Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom/Erindringer om Schweigaards Ungdom
I Aaret 1824 blev jeg, 13 Aar gammel, sendt til Skien og optaget i Latinskolen der, som nylig var oprettet under den dygtige og nidkjære Rektor Ørn. Skolen havde da endnu kun 2 Klasser, og den øverste, hvor jeg kom ind, tællede kun 4 Elever, hvoriblandt P. A. Munch, den senere bekjendte Professor i Historie. (Otto Løvenskiold, senere Høiesteretsassessor, kom – om jeg ikke feiler – først ind en god Del senere.) Efter nogen Tid ymtedes der om, at en ny Discipel til Klassen var ankommen, der havde faret tilsøes og siden været hos en Præst i Tydskland. Vor Nysgjerrighed var vakt, men vor Forundring steg endnu mere, da en Formiddag Rektor kommer ind i Klassen med et ungt Menneske, hvis Dragt og optræden ganske afveg fra, hvad vi havde tænkt os. Han saa slet ikke ud som Sømand, men var iført sort Dragt med høipullet Hat i Haanden. Dette var Anton Martin Schweigaard, dengang 16 à 17 Aar gammel. Han var endnu temmelig spinkel, noget bleg, havde sort, langt, tilbagestrøget Haar, og tog faste lange Skridt, naar han gik. Han lyttede eftertænksomt til, hvad Rektor meddelte ham. Han var øiensynlig tidlig, men ikke fuldt udviklet. Vi følte os først fremmede for ham. Det varede dog ikke mange Dage, før vi maatte erkjende, at han tilegnede sig, hvad der skulde læres, fuldstændigere og grundigere end nogen af os Andre. Og dette vedblev saaledes uafbrudt i den Tid, hvori jeg var sammen med ham paa Skolen, som jeg forlod i 1826. Ikke nogen Dag eller i noget Fag viste han sig mindre overlegen dygtig, og der var for hans Vedkommende aldrig Tale om nogen tilfældig Svaghed, endsige Forsømmelighed.
Skoletimerne optog dengang baade Formiddag og Eftermiddag, og Tiden til at læse hjemme kunde saaledes undertiden blive lidt knap. Jeg mindes, at vi engang foruden Andet ogsaa havde et langt Pensum i Herodot at gjennemgaa, hvori flere vanskelige Steder, og at jeg besluttede at indhente Schweigaards Mening, da han omtrent da samtidig vel maatte være ifærd med at forberede sig. Men ved at komme til ham fandt jeg, at han var ifærd med at studere i en græsk Lexikon, og at han allerede om Aftenen var bleven fuldt færdig med Herodot.
Det var paa denne Maade, han paaskyndede sine Studier ogsaa i de øvrige Sprog. Til Afvexling tog han selve Lexikonet fat som Lærebog, og hvad han saaledes havde lært, sad fast hos ham. Paa samme Maade havde han under Opholdet i Tydskland allerede begyndt i Latinen. Men man maa ikke tro, at dette var, hvad man kalder Pugning, eller alene et Arbeide med Hukommelsen; tvertimod – han søgte stadig at finde ordenes Rødder, at sammenholde det Beslægtede og stille det Eiendommelige levende for Øie Ved Siden af Hukommelsen arbeidede saaledes stedse en tænksom, indtrængende Kritik.
Denne rastløst arbeidende Kritik var et af Grundtrækkene i Schweigaards Begavelse. Med overlegen Dygtighed søgte han stedse at sønderlemme ethvert Stof og at klare ethvert Forhold, der laa for ham, og han hvilede ikke, før han fik stillet enhver Ting paa sin Plads. Jeg mindes, hvor enestaaende i sit Slags hans Samtaler vare, naar vi vare ude at spadsere sammen, hvor hurtig Tiden gik, naar han kom i Aande; han tænkte, saa at sige, høit, og han tog villig imod hvilkesomhelst Bemærkninger og Modsigelser, da de kun virkede paa ham som en spore til at gaa saameget dybere tilbunds. For dem, der først have kjendt Schweigaard i en mere fremrykket Alder, kan det muligens interessere at høre, hvor fremtrædende hans stærke Tænke-Evne allerede viste sig hos ham paa et saa tidligt Trin. Ikke i noget Fag paa Skolen lod han sig nøie med blot at modtage det Stof, der bødes ham, men søgte ligesaa ivrig at anskue det fra alle Sider og se det i de Forbindelser, hvor det hørte hjemme
Naar den kritiske Sands er overveiende hos unge Mennesker, kaster den sig ofte paa Smaating eller Personligheder. Hos Schweigaard lededes den udelukkende af Tørsten efter Sandhed og var hos ham en Naturtrang. Han dreves af en Umiddelbarhed, fri for alle Sidehensyn, al Beregning. En saadan Umiddelbarhed ved Siden af overlegne Evner tænker man sig gjerne som eiendommelig for genial Begavelse. I Forbindelse hermed staar en anden Side i Schweigaards Væsen, der allerede aabenbarede sig paa Skolen, nemlig den varme, der gjennemstrømmede hans Udtalelser, og hvoraf man stedse fik det bestemte Indtryk, at han arbeidede ikke blot med Forstanden, men at han lagde hele sin Person i det, han sagde. Schweigaard var paa Skolen, som i sit senere Liv, fri for al Smaalighed og Pedanteri, og ligeoverfor sine Meddisciple hjertelig og godmodig, men paa den anden Side, naar han mødte anmassende og uforstandig Modstand, kunde han blive utaalmodig, og Satiren kom da frem. Jeg mindes en saadan scene i Skien, hvor en ung Student var den ulykkelige Modpart.
Blandt Schweigaards Meddisciple var, som anført, P. A. Munch. Denne forekom os næsten som et Vidunder, navnlig ved sin Hukommelse. Han kunde flere Bøger af Livius og Sange af Homer udenad og havde derhos adskillige Smaatalenter, saasom for Musik, Tegning m. m., og Sprog tilegnede han sig med største Lethed. Og dog ansaaes Schweigaard for hans overmand i latinsk Stil. Schweigaard skrev, inden jeg forlod Skolen, altsaa da han havde været der henved 1½ Aar, gjerne Variation paa Stilen, og Rektor, der var hjemme i klassisk Latin, havde tilsidst fast Intet at rette. I norsk Udarbeidelse havde Schweigaard ingen Medbeiler. Hans sammentrængte Tankerigdom og sikre Logik kunde der ikke være Tale om hos hans flere Aar yngre Kammerater. I Arithmetik og Geometri kunde der blandt dem, der vare hjemme deri, efter disse Fags Natur ikke mærkes saa stor Forskjel; dog var Schweigaard blandt de Første i at løse Ligninger, og underhaanden erfarede jeg, at han var ualmindelig hurtig og sikker i Hovedregning, hvilket Fag selvfølgelig var for ringe for øverste Klasse, men som jeg oftere hørte ham med Taknemmelighed erkjende, at han i sin tidligste Barndom havde lært i Kragerø. Det er en Selvfølge, at baade Schweigaards og Munchs sjeldne Hukommelse var Gjenstand for deres Meddisciples Opmærksomhed, og man var ikke ganske paa det Rene med, hvilken der var stærkest; men man gjorde sig, som det lod, den Forestilling, at Hukommelsen hos Schweigaard kun var en Tjener, skjøndt en værdifuld Tjener for hans øvrige Evner, medens den hos Munch var det overveiende. Muligens gjorde man herved Munch ikke fuld Ret, og muligens forstod man ikke tilbørlig at vurdere Munchs historiske Gisninger og Kombinationer, der allerede paa Skolen ligesom laa ham i Blodet.
Der var selvfølgelig kun faa Adspredelser for Skolens Disciple. Jeg mindes nogle Søndage at have været sammen med Schweigaard paa Apotheket, idet Apothekerens Søn, Carl Mülertz, senere Sognepræst, var vor Klassekammerat. Rekreationen bestod mest i Spadserture, og undertiden var Rektor, der nød vor ubetingede Agtelse og Hengivenhed, god nok til at tage os med sig i det Frie. Turen gik gjerne over Klosterfosbroen til en Skov ikke saa langt derfra. Navnlig erindrer jeg en lang Tur til en fjerntliggende Fos, hvor Schweigaard, Mülertz (beslægtet med Rektor) og jeg vare Rektorens Gjæster paa en Bondegaard i Nærheden. (Om Munch og Otto Løvenskiold kunde der ved deslige Leiligheder ikke være Tale, da de boede paa Landet, i længere Afstand fra Byen). Schweigaard udvexlede underveis Tanker med Rektor som med os paa den ham eiendommelige Maade, og efter Anledning tilbød Rektor at laane ham Bøger udenfor, hvad der nærmest vedkom Skolen.
Schweigaard havde nemlig, som det syntes, altid god Tid. Naar man kom til ham, var han altid færdig til at gaa med. Jeg mindes aldrig at have hørt i hans Mund den Undskyldning: „Jeg har ikke Tid.“ Han læste nemlig baade hurtigt og vedholdende, og da han havde udmærkede Øine, kunde han holde ud om Aftenen, til han var færdig. Han havde en Evne til i utrolig kort Tid at lade Øinene følge Linierne i en let Bog, uden at gaa Glip af Indholdet. Denne Evne havde ogsaa Munch. Jeg erindrer, at de paa Skolen engang for Spøg tog en Fortælling for at se, hvem der var hurtigst, idet de samtidigt læste sagte hver for sig. Paa en Side, tror jeg, vandt den Ene, paa den næste den Anden.
Det er let at forstaa, at Schweigaard paa denne Maade fik en udbredt Læsning og derved, i Forbindelse med sin Evne til at fordøie, ordne og beholde det Læste, efter sin Ankomst til Universitetet tidlig blev en moden Mand. Baade paa Skolen og senere hørte jeg ham udtale sig om, hvorledes han bar sig ad med sin Lekture. „Der er saamange Bøger, sagde han, at det er umuligt at læse dem alle, det gjælder at finde de bedste. Jeg blader gjerne hist og her, for at se, om Bogen anstaar mig, og begynder sjelden forfra, men hellere i Slutningen, og jeg kommer derved hurtigst ind paa de Spørgsmaal, som Bogen egentlig vil løse. Interessen sættes derved lettest i Aande, og mange Bøger slipper jeg strax.“
Det sædelige Alvor, der besjelede Schweigaard, gav sig selvfølgelig ogsaa tilkjende paa Skolen, dog mindre direkte end gjennem hans hele exemplariske Forhold. Dog mindes jeg en Leilighed, hvor jeg tror at have seet det umiddelbart i Øieblikket. Vi havde i den tydske Time at oversætte af Læsebogen Schillers „Der Kampf mit dem Drachen“. Vi fandt os Alle tiltalte af det smukke Digt, dog ikke anderledes, end at vi, da Timen var endt, lagde Bogen sammen og vare dermed færdige. Schweigaard vedblev derimod at læse alvorlig om igjen og om igjen, og da vi spøgende talte til ham om, hvad det var, ændsede han os ikke, men skuede ufravendt hen imod Noget, der helt optog og fængslede ham, og udtalte tilsidst sin Beundring for det, han havde læst. Digtet omhandler Selvraadigheden og indskjærper den Unge paa Schillers tiltalende Maade ydmyg Ærbødighed for sine Pligter. Grunddraget i Schweigaards Karakter var netop samvittighedsfuld Pligtopfyldelse. Det har tydelig nok præget sig i hans hele Liv. Jeg anede det kun dengang. Men jeg har aldrig siden seet hint Digt, uden at tænke paa Schweigaard.
I nær Forbindelse hermed staar den Kjærlighed og Beundring, hvormed han omfattede ogsaa flere af Schillers øvrige Ballader, navnlig dem, der gaa ud paa at forherlige det rene, gudhengivne, i Liv og Død trofaste Sind, hvem høiere usynlige Magter skjærme og hævne, („Der Gang nach dem Eisenhammer“, „Die Traniche des Ibykus“, „Die Burgschaft“), og fremstille Modsætningen, den tilfældige ydre Lykke, som skuffende Blændværk („Der Ring des Polykrates“). Baade paa Skolen og senere satte Schweigaard disse Digte ubetinget over Alt, hvad Schiller ellers har skrevet, og jeg mindes i Særdeleshed, at han engang med megen Bestemthed ytrede, at Schillers Ballader staa paa Høiden af det Bedste af, hvad Poesien i nogen Tidsalder har frembragt. –
Efter 2 Aars Adskillelse samledes jeg atter med Schweigaard i Christiania i 1828, da han blev Student. Vor Omgang fra Skolen fortsattes der i nogle Aar. Hans Kundskaber gjorde rivende Fremskridt, og det varede ikke længe, førend han i visse Retninger, navnlig hvad der vedkom den almindelige Kultur og Næringsveiene, saasom Bankvæsen, Skibsfart, Handel, Beskatning, Statsøkonomi og det rent Juridiske, viste sig hjemme deri, man kunde berøre, hvad man vilde, og han gjengav det, bearbeidet gjennem hans egen Tænkning.
Det Sentimentale og Halvklare var hans Natur imod. Dette viste sig gjennemgaaende. Han var imod den Philosophi, der søger at forklare, hvad der fra menneskeligt Standpunkt ikke lader sig begribe eller forklare, og derfor kun gjengiver Gaaderne uløste, tildækkede med Ord. Ligesaa paa andre Felter. Ingen kunde elske sit Folks Fremgang mer end han; men Gjenveiene, som den Utaalmodige og Kortsynede foretrækker, frygtede han.
Det var ham en Trang stedse at gjøre Noget til Hygge for dem, der kom til ham. Jeg mindes, da han logerede i Øvre Voldgade, at han engang fra Kragerø havde faaet sig tilsendt en Kasse Æbler, som han trakterede med, saalænge der var Noget igjen. Ved andre Leiligheder, naar tilfældigvis flere gamle Skolebekjendte samledes hos ham, sendte han efter Rosiner og Mandler og en Flaske Vin, for at gjøre dem tilgode, uden at jeg tror han selv nød synderligt deraf. Men han var munter, havde et venligt Ord til Enhver og sad ofte med et Stykke Træ fra Vedkassen, som han snittede paa og gav en eller anden Form.
Skjønt i nogen Tvivl, tror jeg ikke at burde tilbageholde en Samtale, jeg havde med ham paa en af vore Spadserture, da han endnu var Student. Den angaar nemlig et Punkt, som ikke ret Mange af de Nulevende kunne give Besked om, og som dog er af Betydning ved Opfattelsen af hans Personlighed. Vor Samtale kom ind paa, hvad der gjerne anføres imod enhver positiv Aabenbaring, nemlig at Verden øiensynlig er indrettet saaledes, at Sandheden mer og mer trænger igjennem, og at derfor Sandsynligheden var for, at ogsaa de høieste Sandheder, Erkjendelsen af Guds Kjerlighed og Naade vilde fundet Indgang alene gjennem den fra først af indførte Verdensordning, uden senere extraordinære Foranstaltninger. Vi skulde netop skilles, og der var saaledes ikke Tid til mange Bemærkninger. Han gjorde derfor med Styrke kan en kort Modbemærkning, saavidt jeg erindrer, omtrent følgende: „Jeg siger kun, at i stor Ulykke saavelsom i Fristelsens øieblik har Troen paa det Aabenbarede en ganske anden Magt over Villien, end hvad den Enkelte kan hente hos sig selv; Mangt og Meget synes i Frastand let, og dog, naar det kommer til Stykket, mærker man, hvorledes Kjød og Blod trænger til høiere Hjælp“. Dette var nu vel ikke Andet, end hvad ogsaa Andre ved, og hvad man har vidst gjennem Aarhundreder. Men det kom fra et ungt Menneske og ovenikjøbet fra en Yngling med usædvanlig kritisk Evne. Her tog den ydmyge Selverkjendelse ialfald ikke Skade af det gode Hoved. Jeg glemmer ikke, hvorledes Schweigaard under denne Samtale steg i min Agtelse og Hengivenhed.
Af Digtere var Schiller, tror jeg, ham kjerest; han kunde en Mængde af hans lyriske Digte udenad, især fra 3die Periode. Specielt mindes jeg, at han oftere i Spøg reciterede Digtet „Dithyrambe“:
„Nimmer, des glaubt mir, erscheinen die Götter
Nimmer allein“ o. s. v.
og fremsagde de sidste smukke Linier langsomt og med Vægt.
Da jeg engang berørte det Besynderlige i, at skjønt man sætter Göthe høiere, holder man sig dog ikke sjelden mest til Schiller, ytrede han leende: „Ja, Schiller er mærkværdig; naar man om Formiddagen føler sig træt, er et Par Vers af ham saa godt som et Glas Vin“.
Af Romanforfattere holdt han ubetinget paa Walter Scott, uden at ville lade nogen af de yngre komme op imod ham, og en af hans Grunde var, som jeg oftere hørte ham lægge Vægt paa, at hos Scott var der Intet at rødme over, Intet, som man ikke trygt kunde lade den Unge læse.
Skjønt han paaskjønnede vore gode Digtere, kom han dog undertiden, skjønt sjelden, med en sarkastisk Ytring, som en – Modsætning – antog jeg – til den blinde Forgudelse. Saaledes mindes jeg, han engang spøgende ytrede i Anledning af et Leilighedsdigt, antagelig i Trediveaarene, fra en Haand, jeg ellers vidste han holdt høit i Ære: „N. N. er dog vor bedste Hane, han taer dog bedst i“.
Midt under sine, som de Fleste ville sige, tørre Studier, hvilke han drev saa grundigt, at man kunde tro, han ikke havde Sands for Andet, bevarede han sin Varme for høiere Interesser i en Grad, som maaske ikke Mange forestille sig. Jeg kom engang til ham, just som han havde læst om den ældre Fichte, hvorledes han blev et Bytte for Nervefeber, som han havde paadraget sig, ved under Tydsklands Frihedskamp imod Frankrig i 1813–14 at deltage med sin Hustru i at pleie de syge og saarede paa et Hospital i Berlin. Han kom imod mig med Bogen, synlig rørt, og bad mig læse den, ytrende: „Dette er noget Andet og større end at philosophere“.
Jeg har kjendt Faa eller Ingen, der stedse var sig selv mere lig end Schweigaard, altid frisk, freidig og aaben. Han havde en god Helbred og rolig Tænkemaade, skjønt han let blev ivrig, naar det for Alvor gjaldt at forsvare, hvad han ansaa for Ret. Kun en Gang saa jeg ham i Taarer. Jeg var hos ham kort efterat han havde faaet Brev om, at hans Bedstemoder var død. Han var heftig bevæget og ganske utrøstelig og sagde gjentagende: „Jeg vidste ikke, at jeg i den Grad var bundet til hende“.
Hos Christian Langberg, senere Professor i Fysik, hvem jeg kjendte, før han blev Student, samledes undertiden om Aftenen Schweigaard, Welhaven og P. A. Munch. Welhaven, der var saa glimrende i sin Optræden og tillige saa energisk, bøiede sig dog stedse for Schweigaard, og mere end een Gang saa jeg hans Øine straale, naar Schweigaard udtalte sig i en Retning, der stemmede med hans egne Tanker. Disse fire unge Mennesker, Schweigaard, Welhaven, P. A. Munch og Chr. Langberg, gjorde en Pintse en Fodtur sammen til Kongsberg; her levede just dengang Digteren Maurits Hansen, hvem de skattede paa Grund af hans Fortællinger. Tilfældigvis var jeg just tilstede og saa dem drage afsted med Oppakning, iførte hvide Lærredsbuxer, – Alle med overstrømmende Livslyst. Denne lille Trup, som upaatvivlelig indesluttede Noget af det Bedste, Norge dengang eiede af Genialitet og Talent, af Aandrighed og Kundskab, blev baaret paa Hænderne, hvor de kom, saasnart deres Navne nævnedes; intet Under derfor, om deres friske Hjerter svulmede af Mod, blandet med berettiget Selvfølelse. De kom tilbage trætte og støvede, men veltilfredse.
Velvoxen og over Middelshøide, havde han et ædelt, forstandigt og særdeles godt Ansigt.
Han tænkte kun lidt paa sin Dragt, deri maatte hans Omgivelser ofte hjælpe ham, og dog var der Faa, hvem det bedre klædte at være i Puds.
Han var ikke Idrætsmand, men i yngre Dage en flittig Fodgjænger og god Svømmer.
Han var fri for al Blødagtighed eller Nydelsessyge enten i Tanke eller Vane, i sit Levnet maadeholden, hjælpsom mod Andre, ligesom til det Yderste uegennyttig og sædelig.
Naar jeg efter mit mangeaarige Kjendskab til Schweigaard i Korthed skal udtrykke min Dom om ham, kan jeg ikke sige Andet, end at hans Evner, hans Karakter, hans Energi og Arbeidsdygtighed hver for sig vare ualmindelige, men samlede hos een Person gjøre de ham til en Størrelse, som et lidet Folk kun med lange Mellemrum kan vente at se i sin Midte.
- 1880, April.
- ↑ Forfattet efter Udgiverens Anmodning.