet har man derhos modtaget Erklæringer fra Stiftsdirectionerne i Christiania, Christiansands og Throndhjems Stifter, hvilke samtlige have udtalt sig imod den omhandlede Bestemmelse.
Derimod har Kirke-Departementet erklæret sig til Fordeel for samme. Det nævnte Departement yttrer, at det vistnok erkjender Vægten af de Grunde, som ere fremhævede imod Bestemmelsen; men det erklærer, at det paa den anden Side dog ikke betvivler, at en Myndighed, som den i hen indeholdte, vilde i en forstandig og samvittighedsfuld Fattigcommissions Hænder kunne medføre megen Nytte. At Myndigheden, om end saaledes begrændset som i Lovudkastet, vil af en enkelt Fattigcommission blive misbrugt, antager Kirke-Departementet vel at maatte være at befrygte, men da efter Kirke-Departementets Formening Stiftsdirectionerne ikke ved de nye Fattiglove ere berøvede den dem ved den tidligere Lovgivning tillagte Myndighed med Hensyn til Control med Fattigvæsenet, og navnlig til at paakjende Klager over ubillig Ligning, saa antages det, at man heri har noget Correctiv mod de befrygtede Misbrug fra Fattigcommissionernes Side. Ialfald formener Kirke-Departementet, at den foreslaaede Bestemmelse lover saadanne Fordele, at man ikke bør forkaste samme uden Forsøg, idet man, saafremt Erfaring skulde vise, at Fattigcommissionerne i nogen fremtrædende Grad skulde misbruge den Myndighed, som lægges i deres Hænder, vilde kunne bevirke en Forandring ved ny Lov.
Nærværende Departement finder de mod Bestemmelsen anførte Grunde overveiende, og maa derfor fraraade, at den optages i det paatænkte Lovforslag. Hovedgrunden, hvorpaa man har støttet en Beføielse for det Offentlige til at skride ind paa den foreslaaede Maade for at modvirke, at Huusmænd vorde antagne paa ubillige og altfor trykkende Vilkaar, er, at Fattigvæsenet er Part i Sagen, fordi det gaaer ud over Fattigvæsenet, naar Huusmanden, som Følge af de ham paalagte Byrders Uforholdsmæssighed, forarmes. Men denne Begrundelse maatte, om dens Gyldighed erkjendtes, lede til Conseqventser, der vilde blive altfor betænkelige for Eiendomsret og borgerlig Frihed, og til Slutning gaae ud over selve Arbeidsclassen. Det er ikke Huusmandsclassen alene, som derved, at dens Kaar contractmæssigen gjøres altfor knappe, kan vorde udsat for Forarmelse og blive til Byrde for Fattigvæsenet. Conseqventsen maatte tilsige, at dette, naar det syntes fornødent, maatte kunne skride ind og virke med forhøiede Afgifter ogsaa i mange andre Contractsforhold, der vedrøre en større eller mindre Deel af den arbeidende Classes Kaar. Det er de overordentlige Misligheder, hvormed et saadant Controlsystem vilde være forbundet, og den Lammelse i Næringernes Udvikling, som deraf maatte befrygtes, i Forbindelse med den Indskrænkning i den borgerlige Frihed, som Systemet ligefrem medfører, der har ledet til Erkjendelsen af, at Prisen paa Arbeide ligesom Prisen paa Brug af Jord eller anden Eiendom maa overlades til fri Overeenskomst, uanseet at Erfaringen vistnok lærer, at Næringernes Udvikling i forskjellige Retninger jevnligen leder til Fattigbyrdernes Stigen, et Onde, hvorfor Erstatningen maa søges i modsvarende Goder, som den materielle Udvikling medfører, og i den større Evne til at bære Fattigforsørgelsens Byrder, som den tilveiebringer. Ikkun under ganske overordentlige Omstændigheder skjønnes der ialfald at burde kunne blive Spørgsmaal om Afvigelse fra den vigtige Grundsætning for Samfundslivet, hvorom her handles. Men efter de fremkomne Oplysninger maae de Forholde, der skulde begrunde en Bestemmelse, som den af Commissionen foreslaaede, betragtes som exceptionelle, eller ikkun tilhørende enkelte og sammenlignelsesviis faa Bygder i Landet; og der synes saaledes heller ikke fra denne Side at være Føie til et saa indgribende Skridt som det foreslaaede, allerhelst da man med Hensyn til den her omspurgte som i Henseende til saa mangen anden Tilstand i Samfundsforholdene, der findes betænkelig, ikke bør sætte udenfor Beregning, hvad fremskridende Oplysning og Almeensands af sig selv formaaer at udrette.
Den Myndighed, hvormed, efter den her omhandlede Bestemmelse i Udkastet, Fattigcommissionen skulde forlenes, vilde, efter Departementets Formening, kunne lede til særdeles mislige Følger baade forsaavidt den blev og ikke blev benyttet. Ikke benyttet, eller ikke benyttet i den Udstrækning, som Huusmandsclassen for sit Tarv fandt passende, vilde den give denne et stadigt Stof til Anke; og upaatvivlelig maatte den — fra denne Side betragtet — befrygtes at ville i Regelen snarere fremkalde end fjerne et spændt Forhold mellem Huusmandsclassen paa den ene og Huusbønderne paa den anden Side. De Sammenligninger mellem de forskjellige Huusbønders Behandling af deres Huusmænd, som vilde blive en Følge af de omspurgte Sagers Forhandling inden Fattigcommissionen, vilde letteligen kunne fremkalde Usamdrægtighed og Splid mellem Medborgere. Usandsynligheden, for ikke at sige Umuligheden, af at nogenlunde eensartede Synsmaader kunde ventes befulgte af de forskjellige Fattigcommissioner, og Vanskeligheden endog af at bevare streng og indlysende Conseqventse i Behandlingen af forskjellige Tilfælde inden samme Fattigcommissionsdistrict vilde lede til idelige Klager over Vilkaarlighed i Myndighedens Udøvelse, uden at den af Kirke-Departementet paapegede Adgang til at recurrere til Stiftsdirectionerne herimod vilde kunne udrette noget Væsentligt. Disse Betragtninger, ved Siden af hvilke man maa henvise til, hvad af Commissionens Minoritet og i forskjellige her foran berørte Betænkninger er anført, bestemme Departementet til at fraraade §ens Optagelse i det paatænkte Lovforslag.
I § 15 af Commissionens Udkast sendes foreskrevet, at den i L. 6—5—5 omhandlede Huustugt ikke tilkommer Huusbonden over Huusmanden eller dennes Hustru. Commissionen har i sine Motiver i denne Anledning anført, at det paa Grund af den under den gjældende Lovgivning, navnlig med Hensyn til Udtryksmaaden i Frd. 29de April 1752 § 3 (i hvilken Huusmænd nemlig benævnes for Tjenestefolk), bestaaende Tvivl angaaende, hvorvidt Huusmandsfolk henhøre under Huusbønders Huustugtsret, ansees fornødent i en ny Lov angaaende Huusmandsvæsenet at indtage en udtrykkelig Bestemmelse om dette Punct.
Departementet finder Intet at erindre ved den foreslaaede Bestemmelse; det vilde nemlig være lidet passende med Huusmandens Stilling, der i Regelen er Familiefader og har en selvstændig Huusstand, om Huusbonden skulde tillægges Revselsesret over ham.
§ 16 i Commissionens Udkast er saalydende:
- “Ikke blot ifølge Dom eller Forlig, men ogsaa efter contractmæssig Opsigelse kan Huusmanden, hvad enten denne har Jord at bruge eller ikke, udkastes, naar han ikke godvilligen flytter. Det Samme gjælder og, naar Huusmanden for Stevnevidnerne ved Opsigelsen har vedtaget at flytte under Udkastelsestvang.
- Den, som vitterlig ikke har nogensomhelst Hjemmel til Besiddelsen af det Huus eller den Plads, hvorpaa han sidder, og ligeledes den, der uden Medhold af denne Lovs Bestemmelser eller Huusbondens Samtykke opholder sig hos en Huusmand, kan efter Huusbondens Forlangende til enhver Tid uden Lovmaal og Dom udkastes.
- Udkastelsen forrettes af Lensmanden imod samme Gebyhr og Godtgjørelse, som er bestemt for ham i Lov angaaende hvad der skal betales ved Retterne m. m. af 13de September 1830 § 113.“
Commissionen har i denne Anledning bemærket, at det formeentlig bør være den nye Lovs Sag at hæve den Tvivl og de Vanskeligheder, som efter den gjældende Lovgivning, og navnlig paa Grund af Bestemmelsen i Lovens 3—14—1, finde Sted med Hensyn til Grundeierens Adgang til uden Lovmaal og Dom at fjerne en Huusmand fra Pladsen. Den yttrer, at Ingen bør kunne tiltrodse sig en Brug og Besiddelse af fremmed Eiendom, hvortil han aldeles ingen Hjemmel har, eller Besiddelsen og Brugen udover den Tid, til hvilken han selv contractmæssigen har forbundet sig til at flytte. Paa lige Maade antager Commissionen, at der bør tillægges Grundeieren Adgang til uden Proces og Vidtløftighed at kunne fjerne en Inderst, der sidder til Huse hos Huusmanden uden lovlig Hjemmel. At Udkastelsesforretningernes Udførelse i de omhandlede Tilfælde bliver overdraget Lensmanden, troer Commissionen ikke kan lede til nogensomhelst Ulempe for Retssikkerheden, medens Omkostninger herved blive sparede.
At Udkastelse kan skee ifølge contractmæssig Opsigelse, og ligesaa at Udkastelse kan foretages, naar Vedkommende vitterlig ikke har nogensomhelst Hjemmel til Besiddelsen af det Huus eller den Plads, hvorpaa han sidder, maa Departementet bifalde; og man vil derfor foreslaae disse Bestemmelser optagne i Lovforslaget. En liden Forandring i Redactionen agter man imidlertid at foreslaae, forsaavidt som det nemlig antages overflødigt udtrykkelig at udtale, at Udkastelse kan skee efter Dom eller Forlig.
Derimod vil man tillade sig at foreslaae udeladt Bestemmelsen om at Udkastelse kan foretages, naar Huusmanden for Stevnevidnerne ved Opsigelsen har vedtaget at flytte under Udkastelsestvang.
Da der ved denne Bestemmelse selvfølgelig ikke kan være sigtet til det Tilfælde, at Huusbonden har benyttet sin Ret efter Contracten til Opsigelse, maa der formeentlig af Commissionen være sigtet til saadanne Tilfælde, i hvilke Huusbonden vel ikke har Adgang umiddelbart efter Contracten til at opsige, men hvor han derimod, navnlig naar Huusmanden har forgaaet sig saaledes, at han antages at have forbrudt sit Fæste, har opnaaet dennes Samtykke til i Mindelighed at fravige Pladsen, idet Commissionen har formeent, at et saadant Samtykkes Tilkjendegivelse for Stevnevidnerne burde, med Hensyn til Exeqvabilitet, tillægges samme Virkning som en Dom eller et Commissionsforlig.
En saadan Forskrift vilde efter Departementets Formening ikke være hensigtsmæssig. Der synes ikke at være tilstrækkelig Grund til paa denne Maade at gjøre Undtagelse fra den almindelige Sætning, at Execution ikke er Gjenstand for Vedtagelse, uden i Form af et ved Forligelsescommissionen eller Retten afsluttet Forlig, saameget mindre, som man, ved at gjøre almindelig Forligsbehandling unødvendig, hvor Samtykke for Stevnevidnerne stod til at opnaae, vilde opoffre den Udsigt, som der ellers kunde være til ved Forligelsescommissionens Mellemkomst at faae de stedfindende Differentser mellem Huusbonden og Huusmanden jevnede.
I Anledning af Commissionens Forslag om at Personer, der uden Medhold af Lovens Bestemmelser eller Huusbondens Samtykke opholde sig hos en Huusmand, skulde kunne udkastes uden foregaaende Dom, har Justits-Departementet fremsat endeel Bemærkninger.
Det nævnte Departement finder, at man i det omhandlede Tilfælde vilde savne de naturlige Betingelser, som maae være tilstede for at nogen Afvigelse bør gjøres fra den Grundsætning, at Proces er fornøden for at rokke den factiske Besiddelsesstand. Justits-Departementet paapeger nemlig, at Sagen i høi Grad kan være uklar, naar der tvistes om, hvorvidt en Person, der opholder sig hos en Huusmand, dertil har behørig Hjemmel, idet de factiske Puncter, som maae bringes paa det Rene, her kunne være mange og forskjellige, og af den Beskaffenhed, at det kan blive fornødent at søge dem oplyste ved Vidneførsel eller deslige. Der kunde saaledes, bemærker Justits-Departementet, tvistes om, hvorvidt den Person, hvorom der er Tale, er at ansee som Tjenestetyende eller Inderst, om Huusmanden er sygelig i den Grad, at det kan ansees fornødent for ham at indtage en Inderst til Pladsens Drift, om Huusbonden mundtlig har givet sit Samtykke til Indtagelse af en Inderst udenfor de i Contracten hjemlede Tilfælde, om en Inderst, som Huusmanden lovligen har indtaget, senere skulde have forseet sig paa saadan Maade, at Huusbonden ifølge Lovens foregaaende Bestemmelser maatte være berettiget til at fordre ham udviist af Pladsen, m. V. Men deslige Ting egne sig efter Justits-Departementets Formening ikke til at oplyses ved en Fogedforretning, i Særdeleshed, naar denne skulde bestyres af Lensmanden.
Nærværende Departement er enigt i disse Justits-Departementets Bemærkninger; og man vil derfor foreslaae den omhandlede Bestemmelse udeladt, saameget mere som man heller ikke kan ansee den af nogen særdeles Vigtighed for Huusbonden. I de Tilfælde nemlig, hvori Udkastelse af det her omhandlede Slags skulde kunne finde Sted, vil Huusbonden efter den oven foreslaaede Bestemmelse i § 9 Litr. c (der svarer til Forskriften i § 8 Litr. k af Commissionens Udkast) være berettiget til at tiltale Huusmanden til Fæstes Fortabelse, saafremt denne ikke efter Huusbondens Forlangende bortfjerner fra Pladsen den Person, hvorom der er Spørgsmaal; og som en Følge heraf formenes det, at Huusbonden allerede har et saa tilstrækkeligt Tvangsmiddel til sin Raadighed, at nogen Forøgelse i denne Retning neppe synes nødvendig.
I enkelte af de afgivne Erklæringer er der gjort Indvendinger mod Slutningsbestemmelsen i nærværende §, om at Udkastelsesforretningen skal bestyres af Lensmanden. Det er i denne Anledning i Særdeleshed udhævet, at Lensmanden maaskee ikke altid vil være i Besiddelse af den fornødne Duelighed til at bestyre deslige Forretninger, og at afgjøre de Tvistigheder, som derunder kunde forefalde, ligesom det i Forbindelse hermed tildeels er paapeget, at Lensmanden maaskee ofte vil være mindre skikket til at dele mellem Parterne paa Grund af det nære Bekjendtskab, hvori han maa formodes at staae til disse. Disse Indvendinger forekomme dog Departementet at være af mindre Vægt; og i Særdeleshed formenes det, at den første stiller sig som mindre betydende, naar efter det nys Anførte det Tilfælde ikke bliver omfattet af Bestemmelsen, i hvilket den materielle Beføielse til Udkastelsen vilde være vanskeligst at bedømme. Man troer ogsaa at burde bemærke, at Justits-Departementet har erklæret, ikke at have Noget at erindre mod at de omhandlede Forretninger overdrages Lensmanden.
Ifølge Sportellovens § 113, hvortil, som nævnt, Commissionens Forslag henviser forsaavidt Betalingen for Udkastelsesforretninger betræffer, vil der for samme blive at betale til Lensmanden Godtgjørelse for Skyds (med een Hest til Lands eller dertil svarende Skyds til Vands) efter Skydstaxten, og desuden 48 ß daglig. Efter samme Lovs § 87 er Betalingen til Fogden for Udkastelse, naar saadan skeer hos en Huusmand eller Inderst, ansat til 1 Spd. 72 ß i Salarium, foruden Skyds med een Hest og 96 ß for hver Forretningsdag i Diæt efter Lovens § 91. Saafremt det, hvilket i enkelte Erklæringer er foreslaaet som Expedient istedetfor Udkastelsesforretningens Overdragelse til Lensmanden, skulde foretages nogen betydeligere Nedsættelse i Fogdens Godtgjørelse, for Ex. til Halvdelen af det nu Bestemte, vilde formeentlig ogsaa Følgen heraf kun blive den, at Fogden i de fleste Tilfælde vilde finde sig opfordret til at lade Forretningen udføre ved Lensmanden, hvortil han nemlig ifølge Sportellovens § 113 vilde have Adgang.
Der er i Justits-Departementets Erklæring fremsat Forslag om at de her omhandlede Udkastelsesforretninger skulde kunne indankes for Underretten. Det nævnte Departement bemærker, at det formeentlig vilde være af ikke liden Interesse for den Huusmand, som fandt sig foranlediget til Paaankning, at han kunde slippe med et Søgsmaal ved Huusbondens Hjemthing istedetfor et ved Stiftsoverretten, ligesom det formenes i sig selv tilraadeligt, at man i de Tilfælde, hvor man undtagelsesviis tilsteder Execution uden foregaaende Dom, ogsaa sørger for at gjøre Paaankningen af deslige Executioner saa let og lidet bekostelig som muligt, da man deri har en Modvægt mod det Betænkelige, som ellers kunde være i en saadan summarisk Fremgangsmaade. Denne Betragtning antager Justits-Departementet ogsaa at have fremkaldt Bestemmelsen i Lov angaaende smaae Gjældsfordringers Inddrivelse af 8de September 1842 § 5, ifølge hvilken de der omhandlede Executioner, der afholdes efter bekræftet Uddrag af Auctionsprotocollen, kunne indankes til Prøvelse ved Skyldnerens Værnething, og det uagtet Executor der er Fogden, og den etablerede særegne Instantsfølge saaledes kunde synes mindre passende, end hvor Forretningen, saaledes som efter den her omhandlede Lovbestemmelse, ligefrem er henlagt under Lensmanden.
Nærværende Departement maa tiltræde dette Justits-Departementets Forslag; og man vil derfor tillade sig at foreslaae den fornødne Bestemmelse herom tilføiet §en. Denne Bestemmelse antager man i det Hele at burde blive affattet i Overeensstemmelse med den tilsvarende Forskrift i den ovenciterede Lov af 8de September 1842 § 5, og navnlig saaledes, at der i Anledning af Anker over Forretningen eller derunder afsagt Eragtning maa udtages Stevning inden 4 Uger efter Forretningens Afholdelse til første derefter indtræffende Thing, hvortil lovlig Varsel kan gives, samt at Forligsprøve bliver at anstille af Dommeren. Værnethinget bør formeentlig være vedkommende Underret, inden hvis Jurisdiction Pladsen er beliggende.
Forinden Departementet forlader nærværende Paragraph, troer man at burde bemærke, at det i enkelte Erklæringer er udhævet som en formeentlig Mislighed ved den gjældende Retsforfatning, at Huusbonden, inden han kan komme i Besiddelse af Pladsen, naar Huusmanden har forseet sig til Fæstes Fortabelse, som oftest maa udholde en langvarig og kostbar Proces; og det formenes, at den Besværlighed, hvormed det paa Grund heraf er forbundet at faae en Huusmand sat ud af Pladsens Besiddelse, afgiver en ikke ringe Betænkelighed for Jorddrotterne mod at antage Huusmænd paa andre Vilkaar end paa Opsigelse. Det kan vel ikke nægtes, at disse Bemærkninger tildeels ere grundede, og at det sædvanlige Tilfælde vil være, at Huusmanden, om han end er sig sin Brøde bevidst, vil søge saa meget som muligt at forhale Huusbondens Adgang til at komme i Besiddelse af Pladsen, ligesom Forholdet mellem Parterne vel ofte kan være saare misligt, og Huusmandens Opførsel i høi Grad fortrædigende mod Huusbonden i den lange Mellemtid, som hyppig hengaaer, inden denne Sidste efter endelig Dom kan lade Huusmanden udsætte af Pladsen; — men paa den anden Side finder man dog de mange og vægtige Betænkeligheder, som stille sig imod, i saadanne Tilfælde at tilstede Adgang til at afvige fra de almindelige Procesregler,faa overveiende, at man ikke vover at fremsætte noget Forslag i denne Retning.
I Overeensstemmelse med det Anførte vil Departementet forestaae § 16 saaledes affattet:
- “Huusmand, som contractmæssigen er opsagt, hvad enten han har Jord at bruge eller ikke, kan udkastes, naar han ikke til Faredag godvilligen flytter.
- Ligeledes kan Den, som vitterlig ikke har nogensomhelst Hjemmel til Besiddelsen af det Huus eller den Plads, hvorpaa han sidder, efter Huusbondens Forlangende, uden Lovmaal og Dom udkastes.
- Udkastelsen forrettes af Lensmanden imod samme Gebyhr og Godtgjørelse, som er bestemt for ham i Lov angaaende hvad der skal betales ved Retter m. m. af 13de September 1830 §113.
- Finder Nogen af Parterne sig forurettet ved saadan Forretning eller derunder afsagt Eragtning, kan han, naar Stevning udtages inden fire Uger efter Forretningens Afholdelse, til første derefter indtræffende Thing, hvortil lovlig Varsel kan gives, indanke den til Prøvelse ved den Eiendoms Værnething, hvorunder Pladsen er beliggende, hvor Forretningen da, efter af Dommeren forgjæves anstillet Forligsprøve, bliver at paakjende.“
§ 17 i Commissionens Udkast er saalydende:
- “I den Huusmanden tilkommende Besiddelsesret kan ikke tages Udlæg for Gjæld.“
Ved denne § finder Departementet Intet at bemærke.
§ 18 i Commissionens Udkast er saalydende:
- “Leilændingen maa ikke paa den bygslede Jord nedlægge eller oprette nogen Huusmandsplads, eller bortfæste nogen saadan for et længere Tidsrum end sin og Enkes Besiddelsestid. I Tilfælde af Overtrædelse heraf, har Leilændingen forbrudt sin Bygselret, hvorhos det Passerede er ugyldigt. Ligesaa skal den i Lov om civile og militaire Embedsgaarde af 25de August 1818 § 24 givne Forskrift være gjældende for enhver Embeds- eller Bestillingsmand med Hensyn til den Jord, der er henlagt til hans Embede eller Bestilling.“
Den gjældende Lovgivning indeholder ingen anden Forskrift vedrørende Huusmænds Antagelse af en Leilænding, end Landslovens 3—14—33, der fastsætter, at Leilændingen til sin Tjenestemand kan overdrage Affaldsjord, hvilket forklares ved Jord, som han selv kan miste uden Skade. Der er derfor vistnok, som Commissionen bemærker, Opfordring til ved nærværende Leilighed at give Bestemmelse om denne Gjenstand; og Departementet finder heller Intet at bemærke ved de Indskrænkninger, som Commissionen har foreslaaet i Leilændingens Raadighed i dette Stykke, uden forsaavidt at det, saaledes som af Kirke-Departementet og i enkelte andre Erklæringer er foreslaaet, udtrykkelig bør tilføies, at Forskriften ene gjælder for det Tilfælde, at Jorddrotten ikke har givet sit Samtykke til Dispositionen.
Derhos formener man, at den fastsatte Følge af Overskridelse fra Leilændingens Side, nemlig ufravigelig Fortabelse af Bygselen, er altfor streng. Departementet finder den Synsmaade, som i denne Henseende er udtalt i L.s 3—14—33, naturligere, nemlig at Sagen kan afgjøres ved Bøder, naar derhos det af Leilændingen givne Fæste bliver ugyldigt, og at Huusmanden forbeholdes sit Regressøgsmaal mod den Leilænding, der mod Loven har indsat ham. Yderligere Tvangsmidler mod Leilændingen formenes ikke nødvendige til Lovbudets Opretholdelse.
Den sidste Deel af nærværende Paragraph indeholder, som nævnt, at den i Lov 25de August 1818 § 24 givne Forskrift skal udvides til enhver for Embeds- eller Bestillingsmand udlagt Jord. I den citerede Forskrift paabydes der for civile og militaire Embedsgaarde, at der ikke uden Kongelig Tilladelse maa nedlægges eller oprettes nogen Huusmandsplads paa en saadan Gaard, eller nogen Plads derunder bortsættes længere end paa Brugerens Embedstid; Overtrædelser heraf ere belagte med en Mulct af 50 Spd. for hver Gang, hvorhos det Passerede erklæres ugyldigt.
I Anledning af den foreslaaede Udvidelse af denne Bestemmelse har Justits-Departementet bemærket, at det intet Væsentligt finder at erindre mod at det for samtlige til Embeder eller Bestillinger henlagte Gaarde gjøres til Regel, at ingen af de nuværende Huusmandspladse paa en saadan Gaard nedlægges, eller nogen Huusmandsplads der oprettes, uden Kongelig Tilladelse. Dog bemærker det nævnte Departement, at det anseer det tvivlsomt, om ikke Tilladelsen i ethvert Tilfælde burde kunne meddeles af vedkommende Regjerings-Departement, en Anskuelse, som Justits-Departementet erklærer, ogsaa i sin Tid at have udtalt i dets underdanigste Foredrag angaaende Spørgsmaalet om naadigst Sanction af Loven af 25de August 1848. Derimod finder Justits-Departementet væsentligere Betænkeligheder ved den nævnte Bestemmelse i samme Lov, angaaende at ingen Huusmandsplads paa en Embedsgaard maa uden Kongelig Tilladelse bortsættes længere end paa Brugerens Embedstid. Justits-Departementet oplyser, at der ogsaa i Henseende til denne Deel af §en er opkastet Tvivl i dets ovennævnte Foredrag, en Tvivl, i hvilken det erklærer at være bleven endnu mere bestyrket ved Behandlingen af nærværende Sag. Efter Justits-Departementets Formening bør det nemlig for alle Gaarde, der ere henlagte til Embede eller Bestilling, gjøres til Regel, at Pladserne skulle bortfæstes saaledes, at Contracten for Huusmandens og hans Hustrues Livstid bliver uopsigelig fra Embedsmandens Side, uden Hensyn til om Embedet forinden skiftede Indehaver. For at dette imidlertid uden Ulempe skulde lade sig gjøre, maatte der, — bemærker Justits-Departementet videre, — træffes saadanne Forholdsregler, som afgave tilstrækkelig Garantie for at ikke den Embeds- eller Bestillingsmand, der bortfæstede en Huusmandsplads, skulde kunne skaffe sig en utilbørlig Fordeel paa Eftermandens Bekostning, navnlig ved at sætte de aarlige Ydelser fra Huusmandens Side uforholdsmæssig lave, men istedet derfor tage en høi Indfæstning. Dette Øiemed formenes at kunne opnaaes enten derved, at det ligefrem forbødes at tage Indfæstning ved Bortfæstelfe af Huusmandspladse under Gaarde, der ere henlagte til Embede eller Bestilling (et Forbud, der efter Justits-Departementets Formening vilde være saameget mindre betænkeligt, som ingen Huusmandsplads kan nedlægges uden høiere Tilladelse), eller derved, at det blev foreskrevet, at enhver Huusmandscontract, hvorved de aarlige Ydelser bleve fastsatte anderledes, end tidligere havde været Tilfældet, skulde indsendes til Approbation af vedkommende Departement.
Kirke-Departementet har i Henseende til Præstegaarde oplyst, at der paa de fleste Steder har uddannet sig den Praxis, at Præst efter Præst lader Huusmændene blive siddende uden nyt Fæste, saa at disse factisk kunne ansees som nedsatte paa Livstid. Kirke-Departementet anseer det betænkeligt, om denne Praxis, der antages i det Hele at have været til Gavn for Huusmændene, skulde svækkes eller modvirkes ved en Bestemmelse som den af Commissionen foreslaaede, der nemlig, baade ved at gjøre Huusmænds Nedsættelse paa længere Tid end Vedkommendes Embedstid afhængig af Kongelig Tilladelse og ved sin Form forøvrigt, synes at antyde som Lovens Forudsætning, at Livsfæste for Huusmænd paa Embedsgaarde ikke i Almindelighed vil finde Sted. Paa den anden Side formener Kirke-Departementet det dog ikke tilraadeligt ganske at overlade det til Embedsmandens egen Afgjørelse, hvorvidt han vil bortfæste en ledigbleven Huusmandsplads paa Huusmandens og Kones Livstid eller paa kortere Tid. Det antager derfor, at det Hensigtsmæssigste vil være, at Adgangen til at antage Huusmænd paa længere Tid end Brugerens Embedstid bør betinges af høiere Autoritets Tilladelse, der har at paasee og betrygge vedkommende Embedes Tarv. Efter Kirke-Departementets Formening bør Myndigheden til at meddele saadan Tilladelse overdrages vedkommende Overøvrighed, til hvem det ogsaa uden Betænkelighed antages at kunne overdrages at afgive Bestemmelse om Huusmandspladsers Nedlæggelse eller nye Pladsers Oprettelse. Saafremt dette vinder Bifald, formener Kirke-Departementet det rettest, i nærværende § fuldstændig at optage Bestemmelsen i L. 25de August 1848 § 24 med de antydede Modificationer, og derefter at sætte denne sidste ud af Kraft.
I Henhold til det Anførte har Kirke-Departementet foreslaaet følgende Affattelse af den heromhandlede Deel af § 18:
- “Paa Jord, der er udlagt til Brug for nogen Embeds- eller Bestillingsmand, maa ingen Huusmandsplads nedlægges, eller nogen saadan oprettes, medmindre Tilladelse dertil meddeles af vedkommende Overøvrighed, hvis Samtykke ogsaa til Varetagelse af vedkommende Embedes eller Bestillings Tarv udfordres til Nedsættelse af Huusmænd paa længere Tid end Brugerens Embeds- eller Bestillingstid. Overtrædelser heraf straffes med en Mulct af femti Speciedaler for hver Gang, hvorhos det Passerede ansees for ugyldigt.“
Nærværende Departement troer at burde slutte sig til Commissionens Udkast, saaledes som dette er modificeret ved Kirke-Departementets Forslag. At gjøre det til Regel, at Huusmandspladse paa Embedsgaarde skulde bortfæstes paa Livstid, saaledes som Justits-Departementet har foreslaaet og hvilket forøvrigt ogsaa er udtalt i enkelte andre Erklæringer, har unægtelig meget for sig, men forekommer dog Departementet betænkeligt, selv om der træffes Garantie mod, at derved foranlediges nogen for Embedsindkomsterne skadelig Disposition. Man anseer det nemlig tvivlsomt, om der vilde opnaaes noget virkeligt Gode derved, at man ved Lov fremtvang nogen anden Tilstand for Huusmandspladses Vedkommende paa Embedsgaarde end den, der efter Egnens Forholde og Sædvaner er den gjængse og ansees for den naturlige. Departementet befrygter, at man derved kunde komme til, mod Lovens Hensigt, muligens at tilveiebringe et mindre godt Forhold mellem Huusbond og Huusmand paa Embedsgaarde end andetsteds i Egnen; og dette skulde visselig ikke være ønskeligt. Istedetfor Overøvrigheden, som af Kirke-Departementet foreslaaet, troer Departementet, at Kongen eller Den, han dertil bemyndiger, bør nævnes som den, der har at meddele den i hen omhandlede Tilladelse til visse Dispositioner vedkommende Huusmandspladse paa Embeds- og Bestillings-Gaarde; det vil nemlig med Hensyn til de militaire Embedsgaarde være mindre hensigtsmæssigt i saa Henseende at henvise til Overøvrigheden.
I Overeensstemmelse med det Anførte vil Departementet foreslaae § 18 saaledes affattet:
- “Uden Jorddrottens Samtykke maa Leilænding ikke under Straf af Bøder nedlægge eller oprette nogen Huusmandsplads, eller bortfæste nogen Plads for et længere Tidsrum end sin og Enkes Besiddelsestid. I Tilfælde af Overtrædelse heraf er derhos det Passerede ugyldigt; og kan Huusmanden søge sin Opretning hos Leilændingen.
- Paa Jord, der er udlagt til Brug for nogen Embeds- eller Bestillingsmand, maa ingen Huusmandsplads nedlægges, eller nogen saadan oprettes, medmindre Tilladelse dertil meddeles af Kongen eller Den, han dertil bemyndiger. Ligeledes udkræves til Varetagelse af vedkommende Embedes eller Bestillings Tarv saadan Tilladelse til Nedsættelse af Huusmænd paa længere Tid end Brugerens Embeds- eller Besiillingstid. Overtrædelser heraf straffes med en Mulct af femti Speciedaler for hver Gang. Det Passerede er derhos ugyldigt; og kan Huusmanden søge sin Opretning hos den Embeds- eller Bestillingsmand, der har indsat ham.“
I § 19 har Commissionen foreslaaet følgende Bestemmelse:
- “Forsaavidt der bliver Spørgsmaal om den i § 11 omhandlede Godtgjørelse for Forbedringer paa en Plads, henhørende under en Gaard, som bruges af nogen Anden end Eieren, paaligger det denne at udrede Godtgjørelsen, hvilken han igjen kan fordre erstattet af Den, som bruger Eiendommen, med en Tyvendedeel aarlig.“
I denne Bestemmelse har Kirke-Departementet foreslaaet tilføiet som Betingelse for Jorddrottens Forpligtelse i den omhandlede Henseende, at der har været givet denne Anledning til i saa Maade at varetage sit Tarv ved Huusmandens Antagelse. Dette Forslag støtter sig formeentlig til Forudsætningen om, at Lovforslaget i Overeensstemmelse med Commissionens Indstilling skulde hjemle Adgang til at fravige den opstillede Regel om Erstatning til Huusmanden for foretagne Forbedringer; da nærværende Departement imidlertid, som tidligere omhandlet, ikke har kunnet tiltræde Commissionens Forslag i dette Stykke, troer man heller ikke, at den af Kirke-Departementet angivne Reservation i nærværende §s Bestemmelse med nogen Nytte kan optages, eftersom denne Reservation, saavidt skjønnes, kun da vilde have nogen Betydning, saafremt det stod i Jorddrottens Magt at forbeholde sig, at der ikke skulde tilkomme den af Eiendommens Bruger indsatte Huusmand nogen Erstatning for foretagne Forbedringer ved Pladsen.
Forøvrigt er Departementet ikke uopmærksomt paa at Bestemmelsen i nærværende § stundom kan blive mindre billig mod Jorddrotten og volde denne Vidtløftigheder, især naar han har meget til Brugere bortsat Jordegods; men da en Bestemmelse om dette Punct dog er nødvendig, og der ikke vides nogen anden Udvei end den af Commissionen foreslaaede, vil Departementet andrage om, at Commissionens Forslag optages.
I § 20 har Commissionen foreslaaet følgende Bestemmelse:
- “Den, som indløser sit Odelsgods, er kun berettiget til at udsige de paa samme siddende Huusmænd, forsaavidt en saadan Ret tilkom den forrige Besidder, eller Huusmanden maatte være sat, efterat Klage til Forligelsescommissionen i Anledning af Godsets Indløsning er udtagen.“
Det er i enkelte Erklæringer udhævet, at denne Forskrift vilde kunne befrygtes misbrugt til Chicane for en Odelsmand, forsaavidt Besidderen, der frygtede for at blive frataget Eiendommen paa Odel, kunde tænkes at ville udstykke Gaarden eller Størsteparten af den i Huusmandspladser; og der er derfor fremsat Forslag om at ingen Bortfæstning, der er skeet af en Ikke-Odelsberettiget, skulde være bindende for Løsningsmanden. Departementet finder dog denne Betænkelighed altfor vidt dreven, eftersom Eieren af Odelsgodset for sin egen Interesses Skyld, baade med Hensyn til Eiendommens Værdsættelse ved Odelstaxt og med Hensyn til Muligheden af at det forventede Odelssøgsmaal frafaldtes, vel i Regelen vilde finde sig lidet tjent med en saadan Omgangsmaade. Da den af Commissionen foreslaaede Bestemmelse hviler paa en i sig selv retfærdig og billig Betragtning, nemlig at en Huusmands og Families Velfærd ikke bør gjøres utryg, fordi Eiendommen, hvortil den bortsatte Plads hører, tages paa Odel, troer Departementet at burde foreslaae Bestemmelsen optaget uden Forandring.
§ 21 er efter Pluralitetens Indstilling affattet saalydende:
- “I Sager mellem Huusmænd og Huusbønder, betræffende deres gjensidige Rettigheder, er Huusmanden fri for at erlægge noget Gebyhr til Stevnevidnerne, Forligelsescommissionen eller Retten. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling paa Aastedet, og Dommeren finder samme fornøden, udredes Omkostningerne ved hans Skyds og Diæt som Omkostningerne i offentlige Sager.“
En Minoritet i Commissionen har derimod foreslaaet første Punctum af Paragraphen forandret derhen, at der i de ovennævnte Sager af begge Parter skal betales Halvdelen af det nu lovbestemte Gebyhr til Stevnevidnerne, Forligelsescommissionen og Retten. Denne Minoritet har begrundet sin Fravigelse fra Pluralitetens Indstilling derved, at en fuldkommen Fritagelse for Huusmanden for at erlægge de omhandlede Gebyhrer let kunde forlede den vrangvillige og egennyttige Huusmand til at bringe fast enhver Tvist, der maatte opstaae mellem ham og hans Huusbonde, ind for Retten, hvilket efter bemeldte Minoritets Formening, der i det Hele har udtalt sig for at Loven bør søge Livsfæste fremmet, efterhaanden kunde lede til at gjøre Huusmandsvæsenet forhadt, og afskrække Jorddrotter fra at knytte Huusmænd til sine Eiendomme med andre Baand, end saadanne, som det til enhver Tid vilde staae til dem selv at opløse.
Dette Minoritetens Forslag er i mange af de indkomne Erklæringer foretrukket for Pluralitetens Indstilling. Navnlig har ogsaa Justits-Departementet erklæret sig til Fordeel for samme. Idet det nævnte Departement erklærer at dele Minoritetens Frygt for at en fuldkommen Fritagelse for de omnævnte Gebyhrer lettelig kunde lede til temeraire Processer fra Huusmænds Side, bemærker Samme videre, at det finder det stødende, om efter Pluralitens Forslag den ene af 2de Parter, hvis Formuesforfatning, idetmindste i flere Egne af Landet, mangen Gang ikke vil være meget forskjellig, skulde ved Loven været fritaget for alle Omkostninger, medens den anden maatte bære dem fuldt ud.
Nærværende Departement maa tiltræde disse Justits-Departementets Bemærkninger; og man vil saaledes foreslaae første Passus af nærværende § affattet overeensstemmende med det af Commissionens Minoritet fremsatte Forslag.
Det er i flere af de indkomne Erklæringer foreslaaet, at der istedetfor nærværende Bestemmelse skulde paabydes, at Sager mellem Huusmænd og Huusbønder skulde behandles paa samme Maade, som er foreskrevet angaaende Sager mellem Huusbonde og Tyende, altsaa politiretsviis uden Erlæggelse af Retsgebyhrer, og uden at Sagførere i Regelen tilstedes benyttede. Departementet har dog ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fremsætte noget Forslag i denne Retning. De fleste Sager imellem en Huusmand og hans Jorddrot ville formeentlig angaae Spørgsmaal om Fæstes Forbrydelse; og ligesom Tvistigheder af denne Beskaffenhed ikke i deres Væsen gaae ind under Begrebet af Politisager, saaledes antages det, efter deslige Sagers indgribende Vigtighed for Huusmandens Velfærd, heller ikke naturligt eller passende at fastsætte den summariske Procesform for disse, som er egen for Politisager, der i Regelen angaae forholdsviis ubetydeligere Gjenstande. Det synes ogsaa at fremgaae af Justits-Departementets Erklæring til nærværende §, at bemeldte Departement udenfor de omhandlede Nedsættelser i Gebyhrerne ikke finder nogen Forandring i de gjældende Regler om disse Sagers Behandling tilraadelig.
I Overeensstemmelse med det Anførte vil Departementet foreslaae § 21 saaledes affattet:
- “I Sager mellem Huusmænd og Huusbonder betræffende deres gjensidige Rettigheder, skal til Stevnevidnerne, Forligelsescommissionen og Retten kun betales Halvdelen af det nu lovbestemte Gebyhr. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling paa Aastedet, og Dommeren finder samme fornøden, udredes Omkostningerne ved Skyds og Diæt som Omkostningerne i offentlige Sager.“
§§ 22 og 23 i Commissionens Udkast omhandle de Huusmandsfolk og Personer i lignende Stilling paahvilende Ydelser af offentligt Slags.
Det fastsættes, at Huusmænd skulle være frie for Afgift til Fattig- og Skolevæsenet, medmindre deres Formuesforfatning er saadan, at Fattigcommissionen eller Skolevæsenets Bestyrelse finder Grund til at iligne dem saadan Afgift. Videre erklæres den dem hidtil paahvilende Pligt til at svare Arbeidsdage til Veivæsenet og Høstdag til Præsten at skulle bortfalde, ligesom de tilsiges Fritagelse for at svare Klokkertold.
I Offer til Sognepræst og residerende Capellan, har Commissionen foreslaaet Huusmanden tilpligtet, hvad enten han staaer i militair Tjeneste eller ikke, at svare 12 ß og hans Hustru 6 ß aarlig til hver, dog saaledes, at denne Offerpligt bortfalder for det Aar, hvori Vedkommende nyde nogensomhelst Understøttelse af Fattigvæsenet, ligesom de i samme Tilfælde foreslaaes at skulle være frie for at erlægge den dem overeensstemmende med L. 2—22—12 paahvilende Afgift af 8 ß aarlig til Kirken, hvilken sidste Ydelse derhos paabydes, ifølge Frd. 13de August 1734 § 10, at skulle være afhængig af at Huusmanden erholder Plads i Kirken.
Commissionen har forbeholdt de ved Lovens Bekjendtgjørelse ansatte geistlige Embedsmænd og Kirkesangere, saalænge de forblive i samme Embede eller Bestilling, Ret til fremdeles, som tilforn, at kræve Høstdag og Klokkertold af Huusmandsfolk, dog saaledes, at de geistlige Embedsmænd, der kræve Høstdag, ikke tillige kunne fordre det ovenbestemte Offer.
§ 23 indeholder, at de omhandlede Forskrifter ogsaa skulle anvendes til Fordeel for Strandsiddere, Inderster og overhovedet Enhver, som i Henseende til de nævnte Afgifter hidtil har været sat ved Siden af egentlige Huusmænd.
Kirke-Departementet har i den af Samme afgivne Erklæring bemærket, at det ikke har Noget at indvende mod Commissionens Forslag i Henseende til Huusmandsfolks Fritagelse for Fattigskat, eftersom det antages, at der allerede for Tiden paa de fleste Steder forholdes i dette Stykke saaledes som Commissionen har foreslaaet, og desuden Huusmandsfolks Ydelse til Fattigcassen maa ansees for en Ubetydelighed i Forhold til de Indtægter, som for Fattigvæsenet i det Hele maae tilveiebringes. Derimod finder Kirke-Departementet ikke Grund til at indgaae paa Commissionens Forslag om at den samme Regel skulde gjælde Ydelser til Skolevæsenet. Det paapeges, at det Bidrag, som ydes af Huusmandsfolk, Inderster og Tjenestefolk — hvilke sidste dog ikke antages indbefattede i Commissionens Forslag — paa mange Steder udgjør en meget væsentlig Deel af Skolecassens Indtægter; og paa Grund af de Vanskeligheder, som det i Almindelighed møder at faae de til Iværksættelse af Foranstaltninger til Skolevæsenets Fremme fornødne forøgede Midler tilveiebragte, vilde det efter Kirke-Departementets Formening være betænkeligt at ophæve denne for Yderne lidet trykkende, men for Skolecassen ikke uvigtige og hidtil paaregnede Indtægt. Denne Betænkelighed antages at vinde forøget Styrke, saafremt den naadigste Proposition til Lov om Almueskolevæsenet paa Landet, som er forelagt det nu forsamlede Storthing, maatte blive antaget af dette, eftersom en væsentlig Forøgelse i Skolevæsenets Udgifter deraf vilde blive en nødvendig Følge. Kirke-Departementet anfører videre, at Huusmændene i Almindelighed ikke have nogen Udgift ved at underholde Skolelærerne i den Tid, disse holde Skole paa Gaarden, hvilken Udgift nemlig i Regelen alene falder Gaardmændene tillast, ligesom det paapeges, at der ikke heller i den nuværende Lovgivning er Noget til Hinder for ganske at fritage Huusmænd for Ydelser til Skolevæsenet, naar deres Kaar i det Hele ere mislige.
Ligeledes fraraader Kirke-Departementet Bestemmelsen om at Huusmænd skulde være frie for at svare Klokkertold, deels i Betragtning af at Denne Ydelse er sjelden, og navnlig ikke antages at finde Sted i de Districter, hvor Huusmændenes Stilling gjør særlige Begunstigelser for dem nødvendige, og deels af Hensyn til at Kirkesangerposterne i Regelen ere ringe aflagte.
Kirke-Departementet formener videre, at der ikke, som af Commissionen foreslaaet, bør fastsættes nogen Ydelse i Form af Offer istedetfor den Huusmænd ifølge L. 2—12—7 og L. 14de Juni 1816 paahvilende Arbeidsdag. Det paapeges, at disse Ydelser, Arbeidsdag og Offer, ikke ifølge deres Oprindelse staae i nogen Forbindelse med hinanden; og navnlig finder Kirke-Departementet det ikke rimeligt i denne ene Retning at forandre Offeret, der skal være en Kjærlighedsgave, til en Ydelse ganske uden denne Characteer. Det oplyser forøvrigt, at Sædvanen er meget forskjellig i Henseende til Offer af Huusmænd, idet disse i nogle Præstegjelde yde saadant ved Siden af Arbeidsdagen, medens de paa andre Steder ikke offre. Kirke-Departementet formener, at Spørgsmaalet om Huusmændenes Offerpligt bør lades uomtalt i Loven, og at, saafremt det efter Omstændighederne findes fornødent at skaffe Huusmændene nogen Lettelse med Hensyn til Høstdagens Ydelse, dette da bør skee uafhængigt af Offeret, ved at fastsætte, at den af Commissionen foreslaaede Afgift af respective 12 og 6 ß skal træde i Stedet for Høstdagen. Kirke-Departementet bemærker, at en saadan Bestemmelse vistnok paa flere Steder ikke ubetydeligt vil forringe Sognepræsternes Indtægter, men da det antages at ville være Anledning til, hvor saadant fornødiges, paa anden Maade at forskaffe Kaldene Vederlag for dette Tab, formenes ikke dette Hensyn at burde afgive nogen overveiende Grund mod Forandringen.
Forøvrigt finder Kirke-Departementet Intet at erindre ved Commissionens Forslag i nærværende Anledning.
Nærværende Departement drister sig ikke til at fravige den af Kirke-Departementet udtalte Formening; og man vil saaledes foreslaae § 22 forandret i Overeensstemmelse hermed.
Forsaavidt der i samme § er foreslaaet, at Huusmænd skulle være frie for at svare Arbeidsdage til Veivæsenet, finder Departementet Intet at erindre mod at en saadan Fritagelse tilstaaes dem. Det maa herved bemærkes, at den af nærværende Storthing under 17de Mai sidstleden vedtagne Beslutning til Lov angaaende Veivæsenet ikke har gjentaget den ældre Bestemmelse i L. 28de Juli 1824 § 43 om Huusmænds, Strandsidderes og Indersters Forpligtelse til at svare Veiarbeidsdage; og saafremt denne Beslutning vorder naadigst sanctioneret, vil det blive overflødigt, i den her omhandlede Lov at indtage nogen Bestemmelse angaaende denne Gjenstand. Da Departementet imidlertid, saalænge Spørgsmaalet om bemeldte Beslutnings Sanction ikke er naadigst afgjort, maa gaae ud fra den hidtil gjældende Lovgivning, maa man foreslaae Bestemmelsen optaget.
I Henhold til det Anførte vil Departementet foreslaae § 22 saaledes affattet:
- “For Afgift til Fattigvæsenet ere Huusmandsfolk frie, medmindre de ere i en saadan Formuesforfatning, at Fattigvæsenets Bestyrelse finder Grund til at iligne dem Afgift.
- Fremdeles bortfalder den dem hidtil paahvilende Forpligtelse til at svare Arbeidsdage til Veivæsenet.
- Istedetfor den i L. 2—12—7 og Lov angaaende nærmere Bestemmelse i Henseende til Geistlighedens og Kirke-Betjentes Indkomster af 14de Juni 1816 § 3 omhandlede Høstdag skal Huusmanden erlægge til Præsten 12 ß;, og hans Hustru eller en Huusmandsenke 6 ß aarlig. For det Aar, hvori Vedkommende nyde nogensomhelst Understøttelse af Fattigvæsenet, bortfalder Pligten til at svare denne Afgift, saavelsom den Huusmænd, overeensstemmende med L. 2—22—12, paahvilende Afgift af 8 ß aarlig til Kirken, hvilken sidste Ydelse, ifølge Forordningen af 13de August 1731 § 10, ligeledes bortfalder, forsaavidt Huusmanden ikke erholder Plads i Kirken.
- De ved nærværende Lovs Bekjendtgjørelse ansatte geistlige Embedsmænd beholde imidlertid, saalænge de i samme Embede forblive, Ret til af Huusmandsfolk at kræve Høstdag som tilforn.
I § 24 har Commissionen foreslaaet følgende Bestemmelse:
- “De i §§ 2 og 3 med Hensyn til Huusmandscontracter givne Forskrifter gjælde ogsaa Contracter om Leie af Huustomt, hvorved Leietageren ikke paatager sig nogen Arbeidspligt. Saafremt der i samme ikke indeholdes nogen Bestemmelse om Leietidens Varighed, ansees Grundstykket at være bortleiet for bestandig.“
Da § 2 i Commissionens Udkast, efter Departementets Forslag, vil udgaae, maatte Citatet af bemeldte § i nærværende Bestemmelse ligeledes udgaae. At bestemme Nedsættelse af Gebyhret for Thinglæsning af Leiecontracter om Grundtomter, finder Departementet ikke fornødent; og den i §ens sidste Passus indeholdte Forskrift antager man mindre nødvendig, da dens Indhold formeentlig, selv uden Lov, ikke kan ansees synderlig tvivlsomt. Man vil derfor foreslaae, at denne § i sin Heelhed udgaaer.
Den af Commissionens Pluralitet i § 25 foreslaaede Bestemmelse, vil, som Følge af de af Departementet foreslaaede Forandringer ved Udkastets 1ste §, blive overflødig. Man antager derfor, at denne § bør udgaae.
I § 26 har Commissionen fremsat Forslag om at de nugjældende Bestemmelser om Bondestandens Forpligtelse til at tage fast Tjeneste, nemlig Lovbogens 3—21—4, 5 og 16 samt Forordningen af 9de August 1754 §§ 1—4, skulle ophæves.
I de nævnte Lovbud er det foreskrevet, at Alle af Bondestanden, Mands- og Qvindespersoner, der ikke bruge Gaard eller Huusmandsplads, eller leve af et stadigt Haandværk, skulle tage fast aarlig Tjeneste, naar saadan er at bekomme, og de ikke ved Svaghed ere forhindrede; og i Overeensstemmelse hermed er det forbudt Gaardmænd af Bondestanden at have flere af sine Børn hjemme hos sig, naar de ere 18 Aar gamle, end de til deres Næringsdrift behøve, og ligeledes Huusmænd af sine sexten Aar gamle Børn at beholde hjemme hos sig flere end i Regelen een Dreng og een Pige, idet de øvrige Gaardmænds- saavelsom Huusmændsbørn skulle antage Aarstjeneste hos Andre.
Commissionen bemærker, at Huusmandsvæsenet staaer i en saa nær Forbindelse med Ordningen af Næringsfriheden i Landdistricterne i Almindelighed, at den har troet ikke at kunne undgaae at omhandle de nævnte Lovbud. Efter Commissionens Formening ere de Baand paa den naturlige Frihed, som disse Lovbud paalægge, lidet harmonerende med de Grundsætninger, der for Tiden mere og mere gjøres gjældende i Lovgivningen; den antager, at det bør være Enhver overladt selv at afgjøre, om han staaer sig bedst paa at tage Arbeide paa kortere eller længere Tid, og Loven vil — yttrer Commissionen videre — gjøre sig forhadt, naar den tvinger Forældre til at sende deres Børn fra sig, uagtet de kunne og ville forsørge dem hjemme. Commissionen paapeger ogsaa, at den Strid, hvori disse Bestemmelser staae med liberalere Lovgivningsgrundsætninger, har bevirket, at de sjeldnere og sjeldnere bringes i Anvendelse, og næsten alene i Tilfælde, hvori et Individ fra andre Sider giver Anledning til at man ønsker det fjernet eller revset.
De ikke ugrundede Betænkeligheder ved de omhandlede Bestemmelsers Ophævelse, som kunde hentes deels fra den større Fare, hvorfor Moraliteten blandt den løse Arbeidsstok skulde være udsat fremfor blandt Individer, som ere i fast Tjeneste, deels fra Frygten for at Fattigvæsenets Byrder ved Usikkerheden i Dagarbeidernes Fortjeneste skulde forøges, kunne efter Commissionens Formening dog ikke være tilstrækkelige til at hjemle saa væsentlige Indgreb i Individernes naturlige Frihed, som de, hvorom der her handles.
For imidlertid at forebygge, at Ophævelsen af de nævnte Lovbud skulde medføre Savn af Correctiver mod Lediggjængere, der falde Fattigvæsenet til Byrde, og imod Omstreifere, som ere til Plage for Districterne, har Commissionen foreslaaet, at det udtrykkelig bør fastsættes, at Enhver, som foretrækker at falde Fattigvæsenet tillast fremfor at arbeide, eller som streifer om, uden at kunne oplyse paa hvilken Maade han lovligen ernærer sig, fremdeles skal, overeensstemmende med Lov om Fattigvæsenet af 20de September 1845 § 51, kunne indsættes i Tvangsarbeidshuus eller straffes med Fængsel.
Justits-Departementet har i den af Samme afgivne Erklæring udtalt sig mod denne Deel af Commissionens Forslag. Efter Justits-Departementets Formening findes der ikke nogen saadan Forbindelse mellem den Ordning af Huusmandsforholdene, som Commissionen har bragt i Forslag, og Bestemmelserne om Forpligtelsen til at tage fast Tjeneste, at der skulde være tilstrækkelig Grund til i den foreslaaede Lov at indtage nogen Forskrift om disse Bestemmelsers Ophævelse. Justits-Departementet anseer det derfor uhensigtsmæssigt, i denne Lov at afgjøre det Spørgsmaal, om der bør være ubehindret Adgang til paa Landet at ernære sig som løs Dagarbeider. Paa Grund af denne Anskuelse har Justits-Departementet troet at kunne undlade nærmere at udtale sig angaaende Spørgsmaalets Realitet; imidlertid tilføier det, at det navnlig med Hensyn til den Indflydelse, som Ophævelsen af Forpligtelsen til at tage fast Tjeneste muligens kunde have paa Almuens Tænkemaade angaaende Gavnligheden af en bunden Levestilling, ikke anseer det ophøiet over enhver Tvivl, at det skulde være uden Betænkelighed at ophæve de hidtil gjældende Bestemmelser om denne Gjenstand, selv om de afløses af saadanne Forskrifter, som de, der indeholdes i den heromhandlede § af Commissionens Udkast.
Nærværende Departement maa med Justits-Departementet være enigt i, at det er ufornødent ved nærværende Leilighed at træffe Bestemmelse om Ophævelsen af de gjældende Forskrifter angaaende den tvungne Tjenestepligt i Landdistricterne, hvilke Forskrifter ligesaavel angaae Gaardbrugeres som Huusmænds Børn. Man anseer det ikke tilraadeligt, at denne Gjenstand behandles uden Forbindelse med en almindeligere Undersøgelse vedkommende Lovgivningen om Løsgjængerie og Fattigvæsenet i Landdistricterne.
Saafremt Departementets Anskuelse, om at der ikke i nærværende Forbindelse bør træffes nogen Foranstaltning til Ophævelsen af de titnævnte Forskrifter, vinder Bifald, vil selvfølgelig § 26 i dens Heelhed udgaae af Lovudkastet.
Den sidste § i Commissionens Forslag, § 27, fastsætter, at de ældre Anordninger angaaende Huusmandsvæsenet, nemlig Frd. 9de October 1750, forsaavidt den endnu er gjældende, Frd. 29de April 1752 §§ 1—5 incl. samt Frd. 29de Juni 1792, ophæves. I Forbindelse hermed er tillige foreslaaet ophævet Bestemmelsen i Fattigvæsensanordningen for Christiania Stift af 2den December 1741, Cap. VI § 5, der indeholder, at ingen Huusmand maa trygle Sædekorn, men at enhver Gaardmand skal forsyne sine Huusmænd dermed; hvorhos tilføies, at Huusmanden, saafremt hiin ikke formaaer dette, kan søge Hjælp hos de Formuende i Sognet, og at de, som gjøre denne Forstrækning, skulle have Magt at tage af Huusmandens Høst paa Ageren saa Meget, som Sædekornet beløber.
Departementet finder dog ikke tilstrækkelig Grund til at foreslaae ophævet denne sidstnævnte Bestemmelse, der uden Skade eller Betænkelighed kan bibeholdes, medens dens Ophævelse muligens kunde paavirke Almuens Tænkemaade i Henseende til Opfordringen til at yde Huusmænd Hjælp til Erholdelse af det fornødne Sædekorn.
Derimod ville selvfølgelig de citerede ældre Anordninger angaaende Huusmandsvæsenet blive at ophæve og i Forbindelse med samme tillige, efter hvad der ovenfor er nævnt under § 18, Bestemmelsen i § 24 af Lov om civile og militaire Embedsgaarde af 23de August 1848.
Efter saaledes at have udtalt sig om det af den nedsatte Commission udarbeidede Lovudkast, og derved tillige i det Enkelte over den Form og det Indhold, en ny Lov om Huusmandsvæsenet efter Departementets Formening maatte gives, skal man vende tilbage til det i Begyndelsen af nærværende Foredrag berørte Spørgsmaal, om det kan antages at være til almindeligt Gavn, at en saadan Lov for Tiden søges istandbragt. Naar Departementet troer at maatte besvare dette Spørgsmaal bekræftende, bevæges man ikke dertil af Haab om, at en ny Lov som den paatænkte skulde kunne bevirke nogen indgribende Forbedring i Huusmandsclassens Kaar. En saadan staaer det ikke i Statens Magt gjennem Lovgivning at bevirke; thi endog om en Lov, for at naae dette Øiemed, vilde betjene sig af nye og betænkelige Indgreb i Eiendomsretten og Contractsfriheden, vilde det endelige Resultat formeentlig ikke blive til Bedste for Huusmandsclassen selv. Hvad man paa Lovgivningsvei i denne Materie kan udrette, indskrænker sig derfor til deels at give de herhen hørende Dele af vor Landboret en bedre og fuldstændigere formel Ordning, deels at forvandle til Lovforskrifter visse Sætninger, som Billighedsfølelsen og Sædvanen allerede nu opstiller som Regler, den bedre tænkende Huusbond i Forholdet til sine Huusmænd underkaster sig, deels at fastsætte enkelte andre Regler, der skjønnes at kunne, uden betænkelig Følge for Eiendomsretten og den borgerlige Frihed, foreskrives til Beskyttelse for Huusmændene mod vilkaarlig Behandling fra Huusbondernes Side, deels endelig nærmere at bestemme og saavidt muligt lette Huusmandsclassens offentlige Byrder. I samtlige her nævnte Henseender vil efter Departementets Formening Noget findes udrettet ved det vedlagte, i det Væsentlige paa den formeldte Commissions Udkast byggede Lovforslag; og man bør da, saavidt skjønnes, ikke undlade at fremsætte dette, om man end er sig bevidst, at nogen indgribende Forbedring af Huusmandsclassens Stilling ikke deraf kan forventes.
Mod at bevirke en ny Lov om Huusmandsvæsenet for Tiden istandbragt, er iøvrigt blevet erindret, at Trang til nogen saadan Lov ialfald ikke er tilstede uden i en mindre Deel af Riget, fordi Huusmandsforholdet i den største Deel af Landet, hvor det endnu har sin gamle Skikkelse, i alt Væsentligt maa erkjendes tilfredsstillende. Denne Erindring kan dog, saavidt skjønnes, ikke medføre Andet, end at der ved Affattelsen af en ny Lov, som den omhandlede, maa iagttages Varsomhed for ikke ved nye Forskrifter at gribe forstyrrende ind i Forholdet der, hvor det for Tiden ikke giver Anledning til Anke; derfor har ogsaa Departementet ved Sagens Behandling stadig havt dette Hensyn for Øie. Under vor ældre Statsforfatning sporedes der i Lovgivningen en landsfaderlig Omhu for Huusmandsclassens Vel. Det er derfor ogsaa hovedsagelig paa Grundlaget af den ældre Lovgivning, at den paatænkte nye efter Departementets Anskuelse bør bygges. At fuldstændiggjøre og udbedre hvad der fra Fortiden i denne Henseende er os overleveret, er efter Departementets Anskuelse en værdig Opgave for Nutidens Lovstiftning, og en Opgave, hvis Fyldestgjørelse ikke bor udsættes længere, end Værkets egen Beskaffenhed med Nødvendighed medfører. Det er vel saa, at det her omhandlede som de fleste andre vigtigere Lovforslag vilde kunne vinde endeel ved at gjøres til Gjenstand for en yderligere Drøftelse end den, der allerede er blevet samme til Deel; men man er dog af den Formening, at Sagen, baade sammenlignelsesviis med andre lignende og for sig betragtet, nu har nydt en saa fuldstændig Forberedelse, som med Rimelighed kan attraaes.
I Henhold til det Foranførte vil Departementet underdanigst indstille:
- At det naadigst maa behage Deres Majestæt at bifalde, og med høieste Underskrift at forsyne vedlagte Udkast til en naadigst Proposition til det nu forsamlede Storthing om Udgivelsen af en Lov angaaende Huusmandsvæsenet.
Undertegnede Statsraad Riddervold tiltræder forøvrigt foranstaaende Indstilling, men kan ikke være enig med Indre-Departementet deri, at § 14 i Commissionens Udkast om Ret for Fattigcommissionen til at ilægge den Huusbond forhøiet Bidrag, der udsætter samme for forøgede Byrder ved Beskaffenheden af de Forpligtelser, han paabinder Huusmanden, bør udgaae. Foruden i det Væsentlige at henholde mig til, hvad Pluraliteten i Commissionen i denne Anledning har anført, skal jeg tillade mig i Underdanighed at bemærke:
Allerede førend man tog Huusmandsforholdene under Overveielse, var der paa flere Steder vakt Motion om, ved en Bestemmelse, som den omhandlede, at erholde en Modvægt mod den overordentlige Forøgelse af Fattigvæsensbyrderne, der bevirkedes ved Nedsættelse af Huusmænd paa saadanne Vilkaar, at de nødvendigen maatte med deres Familie enten betle eller erholde Understøttelse af Fattigcassen, naar de ikke skulde udsættes for at lide Mangel paa Livets første Fornødenheder. Paa enkelte Steder havde man ogsaa paa egen Haand taget en saadan Forholdsregel, efterat Fattigbyrderne vare stegne til en foruroligende Høide. At en saadan Bestemmelse paa andre Steder høilig tiltrænges, naar det ikke skal staae i nogle Jordeieres Magt at vælte uforholdsmæssig store eller endog utaalelige Byrder over paa deres Medborgere, fremgaaer af de Oplysninger, Commissionen sees at have havt, saavelsom af hvad der forøvrigt ved forskjellige Leiligheder er blevet bekjendt. Dette Onde kræver formeentlig overordentlige Forholdsregler. Griber det saaledes om sig, at i en Commune de fleste eller en stor Deel af Jordeierne nedsætte Huusmænd paa Vilkaar af Beskaffenhed som oven paapeget, da vil det fast ikke være muligt for en Gaardeier af anden Tænkemaade at holde ud i et saadant Samfund; thi ved Siden af sine egne Huusmænd, som han behandler saaledes, at de ikke lettelig uden i særegne Tilfælde falde Andre til Byrde, maa han ogsaa for en Deel underholde Andres Huusmænd, enten ved at række de Betlende Hjælp eller ved et betydeligt Bidrag til dem i Fattigskat. Der er da ikke anden Maade for ham at undgaae den ubillige Byrde, end enten, for at gjøre Forholdene lige, at sætte sine Huusmænd paa lignende Vilkaar, eller at forlade et saadant Samfund. Saaledes rammer dette Onde ikke en enkelt Classe, men det hele mindre Samfund, og, eftersom det udbreder sig, ogsaa det større paa en foruroligende Maade. At søge Midler derimod, er derfor Pligt endog uden Hensyn til Huusmandsforholdenes Beskaffenhed forøvrigt; men den Omstændighed, at en saadan Foranstaltning tillige maa antages, indirecte at ville virke gavnligt paa disse Forholde, maa saameget mere opfordre til dens Anvendelse. En saadan Bestemmelse hører, efter det Foranførte, nærmest til Lovgivningen om Fattigvæsenet; og det vilde saaledes i Formen være rettere, om den udkom som et Tillæg til denne, men en nøiagtig Afsondring efter de Lovmaterier, hvorunder hver enkelt Bestemmelse nærmest henhører, har man heller ikke forøvrigt iagttaget i Udkastet. Den er heller ikke anvendelig i alle Landets Egne. Hvor Huusmandsclassens Kaar ere saadanne, at de i Regelen bære en Andeel i Fattigbyrderne, vil den ikke komme til Anvendelse. Efter Forholdenes Beskaffenhed vil dette, som af Commissionens Pluralitet udhævet, vist ogsaa sjelden blive Tilfældet i de øvrige Egne; men det Middel, man deri har, til at værge Samfundet mod Forurettelse, vil forhaabentlig forebygge adskillige Misbrug Derved antages ogsaa Opmærksomheden at ville vækkes paa den Fordærvelse, der truer alle Samsundsclasser, om saadanne Misligheder tage Overhaand; og dette vil bidrage til at befordre den Indsigt og Almeensands, hvorved, som af Indre-Departementet og Kirke-Departementet paapeget, dette Onde, saavelsom de øvrige Misligheder, der have været udhævede, især skulle med Tiden ventes afhjulpne.
Efter det Anførte formenes der kun uegentlig her at kunne tales om Indskrænkning i Contractsfriheden; men om det ogsaa kan benævnes saaledes, naar man forpligtes til at yde nogen Erstatning for den Skade, man ved Brugen af sin Eiendom forvolder Medborgere, maa denne Frihed, som enhver anden, taale de Indskrænkninger, Samfundets Tarv aabenbart kræver. Heller ikke kan den Indvending tillægges nogen afgjørende Vægt, at man da conseqvent maatte indskrænke denne Frihed i enhver anden Retning, hvori den virker til Skade for Samfundet. Et Onde maa være foruroligende for Samfundet, eller dog af særdeles Betydenhed, førend man skrider til en saadan Friheds Indskrænkning. Desuden maa man i det practiske Liv tage Forholdene, som de ere, om man ikke kan gjennemføre Conseqventsen i alle Retninger: man maa gribe ind der, hvor det især fornødiges. Om nogen moralsk Censur kan der heller ikke være Tale; thi det er ikke fra det moralske Standpunct, Fattigcommissionen har at bedømme Forholdene. Den Frygt, der ved denne, som ved enkelte andre Bestemmelser, er yttret, for at Jordeierne skulde blive mindre tilbøielige til at afgive Pladse for Huusmænd, formenes heller ikke tilstrækkelig begrundet. I de Egne, hvor Jordbrugets Drift kræver en Arbeidsstok, enten paa selve Gaarden, eller dog saa nær, at den er let tilgjængelig, vil, som af Commissionen paapeget, Nedsættelse af Huusmænd dog befindes at være det for selve Jordbruget Fordeelagtigste. Men i ethvert Fald anseer jeg Bestemmelsen efter Forholdenes Beskaffenhed for nødvendig.
Jeg tillader mig saaledes i Underdanighed at foreslaae, at § 14 i Commissionens Udkast optages i Lovforslaget.
Undertegnede Statholder Løvenskiold samt Statsraader Vogt, Petersen, Erichsen, Sylow og Bretteville tiltræde i det Væsentlige Indre-Departementets underdanigste Indstilling, hvortil ligeledes jeg Statsraad Stang fremdeles henholder mig.
I Henhold til Foranførte indstilles saaledes underdanigst:
- At det naadigst maa behage Deres Majestæt at bifalde, og med høieste Underskrift at forsyne vedlagte Udkast til en naadigst Proposition til det nu forsamlede Storthing om Udgivelsen af en Lov angaaende Huusmandsvæsenet.
Foranstaaende Indstilling er af Hans Majestæt naadigst bifaldt den 21de Juli 1851.
Vi Oscar, af Guds Naade Konge til Norge og Sverige, de Gothers og Venders, gjøre vitterligt:
Hans Majestæt, som med lige landsfaderlig Omhu omfatter alle Samfundsclassers Vel, har ladet undersøge, hvorvidt den gjældende Lovgivning om Huusmandsvæsenet skulde trænge til Gjennemsyn og Forbedring. Resultatet af en i dette Øiemed naadigst nedsat Commissions Arbeider har været Udkast til en Lov angaaende Huusmandsvæsenet, hvilket er blevet undergivet Overøvrighedernes og andre sagkyndige Autoriteters Betænkning, og hvorpaa det vedlagte Lovforslag er bygget. Hans Majestæt, som anseer denne Sag tilstrækkelig forberedet til nu at forelægges Storthinget, skulde derfor, ved at lade følge Afskrift af den Norske Regjerings Indstilling i Sagen, naadigst indbyde Storthinget til at fatte Beslutning til Lov om Huusmandsvæsenet overeensstemmende med det vedlagte Udkast.
Hans Majestæt forbliver Norges Riges Storthing med al Kongelig Naade og Yndest velbevaagen.
Fredr. Due.
Schouboe.
Huusmandscontracter skulle af Huusbonden besørges oprettede skriftligt, i Overvær af tvende Vidner, som medunderskrive til Vitterlighed, og i tvende Exemplarer, hvoraf Huusmanden leveres det ene. I Mangel af denne Forskrifts Iagttagelse, ansees Pladsen at være fæstet Huusmanden for hans og efterlevende Hustrues Livstid, saalænge hun sidder Enke, for den Afgift i Penge eller Arbeide, som deraf i den sidstforløbne Tid har været svaret.
Bestaaer Pladsen i udyrket Mark, der skal opryddes, skal Fæstet gives paa Huusmandens og Enkes Livstid; og kan, som Følge heraf, Huusmanden eller hans Enke ikke tvinges til at fravige saadan Plads, uden i det Tilfælde, som i § 9 omhandles. Det Samme gjælder, om der foruden den udyrkede tillige hører dyrket Mark til Pladsen, saafremt denne sidste ikke er over 2 Maal eller 5,000 Qvadratalen.
Huusmandscontracter bør af Huusbonden besørges thinglæste. Skeer det ikke, og Contracten forkommer, gjælder det Samme som i § 1 er bestemt for det Tilfælde, at skriftlig Contract ei er bleven oprettet.
Gebyhret for Skrivning ligesom for Thinglæsning af en Huusmandscontract er 16 — sexten — Skilling.
Huusmand, som har forbundet sig til at forrette Arbeide for Huusbonden efter Tilsigelse, tilkommer, saafremt ikke anderledes ved skriftlig Contract er fastsat, een Søgnedag i Ugen fri for Arbeidspligten, og det efter eget Valg, forsaavidt ikke Dagen senest i den foregaaende Uge af Huusbonden er bleven bestemt. Det Samme gjælder ogsaa om Huusmandens Hustru, saafremt hun er arbeidspligtig.
Under Alderdomssvaghed samt i Tilfælde af Sygdom eller andet lovligt Forfald er saavel Huusmanden som hans Hustru berettiget til at lade sit Pligtarbeide hos Huusbonden udføre ved en anden antagelig Arbeider.
Huusmand maa ikke antage Inderst, medmindre det skeer med Hjemmel af Fæstecontracten eller Huusbondens Samtykke. Dog kan en Huusmand efter det opnaaede 60de Aar, samt i Tilfælde af Sygelighed eller Udcommandering i militair Tjeneste, saavelsom Huusmandsenke, der besidder Plads efter sin afdøde Mand, indtage til Pligtarbeides Udførelse eller til Pladsens Drift en eenslig Person eller et Par Ægtefolk, af hvilke den ene er Afkom af Den, som besidder Pladsen, eller dennes Ægtefælle. Men i disse Tilfælde maa, saafremt Huusmanden er tilstaaet Ret til at tage Brændsel paa Huusbondens Eiendom, ikke paa Pladsen føres mere end een Huusholdning.
Paahviler det Huusmanden at forrette Arbeide for Huusbonden efter Tilsigelse, skal Huusbonden idetmindste ved hvert Nytaar, og senest inden tre Maaneder derefter; opgjøre Regnskab med ham. I manglende Fald taber Huusbonden hvad han efter Opgjør maatte faae tilgode hos Huusmanden, og det for hele den siden seneste Opgjør forløbne Tid, forsaavidt saadant tidligere er foregaaet. Dog gjælder dette ikke Tilgodehavende, hvorfor Huusbonden har modtaget særeget Gjældsbrev, ligesom Huusbonden heller ikke taber sit Krav, saafremt Huusmanden har undladt efter Tilsigelse at indfinde sig til Regnskabs Opgjørelse.
Huusmand forbryder sit Fæste, om han gjør sig skyldig i noget saadant Forhold, at Huusbonden ikke billigen kan ansees tjent med at han beholder Pladsen, saasom:
- a) om han gjentagende viser Uefterrettelighed eller Forsømmelighed i Opfyldelsen af ham paahvilende Arbeidspligt, eller mod Huusbonden, dennes Hustru eller Den, som staaer i Huusbonds Sted, forgaaet sig ved gjentaget eller grovt Brud paa den Hørighed og Lydighed, han i sin Stilling er skyldig;
- b) om han uden Hjemmel bortfører Hø, Halm eller Gjødsel fra Pladsen, eller i andre Maader svigagtigen, eller til Trods for Huusbondens Advarsel, i Brugen af Pladsen eller de samme tilliggende Rettigheder forholder sig mod Contracten, eller uhjemlet og til Huusbondens Skade benytter dennes Eiendom;
- c) om han, trods Huusbondens foregaaende Advarsel, beholder til Huse paa Pladsen nogen uden Hjemmel af Forskrifterne i § 7 indtagen Inderst, eller nogen med Hjemmel af bemeldte § indtagen Inderst, der har gjort sig skyldig i noget saadant Forhold, som i denne § Litr. a, b og d er omhandlet, eller som har været anseet med Strafarbeide;
- d) om han gjør sig skyldig i Tyverie eller bedragersk Adfærd mod Huusbonden, ved Mishandling af hans Creaturer, eller i andre Maader forsætlig tilføier eller søger at tilføie Huusbonden Skade, eller uagtet Advarsel ved grov Skjødesløshed, strafbar Omgang med Ild eller i andre Maader udsætter Huusbondens Eiendom for Fare;
- e) om Huusmand, hvem det paahviler at forrette i Arbeide efter Tilsigelse, gjør sig skyldig i nogen Forbrydelse, hvorfor han hensættes til Strafarbeide, eller om anden Huusmand hensættes til Strafarbeide for længere Tid end 2 Aar, eller hensættes til Strafarbeide for nogen Forbrydelse, der vidner om uretskaffen eller farlig Tænkemaade.
Fæstet forbrydes ligeledes, om Huusmandens Hustru gjør sig skyldig i saadant Forhold, som ovenfor under Litr. a, b, c og d er omhandlet.
For Unøiagtighed i Afgiftens Erlæggelse forbrydes ikke Fæstet, medmindre der hengaaer 6 Maaneder over den fastsatte Tid, forinden Afgiften betales.
Ved at bedømme, hvorvidt Fæstet bør forbrydes, bør Dommeren tage Hensyn til, hvorvidt Huusbonden eller dennes Hustru eller Den, som staaer i Huusbonds Sted, kan ansees ved misligt Forhold fra sin Side, saasom ved utilbørlig eller voldsom Adfærd, uforsvarligt Kosthold, utilbørlig Undladelse af at udbetale Huusmanden hans Tilgodehavende, vilkaarlig Indskrænkning af hans Rettigheder eller i andre Maader, at have givet Anledning til det Paaankede.
Opsigelse er i Tilfælde af Fæstes Forbrydelse ufornøden; og er Huusmanden i saadant Tilfælde ikke berettiget til at vedblive Pladsens Besiddelse indtil Faredag. Ellers maa mellem Huusbond og Huusmand Opsigelse finde Sted inden 29de September; og Fraflyttelsestiden eller Faredag for Huusmænd er den itide April.
Naar en Huusmand, der har havt Fæste paa bestemt Aaremaal eller paa Opsigelse, maa fravige Pladsen paa Grund af Opsigelse fra Huusbondens Side, tilkommer han Erstatning for den Forøgelse af Pladsens Værdie, der maatte være en Følge af Forbedringer, som han kan oplyse at have foretaget enten ved Jordveien eller Huusbonden tilhørende Bygninger paa Pladsen, og som kunne antages at ville forøge Huusbondens Indtægt i Tilfælde af ny Bortfæstning. Ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet, om der tilkommer Huusmanden nogen Godtgjørelse, og i saa Fald ved Fastsættelsen af dennes Størrelse, bliver at tage i Betragtning, hvorvidt det ved Bestemmelsen af Vederlaget for Pladsens Besiddelse kan skjønnes i sin Tid at være blevet taget Hensyn til Nødvendigheden af Forbedringer, eller hvorvidt Huusmanden, ved i længere Tid at have besiddet Pladsen, har erholdt Erstatning for disse.
Har Huusmanden med Huusbondens Minde opført noget Huus paa Pladsen, eller afkjøbt den forrige Bruger af Pladsen noget saadant, bør Huusbonden, om ikke anderledes mellem ham og Huusmanden ved skriftlig Contract er fastsat, naar Fæstet af hvilkensomhelst Grund ophører, give Huusmanden eller dennes Bo eller Arvinger en billig Godtgjørelse for deslige Huse, mod at de tilfalde Pladsen. Denne Pligt paaligger dog kun Huusbonden, forsaavidt Husene for Pladsen skjønnes nyttige eller nødvendige, og den Godtgjørelse, der kan kræves, strækker sig ikke til Mere end Beløbet af den Forøgelse, Pladsens Værdie ved dem kan ansees at have modtaget, ligesom det ved dens Ansættelse skal tages i Betragtning, om Tømmeret er taget i Huusbondens Skov eller af ham leveret. Vil Huusmanden ikke benytte den her omhandlede Ret mod Huusbonden, staaer det ham frit for inden den i L. 3—14—32 fastsatte Tid at bortflytte saadant Huus, som ovenfor er omhandlet, dog ikkun saafremt Tømmeret til samme ei er taget af Huusbondens Skov eller af Huusbonden leveret; thi i dette Tilfælde, saavelsom om Bortflyttelsen ikke skeer inden lovbefalet Tid, kan Huusbonden forlange, at der i Henseende til Huset skal forholdes som ovenfor er sagt.
I Mangel af mindelig Overeenskomst bestemmes saadan Godtgjørelse, som i nærværende s omhandles, ved Skjøn af tvende uvillige Mænd, der opnævnes af Fogden uden Betaling. I Tilfælde af Paaanke afgjøres Tvisten ved lovligt Overskjøn, som inden fire Uger bliver at reqvirere hos Dommeren.
Saafremt ikke anderledes er aftalt, kan Huusbonden i Fraflyttelsestilfælde forlange sig overdraget den paa Pladsen værende Gjødsel og Foder, den første uden Betaling, Foderet efter Taxt, med hvilken forholdes efter de ovenfor angaaende Skjøn givne Regler.
Den i L. 6—5—5 omhandlede Huustugt tilkommer ikke Huusbonden over Huusmanden eller dennes Hustru.
Huusmand, som contractmæssigen er opsagt, hvad enten han har Jord at bruge eller ikke, kan udkastes, naar han ikke til Faredag godvilligen flytter.
Ligeledes kan Den, som vitterlig ikke har nogensomhelst Hjemmel til Besiddelsen af det Huus eller den Plads, hvorpaa han sidder, efter Huusbondens Forlangende, uden Lovmaal og Dom, udkastes.
Udkastelsen forrettes af Lensmanden, mod samme Gebyhr og Godtgjørelse, som er bestemt for ham i Lov angaaende hvad der skal betales ved Retter m. m. af 13de September 1830 § 113.
Finder nogen af Parterne sig forurettet ved saadan Forretning eller derunder afsagt Eragtning, kan han, naar Stevning udtages inden fire Uger efter Forretningens Afholdelse, til første derefter indtræffende Thing, hvortil lovlig Varsel kan gives, indanke den til Prøvelse ved den Eiendoms Værnething, hvorunder Pladsen er beliggende, hvor Forretningen da, efter af Dommeren forgjæves anstillet Forligsprøve, bliver at paakjende.
I den Huusmanden tilkommende Besiddelsesret kan ikke tages Udlæg for Gjæld.
Uden Jorddrottens Samtykke maa Leilænding ikke, under Straf af Bøder, nedlægge eller oprette nogen Huusmandsplads eller bortfæste nogen Plads for et længere Tidsrum end sin og Enkes Besiddelsestid. I Tilfælde af Overtrædelse heraf er derhos det Passerede ugyldigt; og kan Huusmanden søge sin Opretning hos Leilændingen. Paa Jord, der er udlagt til Brug for nogen Embeds- eller Bestillingsmand, maa ingen Huusmandsplads nedlægges eller nogen saadan oprettes, medmindre Tilladelse dertil meddeles af Kongen eller den, han dertil bemyndiger. Ligeledes udkræves til Varetagelse af vedkommende Embedes eller Bestillings Tarv saadan Tilladelse til Nedsættelse af Huusmænd paa længere Tid end Brugerens Embeds- eller Bestillingstid. Overtrædelser heraf straffes med en Mulct af femti Speciedaler for hver Gang; det Passerede er derhos ugyldigt, og kan Huusmanden søge sin Opretning hos den Embeds- eller Bestillingsmand, der har indsat ham.
Forsaavidt der bliver Spørgsmaal om den i § 12 omhandlede Godtgjørelse for Forbedringer paa en Plads, henhørende under en Gaard, som bruges af nogen Anden end Eieren, paaligger det denne at udrede Godtgjørelsen, hvilken han igjen kan fordre erstattet af Den, som bruger Eiendommen, med en Tyvendeel aarlig.
Den, som indløser sit Odelsgods, er kun berettiget til at udsige de paa samme siddende Huusmænd, forsaavidt en saadan Ret tilkom den forrige Besidder, eller Huusmanden maatte være sat, efterat Klage til Forligelsescommissionen i Anledning af Godsets Indløsning er udtagen.
I Sager mellem Huusmænd og Huusbonder betræffende deres gjensidige Rettigheder skal til Stevnevidnerne, Forligelsescommissionen og Retten kun betales Halvdelen af det nu lovbestemte Gebyhr. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling paa Aastedet, og Dommeren sindet samme fornøden, udredes Omkostningerne ved Dommerens Skyds og Diæt som Omkostninger i offentlige Sager.
For Afgift til Fattigvæsenet ere Huusmandsfolk frie, medmindre de ere i en saadan Formuesforfatning, at Fattigvæsenets Bestyrelse sindet. Grund til at iligne dem Afgift.
Fremdeles bortfalder den dem hidtil paahvilende Forpligtelse til at svare Arbeidsdage til Veivæsenet.
Istedetfor den i L. 2—12—7 og Lov angaaende nærmere Bestemmelse i Henseende til Geistlighedens og Kirke-Betjentes Indkomster af 14de Juni 1816 § 3 omhandlede Høstdag skal Huusmanden erlægge til Præsten 12 ß, og hans Hustru eller en Huusmandsenke 6 ß aarlig. For det Aar, hvori Vedkommende nyde nogensomhelst Understøttelse af Fattigvæsenet, bortfalder Pligten til at svare denne Afgift, saavelsom den Huusmænd, overeensstemmende med L. 2—22—12, paahvilende Afgift af 8 ß aarlig til Kirken, hvilken sidste Ydelse ifølge Forordningen af 13de August 1734 § 10 ligeledes bortfalder, forsaavidt Huusmanden ikke erholder Plads i Kirken.
De ved nærværende Lovs Bekjendtgjørelse ansatte geistlige Embedsmænd beholde imidlertid, saalænge de i samme Embede forblive, Ret til af Huusmandsfolk at kræve Høstdag som tilforn.
Forskrifterne i foregaaende § blive ogsaa at anvende paa Strandsiddere, Inderster og overhoved Enhver, som i Henseende til de i denne s omhandlede Afgifter hidtil har været sat ved Siden af Huusmænd.
Forordningen af 9de October 1750, forsaavidt den endnu maatte være gjældende, Forordningen af 29de April 1752 §§ 1—5 inclusive, samt Forordningen af 29de Juni 1792 ophæves. Ligesaa ophæves § 24 af Lov om civile og militaire Embedsgaarde af 25de August 1848.