Antegnelser om den Schrøderske Sag

Antegnelser
om den
Schrøderske Sag.
————————
(Aftrykt af Morgenbladet No. 222 for 1859).
————————
Chritiania 1859.
Trykt i R. Hvids Enkes Bogtrykkeri
ved A. S. Elling.
Af Bjerregaards Antegnelse over Gjenstande vedkommende Norges Historie fra 1814.[1]

Et skjændigt Bevis paa udartet militær Laugsaand, militært Despoti, Samvittighedsløshed og Misbrug af Magt gave de Forfølgelser, som afdøde Kavallerilieutenant Schrøder i sin Tid var underkastet, og som ogsaa bleve en Anledning til hans tidlige Død. Vel have Vedkommende for en Del søgt at kaste et Skjul over deres Brøde ved at paapege, at Schrøder som Menneske ikke duede meget, og vistnok var han ikke i alle Dele som man kunde ønske. Men dels var det, man bebreidede ham, mindre nogen umoralsk Karakter, end Mangel af tilbørlig Konduite, hvilket finder en grundet Undskyldning i hans forsømte Opdragelse, da han var Søn af en forhenverende Underofficer og af en yderst forvorpen Kvinde af Moder, dels retfærdiggjør disse mindre fordelagtige Sider ikke en Tilsidesættelse af alle Retfærdighedsregler, paa hvis Iagttagelse enhver Borger og Embedsmand og især i en konstitutionel Stat har saa billigt Krav. Saameget er vist, at Schrøder af sin Korpschef Oberstleiutenant Seierstedt og sin Eskadronschef Ritmester, senere Amtmand Heidmann, havde de bedste Vidnesbyrd om Opførsel i og udenfor Tjenesten. Jeg vil forsøge at give et kort Afrids af hans Historie især med Hensyn til saadanne Omstændigheder, som ei af Akterne i de mod ham anlagte Sager kunne være bekjendte.

Schrøder stod først som Premierlieutenant ved daværende søndenfjeldske Regiment. Ved Reduktionen i 1817 indgav han Ansøgning om at forsættes til Kavalleribrigaden. Da de yngre Kavalleriofficerer saa dette med skjæve Øine, satte de alle Hjul i Bevegelse for at modarbeide det. Der blev til den Ende meldt Reduktionskommissionen, at Schrøder havde havt en formentlig vanærende Affaire med en Lieutn. Werenskjold, der engang paa et Billardhus skulde givet ham et Slag af Queuen. Kommissionen paalagde derfor Schrøder at bevise, at denne Sag var standsmessig afgjort, og denne, som imidlertid var bleven satisficeret af Werenskjold, indsendte ogsaa herom en Attest fra 2 Officerer, — hvorefter han ogsaa blev ansat som Premierlieutenant i Kavalleribrigaden og det throndhjemske ridende Jegerkorps.

Da Vedkommende saaledes ikke havde naaet deres Hensigt, maatte de altsaa tenke paa nye Machinationer. Endel unge Kavalleriofficerer indberettede altsaa til Brigaden, at Sagen ei var afgjort med Werenskjold, i det Mindste ikke ved Duel, og ved Oberst Baron Wedel-Jarlsbergs noble Bestræbelser blev ogsaa Schrøder beordret ind til Christiania, hvor en Krigsret blev nedsat over ham under Forsæde af Generalmajor Aubert. Som Auditør fungerede Fabricius, der formodentlig som lydig Tjener lod sig sin Indstilling diktere af Baron Wedel. Den gik ud paa Kassation, hvilket og Krigsretten bifaldt, da de taabelige militære Fordomme vare for stærke til at Lovenes og Fornuftens Stemme kunde blive hørt. Imidlertid stemte blandt Rettens Membre Præses samt Lieutenanterne Sevahl og Unger for Frifindelse, og Lieutn. Unger endog for 4 Maaneders Arrest for Klagerne. Sagen blev indstevnet for Høiesteret, hvor Overauditør Sem var Aktor og Hjelm Schrøders Defensor. Sem var meget ivrig og gik endog saavidt aabenbar i Rettens Skranke at yttre, at Schrøder burde have duelleret, hvorimod Hjelm, der bestandig har næret det bestemte Had mod al Misbrug af Magt og Vilkaarlighed, ligesaa ivrig med sit herlige Talent forsvarede den Forfulgte. Udfaldet blev som man kunde vente, at Krigsretsdommen blev frafaldt og Schrøder aldeles frifunden, og at de af Sem mod ham brugte fornærmelige Udtryk mortificerede, noget hvorved Hjelm ikke i liden Grad tildrog sig Baronens Unaade og Had. Efterat Dommen i Høiesteret var falden, lod Sem indrykke i Rigstidenden en Artikel, der gjentog de Forhaanelser mod Schrøder, som han under Sagen havde brugt, og betjente sig blandt andet, af det Udtryk, at da de kun vare mortificerede, men han ei derfor mulkteret, maatte man antage, at Retten havde fundet dem adæqvate, et Udtryk, formedelst hvilket Høiesteret skal have delibereret, om ikke Sem burde tiltales. Da Schrøder vilde indrykke i samme Blad et Svar paa Sems Avertissement, vare Rigstidendens Udgivere, blandt hvilke det gjør mig ondt at maatte nævne min Ven M. C. Hansen, svage nok til at nægte at modtage samme.

Nu skulde man have troet, at Forfølgelserne vare forbi, og al Anledning til yderligere Chicaner belaget Vedkommende, men nei, — den militære Nidkjærhed slipper ikke saa let sit Bytte. Da Dommen, som det kaldes, var publiceret og Schrøder begav sig hjem, blev han af Klagerne forfulgt lige til sit Logis med Forhaanelser, der snarere Passede for Gadedrenge end for dannede Mennesker og Officerer. Baron Wedel erklærede, til Trods for Høiesteretsdommen, at han ei ansaa Schrøder for Officer, og da Schrøder meldte sig for at begive sig til sin Post og igjen tiltræde sin Tjeneste, blev det ham nægtet, hvorimod han fik Ordre til at forblive i Christiania, uden at nogensomhelst Virksomhed blev ham anvist. Paa hans gjentagne Anmodning om enten at blive gjenindsat i Tjenesten eller, hvis han skulde betragtes som kommanderet, da at nyde de dermed forbundne Emolumenler, saa man sig nødsaget at tilstaa ham disse, for derved dog at give den fortsatte skrigende Uretfærdighed et Skin af Lovlighed. Saavel dette hensigtsløse Ophold i Christiania som Vedkommendes øvrige Adferd gik ellers øiensynlig ud paa, ved idelige Krænkelser enten at nøde Schrøder til at gaa ud af Tjenesten, eller ærgre Livet af ham, og heri deltoge — til liden Ære for dem — høie og lave Militære. Cheferne forbøde deres Subalterne al Omgang med Schrøder, og de fleste føiede sig ogsaa deri. Hæderlige Undtagelser gjorde Lieutenanterne Sevahl og Hansen, der vare de eneste, hvis Deltagelse skjænkede ham nogen Opmuntring. Hans nidkjære Defensor stod ham og bi med Opmuntring og Raad, som vel behøvedes. Efter en Overenskomst mellem Officererne var det vedlaget, at de, naar de gik ham forbi, ei alene ikke hilsede, men endog tilkjendegave deres Ringeagt ved at spytte ad ham. Saaledes hengik en rum Tid, i hvilken man øiensynlig kun lurede paa en Leilighed til paany at anfalde den Ulykkelige, hvis Sind og Legeme ved de mange tilføiede Krenkelser allerede begyndte haardt at lide. Endelig indtraf en Begivenhed, som igjen oplivede Komplottens Haab.

En Dag i August 1819 mødte Schrøder en Lieut. Staib af Artilleriet, som idetmindste forekom Schrøder at gjentage hint Spyttemanøvre, ihvorvel Staib har benegtet at have gjort det idetmindste med nogen for hin fornærmelig Hensigt. Opbragt herover skal Schrøder da med et Spanskrør have givet ham et Rap over Ryggen, hvilket denne dog har benegtet at have været Tilfældet. Da Staib fortalte nogle Kamerater, hvad der var passeret, raadte disse ham, med den sædvanlige militære Raskhed, til næste Gang han mødte Schrøder paa Stedet at hugge ham ned. Kort efter mødtes de atter i Dronningens Gade, hvor da Schrøder, efter Staibs Forklaring inden Forhøret, skal have yttret en Trusel, som dog ogsaa af hin er benegtet. Imidlertid tror jeg gjerne, at det har været Tilfældet, da jeg kjender Staib som et godt Menneske, der neppe vilde forebringe en Usandhed, og som neppe havde indviklet sig i denne Affære, naar ei hans egen Hidsighed og Andres ubesindige Raad havde forledet ham dertil. Da han imidlertid blev forbittret Ved Synet af Schrøder, og tillige formodentlig erindrede hint gode Raad, trak han øieblikkelig sin Sabel og vilde anfalde Schrøder, som, da han var civil og ubevæbnet, maatte søge sin Redning i Flugten. I blind Hede forfulgte Staib ham, hentede ham ind og hevede Sverdet for med et Hug at give ham sin Rest, da Schrøder for at forsvare sig, maatte afbøde Hugget med Haanden, som kostede ham et ikke ubetydelig. Saar i samme, men hvorved han tillige afvæbnede sin Forfølger. En Lieutenant Bühring havde imidlertid været Vidne til det Passerede, løb ned i Byens Vagt og indfandt sig strax efter med en Kommando, som arresterede — ikke Staib, men Schrøder, ikke Angriberen, men den Angrebne! — Paa hans Protest mod denne mod Formerne stridende Arrest af en Officer, svaredes atter, at Schrøder ei kunde erkjendes derfor. Paa hans Forlangende maatte imidlertid ogsaa Staib følge med til Vagten, hvor Schrøders gode Ven, Baron Wedel, Stedets Kommandant, indfandt sig. Uagtet han nu ei kunde paaskyde ikke at kjende Schrøder, blev denne nu, imod sin Protest, alligevel atter, stridende mod alle Former, ført til Hovedvagten af en Gefreider og 2 Mand, hvorimod atter Angriberen gik fri og frank hjem. I Vagten blev Schrøder, skjønt intet graverende mod ham var fremkommet, behandlet med en Strenghed, som om han havde været den groveste Forbryder, da Ingen fik Tilladelse at komme til ham, Brugen af Skrivematerialier blev ham negtet, og endog den ham tilbragte Mad paa det Strengeste visiteret. Da man imidlertid indsaa, at Uretfærdigheden i denne Fremgangsmaade maatte stikke altfor meget i Øinene, fandt man sig nødsaget til ogsaa at lade Staib arrestere, skjønt mere overensstemmende med de militære Former, ligesom han heller ikke i Arresten blev behandlet med Strenghed, som man fremdeles vedblev at udøve mod Schrøder. — Et Forhør, sammensat efter Baronens Hjerte, blev nu nedsat, og fulgte trolig sin Instruktion, med smaalig Omhyggelighed at fremhæve Alt, hvad der kunde gravere Schrøder, og fare løselig over Alt, hvad der talte imod Staib. En inkvisitorisk Strenghed og Sluhed brugtes for at hilde den Første; Alle, som paa fjerneste Maade kunde vidne noget imod ham, bleve indkaldte, men med megen Møie var man at formaa til at afhøre Nogen, der kunde forklare sig for ham, og nogle af disse, der godvilligen indfandt sig, maatte ordentlig indlade sig i Procedure med Assessorerne for at faa deres Deposition rigtig tilført Protokollen. Endelig vare Forhørene taliter qvaliter sluttede, og begge de Arresterede bleve nu løsladte. En Krigsret blev nedsat, hvor man omtrent gik frem efter samme Grundsætninger. Da Schrøder forlangte nogle Vidner afhørt om de Befalinger, der vare Officererne givne om ikke at omgaaes ham, blev dette ham negtet, ligesom og hans Begjering om, da han saa sig omringet af lutter Fiender, hvor han kunde vente upartiske Dommere, at tillades at møde ved en Sagfører. Dom blev omsider afsagt, hvorved Schrøder igjen blev dømt til Kassation (det var det, man vilde!) og Staib til 3 Maaneders Arrest i 1ste Grad. Sagen blev indstevnet til Høiesteret, hvor Aars mødte som Aktor, Hjelm som Schrøders og Sem som Staibs Defensor. Ved dette Tribunals Dom blev Sagen hjemvist til Afhørelse af de af Schrøder opgivne Vidner og for at han kunde lade møde ved Sagfører. Hjelm mødte nu for ham, og Vidnerne bleve afhørte. Uagtet Sagens Udseende nu var bleven meget forandret, blev dog Dommen som før. Sagen indankedes igjen til Høiesteret, hvor tilfældige Omstændigheder dog gjorde, at den ei saa hastig kunde forelages. Den ved Chikaner og Græmmelse nedbøiede unge Mand, som var Kabalens Offer, var imidlertid stedse bleven svagere og svagere, og i Foraaret 1821 endte en tærende Sygdom hans unge, af Sorg og Ulykker formørkede Liv. Over Graven pleie ellers Hadet og Bagvaskelsen at tie, men selv Døden formanede ikke at slukke hans umenneskelige Bødlers Hævntørst. En Befaling eller Anmodning forbød igjen Officererne at følge ham til Graven, og man saa nu det nedværdigende Skuespil af en norsk Officeer, hvis Baare kun tre blandt hans Kamerater fulgte, et Syn, som hos enhver Følende vakte Harme og Smerte. De tre Officerer, der fulgte, vare den Afdødes Broder, hans Eskadronschef Heidman og Lieutenant Nicolai Hansen, en Broder af Digteren Mauritz Hansen.

Sagen faldt imidlertid ei bort, men blev foretagen i Høiesteret, hvor den Afdødes Minde nød den Fyldestgjørelse, at Krigsretsdommen for hans Vedkommende blev frafaldt, hvorimod Staib blev idømt 1 Maaneds Arrest i 3die Grad, hvilken Straf dog senere ved kongelig Resolution blev eftergivet.


  1. Manuskriptet indeholder: 1) Den 17de Mai 1824, 25 og 26. 2) Anekdoter. 3) Antegnelser om den Schrøderske Sag. 4) Valgkabaler 1826 og 27 i Christiania. 5) Noticer om 17de Mai 1827, 28, 29, 30, 31, 32. 6) Om Kommitteen til Bedste for de udvandrende Polakker. Manuskriptet bestaar af 47 tætskrevne Blade i Kvart, med Forfatterens Haand. Det er afsluttet 4de Marts 1833.