Anmeldelse af Fr. Schjern’s «Europas Folkestammer»
Anledningen til dette Skrifts Udarbejdelse er, efter hvad Forfatteren selv i Fortalen angiver, den, at det kjøbenhavnske Universitet havde gjort det til Gjenstand for et historisk Priisspørgsmaal for Aaret 1836, saaledes at undersøge de til Lilleasien indvandrede Galaters Historie, at der forudskikkedes en Undersøgelse af de foregaaende Vandringer, der i Europa selv havde ført disse og andre Folk af de keltiske Stammer fra det yderste Vesten og til det fjerne Østen. Under denne Opgaves Besvarelse, siger Forf., vaktes hans Opmærksomhed ikke blot for de keltiske Folkestammers ældre ethnographiske Stilling overhoved, men ogsaa for de Stammers, der senere i Mellemeuropa ere rykkede frem i hines Fodspor. Han fandt her et Emne, der i en ikke ringe Grad syntes ham at trænge til en bedre Orden og en større Klarhed, end man hidtil havde ladet det blive til Deel; han fandt, at Stammernes indbyrdes Modsætning og ejendommelige Væsen endnu paa flere Maader fremvise en større Uforandrethed, end man i Almindelighed synes at ville anerkjende: han fandt det stedse tydeligere, at den fortrinsviis saakaldte „Store Folkevandring“, hvori færre Folkeslag havde Deel end i Xerxes’s Tog mod Hellas, og neppe flere end i Napoleons mod Rusland, ikke kan betragtes som en langvejs Omflyttelse af samlede Stammer, men i det Hele kun fortjener sit Navn i den samme Forstand, hvori Tydskerne i vore Dage tale om „Folkeslaget“ ved Leipzig. Paa denne Maade,fremkom efterhaanden en Række Bidrag til en historisk Ethnografi, hvoraf denne første Deel allerede var overgiven til Trykning, da Februarrevolutionen ogsaa naaede til Norden og for en lang Tid ogsaa fængslede Forf.s Sind til næsten udelukkende Deeltagelse for den danske Folkefriheds nu saa mægtigt fremskyndede Sag.“
Uagtet saaledes den nyeste Tids nationale Bevægelser, ifølge Forf.s eget Udsagn, ikke have fremkaldt dette Arbejde, hvis Anledning gaves længere tilbage i Tiden, var det dog naturligviis umuligt, ja endog utilbørligt, under Værkets Fremskriden at undlade at tage Hensyn til hine Bevægelser. Man behøvede heller ikke Forf.s udtrykkelige Forsikkring for at skjønne, at disse Bevægelser og den ved deres Betragtning fremkaldte Stemning endog har udøvet en væsentlig Indflydelse paa Skriftets Charakter; det er kjendeligt, uagtet nærværende første Bind ikke engang omhandler den Materie, hvor en saadan Indflydelse stærkest maatte spores hos den danske Forfatter, nemlig den germaniske Stamme og dens Grenes indbyrdes Forhold.
Titlen viser, at Forfatteren har valgt sig et saare rigt og omfattende Emne, hvis Vidtløftighed maatte kunne afskrække de Fleste fra at indlade sig derpaa. Man har seet Behandlingen af en enkelt Folkestammes Historie svulme op til bindstærke Værker, som Grimm’s tydske Sproghistorie, Müllers Skrift om den ugriske Folkestamme, o. fl., hvor kolossalt et Arbejde maatte det da ej synes at være, at skulle beskrive alle de europæiske Folkestammers Historie? Vi kunne naturligviis heller ikke vide, om nærværende Skrift ikke virkelig vil komme til at svulme ud til en Vidtløftighed, langt større, end den, Forfatteren fra først af har paaregnet. Os forekommer det, som om den germaniske Stamme, naar den tilgavns skulde behandles, idetmindste maatte kunne fylde et Bind ligesaa stort som dette, vi nu have liggende for os. Forfatteren har imidlertid lagt an paa saameget som muligt at overholde en vis Egalitet i Behandlingen af de enkelte Dele. Sin Plan for Værket angiver han i Fortalen med følgende Ord: „Hvor store endog de Fremskridt ere, som Videnskaben i vore Dage er bleven sat istand til at gjøre, mangle dog endnu, ogsaa med Hensyn til flere af de europæiske Stammer, ønskelige Forarbeider for en ethnografisk Fremstilling, der overalt kunde gjennemføres efter een og samme Maalestok. For de færreste af disse Stammers Vedkommende har man nøiagtigen fulgt deres Udbredelse og Indskrænkning til de forskjellige Tider, og, medens alle Stammer kunne fremvise talrige Skildringer af det nye Væsen, som de i Tidernes Løb have tilegnet sig, har man derimod næsten aldeles forsømt at efterforske, om og hvorvidt de endnu have bevaret eiendommelige Træk fra Oldtiden. Derfor pleie ogsaa de Forfattere, der hidtil have beskjæftiget sig med historisk-ethnografiske Studier, at gaae en af to Veie, enten nemlig i Korthed blot at angive Stammernes Genealogier og efter en overalt ringe Maalestok at meddele Afrids af et heelt System, eller udførligen at oplyse enkelte Spørgsmaal ved særskilte Afhandlinger. Jeg har forsøgt at slaae ind paa en tredje Vei, paa en Mellemvei, der syntes mig meest passende for vor Litteraturs Vilkaar: jeg har efter Evne søgt at sammenknytte Undersøgelser, hvorpaa jeg selvstændigen er gaaet ind, til Omrids af det almindeligere bekjendte og til Resultaterne af Andres Arbeider, som jeg ikke har villet undlade at nævne, uden dog derfor at troe at maatte anføre Hjemmel for ethvert fremmed Ord.“
Af denne Redegjørelse erfarer man saaledes allerede paa Forhaand, at der i nærværende Skrift ikke er lagt an paa nogen fuldstændig Originalitet, men at det ved Siden af enkelte originale Partier ogsaa indeholder Uddrag og Sammenstillinger af andre Forfatteres Arbejder, og at Forfatterens Fortjeneste mere maa søges i den Grad af Smag og Skjønsomhed, han lægger for Dagen ved Udvalget og Sammenkjedningen af de benyttede Materialier, end i dybtgaaende Forskning og grundige Forstudier. Nu ligger det vistnok i Sagens Natur, at Forf. med størst Forkjærlighed maa have dvælet ved de Afsnit af hans Emne, der deels fra først af udgjorde dets vigtigste Deel, nemlig den keltiske Stamme, deels nærmest vedkommer hans egen Nationalitet, nemlig den germaniske, og at vi saaledes først i næste Bind ville finde, hvad der maa ansees for den egentlige originale Deel af Værket; imidlertid vilde det dog være usandsynligt, at Forf. ikke allerede i de 495 Sider, der danne første Bind, skulde have lagt sin Methode i det Hele taget tilstrækkeligt for Dagen og givet os Data nok til at kunne fælde en almindelig Dom om Dybtgaaenheden af hans Forskninger.
Naar vi nu her yttre, at Forfatteren ej alene har vidst at overholde den af os tidligere berørte Egalitet ved Behandlingen af sit Stof, men ogsaa at give dette den tilbørlige Runding og Fylde, og at hans Sprog udmærker sig ved Lethed og Elegans, medens et umiskjendeligt Hang til at sige pointerede Kraftsætninger paa fransk og anstille philosophiske Betragtninger paa tydsk Viis, ikke i nogen væsentlig Grad forstyrrer Indtrykket af Fremstillingen eller hindrer den rolige Nydelse af det egentlige Indhold; naar vi endvidere tilføje, at den, om man saa vil, mindre dybtgaaende eller mere paa Overfladen spillende Behandling af Stoffet har frelst Skriftet fra at antage det Tunghedens Præg, som kun de allergenialeste Videnskabsmænd forstaa at holde borte fra virkelig lærde Skrifter; saa vil man af alt dette temmelig let kunne forstaa, at Skriftet er skikket til at afgive en saare behagelig, letfattelig og lærerig Læsning ej alene for Folk af Faget, men ogsaa, og det vel i den væsentligste Grad, for det store Publikum i Almindelighed, Kvinderne ikke undtagne. Vi tage ej engang i Betænkning, fornemmelig at anbefale dette Skrift til den kvindelige Deel af Nordens Publikum, der egentlig altfor længe har været i Uvidenhed om disse Materier, en Uvidenhed, der endog neppe kan kaldes tilfældig, eftersom det vel ikke er frit, at Nordens Kvinder hidtil have betragtet Historien i Almindelighed, og den Materie, nærværende Skrift indeholder, i Særdeleshed, for henhørende til det Slags Videnskabelighed, hvormed en Kvinde ej alene ikke behøver at befatte sig, men endog ej kan befatte sig uden at udsætte sig for at regnes til de saakaldte lærde Fruentimmers, Blaastrømpernes, de Forglemmendes og Forglemtes Klasse. Nærværende Skrift er fortrinligt skikket til at bryde Isen i denne Henseende. Man tage kun Mod til sig for at binde an med det, og man vil snart føle sig hendragen af Materiens egen Interesse. Man vil føle, at Læsningen af dette Skrift skaffer en sundere og mere vedvarende Nydelse, end den sædvanlige Romanliteratur, ja at den endog paa en vis Maade kan siges at gjøre denne mere forstaaelig og fattelig, eftersom nu til Dags endog Romaner, idetmindste engelske og franske, ere beregnede paa et Publikum, der besidder mere udbredt Læsning i videnskabelige Materier, navnlig større Indsigter i Historien, og i alle Fald langt mindre falsk Undseelse for at besidde og tilegne sig videnskabelige Indsigter, end det nordiske Publikum, og fornemmelig dettes kvindelige Deel. Nærværende Skrift burde saaledes efter vor Mening findes i de sædvanlige Lejebibliotheker og udgjøre en Deel af Dagens almindelige Lekture.
Hermed have vi nu givet vor Mening om Skriftets almindelige Charakter tilkjende og udtalt den Roes derover, som med fuld Ret tilkommer det. Men med denne Roes maa Forf. ogsaa være tilfreds. Hvis han har aspireret til nogen højere Roes; hvis han har tænkt sig, at hans Skrift skulde kunne komme op i Rækken med en Grimms, Rask’s, Thunmanns, Klaproths Undersøgelser, da har han neppe beregnet sine Kræfter. Men vi behøve ikke at antage at han har tænkt sig noget saadant. Den Roes, at være den første, som skaffer Resultatet af disse Undersøgelser Indgang hos det store Publikum, og derved gjør dette modtageligt for yderligere Belærelse i samme Emne, og aabner dets Øjne for Sandheder, der hidtil laa ligesom i en Taage for dets Blik: denne Roes er i sig selv al Ære værd.
I dette første Bind leverer Forf., foruden en „Indledning og Oversigt, hvoraf man allerede lærer hans Grundanskuelser, at kjende, Udsigt over følgende Folkestammers Historie: Den finske, den iberiske (oldspanske), den italienske (romanske), den græske, den illyriske, den thrakiske. Næste Bind vil altsaa, som man kan skjønne, komme til at behandle den keltiske, den „gotiske,“ den „æstiske“ og den slaviske. Vi maa her tilføje, at vi benytte Forf.s Benævnelser, for hvis Rigtighed vi ej alene ikke ville indestaa, men hvis Urigtighed i et Par Tilfælde vi nærmere ville omtale.
Forinden vi opholde os ved Enkeltheder, ville vi dog med et Par Ord omtale Forf.s Grundanskuelser, saavel af Nationalitetens Betydning og Berettigelse i Almindelighed, som af de enkelte Nationaliteters Kraft-, Tid- og Rum-Forhold i Særdeleshed. Det er her ej at undres over, at han, der skrev eller skriver paa en Tid, i hvilken fornemmelig hans eget Fædreland saa haardt lider under Følgerne af, at der tidligere ikke agtedes nok paa Nationaliteternes Berettigelse, eller at man troede uden Hen- syn til de forskjellige Nationaliteter at kunne tildanne Heelstater, er tilbøjelig til at udstrække hiin Berettigelse saavidt, som den nogensinde er bleven udstrakt, og til at finde Beviser paa sin Paastand i de Exempler paa Nationaliteternes Uforgængelighed, som han i dette Værk især har gjort det til sin Opgave at fremdrage. Vi ville ikke her disputere med Forf., og kunne det maaskee ikke engang, da det vel neppe er muligt for os Nordmænd ganske at sætte os ind i den Kjærlighed, hvormed Nutidens Danske hænge ved hvad de kalde deres Nationalitet, eftersom man ved denne Nationalitet næsten ene og alene synes at tænke paa Sproget. Vi have nemlig allerede i flere Aarhundreder maattet friste den haarde Lod at savne et nationalt Skriftsprog og have maattet vænne os til at bruge et Sprog, der med alt sit Slægtskab med vort eget dog er og bliver et fremmed, og derfor aldrig hos os kan omfattes med den Kjærlighed, der ene vorder et virkeligt Nationalsprog til Deel. Vi have derfor hos os, hvad Nutiden angaar, lært at skjelne mellem Sprog og Nationalitet, og overhoved lært at anvende en vis Skepsis, hvor der handles om Nationalitet ligeoverfor de Fordringer, som den højere Civilisation stiller til et velordnet Statssamfund. Vi ville naturligviis her ej gaa i Rette med Forf., ligesaalidt som med hans øvrige Landsmænd, naar de tillægge Nationaliteten en saa absolut Berettigelse, som den ovenfor omtalte, og naar de indtil det Yderste værne om deres skjønne Sprog, for hvilket vi – i Forbigaaende sagt – ikke tro der er den Fare forhaanden, som man i Danmark sædvanligviis er saa tilbøjelig til at antage; vi ville blot bemærke, at Forf., under sine Bestræbelser for at paavise Nationaliteternes Uforgængelighed, deels er kommen til at see lidt mere, end der virkelig er at see, eller at opfatte Forholdene mere efter sit Ønske og sine forud opgjorte Theorier end efter den tørre Virkelighed, deels synes at være kommen i en vis Modsigelse med sig selv, idet et Beviis for, at Nationaliteten kan vedligeholde sig trods Sprogforandring, tillige er et Beviis for, at Sproget ikke er det Væsentlige til at constituere Nationaliteten. Det er imidlertid ej vor Mening, her at tage alt i den strengeste Mening, eller at lægge an paa at fange Forfatteren i hans Conseqvenser; vi vilde kun med faa Ord antyde, hvad vi ansaa for vel meget at være Forfatterens Kjephest, idetmindste hvad de nyere Tider angaar. Thi med de ældre Tider er det en anden Sag; jo længere man stiger op i Tidens eller rettere i Kulturens mere primitive Regioner, desto mere exklusiv bliver enhver Nation, desto inderligere er Sproget forbundet med Nationaliteten, og desto umiddelbarere et Udtryk af denne.
Med Hensyn til de europæiske Folkestammers Fremrykken i Europa seer man af Forfatterens Oversigt, at han ogsaa i det Hele taget bekjender sig til den af tidligere Granskere, især af Grimm, fremsatte Mening, at de Folkestammer, der nu, og lige fra vor Tidsregnings Begyndelse af, beboede Mellemeuropa, stedse have indtaget omtrent den samme Plads i Rækken, som nuomstunder, det vil sige, at Kelterne altid have siddet længst i Vest, derpaa Germanerne, efter dem Littauerne og Slaverne, og at disse trende Hovedstammer efterhaanden have flyttet sig længere og længere mod Vest, idet de tillige, fornemmelig Germanerne, ogsaa udbredte sig mod Norden. Men det er derhos, som det synes, eget for Forf., at drage skarpere Grændselinjer mellem de egentlige sydeuropæiske Folkestammer paa den ene, de nordeuropæiske paa den anden, og de mellemeuropæiske i Midten. Han opstiller saaledes egentlig tre Befolkningsrækker: den nordeuropæiske, det er Finnernes (Lappernes og Tschudernes), den mellemeuropæiske, som vi nys have omtalt, og den sydeuropæiske (Iberernes, Italernes, Grækernes, Illyriernes og Thrakernes). Dette sees tydeligst af hans Ord i Indledningen S. 30: „Mellem Finnerne i Norden og Ibererne, Italerne, Grækerne, Illyrierne og Thrakerne i Syden rykkede efterhaanden den galliske og kymriske Folkestamme af fælles keltisk Rod, den germanske og skandinaviske af fælles gothisk Rod (vi skulle senere omtale Forf.s særegne Betegnelsesmaader), og den slaviske og æstiske af fælles vendisk Rod, gjennem Mellemeuropa frem imod Vesten, saa at de, der vare de første i Rækken, tilsidst naaede Europas yderste Kystegne, hvor det atlantiske Hav ruller sine Bølger“. Imod denne Hypothese lader der sig store og grundede Indvendinger fremsætte. Forfatteren har selv rigtigt antydet de Veje, ad hvilke alle, eller idetmindste de fleste nuværende europæiske Folkestammer maa antages at være komne ind i Europa, nemlig enten over det lilleasiatiske Broland, eller gjennem den uralske Folkeport. Gjennem denne sidste, mener han, „har Europa især modtaget sine oprindelige Beboere, dog med Undtagelse af de fleste sydeuropæiske Stammer, navnlig de pelasgiske, som ere ankomne til Europa over det lilleasiatiske Broland“. Om den saakaldte thrakiske Stamme antager han udtrykkeligt, at den er kommen til Europa ad begge . Veje, baade nordenom og søndenom det sorte Hav. Men Forf. har idetmindste endnu ikke i dette Bind paapeget de Folkeporte eller naturlige Vandringsveje, der inden Europas egne Enemærker maa have frembudt sig for de indstormende Folkestammer. Betænker man, hvilken saagodtsom uoverstigelig Hindring Karpaternes Fjeldhøjder i Forbindelse med Polens (det gamle Polens) Urskove og Moradser maatte opstille mod Fremrykning af et heelt indvandrende Folk, vil man snart lære at erkjende Passet søndenom Karpatherne til Donaudalen som en europæisk Folkeport, og tillige de to Veje, enten gjennem denne Folkeport, eller ovenom Urskoven opad Ukraines Stepper langs Floderne, og nedad de nordefter løbende Floder til Østersøen, for de to eneste Hovedveje, ad hvilke de gjennem Uralporten indvandrede Folk maatte komme til Europas indre Egne. Men disse Hovedveje deelte sig igjen i visse Hovedgrene; gjennem Donauporten kunde man enten drage opad Donaudalen til Ungarn og Sydtydskland eller gjennem Hæmus-Passet til Thrakien og Makedonien; nordenom Karpaterne kunde man deels komme langs Weichsel eller Njemen til Østersøens sydøstlige Krog, og videre langs den nordeuropæiske Slettes Kystrand; deels langs Dyna og Volkhov til den rigaiske og finske Bugt, og videre over de østersøiske Øer til den nordiske Halvø. Naar man nu iagttager de Bevægelser endog i sydøstlig Retning, som selv i overordentlig fjerne Tidsaldre fandt Sted i Sydeuropa, først den illyriske, hvorom der kun ere dunkle Sagn, og siden den keltiske, da opstaar allerede herved Anelsen om, at det Tryk, der i Europa selv drev Nationerne fremad, snarere har virket nordenfra, end østenfra, eller at Bevægelsen, oprindelig udgaaen fra Østen, har saaatsige været halvkredsformig i større og større Radier, saaledes at f. Ex. alle Thraker ere komne nordenom Pontus og ere blevne siddende ved dettes sydvestlige Side; at Illyrerne ere komne opad Donaudalen og derfra have banet sig Vejen videre mod Syd; at Kelterne ere komne nordenom Karpaterne til Østersøen og efterhaanden have arbejdet sig opad til Sydeuropa, at de af Forf. saakaldte vendiske Stammer en Tidlang have været Kelternes nærmeste Naboer i Østen, og at endelig Germanerne ere dragne i en endnu større Halvcirkel og nordenfra have kilet sig ind mellem Kelter og Vender. Nærmere at udvikle dette er naturligviis her ikke Stedet; det kræver en vidtløftigere Deduktion, men kan, som vi antage, ogsaa virkelig blive bragt til den højeste Grad af Sandsynlighed, for ej at sige Vished, især naar det tillige godtgjøres, hvad Forfatteren efter vor Mening har Uret i ej at ville erkjende, at de trakiske og vendiske Folk høre til een Hovedstamme, som man med et fælles Navn kunde kalde den sarmatiske eller skythosarmatiske, eller at de thrakiske og vendiske Stammer, i alle Fald lige fra de ældste Tider, have befundet sig i umiddelbar Berørelse med hinanden og dannet en uafbrudt Række af nærbeslægtede Nationer ligefra Donau-Egnen til de gamle ariske Stammelande ved Paropamisus.
Vi yttrede, at vi fandt Forfatterens Betegnelsesmaade af enkelte Folkestammer særegen. Dette gjælder især det Navn, hvormed han betegner den germaniske, idet han nemlig kalder den den gotiske. Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes man just kan finde paa at vælge dette Navn. Naar man først, hvad der i sig selv er ret bekvemt, og saaatsige vedtaget, vil bruge de græsk-romerske Betegnelsesmaader, da maa Navnet „Germanisk“ være det ene rigtige, thi Romerne forstod under „Germaner“, hvad man af Tacitus noksom erfarer, saavel nordiske Folk (t. Ex. Suiones), som tydske; men hans „Gotones“ udgjør en Underafdeling af Germanerne, sideordnet med Suiones, med Chatti, Chauci, o. fl. Og undersøger man Goternes os gjennem Ulfilas’s Bibeloversættelse bekjendte Sprog, da finde vi ogsaa, at det ej staar i noget saadant Forhold enten til de ældste nordiske, eller de ældste tydske, at det kan siges at være Modersprog til noget af disse, men mærke snart, at det med alt sit Slægtskab til dem tilhører en særegen Green, der dog staar de tydske lidt nærmere end de nordiske; og at deres Navn saaledes under ingen Omstændigheder kan være tjenligt som Stammenavn. Man vilde ellers, og vil efter Forfatterens Udtryksmaade, kunne faa ud, at der fandtes Goter, som ikke vare Goter. Den lettiske Stamme kalder Forfatteren den æstiske, deels efter Tacitus’s Æstyi, deels (sandsynligviis) efter Wulfstans Éste. Men ligesom det hidtil ikke er lykkets at udfinde, om Tacitus’s Æstyi skulle regnes blandt Germanerne eller ej, og om de i sidste Fald ikke snarest ere at regne til de finske Folkeslag, saaledes er det paa den anden Side temmelig vist, at deres Navn, ligesom Bøhmernes, har klæbet ved Egnen og er gaaet i Arv til de Folkeslag, der efter hinanden optog Østersø-Egnene østenfor Weichsel, indtil den endelig i de senere Tider efterhaanden indskrænkedes til Kystlandet ved den finske Bugt; Navnet er saaledes ikke egentlig betegnende som Stammenavn. Det er neppe heller adæqvat, naar Forfatteren til at betegne den Hovedstamme, hvortil hans Æster og Slaverne høre, vælger Navnet Vender, thi man vil vistnok ikke finde noget Sted i de ældre Skrifter, hvor Letterne ere regnede blandt de vendiske eller slaviske Folk. De staa dem nærmest, det er sikkert nok, blandt alle de europæiske Folkestammer, og de høre umiskjendeligt til een og samme særegne Folkeklasse, men den lettiske Stamme staar ikke i noget Affiliationsforhold til den slaviske eller vendiske; de ere hinanden ganske sideordnede. Regne vi, som vi ovenfor antydede, baade de af Forfatteren saakaldte vendiske og thrakiske Stammer kun som Grene af een Hovedstamme, den skythosarmatiske, da vil naturligviis ogsaa den saakaldte æstiske eller lettiske blive en Green af denne, og det vil da maaskee og fremstille sig som det sandsynligste, at vi i de nuværende Letter og Litauer have Efterkommerne af det berømteste af de saakaldte thrakiske Folk, nemlig Grækernes Geter, Romernes Daker.
Det staar nu kun tilbage at omtale nogle Enkeltheder. – Forfatteren udhæver S. 57 flere Ord i de nævnte Finlænderes Sprog, som vise, at de forat betegne Begreber, som have Hensyn til borgerlig Regjering, have maattet optage Ord af det svenske Sprog, s. Kuningas d. e. Dommer, Ruhtinas (istedetfor Truhtinas) Dróttinn. Disse Ord ere saameget mere oplysende, som de vise, at det ej er det moderne Svenske, men Oldsvensken, hvoraf Finlænderne have suppleret sit Ordforraad. Alle Haandværkere, vedbliver Forfatteren, „kaldes ogsaa med svenske Benævnelser, undtagen Væveren, der hedder Kangur, og Smeden, hvis nationale Navn Seppæ først betyder en Smed og dernæst i videre Forstand enhver Haandværker i Almindelighed, hvoraf man har formodet, at Smedehaandværket har været meget gammelt og udbredt hos Tschuderne“. Imod denne Formodning have vi intet at indvende, forsaavidt den ogsaa bestyrkes af andre Omstændigheder; men hvad den omfattende Betydning af det Ord, der nærmest betegner Smedehaandværket, angaar, da findes den ligeledes hos det tilsvarende norske Ord Smiðr, der i Almindelighed betegner en Haandværker, ligesom smíða at tildanne, forarbejde. Den samme Slutning angaaende Smedehaandværkets Udbredelse kunde saaledes gjøres med Hensyn til vore Forfædre. Snarere skulde man maaskee derfor antage, at Smiðr og smíða, saavelsom seppæ, først have haft den mere almindelige Betydning, og at denne senere er bleven indskrænket. Ordet kangur om Væveren er forsaavidt mærkeligt, som det umiskjendeligt er det samme som det kangur eller köngur, hvoraf det oldnorske köngurváfa, ɔ: Edderkop, er dannet. De, som ere tilbøjelige til at udlede norske Ord fra Finsken, ville her vistnok paastaa, at köngurváfa er laant fra kangur. Men da man ogsaa i det ældre Tydske finder lignende Ord, som Kunkel (en Spinderok), maatte man da konsekvent antage, at Tydskerne ligeledes havde slige Ord fra Finsken. Anseer man ikke dette for rimeligt, da maa man antage, at kangur heller ikke er oprindeligt finsk, men at det er et ældgammelt germanisk Ord. Vi ville aldeles ikke benegte Muligheden af, at ogsaa Tydskerne i den fjerne Oldtid, da de boede Tschuderne nærmere, kunne have laant Ord fra dem; kun antage vi ikke, at denne tschudisk-finske Indflydelse var saa stor, som mange have antaget.
Forfatteren omtaler S. 74 de gamle Grændser mellem norsk Finmarken og Rusland. Han fejler her, idet han skriver Velluga istedetfor Veleaga eller Veleaa og antager det for at være Vigo-Søen. Veleaga er det nuværende Rika Væla eller Vjala, ɔ: Aaen Væla, der løber forbi Umba paa Nordsiden af det hvide Hav og falder ud ved Øen Voljo eller Voljostrov. Grændsen mellem Norge og Rusland gik saaledes ikke paa Sydsiden, men Nordsiden af det hvide Hav, som den ej berørte førend ved Voljostrov, i Nærheden af hvilken man maa søge det af vore Forfædre saa ofte omtalte Grændsepunkt Veggistaf eller Ægestaf.
I Afsnittet om de lettiske Tschuder have vi fundet enkelte Anstødspunkter. Naar det S. 86 heder, at de finske Kyrjalaine paa Svensk kaldes Kareler, paa Oldnordisk Kyrjalar, da er dette urigtigt, baade fordi Oldnordisk ikke er nogen ligefrem Modsætning til Svensk, deels fordi Formen Kyrjalar ej findes i Olddansk eller Oldsvensk, men kun i Oldnorsk, saaat det ej alene er meget tvivlsomt, hvorvidt den kan antages for at være den almindelige oldnordiske Form, men at dette endog ikke engang er sandsynligt, da man saa langt tilbage, som Karelerne i svenske Skrifter omtales, finder dem benævnte Karelar, og selv i norske Diplomer med godt oldnorsk Sprog fra det 14de Aarhundrede Karelar er den sædvanlige Form. Om Formen Kyrjalar kan man altsaa kun sige, at den i Oldnorsk er brugelig ved Siden af Karelar. – Forfatteren kommer ved at omtale Sjøgrens Udledelse af Ingermanlands Navn fra Jaroslavs Dronning, Olaf Skautkonungs Datter, til at nævne hendes Navn, men kalder hende Ingeborg istedetfor Ingegerd. Endelig gjentager han, hvad vi ej betænke os paa at kalde en Vildfarelse, nemlig at vore Forfædre ved Jötner nærmest have tænkt paa Folk af en ældre og da rimeligviis den tschudiske Stamme. At de i Hedendommens sidste Dage kunne have overført Benævnelsen „Jötner“ og „Trolde“ paa enkelte afsides boende Finner og Kvæner, ligesom de undertiden kalde Eskimoerne Trolde (see Thorgils Orrabeinstjups Saga i „Grønlands historiske Mindesmærker“), lader sig høre; men at Myther om Aser og Jætter skulde forklares saaledes, at Aserne „betegne en gotisk Folkestamme, som dyrkede Odin og flere Guder og udbredte disses Dyrkelse i Skandinavien,“ medens „Jætterne vare Folk af en anden Stamme, som dyrkede andre Guder og havde andre Sæder og Skikke,“ strider ej alene mod Mythernes egen Charakter og Sagens Natur, men modbevises ogsaa af den aldeles uomtvistelige Sandhed, at ej alene de skandinaviske Germaner, men alle Tydskere i deres hedenske Tid dyrkede Aserne og frygtede Jötnerne; allerede Goterne havde deres Anses, Angelsaxerne vide nok at fortælle om Eotenas (Jötnerne) og Ése (Aserne); i Tydskland høres og stundom om en Ezzan (Jötun). Forfatteren maatte her conseqvent antage, at der ogsaa i Tydskland og England havde været Finner, som kunde kaldes Jötner, og at de tydske Anser ere det samme,gotiske Folk“, der i Norden dyrkede Odin; paa den Maade maatte der, da der overalt, hvor Germaner fandtes, ogsaa var Tale om Anser eller Aser, tilsidst ingen Folk blive tilbage, som dyrkede disse Aser, men Aserne bleve selv det hele Germanerfolk. Sagen er den, at Forfatteren, ligesom saa mange andre, der have behandlet disse Materier nærmest efter nordiske Kilder og uden at tage tilbørligt Hensyn til de øvrige germaniske Folks ældste Sagnoptegnelser, reentud har glemt, at Odin, Aserne og Jetterne ikke er Skandinaviens eller Nordens, men den hele Germanerverdens fælles Ejendom. Dette er en Omstændighed, man ikke uden at udsætte sig for at begaa de største Vildfarelser kan forglemme, og vi kunne ikke nok indskærpe især danske og svenske Historikere og Ethnographer at vogte sig for denne altfor ofte indtræffende Forglemmelse. Vi fremsætte i den Anledning et Forslag, ved hvis Efterfølgelse Forglemmelsen visselig bedre [vil] kunne undgaaes, nemlig at man – hvad der ogsaa i og for sig selv er det rigtigste – ved at omtale vore Forfædres hedenske Religion i Almindelighed, uden særeget Hensyn til den nordiske Nationalitet, betjener sig ej af specielt nordiske, men af fællesgermaniske Benævnelser; at man f. Ex. ikke taler om Odins-, men om Vodans-Dyrkelsen; ikke om Aser, men om Anser, ikke om Jetter eller Jötner, men om Itaner o. s. v. Derved vilde man strax komme paa det rette Almindelighedens Standpunkt og stadigt mindes om, at de nordiske Myther, ligesaavel som Navnene, kun ere de for Norden særegne Former, under hvilke de almeengermaniske Myther fremtræde, og følgelig, at disse Myther i deres oprindelige Form ej tilhøre Norden alene, ligesaalidt som de ethnographiske Resultater, de muligviis kunne afgive, udelukkende vedkomme Norden.
En Fejltagelse, hvori Forfatteren ligeledes ved at følge Forgængere har gjort sig skyldig, er hans Tale om en Bestemmelse i den norske Hirdskraa, at Ingen, som nedstammede fra Trold, maatte beklæde nogen Ærespost. Thi en saadan Bestemmelse findes aldeles ikke i Hirdskraa. Den er, saavidt vides, allerførst bleven omtalt af den svenske Lærde Neikter i en Disputats de gente antiqua Troll, men i denne Disputats, som vi selv have efterseet, siges det slet ikke, i hvilket Kapitel af Hirdskraa eller paa hvilken Maade denne Bestemmelse er fremsat. Da man paa Neikters Tid ikke i Sverige havde andre Haandskrifter af Hirdskraa end de, som nu findes der; da Neikter desuden vistnok ikke engang har benyttet disse, da lidet bekjendte, Haandskrifter, men alene den dolmerske Udgave eller den svenske Bearbejdelse efter Arild Huitfeldts, og da hverken hine Haandskrifter eller Udgaven eller noget andet Haandskrift indeholde et Ord om hiin Bestemmelse: er det aabenbart, at enten Neikter selv eller den, som gav ham Notitsen, har faret med Limstangen. Man var i de forrige Aarhundreder i Sverige ikke saa bange for at forfærdige historiske Opdigtelser (som Hjalmars og Ramers Saga o. a. d.), og det er derfor ikke saa usandsynligt, at en Efterfølger af Rudbeck her kan have fabrikeret en lignende, som Neikter, der selv synes at have været en paalidelig Mand, i god Tro benyttede.
En Fejltagelse af det samme Slags som den nys berørte Henførelse af Jötner og Aser til Norden alene, er det, naar Forf. S. 89 udleder enkelte i Norden brugelige Egennavne, som Finn, Harald, Hroar, Inger, Rolf, fra det tschudisk-finske Sprog, thi han har her overseet, at de fleste af dem ogsaa, men naturligviis i en fra den nordiske dialektforskjellig Form, forekomme hos Tydskerne, og Fejltagelsen bliver dobbelt, fordi han overhoved har villet udlede Navnene fra Finsken og ej har formaaet at indsee deres ægte germaniske Oprindelse og Sammensætning. Harald, Angelsaxisk Harold, Oldsaxisk Heriold, er intet andet end en Sammensætning af de oldtydske Rodord Hari (hvoraf Gotisk har harjis, Oldnorsk herr, Angelsaxisk here, Nytydsk Heer, Dansk Hær) og Vald, ɔ: Magt; altsaa „Hær-Vælderen“, den over Hæren Raadende; Navnet gjenkjendes allerede hos Tacitus i hans Chartiovalda dux Batavorum (Ann. II. 11). Hróarr er sammensat af det oprindelige Hroþ (d. e. Hæder, Oldtydsk hruod, Angels. og Oldn. hróð) og det ovennævnte Hari, der bruges i saamange Navnsammensætninger og i Oldnorsk altid ved denne Lejlighed bliver til -arr, f. Ex. Gunþahari, Frankisk Gunthachar, Tydsk Günther, Angels. Gúðhere, Norsk Gunn-arr; Uhtahari, Angels. Ohthere, Norsk Ótt-arr; paa samme Maade Hróþ-hari, Angelsaxisk Hródhere, Norsk Hró-arr med assimileret ð: det er det selvsamme Navn, vi i den longobardiske Kongerække gjenfinde som Rothari eller Rotharis. Inger er kun en Sammendragning af Ingigerðr, der er sammensat af Ingi, egentlig Yngvi eller Ingvi, Navnet paa en Guddom, og gerðr, Navnet paa en Gudinde; Rolf eller Hrólfr er paa samme Maade som Hróarr sammendraget af Hróð-ulfr, der undertiden ogsaa forekommer, og svarer saaledes til det tydske Rudolf. Ere nu disse Navne finske, eller have Longobarder og andre Sydtydskere laant Navn fra Tschuderne? Dette vil dog nok hverken Forfatteren eller nogen anden paastaa. Og hvad nu endog Navnet Finn angaar, da veed man idetmindste saameget, at det var almindeligt hos Angelsaxerne (hvorom endnu engelske Navne som Finsbury vidne) og brugeligt hos Irer og Skoter, førend disse lærte Nordboerne eller Nordboerne dem at kjende; og vil man end ikke søge nogen keltisk Oprindelse for Benævnelsen „Finnar“ som Folkenavn, der allerede gjenkjendes i Tacitus’s Fenni, saa kan man dog ikke vel udlede det fra deres eget Sprog, da de ikke selv benævne sig saaledes, en Udledelse, Forf. noget tidligere i sit Skrift ligeledes underkjender, idet han udleder Finnernes Navn af det oldn. og angels. fen, Sump. Ved at kalde „Finn“ et tschudisk Navn har Forf. altsaa modsagt sig selv. Forresten er hans Udledelse fra fen ogsaa fejlagtig, da dette Ord oprindelig lød fani; Etymologien af Navnet maa endnu ansees som uvis, thi paa Ordet finna, som nogle have antaget at ligge til Grunden, kan man ej vel tænke, da Roden i dette Ord oprindelig lød finþ eller find, og en Form som Findar forekommer aldrig, ej engang i de ældste Skrifter. Disse Exempler vise paa en iøjnefaldende Maade Misligheden af ethnographiske Undersøgelser, der ikke støttes ved grundigt Kjendskab til Sprogforholdene. Og navnligt er det ved alle Undersøgelser i de nordiske Nationers Oldhistorie uomgængelig nødvendigt at have alle de enkelte germaniske Nationaliteter for Øje.
Uagtet det nu vistnok forekommer os, som det i senere Tider fornemmelig er danske Ethnographer, der i deres Undersøgelser bevæge sig paa et altfor indskrænket Felt, anfører dog Forfatteren selv Exempler paa en aldeles lignende Umethodiskhed hos den franske Sprogforsker Fauriel, idet denne blandt oprindelig iberiske Ord i det franske Sprog nævner écuelle, ennui og grazal. Urigtigheden af det sidstes Optagelse i Fortegnelsen har Forfatteren selv, efter Boisserée, bemærket, forresten synes han at være enig med Fauriel. Men écuelle er kun det middellatinske scutella, Italiensk scodella; ennui og ennuyer, paa Italiensk annojare, paa Engelsk annoy, er det middellatinske annoxiare. Fauriel har følgelig her undladt at tage tilbørligt Hensyn til beslægtede Mundarter, aldeles som Forfatteren ved de ovenfor anførte Exempler.
Jeg kunde ogsaa have en Deel Bemærkninger, især ved Fremstillingen af den thrakiske Stammes Historie, at gjøre; men da det ej er Hensigten med nærværende Anmeldelse at følge Forfatteren Skridt for Skridt, men kun at give en Oversigt over Værket i det Hele taget og ikke dvæle ved andre end de mest iøjnefaldende Enkeltheder, slutter jeg mine Bemærknirger her, idet jeg gjentager, at Skriftet, uagtet Fejl som disse og lignende, dog i det Hele taget maa ansees for at være et godt, nyttigt og i belejlig Tid fremtrædende Skrift.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ „Idun. Et Blad for Literatur og Kunst“ (Joh. Dahls Forlag), No. 12 og 13 (Juli – August 1851).